Bliver børnene ofre for forældrenes psykiske lidelser?

mariamiss6 skriver:



Det er jo lige det....

1. det er vel lægens job at sende ig videre i systemet, hvi shan ikke er i stand til at hjælpe men har løsningen på havd der kunne hjælpe....

2. jeg mener bestemt at lægen må udskrive antidepressiver, men er da ikke sikker. Min søster har taget noget en periode, og jeg mener ikke der var nogen former for terapeuter indblandet overhovedet. Kun lægen.

3. Eftersom jeg jo har været deprimeret hele livet, eller på kanten hele tiden i hvert fald. Så mener jeg jo bestemt ikke man kan lægge skylden på min kæreste. MEN han bærer en del af skylden for at jeg ofte er langt nede idag, eller nærmere at jeg har rigtig svært ved at komme op igen. Ikke fordi han som sådan gør noget der får mig langt ned. Nok mest fordi han INTET gør. Hverken husligt, eller følelsesmæssigt.
I lange tider, og næsten altid, har det der fungerede bedst i vores forhold, været sex. Og selvom sex er godt og vigtigt, så er det jo ikke DET vigtigste i et forhold mener jeg....
Vi er ikke gode til at sparre, og vi er desværre tit uenige om mange ting, og han er super dårlig til både sine egne, mine, og børnenes følelser.

4. Mit store ønske, vedrørende forskellige former for behandling. Er en form for terapi der kan være 50% parterapi, og 50% soloterapi (for mig) men det skal jo helst være den samme terapeut, og vi har desværre ikke råd. Hvis det da overhovedet ogensinde skulle lykkedes ig at få loket manden med til sådan noget pjat....

din læge kan ikke udskrive psykofarmaka, det er kun en psykiater der kan det, de kan udskrive lykkepiller som er en mild form for antidepresive, men jeg ville så absolut be lægen om at blive henvist til en psykiater, som rent faktisk ved hvad han taler om, de alm. praktiserende læger ved faktisk forbavsende lidt om psykiske sygedomme og hvordan man behandler dem.

desværre kan der være rigtig lang ventetid

qp skriver:

Jeg kom sådan til, at tænke på hvordan mennesker med små børn der lider af psykiske sygdomme som eks. depressioner/ socialfobi o.l magter hverdagslivet med børn.

Jeg tænker  på alt fra - mødregrupper, legestuer, samvær med andre voksne og børn, børnefødselsdage, fastelaventsfester, julefester og andre traditionelle familiære begivenheder der er forbundne med, at have egne børn & familie.

Kommer de afsted el skal de undvære?

Tror i det påvirker børns sociale relationer, at have forældre med overnævnte lidelser?

Jeg stiller disse spørgsmål da jeg finder det interessant - jeg har ikke andet end formodninger selv og kunne derfor rigtig godt tænke mig, at høre om i selv har erfaringer indenfor området eller kender nogen?

tja lidt info om hvad der kan ske kan findes her

http://www.tabu.dk/Forside/Psykiske+problemer/Psykisk+sygdom+i+familien/Symptomer

http://www.tabu.dk/Forside/Psykiske+problemer/Psykisk+sygdom+i+familien

http://www.tabu.dk/Forside/Psykiske+problemer/Psykisk+sygdom+i+familien/Betydning

ellers er der en masse gode facts og links derinde og på http://www.psykiatrifonden.dk/

Vil faktisk sige at minerfaring er at når man selv har noget at døje med så tæmker man meget over at ens eget barn ikke får det sådan, og måske gør en ekstra ting som man ikke har villet gøre hvis man ik havde sit barn.

jeg har selv lidt af depression i 3 år (det er nogen år siden nu)... fik en del medicin.... osv... og jeg er da stadig i risiko gruppe for at "falde i" igen... men jeg vil sige lidt son Susanne, når man selv har prøvet at have en psykisk lidelse, så er man meget mere opmærksom på at ens barn for alt i verden ikke skal opleve dette... personligt kæmper jeg alt hvad jeg kan for at vores datter ikke skal "lide" under at jeg kan have depressive tendenser, jeg ville simpelthen få SÅ dårlig samvittighed hvis jeg en dag åbnede øjnene og fandt ud af at hun havde manglet noget pga. dette

så jeg tror ikke nødvendigvis de pågældende børn kommer til at mangle oplevelser, jeg tror bare at man som forældre kæmper ekstra med sig selv for at komme afsted

karina1980 skriver:



din læge kan ikke udskrive psykofarmaka, det er kun en psykiater der kan det, de kan udskrive lykkepiller som er en mild form for antidepresive, men jeg ville så absolut be lægen om at blive henvist til en psykiater, som rent faktisk ved hvad han taler om, de alm. praktiserende læger ved faktisk forbavsende lidt om psykiske sygedomme og hvordan man behandler dem.

desværre kan der være rigtig lang ventetid

det var nu også lykkepiller hun var på, tror jeg da.... Og da jeg jo intet aner om emnet, så sprugte jeg ham bare til råds om hvor vidt en pille kunne hjælpe mig i en periode, bare så jeg liiige kunne komme op om morgenen, og evt. få lidt mere overskud, så jeg lette kunne klare mig igennem en hel almindelig dag med rengøring og alle de der helt normale ting man jo skal.... Men altså næh, det mente han ikke....

Ofrer tror jeg nu ikke nødvendigvis, men det er da klart at børn påvirkes af at deres mor eller far måske ikke fungerer på samme måde som alle andre på alle områder. Men sådan er det jo på alle områder...om det så er savnet af en far der arbejder meget eller en mor der får kræft, en familie hvor der skændes eller er psykisk dårligt miljø..osv osv...vi skabes og dannes jo af alt hvad vi oplever.

Knus Eva..

mariamiss6 skriver:



det var nu også lykkepiller hun var på, tror jeg da.... Og da jeg jo intet aner om emnet, så sprugte jeg ham bare til råds om hvor vidt en pille kunne hjælpe mig i en periode, bare så jeg liiige kunne komme op om morgenen, og evt. få lidt mere overskud, så jeg lette kunne klare mig igennem en hel almindelig dag med rengøring og alle de der helt normale ting man jo skal.... Men altså næh, det mente han ikke....

Ja nu lyder jeg som, at jeg bare viiiil ha' dig på piller... når jeg skriver dette men det er sgu ikke sådan ment!
Men altså... så synes jeg egentligt det er ret uprofessionelt, at din læge afviser dig på den måde velvidende om, at du har haft depressioner i mange år. Jeg synes at han bør sende dig til en psykiater som kan tage stilling til om nogen form for medicin ville gøre dit liv lettere - dét ville være, at løfte sin opgave som læge. Der er jo en grund til, at vi uddanner folk til psykiatere, de kan jo noget som lægerne ikke kan. Lægen kan ikke tage stilling til om hvorvidt du skal have antidepresivt medicin eller ej da psykiatri jo ikke er hans kompetenceområde. Ja det ér pissehamrende dyrt, at gå til psykiater men jeg er sikker på, at hvis du henvender til din læge og beder om en henvisning til en psykiater, hvorefter du tager op på kommunen med et papir som viser et overblik over din økonomi, så skal de nok kunne hjælpe dig.
Mht din mand og udfra de ting du beskriver i det andet indlæg så er jeg altså nødt til, at spørge....
Hvorfor er du sammen med ham? Hvad er det ved ham der gør ham elskværdig? Er dit liv mere positivt og indholdsrigt med ham? Hvordan tror du livet ville være uden ham?
Du behøver skam ikke, at svare hvis du synes det er for personligt - for det kan jeg sagtens forstå hvis du gør

karina1980 skriver:



tja lidt info om hvad der kan ske kan findes her

http://www.tabu.dk/Forside/Psykiske+problemer/Psykisk+sygdom+i+familien/Symptomer

http://www.tabu.dk/Forside/Psykiske+problemer/Psykisk+sygdom+i+familien

http://www.tabu.dk/Forside/Psykiske+problemer/Psykisk+sygdom+i+familien/Betydning

ellers er der en masse gode facts og links derinde og på http://www.psykiatrifonden.dk/

Jeg er godt klar over, at der sikkert findes mange informationer på nettet omkring dette emne, men nu har jeg jo oprettet denne tråd da jeg gerne vil høre folks personlige erfaringer....

Mht din mand og udfra de ting du beskriver i det andet indlæg så er jeg altså nødt til, at spørge....
Hvorfor er du sammen med ham? Hvad er det ved ham der gør ham elskværdig? Er dit liv mere positivt og indholdsrigt med ham? Hvordan tror du livet ville være uden ham?
Du behøver skam ikke, at svare hvis du synes det er for personligt - for det kan jeg sagtens forstå hvis du gør

Ja ser du, jeg kender ikke helt 100% rigtigt svarene på nogle af de spørgsmål. Vi har, før børnene, været gået fra hinanden, og endda været helt uden kontakt i et ½ år, men vi kan simpelthen ikke finde ud af det. Jeg ved ikke præcis hvad det er der gør det, men altså et eller andet sted, så må min ktop og min sjæl jo væe meget forelsket i manden. Så derfor bliver jeg, og gør hvad jeg kan.

Han kan nu godt være fint betænksom og alle de der fine ting, og han er også en sjov mand, og vi har et okay sexliv og alt det der. Men han er bare en tumpe til at vise følelser, sådan rigtigt. Og han har aldrig været god til at hjælpe herhjemme.

Vi ha for nyligt haft en snak, en ret alvorlig snak, hvor jeg havde trumfkortet (hvis man kan sige det sådan) og det har hjulpet en del synes jeg. Det korte af det lange er, at aftalen blev, at hn skulle hjælpe til herhjemme hver dag, og hvi han ikke selv kunne tage sig sammen, eller se når noget tængte, så skulle han ikke brokke sig når jeg bad ham om noget, men bare gøre det. Og det fungerer sådan rimeligt godt lige nu. Så vi giver den et forsøg igen igen igen.

Han har tidligere virkelig såret mig groft. og det er jeg selvfølgelig ked af. På det seneste har han været ret god til, på sin egen måde, at vise mig at han virkelig gerne vil mig, og at han elsker mig. Og det er vigtigt for mig, og gør selvfølgelig også at jeg bestemt ikke har lyst til at give op, lige nu i hvert fald.

Du skal ikke være bange for at spørge, jeg er godt klar over at mine svar oftest avler flere spørgsmål....

Og til det med min læge, jeg tror ikke han har indset hvor alvorligt jeg mente det. Men lige nu går det lidt bedre, så nu tager jeg en dag ad gangen igen. Jeg skal snart starte arbejde, og så får jeg jo at se om et voksenliv hjælper på det, eller om jeg så vil blive tvunget til at få hjælp.
Jeg gider ikke slås med kommunen, de er ikke til en skid hjælp, og når de så endelig hjælper én, så er der altid en hage, som 'betales tilbage i næste måned' eller 'jow jow vi hjælper gerne' det med småt siger dog, med en latterligt lille procentdel af beløbet...

Så, ja, vi tager 1 dag ad gangen, angående det hele

qp skriver:



Jeg er godt klar over, at der sikkert findes mange informationer på nettet omkring dette emne, men nu har jeg jo oprettet denne tråd da jeg gerne vil høre folks personlige erfaringer....

okay

børn påvirkes helt sikkert af det, da børn ofte føler meget kan de mærke om mor og far har det godt,

jeg ved at nogen af de ting jeg gør og kæmper med stammer af at min far drak og tævede min mor og mig som barn, når jeg forsøgte at stoppe ham i at slå min mor,

den mistro og mistillid som jeg bærer rundt på stammer derfra, jeg hader at planlægge forud, for er ret sikker på at der nok skal komme noget i vejen, idag arbejder jeg med psykisk syge og har derigennem lært en masse om mig selv og slugt da nogle kameler,

tilgengæld har jeg lært så meget om mig selv at jeg ved hvor jeg personligt kan arbejde med mig selv,

jeg ser også dagligt hvordan at det at ens forældre er psykisk syge kan gøre et barn psykisk syg, måske ikke som barn men senere hen,

hvordan de er blevet ødelagt indeni, så meget at de drukner smerten i alt muligt skidt, samtidig med kæmper de en invendig kamp mod en masse *dæmoner*

så ja helt klart så påvikes børn af det, uanset hvor meget man end gør for at undgå det,

desuden ligger der jo en stor arvelighed i det også