Flytning af adresse og andre overvejelser

Årgangs Mor skriver:

1. Graviditet er rigtig hårdt og det  samme er barnets 1 leveår, barnets 2-3 leveår er også hårdt men knap så hårdt som graviditet og 1 leveår. Derefter begynder det at afhjælpe, så ville virkelig råde til at se tiden an, og prøve at finde løsninger. Især for jeres kommende barns skyld 

at få børn er hårdt og krævende, og alle parforhold har modvind. Men det vigtige er at nogle ting siger man pyt til, andre finder man kompromisser og giver og tager. 

Man ændrer sig under graviditet og kan være svært for omverdenen at forstå. 

Hvad er det som han ikke bryder sig om, for han måtte jo elske dig højt siden i for nogle mdr siden, skabte et barn sammen som var meget ønsket? Noget i kan arbejde med, gøre noget ved ? 

 

Jeg er rigtig ked af den situation vi er endt i, og vil prøve at se om vi kan få det til at fungere. På den ene side er der lang tid til april, på den anden side er det lige om lidt. Han mener at min personlighed har ændret sig, og at han ikke ved hvad han vil. Har egentlig tænkt at han har været panisk da det blev en realitet, og sådan er det jo en gang i mellem. 

Den anden dag sagde han så at han blev så gal på mig (fordi jeg havde kvalme og ikke havde overskud til hovedrengøring og tøjvask) at han havde lyst til at slå mig 

jeg er med på at man skal kæmpe, men jeg har også brug for at sikre mig selv og sørge for at jeg ved hvad der skal ske, hvis det ikke lykkedes. 

Til alle jer andre; jeg er godt klar over at I ikke kender historien da jeg selvsagt ikke har skrevet det hele, men heg synes godt nok der kommer nogle hårde kommentarer som egentlig ikke er særlig konstruktive! 

Anonym skriver:

Jeg er rigtig ked af den situation vi er endt i, og vil prøve at se om vi kan få det til at fungere. På den ene side er der lang tid til april, på den anden side er det lige om lidt. Han mener at min personlighed har ændret sig, og at han ikke ved hvad han vil. Har egentlig tænkt at han har været panisk da det blev en realitet, og sådan er det jo en gang i mellem. 

Den anden dag sagde han så at han blev så gal på mig (fordi jeg havde kvalme og ikke havde overskud til hovedrengøring og tøjvask) at han havde lyst til at slå mig 

 

jeg er med på at man skal kæmpe, men jeg har også brug for at sikre mig selv og sørge for at jeg ved hvad der skal ske, hvis det ikke lykkedes. 

 

Til alle jer andre; jeg er godt klar over at I ikke kender historien da jeg selvsagt ikke har skrevet det hele, men heg synes godt nok der kommer nogle hårde kommentarer som egentlig ikke er særlig konstruktive! 

Tror bare mange undre sig over at I for under 6 mdr siden tog et aktivt valg om at blive forældre. At han så snakker sådan til dig nu og at du synes det er så slemt at du vil flytte n

Anonym skriver:

Hej. 

Jeg er gravid med mit og kærestens første barn, og har termin til foråret. Barnet er planlagt og meget ønsket (fra min side af i hvert fald). Min kæreste kan ikke forlig sig med at jeg ikke har samme overskud som før jeg blev gravid. Vi skændes ofte, og jeg har flere gange overvejet at gå fra ham. Han har ændret sig så meget siden vi fandt ud af at jeg var gravid. Jeg er dog igang med et praktik forløb i forbindelse ned min uddannelse og har derfor besluttet, at give det en chance (er færdig med praktikken om et par uger). Jeg er ikke sikker på, at vi kan få det til at fungere, da det virkelig er gået op for mig, hvorvforskellige vi er. Jeg går derfor og overvejer mine muligheder, og tænker blandt andet på sådan noget som adresse - hvis vi bliver sammen til barnet er født, vil det så være kompliceret for mig at flytte? Hvad skal heg ellers have med i mine overvejelser? Jeg har et godt netværk, der er indstillet på at støtte mig i hvad end jeg beslutter. 

For mig lyder det ikke til at du vil kæmpe, men nærmere trække tiden ud sådan at du ikke er alene under resten af graviditeten? I så fald er mit råd, lad vær og træk det ud. Han skal ikke holdes hen og du skal komme videre hvis du ikke vil være sammen med ham. Lad vær og hold faren til dit barn for nar, behold din værdighed og respekten, det bliver du nødt til, i skal kunne kommunikere og have et godt forhold resten af jeres liv 

Hej. 

Jeg er gravid med mit og kærestens første barn, og har termin til foråret. Barnet er planlagt og meget ønsket (fra min side af i hvert fald). Min kæreste kan ikke forlig sig med at jeg ikke har samme overskud som før jeg blev gravid. Vi skændes ofte, og jeg har flere gange overvejet at gå fra ham. Han har ændret sig så meget siden vi fandt ud af at jeg var gravid. Jeg er dog igang med et praktik forløb i forbindelse ned min uddannelse og har derfor besluttet, at give det en chance (er færdig med praktikken om et par uger). Jeg er ikke sikker på, at vi kan få det til at fungere, da det virkelig er gået op for mig, hvorvforskellige vi er. Jeg går derfor og overvejer mine muligheder, og tænker blandt andet på sådan noget som adresse - hvis vi bliver sammen til barnet er født, vil det så være kompliceret for mig at flytte? Hvad skal heg ellers have med i mine overvejelser? Jeg har et godt netværk, der er indstillet på at støtte mig i hvad end jeg beslutter. 

Ved ikke om du helt har fået svar på det du søgte. Går du fra faren nu får barnet når det bliver født adresse hos dig, går du først fra far efter barnet er født skal far give dig lov til at flytte barnets adresse medmindre han flytter ud. Så ved du det ikke går og at det vil blive en kamp med far så er det nok nærmest at flytte nu.

men at gå igennem en graviditet er hårdt, men der skal stadig være grænser og bliver de overskredet så skal man passe på sig selv. Har i mulighed for lidt parterapi til at finde hinanden igen ? 

Held og lykke 

Anonym skriver:

Tak for dit fine svar.

Hvis vi blir sammen men går fra hinanden efter barnet er født, er det så sværere at flytte?

Hvis du ønsker at flytte efter barnet er født, kræver det en underskrift fra barnets far for at du kan skifte barnets adresse. Hvis I er enige om at barnet skal flytte ned dig er det selvfølgelig ikke et problem. 

Men det er jo 'bare' det praktiske, alt det kan der komme en løsning på. 

Håber I finder ud af det på en god måde, uanset om I bliver sammen eller ej. Ikke mindst for jeres barns skyld. 

Jeg er rigtig ked af den situation vi er endt i, og vil prøve at se om vi kan få det til at fungere. På den ene side er der lang tid til april, på den anden side er det lige om lidt. Han mener at min personlighed har ændret sig, og at han ikke ved hvad han vil. Har egentlig tænkt at han har været panisk da det blev en realitet, og sådan er det jo en gang i mellem. 

Den anden dag sagde han så at han blev så gal på mig (fordi jeg havde kvalme og ikke havde overskud til hovedrengøring og tøjvask) at han havde lyst til at slå mig 

 

jeg er med på at man skal kæmpe, men jeg har også brug for at sikre mig selv og sørge for at jeg ved hvad der skal ske, hvis det ikke lykkedes. 

 

Til alle jer andre; jeg er godt klar over at I ikke kender historien da jeg selvsagt ikke har skrevet det hele, men heg synes godt nok der kommer nogle hårde kommentarer som egentlig ikke er særlig konstruktive! 

Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt at i ikke kan finde ud af det sammen længere. Når nu baby er planlagt... 

Jeg bider mærke i at du skriver at han  snakker om at slå dig!! Og det er ikke ok. Din baby skal ikke vokse op med hverken fysisk eller psykisk vold. 

Mht flytning så tænker jeg det er nemmest før fødsel. Både det de andre nævner om flytning af adresse (især hvis det bliver et grimt brud) men også rent praktisk så tror jeg det er nemmere at flytte før du har en baby på armen. 

Anonym skriver:

Jeg er rigtig ked af den situation vi er endt i, og vil prøve at se om vi kan få det til at fungere. På den ene side er der lang tid til april, på den anden side er det lige om lidt. Han mener at min personlighed har ændret sig, og at han ikke ved hvad han vil. Har egentlig tænkt at han har været panisk da det blev en realitet, og sådan er det jo en gang i mellem. 

Den anden dag sagde han så at han blev så gal på mig (fordi jeg havde kvalme og ikke havde overskud til hovedrengøring og tøjvask) at han havde lyst til at slå mig 

 

jeg er med på at man skal kæmpe, men jeg har også brug for at sikre mig selv og sørge for at jeg ved hvad der skal ske, hvis det ikke lykkedes. 

 

Til alle jer andre; jeg er godt klar over at I ikke kender historien da jeg selvsagt ikke har skrevet det hele, men heg synes godt nok der kommer nogle hårde kommentarer som egentlig ikke er særlig konstruktive! 

Måske er det en ide under alle omstændigheder, at I flytter hver for sig i en periode. Og samtidig går i gang med noget parterapi. 

Det er ikke ualmindeligt for mænd at 'føle sig fanget' af en nok så ønsket graviditet. Eller føle et stort ansvar for forsørgelsen af den lille familie. Det kan godt give nogle meget blandede følelser overfor graviditeten, den voksende mave, den trætte kæreste, osv. Hvis han ikke er 100 m. mester i at tale om sine følelser, kan det være svært at få sat ord på. Og så kommer deaggressive udbrud. Hvis han ikke er så gammel, kan det også være meget svært at skulle indstille sig på, at skulle behovsudsætte i de næste 18 år - og især i de næste 1,5 år af hensyn til den trætte gravide kæreste og det lille spædbarn.

Måske vil lidt afstand give jer tid til at savne og længes og plads til at tænke over de mere komplekse og modsatrettede følelser ved graviditeten.

Hvis pengene er knappe, så ring til familieafdelingen eller sundhedsplejen i din kommune og spørg om hjælp. Mange kommuner tilbyder parterapeutiske forløb og vil gerne investere i at klinke skårene.

Anonym skriver:

Jeg er rigtig ked af den situation vi er endt i, og vil prøve at se om vi kan få det til at fungere. På den ene side er der lang tid til april, på den anden side er det lige om lidt. Han mener at min personlighed har ændret sig, og at han ikke ved hvad han vil. Har egentlig tænkt at han har været panisk da det blev en realitet, og sådan er det jo en gang i mellem. 

Den anden dag sagde han så at han blev så gal på mig (fordi jeg havde kvalme og ikke havde overskud til hovedrengøring og tøjvask) at han havde lyst til at slå mig 

 

jeg er med på at man skal kæmpe, men jeg har også brug for at sikre mig selv og sørge for at jeg ved hvad der skal ske, hvis det ikke lykkedes. 

 

Til alle jer andre; jeg er godt klar over at I ikke kender historien da jeg selvsagt ikke har skrevet det hele, men heg synes godt nok der kommer nogle hårde kommentarer som egentlig ikke er særlig konstruktive! 

I skal være forældre om lidt, og det er en kæmpe omvæltning, det kombineret med hormoner, er en god forklaring i begge opfører jer anderledes på flere punkter. I reagerer nok også forskelligt på det hele, og hører ofte gravide få et tidspunkt i graviditeten hvor man panikker, og ikke udsnsynligt det også sker for faren. 

Måske noget hjælp til at tackle tingene kunne hjælpe jer, også til at få større accept og forståelse af hinanden 

jeg harselv 4 børn som alle er under 5, og det har krævet utrolig meget. Nu ved jeg ikke præcis hvor langt du er men regner jeg rigtigt har i næsten lige været til nakkefoldsscanningen. Efter nakkefoldsscanningen bliver det hele ofte mere virkeligt, og måske det også kan forklare nogle ting. Men fat mod, så bliver kvalmen og symptomerne bedre og mange har ret bedst i 2 trimester. 

I har valgt at få et barn sammen af en grund, og hos mig hjalp det at have fokus og minde mig selv om, hvorfor netop min mand skulle være far til vores fælles barn/børn, rigtig meget  

har du brug for noget er du også velkommen til at skrive i PB 

Jeg håber så meget i kan få det løst, så i også kan nyde de fantastiske ting, måske nogle ting sammen kunne styrke og hjælpe jer, alt fra biograftur/baby planlægning/en fælles scanning/gå ture osv 

Anonym skriver:

Tak for dit fine svar.

Hvis vi blir sammen men går fra hinanden efter barnet er født, er det så sværere at flytte?

Undskyld men ret egoistisk holdning alligevel. 

Kæmp dog! - uanset hvornår du flytter kan han søge om bopæl, og flere og flere fædre vinder den også! Nok ikke lige mens baby er lille men så senere. 

Du står bestemt ikke bedre ved at flytte nu frem for efter fødslen. 

Kan du ikke nå få en abort? 

Hvis min kæreste havde remset op hvad han hader ved mig og at han havde lyst til at slå mig fordi der ikke lige var gjort rent pga.  Graviditets  træthed samt udmelding om at det kun var fordi at der kommer et barn at man er sammen så var jeg skredet!!

Ligegyldigt hvor ung, chokeret han er over graviditet eller anden åndsvag forklaring er det dybt uacceptabelt adfærd!!

Og ja det er nemmere at flytte nu end når barnet er født.