Jeg selv e rmeget deprimeret, kronisk. Jeg har været det hele mit liv, og har aldrig modtaget nogen former for hjælp.
Som du måske husker startede jeg in tid på denne side, i et rigtig dybt hul, og der er jeg det meste af min tid.
Jeg har 2 drenge. 1 på 2,4 måneder, og 1 på 9 måneder....
Begge mine børn bliver af fagfolk betegnet som værende rigtig godt fremme i skoene, utroligt glade og dygtige til alt. De har begge været meget milde babyer, og vi har som sådan ikke haft nogen problemer. Min sundhedslejerske udtalte for ganske nyligt "jeg forstår simpelthen ikke, at dine børn er så glade og veltilpassede, når du render rundt og er så ked af det hele tiden. Det er rigtig flot klaret af dig" altså sådan ca. ikke.... det er jo ikke ordret, for det kan jeg sgutte huske, men det var altså de ting hun sagde.
Nu ved jeg jo ike hvor meget du husker og har set, men vores parforhold har altid været meget turbulent, og er det stadig, fordi vi er meget forskellige, og min kæreste er vokse op i et lidt hårdt hjem, og han er sådan en ret højt råbende fætter, som bruger meget tid på 'mig mig mig'....
Jeg kommer personligt ikke ret meget ud. ikke fordi jeg er angst, men fordi jeg har svært ved at tage mig sammen til noget som helst, både ude og hjemme. Nu er vi jo ikke nået til børnefødselsdage endnu, men altså sådan generelt, så mangler mine børn ikke nogle af de her oplevelser. Altså de går ikke glip af ting som har med socalt samvær at gøre, i forhold til venner, familie, og lignende ting. For når vi skal, og tingene er planlagt god nok, og jeg kan få hjælp hvis behovet er der, så kommer vi altid afsted. Vi har aldrig holdt os væk fra noget, fordi jeg var skidt tilpas eller lignende. Til gengæld bruger jeg så meget energi på at planlægge mange ting ned i peditesser, fordi jeg altid er bange for at glemme noget, ikke have nok med, blive set ned på, eller andre ting. Og så kan det nogen gange være lettere at lade være at tage børnene med, til for eksempel vikinge marked.
Min store søn er temmeligt hyper, han er ekstremt grænsesøgende, og er virkelig en tumling. Han kan simpelthen tage pusten fra enhver. Og bare tanken om hvad han kan få fingrene i på et marked er fuldstændig overvældende for mig. Derfor vælger jeg, at min søn har bedre af at hygge sig helt vildt, sammen med olde, end han ville have af at blve holdt i hånden og skældt ud en hel weekend, blot fordi han ikke kan finde ud af at sidde stille. Så i de situationer hvor jeg vælger at han ikke skal med, der er det oftest fordi jeg synes at omgivelserne ikke er Bastian-venlige, og der mener jeg at det er mest ansvarsfuldt at lade ham blive hjemme i vante omgivelser. Til næste år er han så stor, at kommunikatione vil gå lidt lettere, og hans situationsfornemmelse naturligt er blevet langt bedre. Så der regner jeg med at han kan omme med til de fleste ting, uden at jeg behøver rende 2 skridt efter ham hele tiden.
Disse valg tager jegud fra en kombination af mit manglende overskud og energi, men nu mest fordi Bastian er som han er, og jeg ved at jeg vil stå meget alene med det altid. Så for at alle skal få en god weekend når der er viking jeg vil med til, så tager vi ikke bastian med os.
Felix er så lille (9 måneder) så jeg mener ikke at man endnu an sige han som sådan går glip af noget i den retning.
Hvis vi nu tager viking igen, som eksempel. Så får jeg Felix passet fordi Bastian ikke er med, og så kan jeg lige så godt få mig lidt mig-tid. Der er mange ting at tage hensyn til med en baby, især en frygtløs en, der lige er begyndt at kravle og rejse sig, så i de situationer bedømmer jeg også lidt ud fra mti eget energi og overskuds niveau, men også ud fra, at jeg bør tage chancen til at få voksen-tid, når jeg har den.
Har du spørgsmål til mit sikkert enormt forvirrende svar, så skal du bare stille dem.... intet er tabu....
Anmeld
