bange for at ødelægge stemning

Hvorfor er det man overhovedet tier om sådan noget til familien? Kan godt forstå at man ikke ligefrem går ud og fortæller hele byen det, men ens egen familie? 

Har også familiemedlemmer som kæmper med det, men de har været ærlige omkring det fra starten. 

Vivienne skriver:

Hvorfor er det man overhovedet tier om sådan noget til familien? Kan godt forstå at man ikke ligefrem går ud og fortæller hele byen det, men ens egen familie? 

Har også familiemedlemmer som kæmper med det, men de har været ærlige omkring det fra starten. 

Vi valgte at tie, fordi vi gerne ville overraske familien når det lykkedes og fordi vi var meget private omkring det og ikke ville spørges hele tiden. Men jo længere ind i kampen vi kom, åbnede vi op for det. Vi havde brug for dem. 

esioul skriver:

Vi valgte at tie, fordi vi gerne ville overraske familien når det lykkedes og fordi vi var meget private omkring det og ikke ville spørges hele tiden. Men jo længere ind i kampen vi kom, åbnede vi op for det. Vi havde brug for dem. 

Ja, jeg tænker at ens familie er den største støtte man kan have i disse svære situationer. 

Vivienne skriver:

Ja, jeg tænker at ens familie er den største støtte man kan have i disse svære situationer. 

Det lærte vi i hvert fald 

esioul skriver:

Men gør det noget de ved det?

Hvad holder dig tilbage for at fortælle det?

Min familie vidste det meste, mine svigerforældre skjulte vi det for i 5 år... Det var alt for hårdt til sidst.. 

Nej det gør ikke noget jeg vil bare hellere selv fortælle det ind at de opdager det uden jeg er forberedt på det.

Før vi smed præventionen var det for ikke at skulle forsvare vores beslutning om at vil være "unge" (start/midt 20'erne) forældre, da vi gik igang var det for at det skulle være en overraskelse og nu da vi fik meldingen om at vi skal i behandling var det lidt en blanding af benægtelse og flovheden over at være det defekte får.

Jeg har den holdning at vis min familie skal vide det skal mine svigerforældre også, jeg synes det mest retfærdigt at de begge ved det i vores tilfælde.

Vivienne skriver:

Hvorfor er det man overhovedet tier om sådan noget til familien? Kan godt forstå at man ikke ligefrem går ud og fortæller hele byen det, men ens egen familie? 

Har også familiemedlemmer som kæmper med det, men de har været ærlige omkring det fra starten. 

Fordi man kender sin families reaktionsmønster og tankegang og der ved vælger sine kampe med omhu, plus at det skulle være en overraskelse når det skete... det er dog hårde psykisk ind forventet... 

Anonym skriver:

Fordi man kender sin families reaktionsmønster og tankegang og der ved vælger sine kampe med omhu, plus at det skulle være en overraskelse når det skete... det er dog hårde psykisk ind forventet... 

Hvis du synes det er hårdt på nuværende tidspunkt, tror jeg der er godt at få det sagt til nogle der kan støtte dig i kampen. Ikke for at skræmme dig, men fertilitetsbehandling er virkelig hårdt. 

Ventetid, hormoner, muligvis negative forsøg, mere ventetid.... 

esioul skriver:

Hvis du synes det er hårdt på nuværende tidspunkt, tror jeg der er godt at få det sagt til nogle der kan støtte dig i kampen. Ikke for at skræmme dig, men fertilitetsbehandling er virkelig hårdt. 

Ventetid, hormoner, muligvis negative forsøg, mere ventetid.... 

Det er nemlig det jeg ved det er... Spørgsmålet er jo bare hvornår det er bedst at sige det... på ferien eller efter ferien og så lige finde ud af hvordan man lige overbringer den nyhed på den bedste måde...

Vivienne skriver:

Ja, jeg tænker at ens familie er den største støtte man kan have i disse svære situationer. 

Det kan den hvertfald være, vis den kan sætte sig ind i situationen og gå ud over sine egne fordomme... det ved jeg ikke om min familie kan og hvilken reaktion jeg kan forvente fra dem...

Få det sagt i dag (nej bare hurtigst muligt), sig det som det er og ikke som en nu skal vi alle samles og høre en nyhed, men en jeg har brug for I ved for.... 

Lad være med at have en ferie hvir du bruger ugen på at gå og gemme, på at tænke over om de kan mærke, om de måske mistænker osv. Ring i dag og sig til din mor: jeg er pisse ked af det, for det med at få et barn var ikke så ligetil. 

Lad det fylde på ferien som det naturligt kommer til, måske taler I slet ikke om det og måske taler I meget. Lad være med at lade det være en "bombe" der skal smides på en ferie. Men lad det være en ting du fortæller fordi du har behov for at fortælle det. 

Og nej os med udfordringer ødelægger ikke andres humør permanent, vi kan gøre dem lidt forlegne og de måske ikke lige ved hvad de skal sige, men når de vender ryggen til så handler deres liv stadig om hvad de skal spise til aftensmad og ikke om vores forskellige sorge. Og netop derfor ville jeg ikke lave en familiesamling på en ferie og fortælle, men "blot" få det sagt i den næste samtale med de forskellige....