Bliver børnene ofre for forældrenes psykiske lidelser?

Ja ser du, jeg kender ikke helt 100% rigtigt svarene på nogle af de spørgsmål. Vi har, før børnene, været gået fra hinanden, og endda været helt uden kontakt i et ½ år, men vi kan simpelthen ikke finde ud af det. Jeg ved ikke præcis hvad det er der gør det, men altså et eller andet sted, så må min ktop og min sjæl jo væe meget forelsket i manden. Så derfor bliver jeg, og gør hvad jeg kan.

Han kan nu godt være fint betænksom og alle de der fine ting, og han er også en sjov mand, og vi har et okay sexliv og alt det der. Men han er bare en tumpe til at vise følelser, sådan rigtigt. Og han har aldrig været god til at hjælpe herhjemme.

Vi ha for nyligt haft en snak, en ret alvorlig snak, hvor jeg havde trumfkortet (hvis man kan sige det sådan) og det har hjulpet en del synes jeg. Det korte af det lange er, at aftalen blev, at hn skulle hjælpe til herhjemme hver dag, og hvi han ikke selv kunne tage sig sammen, eller se når noget tængte, så skulle han ikke brokke sig når jeg bad ham om noget, men bare gøre det. Og det fungerer sådan rimeligt godt lige nu. Så vi giver den et forsøg igen igen igen.

Han har tidligere virkelig såret mig groft. og det er jeg selvfølgelig ked af. På det seneste har han været ret god til, på sin egen måde, at vise mig at han virkelig gerne vil mig, og at han elsker mig. Og det er vigtigt for mig, og gør selvfølgelig også at jeg bestemt ikke har lyst til at give op, lige nu i hvert fald.

Du skal ikke være bange for at spørge, jeg er godt klar over at mine svar oftest avler flere spørgsmål....

Og til det med min læge, jeg tror ikke han har indset hvor alvorligt jeg mente det. Men lige nu går det lidt bedre, så nu tager jeg en dag ad gangen igen. Jeg skal snart starte arbejde, og så får jeg jo at se om et voksenliv hjælper på det, eller om jeg så vil blive tvunget til at få hjælp.
Jeg gider ikke slås med kommunen, de er ikke til en skid hjælp, og når de så endelig hjælper én, så er der altid en hage, som 'betales tilbage i næste måned' eller 'jow jow vi hjælper gerne' det med småt siger dog, med en latterligt lille procentdel af beløbet...

Så, ja, vi tager 1 dag ad gangen, angående det hele

Det kunne godt lyde som om din mand også har en depression... Bare en tanke?

KH
Rosa

Rosa skriver:



Det kunne godt lyde som om din mand også har en depression... Bare en tanke?

KH
Rosa

Ejh det har jeg slet ikke tænkt over, men nu når du siger det...

Rosa skriver:



Det kunne godt lyde som om din mand også har en depression... Bare en tanke?

KH
Rosa

Den tanke har jeg også selv tænkt, især efter vi fik Felix.... Men altså, han har nu altid været sådan.... han tager ting for givet, og lukker øjnene for realiteterne, og konsekvenser.

Han er vidst bare vokset op i en familie, hvor den der råber højest har ret, og jeg selv e rvokset op i en familie, hvor jeg kun var god nok hvis jeg sagde ja og amen, og ellers var stille i hjørnet....

Så vi er jo hinandens totale modsætninger. Og når jeg nu har valgt at udvikle mig kraftigt siden han mødte mig, til den åbne bog, og gerne ville tale om tingene, og ikke bare bide lortet i mig hele tiden, så er det sikkert svært for en følelsestom/kold mand at følge med en gang imellem.....

Hvad ved jeg.... jeg har tit lavet en lommepsyk analyse på ham, sådan for mig selv bare, men jeg kommer aldrig rigtigt frem til noget.

Jeg ville fantastisk gerne have noget parterapi, for jeg vil faktisk utroligt gerne have et rigtig dejligt godt og glad liv sammen med netop ham. Nok også derfor jeg bare hænger i....

Normalt når jeg skal forklare, lidt kort, hvorfor jeg bliver sammen med ham så siger jeg noget á la........

Kender i det, man har bare brug for et kram, og alle i verden vil hjertens gerne give et kram, men kun 1 kan gøre det rigtigt, og lindrende, så du i 1 kram, får lige hvad du har behov for? Kenneth er det kram for mig. Når han lægger sit hjerte i det, så er det det bedste i verden, og det eneste der rigtigt virker.

Ja kære kusine.. så vil jeg så også lige svare mens lillepigen sover...

Jeg har jo set hvad det kan gøre ved børn når de når op i teenageralderen.. men nu er det jo også nogle af de "værste" tilfælde. Men de havde jo alle voldsomme mangfler på både det sociale og personlige plan, men var jo nogle fantastiske unger. Jeg tror vores psykiske tilstand påvirker vores børn meget mere end vi lige går og tror. Alle forældre bliver kede af det indimellem og selvfølgelig mærker vores børn det i større eller mindre grad. Jeg er jo selv i den der lidt, "ryger ned i et hul" indimellem, men er jo efterhånden blevet så god til at fange hvornår det er på vej og styre så vidt det er mulig i en anden retning, men jeg har da også spekulere lidt på om det mon nu er så smart at starte med dp og arbejde nu i vinterperioden eller om jeg nu skal vente de der min tre mdr, så jeg er over det værste.. Nu må vi se..

Jeg tror det er vigtig som "Dorthemus" skriver at der er andre omsorgspersoner, der kan supplere op når man har behovet, og selvfølgelig at man får noget hjælp, men hjælp er jo dyrt i dagens danmark.

Knuz fra cuz

Til "mariamiss" der er faktisk nogle steder i landet mulighed for at få gratis parterapi, der kører nogle forskellige projekter, som er gratis, derudover så tilbyder kommunen noget samtalehalløj hvis man har et barn, derudover er der jo muligheden for at snakke med en præst, ved godt det er lidt langt ude, men min søster og hendes mand har haft rigtig god gavn af dette, til tros for at de ikke rigtige er kristne som sådan.. og det har hjulpet gevaldigt på deres kommunikation. Det er ihvertfald helt gratis. 

  Jane og Nikita, der lige er vågnet