Jeg tror jeg giver op.

Min kæreste, og mine snart 3 børns far opføre sig vanvittigt. Specielt nu da hans ven igennem 15 år er kommet til dk. Han er begyndt at ryge joints og drikke med dem, til hver dag. Jeg prøver at forklare a man ikke kan opføre sig sådan når man har børn, han vens har ikke børn. Når min kæreste nu bliver sur, så bliver han bæk, i dage. Jeg hører intet til ham, og jeg bliver ignorer hvis jeg prøver at få løst de konflikter vi har. Han kaldte mig en dum kælling imorges, fordi han mener at jeg overreagere. Man kan ikke tale med ham, for han mener at jeg er forkert på den - ikke ham. Han arbejder rigtig meget, fra 7-20, i det tidsrum får jeg måske 4 sms'er hvis jeg skriver. Og efter hans ven er kommet til dk er det blevet senere han er hjemme. Hans eneste fridage er søndage, men han har ikke brugt en søndag hjemme i denne måned. Hans ven og dennes kæreste har boet i dk en måned ca nu. Han bliver uvenner op til en søndag, fordi så kan han blive væk og gøre hvad der passer ham. Jeg elsker ham forfærdeligt højt, han er mine to børns far - og der er en til på vej. Jeg beholder babyen i maven ligemeget hvad. Jeg kan ikke tale med ham, jeg har prøvet rigtig mange gange. Her i sidste uge gjorde han det samme, han forsvandt fredag, og kom hjem mandag. Uden at jeg hørte fra ham. Jeg begynder at tro at der intet er at gøre. Parterapi vil han ikke. Jeg sagde til ham at hvis han ikke kom hjem i dag efter arbejde, så skulle han slet ikke komme hjem. Noglegange tror jeg at han er fuldkommen ligeglad med mig, eller måske er han for sikker? Han har lovet mig 4 gange at han ikke ville ryge mere, men så kommer han alligevel hjem og er faldet i.. Igår tog han ikke telefonen, fordi han havde røget, og han vidste at jeg ville være sur. Han var ligeglad.....

Av - det gør helt ondt i maven at læse.

man skal kæmpe for et forhold - og måske især, hvis der er børn involveret. Men man skal ikke gå så meget på kompromis, at man mister sig selv og er ulykkelig i længere tid. Det lyder som om at du har forsøgt at løse problemet i længere tid, og jeg forstår godt at din grænse er nået.

Det kan være, hvis du forlader ham, at han vågner op og bliver den mand du forelskede dig i igen. Eller også fortsætter han på sin nedtur. Forhåbentlig stopper han op, så hans børn ikke skal se deres far i forfald.

stort kram til dig - du fortjener naturligvis det bedste.

Puha ærligt, også selvom jeg er den der altid slår på tromme for at man skal blive og kæmpe når man har børn, jeg ville give op. Jeg ville sætte fokus på at give min børn tryghed, ro og forudsigelighed, og som du beskriver det kan du bedst gøre det lige nu ved at være alene. 

Måske det vil give ham give ham et wake up call så I kan redde forholdet måske ikke, men jeg håber af hele mit hjerte det vil give ham det så han kan få er godt forhold til sine børn og den vej han lyder til at tage lige nu bliver en blind vejning han finder tilbage til vejen hvor han er far uden en masse stimulans midler. 

Men du kan ikke ændre ham, men du kan ændre livssituationer for dine børn 

Nogle gange kæmper man mod vindmøller. Nogle gange skal man også stoppe og se på om man når nogle vegne, det lyder ikke sådan. Tænk på dig selv og jeres børn, han opfører sig som en forkælet teenager uden omtanke for dig og jeres børn.

Ud med ham ! Han har ingen respekt for jer ... det fortjener Ingen at leve med.

Han er jo komplet ligeglad med dig. Det er rigtig hårdt at læse og kan slet ikke forstille mig hvor hårdt det er for dig at stå i. Men, du bliver nødt til at gå fra ham. En mand der elsker sin kone ville aldrig opføre sig sådan. 

Hvorfor dog få flere børn med den mand? Det lyder jo skrækkeligt. 

Jeg har en fornemmelse af, at du har pseudotvillinger og i virkeligheden måske kun har kendt din mand i 4 år? Eller også er der bare mange lignende historier med håbløse mænd...

Du har jo et (ene-)ansvar for dine børn, og hvis du selv mener, at du kan bestride opgaven som solomor til 3, så ved du jo bedst. Jeg personligt ville finde opgaven overvældende - samtidig med et fuldtidsarbejde. 

Abracadabra skriver:

Hvorfor dog få flere børn med den mand? Det lyder jo skrækkeligt. 

Jeg har en fornemmelse af, at du har pseudotvillinger og i virkeligheden måske kun har kendt din mand i 4 år? Eller også er der bare mange lignende historier med håbløse mænd...

Du har jo et (ene-)ansvar for dine børn, og hvis du selv mener, at du kan bestride opgaven som solomor til 3, så ved du jo bedst. Jeg personligt ville finde opgaven overvældende - samtidig med et fuldtidsarbejde. 

jeg tror ikke ts har brug for at få af vide hvor "dumt" det er at få endnu et barn. Nogle gange sker sådanne ting bare! Det er i hvert fald ikke en rar, hjælpsom eller nødvendig melding at komme med. 

Sender dig en masse kram 

Hvor lyder det til at være rigtig hårdt for dig og familien. Jeg fornemmer du har taget et valg og det er fornuftigt! Stå ved det og dit ansvar overfor dine børn og hold fokus på at give dem en varm og kærlig opvækst - din kæreste lyder desværre til at være derude hvor man alligevel ikke kan nå ham... 

Kære du

Det lyder helt urimelig hårdt, men som de andre tror jeg nok desværre også at målet er fuldt nu. Det handler om dine børn, og de har ikke godt af det miljø din mand udsætter dem for.

Der er en helt masse praktisk som jeg er sikker på virker overvældende, men den måde at leve og behandle hinanden på kan dine børn vist ikke være tjent med. Hvis han slet ikke vil høre eller snakke med dig vil det jo kun blive værre herfra.

Jeg ville få hjælp af mit netværk, og tjekke reglerne med statsforvaltningen. Der er nogle regler i forhold til at flytte ungerne du skal være opmærksom på, så jeg ville få noget juridisk hjælp til hvordan man gør.

Kram til dig.

Anonym skriver:

 

jeg tror ikke ts har brug for at få af vide hvor "dumt" det er at få endnu et barn. Nogle gange sker sådanne ting bare! Det er i hvert fald ikke en rar, hjælpsom eller nødvendig melding at komme med. 

Hvad med en abort? Det virker som den ansvarlige løsning her - det ville jeg kraftigt overveje, hvis jeg var i hendes sko. 

Det kunne da være en nødvendig refleksion på problemet - ikke en rar tanke, men hvornår nødvendigheder er rare?

Det er jo ikke hjælpsomt at skrive "årh, stakkels dig, knus", men det føles rarere end at sige "dit liv, dit ansvar".