Jeg har stået i samme situation som dig. Det er mu et halvt år siden. Vi klarede os igennem det og stærkere nu end nogensinde før. Det har taget så lang tid at komme oven vande igen, hold kæft var det hård. Det sværeste var at se hvor meget man har ødelagt for den person man elsker aller højst. Det er stadig svært til tider og gør pisse ondt, men vi bliver stærkere for hver dag der går og vi bliver for hver dag der går mere og mere bekræftet i at det er os der skal være sammen.
Vi tog tre uger hjemme (det var i sommerferien) hvor vi snakkede og græd sammen. Jeg gjorde alt for at bekende min kærlighed til ham, snakke om vores minder, snakke om hvad der skulle ske hvis vi ikke skulle være sammen mere, jeg angrede og gjorde og gør alt hvad jeg kan for overbevise ham om at han er min eneste kærlighed og at jeg fortrød. Jeg brugte også lang tid på at fortælle ham, at det ikke havde noget med ham at gøre, at han er helt perfekt osv. Vi klarede os igennem det og det i sikkert også. Ang. Dine selvmordstanker... Jeg havde to selvmordsforsøg på de 3 uger, og det nytter jo ingen ting. Selv om du ikke tror du har nogen, så husker du alle dem og alt det du at leve for lige når du står i det. Husk dine børn. Det er ikke det værd.. Du må rigtig gerne skrive privat, jeg er sikker på at jeg kan hjælpe dig og dele mine tanker. 

Anmeld
Citér