Efter i går ved jeg ikke hvilket ben jeg skal stå på. Jeg har brug for råd, især da manden jeg er sammen med og jeg har en baby på kun 3 måneder.
Historien starter således.....
Vores parforhold har i længere tid været påvirket at min kærestes (vi kalder ham X) dårlige humør, depressive tanker,søvn besvær osv. Jeg har hele tiden tænkt, at det nok var på grund af hårde arbejdsdage, men der tog jeg helt fejl.
Jeg står og skal i gang med at sortere vasketøjet. Imens snakker jeg med X som holder vores baby. Stemningen er god. Jeg tjekker og tømmer altid lommerne på tøjet, og da jeg tager hånden i X's bukselomme, får jeg fat i noget.
Jeg tager det ud. I min hånd ligger en kanyle. Lommen indeholder også to små glas, som tydeligt har indeholdt en form for væske.
Jeg kigger på X, og spørger hvad det er. Han forklarer at de bruger det på arbejdet til at lave kaviar. Jeg spiller med, fordi jeg gerne vil være 100% sikker inden jeg tager konfrontationen. 5 min på Google, og rigtigt nok, det var bestemt ikke til kaviar....
Jeg konfronterer X, og efter længere tid finder jeg frem til den rigtige historie.
X har for længe siden taget noget ulovligt, som har gjort, at han tror han ikke kan få børn. Derfor har han i over et år! ! Gået og stukket sig på arbejdet med et ulovligt skaffet stof, som skulle gøre, at chancen for børn blev øget.
Vi havde inden vores baby kom prøvet i over to år.
Jeg føler mig så svigtet, løget for, og ja, lad os bare sige at tilliden er helt væk. Han ved hvor meget jeg er imod at man tager ulovlige stoffer, og bivirkningerne på dette matcher de førnævnte problemer, så pludselig giver hans ændrede person igennem det sidste år mere mening.
Hvordan ville i takle en situation som denne?
som tingene ser ud lige nu, så tror jeg ikke at jeg vil kunne stole på ham igen, for hvis ikke forholdet er bygget på åbenhed, kommunikation og gensidig respekt, hvad er der så at kæmpe for?
Jeg har ikke læst hele debatten, så tager kun stilling til dit første oplæg..
Først og fremmest, så kan jeg godt forstå at du føler dig både svigtet og løjet for!
Dernæst, og nu kan jeg jo kun tage udgangspunkt i, hvordan jeg tror jeg ville reagere hvis jeg stod i samme situation, med det liv jeg har med min mand... Men jeg ville ikke forlade min mand på stedet eller bede ham om at flytte. Vi har været sammen i godt og vel 20 år, og jeg ville gøre mit ypperste for at hjælpe ham ud af et eventuelt misbrug, simpelthen fordi jeg elsker ham. Og selvom jeg ville være gal, hysterisk og bange, med rette, så ville min bekymring og kærlighed overskygge dette. Jeg ville prøve at opstarte dialog med bekymring og ikke vrede i højsædet, og finde ud af hvilken hjælp der kunne være den bedste for at komme ud af eventuelt misbrug, sammenholdt med terapi for at få parforholdet og tilliden tilbage.
Sådan TROR jeg, at jeg ville tackle det.
