Er i aldrig bange?

Flødebollen skriver:

Hold da op... Ja, så er det da intet under at man går sådan. 

Jeg aner bare ikke, hvor fanden jeg skal gå hen med det. Jeg føler mig lettere tosset ind imellem - men heldigvis er vores klinik neget forstående ift at holde pauser osv. Vi havde et langt IUI forløb med SA og Bio'er, som har vært enormt hårdt for os.. Vi er dog meget optimistiske omkring IVF osv. Vi skal have lagt fryseæg op mandag formentlig - så vi glæder os meget

Men jeg får lyst til at hamre hånden gennem et eller andet, når folk siger

'ja, man har jo hørt om at folk bliver naturlig gravide hvis de slapper af'... Om jeg så sked i bukserne, kunne det ikke ske. Jeg er enormt udfordret på folks uvidenhed osv. Jeg kan ikke forvente alle kender procedurer osv som ieg gør, men jeh fornemmer også bare ind i mellem at folk tror, man er i behandling for sjov.. Vi har holdt pauser, spist alverdens vitaminer, lagt med numsen i vejret efter sex, hjemme inseminering, æl tests i lårfede stråler, akupunktur, zoneterapi .... You freaking name it. Så det er fabdeme overhovedet ikke for sjov. Jeg ville give min højre arm og ben for at få et barn. Donere organer, jeg kunne undvære. Stjæle, lyve. Jeg ønsker det så brændende.... Og jeg ville ønske, vi bare kunne have sex hver 2. Dag i 2 måneder og den så var der. Det er ikke sket her 4,5 år efter

Det er meget præcist og rammende det du skriver! Og hvis det bare gjaldt om at være afslappet, så var der jo ikke en af os, der er eller har været i behandling, der nogensinde ville blive gravide, for det er sgu alt andet end afslappende!

Til TS: jeg gik i mange år med angsten for at jeg ikke ville få mit størreste ønske opfyldt, og det er intet mindre end rædselsfuldt! Det er så hårdt, og føles så skide uretfærdigt, når man hører om folk der lige ups blev gravide, eller hvor det ikke lige passede ind, og man ville bare give sin højre arm for at være i deres sted. 

Jeg  Alt hvad jeg kan for at jeres næste forsøg er der hvor guldægget findes 

ønskebørn74 skriver:

Jeg havde mistet troen efter de mange år.

Men i allersidste time blev jeg gravid med drengene.

12,5 år tog det og se dem nu. De er det hele værd.

Men føj det var hårdt..

Så når de tvivler og er nede, tænk på os..

Jo, det var præcis dét, der gjorde behandlingen og generelt ventetiden SÅ hård! Jeg sagde ofte "hvis bare en kunne forsikre mig om at om tre år, så er du gravid, så kunne jeg slappe mere af." Det er uvisheden, der gør det så extra hårdt, som det er.

Sender dig en masse gode tanker og håber det lykkes for jer snart og at du i mellemtiden kan give lidt plads til alle de sorte tanker uden de kommer til at fylde 24-7 

http://stinemavepine.blogspot.dk/

Er I aldrig bange for, at I aldrig får et barn? Jeg overvældes af følelsen - nok en kombination af, at der sker meget omkring mig. Men hvad nu, hvis jeg aldrig bliver gravid igen? Hvis jeg aldrig får mit største ønske opfyldt - det er jo desværre ikke alle, der er garanteret en baby.. Tænk hvis jeg er en af dem, der har trukket et kort strå?

Det korte svar:

Jo, jeg er skide bange!!!

Det lange svar:

Bekymringerne omkring, at det aldrig bliver vores tur fylder meget. Men efter snart 6 år i behandling (heri én BIO og to MA'er) har frygten for, at jeg aldrig bliver mor ændret sig.

Frygten og bekymringerne fylder stadig meget, men vi er blevet bedre til at fokusere på alle de glæder, som der trods alt stadig er i livet, selvom man ikke opnår rollerne som "mor" og "far": økonomiske frihed, rejser, plads til hobbyer og ikke mindst muligheden for altid at sætte hinanden højest. Et liv uden børn er for mig et liv, hvor jeg kan tillade mig at være egoistisk og gøre det, som JEG vil (og det er jo også meget fedt).

Forstå mig ret... Jeg ville bytte det hele, og give min højre arm oveni for at blive mor, men desværre er det ikke sikkert, at det bliver sådan..

De første år vi var i behandling kunne jeg slet ikke slippe sorgen over at være barnløs - den fyldte ALT! I dag er sorgen en del af mig - på lige fod med sorgen over dødsfald i familien og lign. Jeg lever med den og accepterer, at der er dage, hvor jeg er dybt ulykkelig og helst vil blive under dynen... Det vigtige for mig er, at de dage er i stærkt undertal - der SKAL være flest gode dage (og det er der heldigvis også). Jeg vil leve mit liv, mens jeg har muligheden for det (for mig betyder det alt for mange timer på (drømme)jobbet, rødvin med gode venner, søndage under dynen med min skønne mand og rejser hver gang muligheden byder sig).

Så jo... Jeg er skide bange for ikke at blive mor... Men jeg er mere bange for, at jeg om ti år opdager, at jeg glemte at leve mit liv, fordi jeg jagtede en drøm, som (måske) aldrig gik i opfyldelse!

Jeg håber, at det snart bliver jeres tur

Arh hvor befriende at høre, at man ikke er den eneste der går med alle de frustrationer (selv om man et eller andet sted godt vidste det - men vi er i virkeligheden nok flere end vi tror, når man tænker på at hver 8.-10. barn er kommet til med hjælp!)

Og ja, den kommentar om at være afslappet, aaarggh! Det er nok den værste...jeg synes jo selv vi startede ret afslappet ud det første år, men hjalp det? og nu er det helt umuligt...Og sex, hvor er det øv, når det bliver en sur pligt der skal ordnes også selv om klokken feks. er et om natten og man skal op på arbejde kl 6 og alligevel ikke tror på det!!

Held og lykke med ÆO flødebollen

Og respekt Lisbeth, jeg kan slet ikke forestille mig at skulle kæmpe denne her kamp i så mange år endnu, og så finde det positive frem i hverdagen

Som flere har sagt så var frygten der, utålmodogheden, sorgen og håbløsheden. Det er det mest benhårde ting jeg nogensinde har begivet mig ud i. Sorget  og tankerne om hvad nu hvis var der. Folk har fået meninger råt og uforsødet. Men man gør det fordi slutresultatet, hvis man  når detil,  er hele kampen værd.  Det har udfordret os som par og gjort os stærkere og mere forstående for hinanden.

Jeg har også læst at studier  viser at det er på linje med kræft diagnoser osv ,at det smider folk ud i noget af en livskrise. De psykologiske studier der er lavet ved man er urepræsentable fordi i det her game er det kun de stærkeste der fortsætter. De svage bukker under tidligt. De jeg kender der har været barnløse eller stadig er der går til psykolog for at  bearbejde det.  Det er også noget jeg har benyttet mig af. 

Haha ja jeg deler frustrationen over folk der siger hvis du bare slapper af så kommer det helt af sig selv. En af de tossede jeg også har hørt et par gange er du sikker på at du vil virkelig vil have barn? Nej selvfølgelig er jeg ikke helt sikker. Det er derfor jeg efterhånden er flyttet ind på hospitalet og propper mig med sprøjter og hormoner... Tsk. Min mor og en gammel kollega kom også med de  her jeg kan godt forstå at det er hårdt men bare rolig det er nok for at styrke dig til når der kommer noget værre. Øhhhh sig mIG hvilken trøst er det? En ting jeg har fundet ud af er hvor lidt folk ved om reproduktionssystemet. 

Jeg gå er u finder styrke og kommer positivt ud af det.