Hvor går jeres grænse, svigerfamilie...

sscm skriver:

Nej det ville jeg ikke.... 

Så forstår jeg ikke hvad du mener i din oprindelige kommentar? 

Anonym skriver:

Mine forældre respektere ikke vores regler. De tænker kun på at fylde ungerne med slik/penge/ting, hvilket gør at børnene er blevet krævende til daglig=hvis vi siger nej til et eller andet, siger børnene "så ringer vi bare til mormor&morfar".

Jeg bliver konstant kritiseret med alt. Vores hjem, mit tøj, hår. 

De blander sig i opdragelsen, hvis jeg siger nej til et barn kan de sige "det skal mor ikke bestemme, gør du bare det", eller henvendt til mig "behandl så dine børn ordentligt, hvorfor må de aldrig noget".

Jeg kunne blive ved med eksempler.

Behøver jeg at sige at vi næsten aldrig ses, for jeg kan ikke holde mine egne forældre ud. Når vi er sammen er der dårlig stemning. Børnene råber og larmer, skændes og græder. Spiser slik i stedet for mad og bliver dermed helt overgearet.

Har de sidste mange uger frygtet juleaften

Sådan er min mor. Jeg har valgt at der er meget korte besøge. Også ringe min mor hver dag for at hører om jeg gør det rigtig. Jeg har snakket med om hun var for meget. Hun lytte ikke snakket med min søskende og vi blev enige i at ingen af dem eller mig tog mobilen i tre uger(kun 1 dag om ugen). Så hun kunne lærer det. 

Mom2Two skriver:

Ja, hvor går jeres grænse, med jeres egne mor/far, og børnes bedsteforældre, med hensyn til a blande sig i opdragelse? 

Hvad gør i når de blander sig for meget? 

Uha jeg synes simpelthen det er så svært. 

Min mand og jeg har lige snakket om det, da vi har børn der er små men også en datter der er i den alder hvor jeg selv fik hende,og dermed kan vi selv stå med en der skak opdrages og samtidig stå med et barnebarn, hvor vores datter jo helt sikkert selv vil have hendes regelsæt omkring. 

Vores børn må feks gerne gå fra bordet når de er færdi med at spise... Hvad så hvis vores datter mener at hendes barn skal blive til alle er færdig?

I vores hus må man gerne lege overalt, og finde alt legetøjet frem på en gang, men man rydder selv op igen,  hvadså hvis min datter vil praktisere at hendes barn kun finder det frem det skal lege med?

Mine børn bliver ikke tvunget i overtøj vanter eller sko bare fordi jeg synes, men fordi de selv føler de fryser.  Hvadså hvis min datter bare VIL have hendes barn absolut skal have jakke på fordi der er lidt koldt?

Skal vi forsætte vores lidt frie tilgang, eller skal vi stramme op og ændre vores måde, fordi det i sidste ende kan give vores datter nogle ekstra kampe med hendes barn mens de er hos os? 

Derfor synes jeg virkelig at det er svært,for jeg ønsker kun at støtte vores datter i hendes opdragelse,  men ønsker heller ikke at det skal være på bekostning af hendes søskende. 

Hvornår må man blande sig? 

Egenlig tror og håber jeg at det falder os naturligt når situationen opstår,  men jeg er samtidig bange for at gøre noget forkert i min rolle som mormor/bedste.

Tror nu også at vores datter bliver meget fri i hendes opdragelse,  men hun har også en mand der selvfølgelig vil have hans at sige. Og jeg ønsker kun et godt forhold til den begge.

Anonym skriver:

Sådan er min mor. Jeg har valgt at der er meget korte besøge. Også ringe min mor hver dag for at hører om jeg gør det rigtig. Jeg har snakket med om hun var for meget. Hun lytte ikke snakket med min søskende og vi blev enige i at ingen af dem eller mig tog mobilen i tre uger(kun 1 dag om ugen). Så hun kunne lærer det. 

Mine forældre ringer meget meget sjældent til mig, måske 2-3 gange om året, og det er en "praktisk" opringning dvs eks fødselsdagsindbydelse.

De ringer aldrig for bare lige at høre hvordan børnene eller jeg har det.

Jeg har selv børn og kan slet ikke forestille mig at være ligeglad med mine børn, som mine forældre er. 

Hvis de så bare levede deres eget liv. Men de ser ingen andre mennesker, tager ikke på ferie, ud at spise - intet.

 Det er trist. 

Tidligt i mit liv ønskede jeg ikke børn pga mine egne oplevelser som barn. Men jeg så heldigvis også hvordan andre levede. Da jeg besluttede alligevel at få børn, besluttede jeg også at mine børn altid skulle mærke at de var elsket og det har jeg holdt. Jeg får ros af alle andre end mine forældre.

Da jeg var barn fortalte min mor mig flere gange at hun ikke ville have haft børn, hun fik os kun fordi min far ville. Min far ønskede dog kun drenge, så også her var jeg uønsket. Fik altid at vide at min bror var bedre, følte til sidst jeg skulle leve op til at være som ham. Han forgreb sig seksuelt på mig, det ved mine forældre ikke. Jeg magter ikke skuffelsen ved at fortælle dem det, for jeg ved at de ikke vil tro mig.

Hmm. Kommer vel an på hvilken situation det drejer sig om. De må gerne sige fra hvis deres grænse bliver overtrådt, fx hvis den store kravler rundt på dem eller lign. De må også gerne opdrage i positiv forstand fx ved at fortælle dem hvordan de skal være omkring dyrene og lign. 

Men min far har tendens til at opdrage i negativ forstand i ALLE situationer, fx hvor meget/lidt mad der er acceptabelt at spise for at få dessert osv, og det er bare ikke hans opgave når vi sidder ved siden af. han har det også med at tale i munden på mig når jeg er ved at irettesætte eller tage en diskussion med den store, det er PISSE irriterende og ALT for meget for min 4åriges hoved at kapere, så det eskalerer bare hver gang 

Tin skriver:

Uha jeg synes simpelthen det er så svært. 

 

Min mand og jeg har lige snakket om det, da vi har børn der er små men også en datter der er i den alder hvor jeg selv fik hende,og dermed kan vi selv stå med en der skak opdrages og samtidig stå med et barnebarn, hvor vores datter jo helt sikkert selv vil have hendes regelsæt omkring. 

Vores børn må feks gerne gå fra bordet når de er færdi med at spise... Hvad så hvis vores datter mener at hendes barn skal blive til alle er færdig?

I vores hus må man gerne lege overalt, og finde alt legetøjet frem på en gang, men man rydder selv op igen,  hvadså hvis min datter vil praktisere at hendes barn kun finder det frem det skal lege med?

Mine børn bliver ikke tvunget i overtøj vanter eller sko bare fordi jeg synes, men fordi de selv føler de fryser.  Hvadså hvis min datter bare VIL have hendes barn absolut skal have jakke på fordi der er lidt koldt?

Skal vi forsætte vores lidt frie tilgang, eller skal vi stramme op og ændre vores måde, fordi det i sidste ende kan give vores datter nogle ekstra kampe med hendes barn mens de er hos os? 

Derfor synes jeg virkelig at det er svært,for jeg ønsker kun at støtte vores datter i hendes opdragelse,  men ønsker heller ikke at det skal være på bekostning af hendes søskende. 

Hvornår må man blande sig? 

Egenlig tror og håber jeg at det falder os naturligt når situationen opstår,  men jeg er samtidig bange for at gøre noget forkert i min rolle som mormor/bedste.

Tror nu også at vores datter bliver meget fri i hendes opdragelse,  men hun har også en mand der selvfølgelig vil have hans at sige. Og jeg ønsker kun et godt forhold til den begge.

 

Det tror jeg ikke bliver et issue når i har børnebørnene alene, gør i det på jeres måde, og lytter self til hvis jeres datter har nogen specifikke ønsker mens i passer. Og når i er sammen gør i som i plejer med jeres børn og så er det din datters udfordring om hun vil give lov til fx at rende fra bordet sammen med moster og morbror når de er på besøg hos jer, eller hun vil håndhæve at deres barn skal blive siddende. 

Sådan vil det jo altid være når man er sammen med andre børnefamilier, det er sjældent man har helt ens retningslinjer  

Nårh ja, og ift hvad vi gør når de blander sig for meget.. Ikke noget desværre. Det er oftest min far - eller ja. Altid faktisk. Og han er SLET ikke modtagelig for kritik. Det er afprøvet flere gange, enten uden resultat eller med meget negativ respons... han er slet ikke til at snakke med da han er overbevist om at han altid har ret, uanset hvad man siger og hvor mange der siger det.