Fuck jeg hader min kæreste lige nu

Puha... Først og fremmest skal du have et KÆMPE

Jeg ved godt hvor let det er for alle os andre herinde at sige at du bare skal smutte! Men du skal se at komme væk for dig og dit barn skyld. For hvad bliver det næste ? Er det så dig eller jeres barn han slå på fordi han ikke få sin vilje ? Ja, du elsker din kærste og dit barns far... Og et eller andet sted elsker han også dig, men lige nu er det flaske der har magten.
Hvis du ser på dit indlæg, undskylder du han drikkeri! Nej du skal ej!!!
Han har valgt at bruge alkoholden som hjælper, i stedet for at fortalt ud om hans dårlige oplevelser... Det er ikke en undskyldning! Som hverken du eller jeres barn, skal gemme jer bag!
Se at komme væk og når i så er kommet væk, kan du fremlægge tingene for ham. Så længe du bliver vil det forsætte og det vil måske først gå op fpr ham at han har et problem, når du er flyttet ud eller også bliver det endnu være forså er du der ikke længer til at deltage i hans misbrug og undkylde på hans vejne.
Held og Lykke! 

Du kan slet ikke komme hurtigt nok væk,du ødelægger både dit eget og dit barns liv og det må ikke ske.
Jo længere tid du bliver jo dårligere vil dit barn få det.
Så du skal væk nu, og det med at i ikk kan uden den ande, fis i en horn lygte...du TROR du ikke kan uden ham. I vorkeligheden er du langt bedre stillet uden en syg kæreste og det er det han er.
Han skal have hjælp og det kan DU ikke give ham.
Du kan ikke lade dit barn vokse op hos sådan en mand, så hvis du ikke kan tage dig sammen og få fyren på afstand for din egen skyld, så tænk på det barn der lever i et voldeligt forhold sammen med dig.
Det kan jeg ikke forstå nogen overhovedet vil overveje at byde sit barn.
Jeg har haft med kvinder som dig at gøre med før...og samme historie. Du skal væk og det er nu, i om en uge, men nu. Og du skal stå ved din beslutning, for et barn der lever hos et par der har det sådan bør ikke være der.
Og nej, du skal nok ikke overveje at blive .
Så hos ham fordi det er synd.
Ja, det er synd har er syg, men det er du nødt til at se bort fra.
Kom væk nu.
Tænk hvis nogen hører jeg og ved i har et barn, havde det været mig havde jeg meldt det til politiet..og ikke for noget, men det giver anledning til at få tvangsfjernet børn.
Så igen, FLYT, for dit barn skyld, inden det går galt og flyt for din egen skyld for du er mere værd end det.

pyhh, det er en svær en, jeg er selv vokset op hos en alkoholiker, som tævede min mor, og den følelse af at skulle hjælpe og beskytte min mor og mine søskende sidder stadig meget dybt i mig,  jeg fik rigtig mange gange nogle ordentlige tæv for at forsøge på at få ham stoppet, jeg har været gul/blå/lilla alle steder hvor det ikke kunne ses, været fritaget for gymnastik o.lign. for at det blev skjult.

og i mange år fandt jeg mænd der lignede min far, altså mænd der var misbruger af enten stoffer eller alkohol og som alle på den ene eller anden måde misbrugte min tillid og manglede respekt for mig, nogen var tilmed voldelige,

det gik faktisk så vidt at da jeg fandt min nuværende mand måtte jeg teste ham for hvor langt jeg kunne gå før han gjorde det samme som alle de andre, for jeg havde en forstilling om at alle mænd var sådan, det var blot et spørgsmål om hvor filmen knækkede for dem, og ja det har altså givet nogle gevaldige problemer i vores forhold.

idag er jeg blevet klogere, men kan stadig få en kæmpe mistillid til ham, for den angst jeg oplevede som barn, den sidder så dybt i mig og er så svær at arbejde med, at den faktisk let kan ødelægge alt igen

så for dit barn skyld så håber jeg du vil tænke dig om, det dit barn ser, vil præge det resten af livet, du ønsker jo heller ikke at dit barn en dag bliver som din kæreste og er sdan over for en anden pige,

hvilket han vil lærer hjemmefra er okay, hvis du ikke ændre på noget,

jeg ved ikke hvad jeg selv ville gøre om jeg ville skynde mig at flytte og få mit barn væk, eller om jeg ville fange ham på en dag hvor han endnu ikke har  haft misbrug af alkohol og så sætte ham stolen for døren, be ham om at få hjælp,
men jeg ved at jeg ville tænke på mit barn

hvis i virkelig elsker hinanden og jeres kærlighed er the real deal, så vil den også overleve at du sætter grænsen hårdt op og det kan jo være det der skal til før han indser at han har et problem, for det jo ikke sikkert at han synes det er så stort et problem,

nu ved jeg ikke hvordan jeres netværk ser ud, men kunne der være lidt hjælp at hente derfra, er der andre end dig der ser ham sådan?

jeg håber at du tænker på dig selv og dit barn, på hvad du ønsker dit barn skal vokse op i og lære hjemmefra, nogle gange er det faktisk slet ikke så skidt at være dele barn,  det har nogle rigtig fine fordele også

Jeg er selv vokset op med en alkoholisk og voldelig mor......................det har sat sig dybe spor i mig, som jeg har måttet kæmpe med i mange år.
Jeg ved, at det eneste en misbruger forstår er KONSEKVENS....................alt det andet forståen og holden hånden over dem, er at gøre dem en bjørnetjeneste. Den eneste der kan gøre det hårde arbejde, at komme ud af dette misbrug (som altså er en ret arvelig sygdom), er misbrugeren selv. Du er jo bare med-misbruger i den sammenhæng.
Du skriver at han virker irriteret på jeres barn................................skal du vente med at rejse, til den irritation fører til vold mod barnet???
Der findes mange gode behandlingssteder for alkoholikere.....................bl.a Tjele i jylland. Måske var den en ide for ham, at tage et ophold der...........................men ønsket for at ændre liv, skal komme fra ham selv. Måske det ønske kunne komme, hvis han oplever at miste "alt".

Håber at du kan få noget hjælp af enten familie eller venner, til at komme væk.....................og ja, hvis han har smadret lejligheden, så bliver det dyrt. Men det bliver nok endnu dyrere at blive, tror du ikke??

Mange store knus fra Mette

Anonym skriver:

For flere år siden oplevede min kæreste og jeg noget meget grimt, det fik ham til at falde i et hul, og han begyndte at drikke. Han er ikke en der snakker om sine problemer. Han drak mere og mere i løbet af det år, og blev mere og mere ondskabsfuld. Han var også begyndt at blive voldelig overfor mig.

Det endte med at jeg skred, men efter et års tid fandt vi hinanden igen. Vi kunne ikke uden den anden, og han lovede at blive en bedre mand. Han ville lægge det grimme bag sig, så godt han nu kunne, for det var noget der stadigvæk påvirkede os begge to (det der førte til hans drikkeri).

Nu har vi så siden fået barn sammen, og han deltager ikke særlig meget, og jeg kan mærke han bliver irriteret, når vores barn græder. Det gør mig ked af det, og jeg vil hellere selv tage mig af vores barn, for h#n skal ikke svigtes.

Nu er der så noget i vejen med ham, men han vil ikke snakke om det. (som sædvanlig). Han tog bare ud til en kammerat og drak her i dag uden at han "fik lov". Det har han gjort et par gange her på det sidste, og i morgen skal jeg til "fest" hele dagen. Jeg tager vores barn med, synes ikke om at h#n skal være alene med ham, sådan som han er for tiden.

Da han så kom hjem for en time siden, vil han pjatte, og det er jeg ikke i humør til, for jeg føler mig ærligt talt svigtet, når han er på den måde. Så bliver han hidsig, fordi jeg beder ham om at lade mig være og gå i seng. Det ender med han smadrer en hel masse ting inkl. de boller jeg skulle have med i morgen...

Nu har jeg slet ikke lyst til at tage af sted, for jeg har ingen boller og har jo ikke sovet endnu. Det bliver en øv dag. Jeg ville også gerne flytte fra den her lejlighed sammen med min familie, men det bliver dyrere og dyrere at flytte, når han smadrer det hele.

Lige nu har jeg mest lyst til at skride og tage vores barn med, men det kan jeg ikke, for jeg VIL ikke have at vores barn skal være alene med ham, når han har de ture med at blive irriteret på ham/hende.

What the fuck skal jeg gøre??? Vil allerhelst have han bliver sig selv igen, for så er han den dejligste mand, men som han er lige nu gider jeg bare ikke. Hvordan kan jeg få ham til at forstå, at han ikke skal være så egoistisk?

Pak dine ting og dit barns og ta´ afsted! Jeg kender det alt for godt, og det blir´ IKKE bedre, desværre.

Held og lykke! Stort knus herfra

årrha - den er sgu træls den der.... nemt for andre at sige at du bare skal se at komme væk. Du elsker ham jo stadig/inderst inde....??

Men ikke desto mindre er det det, du er NØDT til, søde ven... han vil ganske stille pille dig mere og mere fra hinanden, og at han går rundt som en tikkende bombe, - Det bliver jo for meget for ham en dag, og så eksploderer han. Og det ved du godt, og du ved også at det er en stor - OGSÅ FOR STOR - fare for jeres barn. Det kan ikke forsvare sig selv, og du er nødt til at sætte barnet højere end din usikkerhed og kærlighed til ham. Han skal have hjælp, og det kan du ikke give ham, tror jeg. Der skal proffer til, og først og fremmest skal han ville det selv. Det bliver ikke bedre - prøv at finde styrken til at komme ud af det, du vil jo aldrig tilgive dig selv hvis der sker noget med barnet. Og hvis han skader dig, har du måske ikke mulighed for at være der for dit barn - kan du ikke se det?? Find styrken i dig, og søg hjælp!!!

Men ved godt det er svært, har du ikke nogen omkring dig du kan snakke med, og som kan hjælpe dig med det praktiske også?? Det er uoverskueligt både at skulle forholde sig til det følesmæssige kaos der unægteligt raserer indeni dig, og så det praktiske. Det kan jeg sagtens forstå... Søg hjælp!!!!

Pas på dig...

Jannie - med kæmpekram og knuz til dig

Anonym skriver:

For flere år siden oplevede min kæreste og jeg noget meget grimt, det fik ham til at falde i et hul, og han begyndte at drikke. Han er ikke en der snakker om sine problemer. Han drak mere og mere i løbet af det år, og blev mere og mere ondskabsfuld. Han var også begyndt at blive voldelig overfor mig.

Det endte med at jeg skred, men efter et års tid fandt vi hinanden igen. Vi kunne ikke uden den anden, og han lovede at blive en bedre mand. Han ville lægge det grimme bag sig, så godt han nu kunne, for det var noget der stadigvæk påvirkede os begge to (det der førte til hans drikkeri).

Nu har vi så siden fået barn sammen, og han deltager ikke særlig meget, og jeg kan mærke han bliver irriteret, når vores barn græder. Det gør mig ked af det, og jeg vil hellere selv tage mig af vores barn, for h#n skal ikke svigtes.

Nu er der så noget i vejen med ham, men han vil ikke snakke om det. (som sædvanlig). Han tog bare ud til en kammerat og drak her i dag uden at han "fik lov". Det har han gjort et par gange her på det sidste, og i morgen skal jeg til "fest" hele dagen. Jeg tager vores barn med, synes ikke om at h#n skal være alene med ham, sådan som han er for tiden.

Da han så kom hjem for en time siden, vil han pjatte, og det er jeg ikke i humør til, for jeg føler mig ærligt talt svigtet, når han er på den måde. Så bliver han hidsig, fordi jeg beder ham om at lade mig være og gå i seng. Det ender med han smadrer en hel masse ting inkl. de boller jeg skulle have med i morgen...

Nu har jeg slet ikke lyst til at tage af sted, for jeg har ingen boller og har jo ikke sovet endnu. Det bliver en øv dag. Jeg ville også gerne flytte fra den her lejlighed sammen med min familie, men det bliver dyrere og dyrere at flytte, når han smadrer det hele.

Lige nu har jeg mest lyst til at skride og tage vores barn med, men det kan jeg ikke, for jeg VIL ikke have at vores barn skal være alene med ham, når han har de ture med at blive irriteret på ham/hende.

What the fuck skal jeg gøre??? Vil allerhelst have han bliver sig selv igen, for så er han den dejligste mand, men som han er lige nu gider jeg bare ikke. Hvordan kan jeg få ham til at forstå, at han ikke skal være så egoistisk?

Kære anonyme,

Jeg bliver virkeligt ked af at læse, hvordan din kæreste opfører sig. Jeg synes, at man skal passe meget på med at dømme folk - og især dig, fordi du har vælgt ham igen, fordi du på det tidspunkt følte, at det var det rigtige. Vi følger alle vores intuision her i livet og vi ved bedst selv, hvad der er bedst for os.

Når det så er sagt, så har jeg den holdning, at jeg vil 1000 gange hellere leve alene med mit barn, end at leve i et forhold, hvor jeg er ked af det, føler mig svigtet, hvor der er vold impliceret og hvor der er mangel på respekt. Ligesom mange andre har skrevet, så ville jeg med lynets hastighed skynde mig væk. Men det er kun min holdning - det er dit liv og valget er dit, søde!!!

Jeg synes du skal bruge lidt tid til at tænke over, hvad du egentlig får ud af det forhold? Hvad giver han dig af gode ting - udover tryghed i, at du har en kæreste? Fordi det er altså ikke nok. Det bliver du ikke lykkelig af. Jeg har en veninde, som har prøvet det samme som dig. En dag spugte jeg hende: "Kan du leve med, at han er en del af dit liv?? Hvis du virkeligt er ærlig overfor dig selv, er han så det værd?? Du ville virkeligt blive overrasket, hvis du vidste, hvor nemt og dejligt et forhold kan være. Det taler hun den dag i dag meget om var de ord, som fik hende til at tænke sig om. Jeg ved ikke om det hjælper dig, men pointen er, at når man er i et nedslidende forhold kan man nogle gange glemme, hvordan kærlighed og et forhold virkeligt bør være, fordi det simpelthen er blevet hverdag at alt er negativt.  

Søde...du nævner selv vold...og jeg er sikkert på, at det gør ondt på mange herinde at høre. Jeg håber du kan grave ned i dit inderste og finde en gemt styrke og så tag og få taget en beslutning - som er bedst for dit barn. Var det mig ville jeg sige, at enten skulle jeg sætte ham på plads - eller også så ville jeg forlade ham.

Vi lever kun en gang - og har man lige mistet nogen for nyligt  ved man, at det handler om at være glad hver eneste dag. Brug det på bedste måde...det er min anbefaling. Valget er dit....men vid, at vi er mange, som tænker på dig!!

Held og lykke!!
Knus

du skal væk der fra og det er lige med det samme.. har været udsat for akkurat det samme, det endte også med at mig og oliver flyttede så vi har det godt nu. men det ender virkelig galt hvis du ikke kommer væk der fra.
det bliver en hård omgang for dig og skulle væk der fra men det er  den eneste mulighed du har du skal tænke på dit barn.
flyt hjem til din familie hvis du har et godt forhold til dem.
ellers så må du flytte på krisecenter hvor mænd ikke har adgang der til så du kan få ro og styr på dit liv og så glem alt kontakt med din mand.
og så når du er klar til og flytte for dig selv igen sammen med dit barn så skal du gøre det.

knus bettina en som forstår dig alt for godt har været ude for det samme jo.

Anna-jonas skriver:

Jeg er selv vokset op med en alkoholisk og voldelig mor......................det har sat sig dybe spor i mig, som jeg har måttet kæmpe med i mange år.
Jeg ved, at det eneste en misbruger forstår er KONSEKVENS....................alt det andet forståen og holden hånden over dem, er at gøre dem en bjørnetjeneste. Den eneste der kan gøre det hårde arbejde, at komme ud af dette misbrug (som altså er en ret arvelig sygdom), er misbrugeren selv. Du er jo bare med-misbruger i den sammenhæng.
Du skriver at han virker irriteret på jeres barn................................skal du vente med at rejse, til den irritation fører til vold mod barnet???
Der findes mange gode behandlingssteder for alkoholikere.....................bl.a Tjele i jylland. Måske var den en ide for ham, at tage et ophold der...........................men ønsket for at ændre liv, skal komme fra ham selv. Måske det ønske kunne komme, hvis han oplever at miste "alt".

Håber at du kan få noget hjælp af enten familie eller venner, til at komme væk.....................og ja, hvis han har smadret lejligheden, så bliver det dyrt. Men det bliver nok endnu dyrere at blive, tror du ikke??

Mange store knus fra Mette

Må være enig her. Har selv oplevet med misbrug. Jeg blev i 4 år. Jeg endte med at ryge ind og ud af psyk. afd. fordi jeg var så ødelagt.
Du fortjener den mand han dybest set er. Jeg er ikke et sekund i tvivl om hvor højt du elsker ham. Og han elsker dig.,
Men lige nu har han det så svært med det hele at alt tager overhånd for ham.
Han har brug for at få et wake-up-call og se hvad det er han gør mod jer og ikke mindst sig selv.
Ofte går det først op for den enkelte når de pludselig får valgte - os eller misbruget.

I vil begge få det værre som tiden går. Uanset hvor højt man elsker hinanden kan der let komme noget i vejen, så tingene ikke kan lade sig gøre.

Hans tanker - som er grunden til misbruget - vil blive værre. Han vil få sværre ved at takle dem, og det vil gøre det hele sværre for jer.'

Red jer alle, forlad ham og fortæl ham hvorfor, når han er upåvirket. Fortæl at du gør det for jer alles skyld. Fortæl ham hvad det er du ønsker af of for ham/jer.
Den hændelse der er sket som påvirker ham så meget, kunne du evt. komme ind på og fortælle hvad den har gjort ved dig, og hvordan du har taklet det.
På den måde vil han ikke føle du prøver at være overlegen, men tværtimod sætter dig på hans niveau.

Jeg ved det er hårdt, og det tager tid, fordi du skal nå til det punkt hvor du tænker - nu er det nok.

Næste gang han er voldelig el.lign. så tag et kig på jeres barn, se han/hendes reaktion. Jeg tror det vil hjælpe dig til at se hvor meget det påvirker..

 De bedste tanker og ønsker for jer alle 3

Sødeste skat.... du skal UD af det forhold lige nu!!!  Hvis ikke for din egen, så for dit barns skyld...

Du mister ikke noget ved at "blive alene", tværtimod! Tænk på, hvor stolt du vil være af at have modet til at "sige fra"! Og hvor godt et eksempel du vil være for dit barn! Og når du så er klar til at møde en ny mand, så er der masser af mænd, som VIRKELIG vil dit bedste og nærmest vil stå på hovedet for at gøre deres kærester/koner trygge og glade!

Din nuværende kæreste er IKKE i stand til at give dig det, du har behov for - et trygt hjem, og en tryg opvækst for dit barn (sorry, ved godt at det kan lyde hårdt, men det er desværre sandheden...)

En stortil dig - og rigtig meget held og lykke med fremtiden!