Er i aldrig bange?

Er I aldrig bange for, at I aldrig får et barn? Jeg overvældes af følelsen - nok en kombination af, at der sker meget omkring mig. Men hvad nu, hvis jeg aldrig bliver gravid igen? Hvis jeg aldrig får mit største ønske opfyldt - det er jo desværre ikke alle, der er garanteret en baby.. Tænk hvis jeg er en af dem, der har trukket et kort strå?

Jo.

Da vi var i behandling var det en tanke der fyldte næsten det hele. Min mand er væsentligt ældre end jeg, så jeg vidste at adoption ikke ville være en mulighed for os. Så vi havde helt reelt et scenarie der hed at vi ikke kunne blive forældre, hverken biologisk eller på andre måder. Det var et meget ubehageligt worst case at gå rundt med i tankerne.

Jo hver dag. 

Jeg frygter at min eneste graviditet endte med en dødsfødsel.

Jeg frygter at jeg kender glæden ved at vente et lille mennesker men aldrig glæden ved at holde mit barn

Jeg ville hellere aldrig have været gravid end at vide hvordan det er men ikke hvordan det ender - så derfor frygter jeg at jeg ikke skal opleve det igen.

Jeg går til tider og tænker over hvad jeg skal sige til venner og familie hvis vi en dag vælger at stoppe kampen - det er rigtig hårdt psykisk

Jo!!

Følelsen er der hver eneste dag, det er så hårdt altid at skulle tage sit "happy face" på og gå på arbejde og lade som ingenting! Eller være sammen med familien eller vennerne...og svare på hvordan det går og altid skulle give et negativt svar...eller skulle holde det skjult fordi man ikke har lyst til at dele det med alle.

Og aldrig vide om det ender godt...

Landsforeningen for ufrilligt barnløse skriver, at de reaktioner man gennemgår minder om når man udsættes for dødsfald i familien eller får diagnosticeret en alvorlig, livstruende sygdom! Så no wonder at man går og føler sig smådeprimeret hele tiden

Tex skriver:

Jo!!

Følelsen er der hver eneste dag, det er så hårdt altid at skulle tage sit "happy face" på og gå på arbejde og lade som ingenting! Eller være sammen med familien eller vennerne...og svare på hvordan det går og altid skulle give et negativt svar...eller skulle holde det skjult fordi man ikke har lyst til at dele det med alle.

Og aldrig vide om det ender godt...

Landsforeningen for ufrilligt barnløse skriver, at de reaktioner man gennemgår minder om når man udsættes for dødsfald i familien eller får diagnosticeret en alvorlig, livstruende sygdom! Så no wonder at man går og føler sig smådeprimeret hele tiden

Hold da op... Ja, så er det da intet under at man går sådan. 

Jeg aner bare ikke, hvor fanden jeg skal gå hen med det. Jeg føler mig lettere tosset ind imellem - men heldigvis er vores klinik neget forstående ift at holde pauser osv. Vi havde et langt IUI forløb med SA og Bio'er, som har vært enormt hårdt for os.. Vi er dog meget optimistiske omkring IVF osv. Vi skal have lagt fryseæg op mandag formentlig - så vi glæder os meget

Men jeg får lyst til at hamre hånden gennem et eller andet, når folk siger

'ja, man har jo hørt om at folk bliver naturlig gravide hvis de slapper af'... Om jeg så sked i bukserne, kunne det ikke ske. Jeg er enormt udfordret på folks uvidenhed osv. Jeg kan ikke forvente alle kender procedurer osv som ieg gør, men jeh fornemmer også bare ind i mellem at folk tror, man er i behandling for sjov.. Vi har holdt pauser, spist alverdens vitaminer, lagt med numsen i vejret efter sex, hjemme inseminering, æl tests i lårfede stråler, akupunktur, zoneterapi .... You freaking name it. Så det er fabdeme overhovedet ikke for sjov. Jeg ville give min højre arm og ben for at få et barn. Donere organer, jeg kunne undvære. Stjæle, lyve. Jeg ønsker det så brændende.... Og jeg ville ønske, vi bare kunne have sex hver 2. Dag i 2 måneder og den så var der. Det er ikke sket her 4,5 år efter

JO for den da! Var frygtelig bange for at vi ville ende barnløse. Har to par i familien, som kæmpede forgæves og det smerter mig inderligt. 

Vi var 7 ICSI forsøg igennem før vi fik vores datter. Det var ikke æu osv der var det hårde, men derimod frygten for at der aldrig ville være gevinst. 

Flødebollen skriver:

Hold da op... Ja, så er det da intet under at man går sådan. 

Jeg aner bare ikke, hvor fanden jeg skal gå hen med det. Jeg føler mig lettere tosset ind imellem - men heldigvis er vores klinik neget forstående ift at holde pauser osv. Vi havde et langt IUI forløb med SA og Bio'er, som har vært enormt hårdt for os.. Vi er dog meget optimistiske omkring IVF osv. Vi skal have lagt fryseæg op mandag formentlig - så vi glæder os meget

Men jeg får lyst til at hamre hånden gennem et eller andet, når folk siger

'ja, man har jo hørt om at folk bliver naturlig gravide hvis de slapper af'... Om jeg så sked i bukserne, kunne det ikke ske. Jeg er enormt udfordret på folks uvidenhed osv. Jeg kan ikke forvente alle kender procedurer osv som ieg gør, men jeh fornemmer også bare ind i mellem at folk tror, man er i behandling for sjov.. Vi har holdt pauser, spist alverdens vitaminer, lagt med numsen i vejret efter sex, hjemme inseminering, æl tests i lårfede stråler, akupunktur, zoneterapi .... You freaking name it. Så det er fabdeme overhovedet ikke for sjov. Jeg ville give min højre arm og ben for at få et barn. Donere organer, jeg kunne undvære. Stjæle, lyve. Jeg ønsker det så brændende.... Og jeg ville ønske, vi bare kunne have sex hver 2. Dag i 2 måneder og den så var der. Det er ikke sket her 4,5 år efter

'' 'ja, man har jo hørt om at folk bliver naturlig gravide hvis de slapper af'... Om jeg så sked i bukserne, kunne det ikke ske. Jeg er enormt udfordret på folks uvidenhed osv. Jeg kan ikke forvente alle kender procedurer osv som ieg gør, men jeh fornemmer også bare ind i mellem at folk tror, man er i behandling for sjov.''

Lige præcist det der har jeg tænkt vildt mange gange! 

o1Mutte skriver:

De tanker er helt normale. Jeg havde dem selv endda så meget jeg endte med en depression. Den fik jeg behandlet via samtaler med en psykolog.

Jeg er idag gravid så heldigvis kan det da lykkes <3

 

3 æu og 9 æo senere altså Troen var væk, men håbet var der stadig  

Eeeeeeeej  det var gået min næse forbi! Tillykkeeeeeeee ENDELIG 

et-ønske skriver:

Eeeeeeeej  det var gået min næse forbi! Tillykkeeeeeeee ENDELIG 

Tusind tak er heller ikke så vanvittig aktiv mere Men følger pænt med Er faktisk halvvejs om en uge &nbspet er vildt 

Flødebollen skriver:

Er I aldrig bange for, at I aldrig får et barn? Jeg overvældes af følelsen - nok en kombination af, at der sker meget omkring mig. Men hvad nu, hvis jeg aldrig bliver gravid igen? Hvis jeg aldrig får mit største ønske opfyldt - det er jo desværre ikke alle, der er garanteret en baby.. Tænk hvis jeg er en af dem, der har trukket et kort strå?

Som du selv siger, så jo jeg er pisse bange for det ikke lykkedes!! 

Vi kender folk det aldrig lykkes for og det skræmmer mig helt vildt. Jeg ved godt at statistisk set osv så burde vi kunne få et barn, men efter 2 år i behandling og 1 år med at prøve inden, så bliver man sq lidt urolig!

Jeg har aldrig prøvet at have to streger og det stresser helt vildt og så høre på folk sige, at hvis jeg nu bare slappede lidt af og ikke tænkte på det, så ville det nok sket helt af sig selv - FUCK hvor er jeg træt af den besked. Hvordan svarer man pænt, at de er nogle uvidende fjolser, når de prøver at være søde. 

Jeg ved ikke, hvordan man snart holder modet højt, og smiler pænt hver dag, når jeg nogle dage har allermest lyst til at bare at skrige meget højt eller stortude. Hvis jeg vidste hvordan jeg slappede af og ikke tænkte på baby, så ville jeg da gøre det Men nu består hverdagen altså af hormoner piller og sprøjte og læge tider, så glemmer man det altså ikke bare lige sådan.

Forstår ikke, at man ikke må få lov til at tage en psykisk pause fra hverdagen, få lov til at gemme sig i en uges tid, tag væk fra hverdagen og alle de gravide omkring en, og så komme tilbage i kampform, tage sit smil på, og gøre sin pligt på arbejdet.

Flødebollen skriver:

Er I aldrig bange for, at I aldrig får et barn? Jeg overvældes af følelsen - nok en kombination af, at der sker meget omkring mig. Men hvad nu, hvis jeg aldrig bliver gravid igen? Hvis jeg aldrig får mit største ønske opfyldt - det er jo desværre ikke alle, der er garanteret en baby.. Tænk hvis jeg er en af dem, der har trukket et kort strå?

Jeg havde mistet troen efter de mange år.

Men i allersidste time blev jeg gravid med drengene.

12,5 år tog det og se dem nu. De er det hele værd.

Men føj det var hårdt..

Så når de tvivler og er nede, tænk på os..