Parforholdet og bonusbarn??

Anonym skriver:

Ja, prøver også at lytte til mig selv og også derfor jeg ved nu at jeg er nød til at snakke med min forlovede, fordi ellers går jeg ned med flaget eller ender med bare at smutte fra noget som måske kan løses 

jeg ved ikke præcis hvorfor hun hader ham så meget, fordi i deres forhold var det hende der var utro osv og fandt en ny kæreste mens at de prøvede at få deres forhold til at fungere  men jeg ved jo at hun absolut ikke vil have han er far til knægten og ihvertfald ikke vil samarbejde med ham. Jeg tror simpelthen at hun aldrig har accepteret at det er ham der er far til deres søn og hun ikke kan finde "ro" ved tanken. 

Men hun er blevet meget værre efter jeg er kommet ind i billedet, fordi forhen foregik alt efter hvad hun mente og hvis hun sagde hop spurgte min forlovede hvor højt! Det var til at brække sig over, og jeg snakkede med ham om det og sagde at sådan kunne det ikke fungere fordi vi os fik en hverdag der skulle hænge sammen. Hun blev stik tosset hvis det var mig der hentede knægten i børnehave osv. Men det kan hun heldigvis ikke bestemme! Men ved virkelig ikke hvorfor hun har så stort et had til ham, fordi han er så samarbejdsvilling og vil det bedste for hans søn. Der kan ligge ting i fortiden jeg ikke ved noget om, men ligegyldigt hvad så skal hun stadig tænke på hendes barn og ikke være på "hævntogt" overfor eksen 

Min grænse er nok lidt længere end andres ville have været i den her situation, hvilket jeg godt kan forstå, fordi puha det hårdt. Men jeg vil bare ikke give slip uden kamp og sidde bagefter og tænke "kunne vi have gjort" 

han burde bare åbne munden noget mere, og det er trættende han skal presses så meget før han gør det. 

Jeg har stærkt overvejet det, og har os tænkt mig at forslå min forlovede det, så må vi se om han gør noget, tvivler men håber  det er jo også virkelig frustrerende at jeg ikke kan gøre noget, men at bolden ligger hos min forlovede men han bare ikke kan finde ud af at bruge den 

kan virkelig godt forstå dine frustrationer over alt dette her, VIRKELIG. 

også at nu er det blevet for meget, nu må han simpelthen gøre noget, ikk nok med hun gerne vil bestemme over ham og han nærmest lader hende gøre det, så tæger det os på den sølle dreng. 

Der er nogen gang en grund til at ordet fortid er der, det betyder sku ikke at man skal lade det gå udover barnet, ligemeget hvor meget man hader den anden part, det må SF fandeme da ku se, at hun laver skuespil fra galleriet ARRRG 

Moar2011 skriver:

kan virkelig godt forstå dine frustrationer over alt dette her, VIRKELIG. 

også at nu er det blevet for meget, nu må han simpelthen gøre noget, ikk nok med hun gerne vil bestemme over ham og han nærmest lader hende gøre det, så tæger det os på den sølle dreng. 

Der er nogen gang en grund til at ordet fortid er der, det betyder sku ikke at man skal lade det gå udover barnet, ligemeget hvor meget man hader den anden part, det må SF fandeme da ku se, at hun laver skuespil fra galleriet ARRRG 

Det tager rigtig meget på drengen, han har ændret adfærd drastisk det sidste halve år, har han også i børnehaven, men de gør heller ingenting selvom de godt kan se det. Vi havde en kamp med dem om at få en helt alm udtalelse om trivsel, som alle forældre har ret til, men de er SÅ bange for at komme i klemme, så min forlovede måtte kontakte de øverste i kommunen for at få dem til at kontakte børnehaven og fortælle at de altså skal give den når der bliver bedt om den 

præcis! Men det kan hun tydeligvis ikke se, jeg ved virkelig ikke havd der foregår i hendes hovede! 

Ja det ville man mene SF kunne se, men kan de åbenbart ikke  Håber virkelig der sker noget godt når de snart skal derind igen, og at efter alt det her med fodgen åbner deres øjne lidt 

Anonym skriver:

Det er simpelthen noget af det værste jeg nogensinde har oplevet og har ellers oplevet en del, men at man som mor vil synke så lavt og lade tingene påvirke sit barn er rigtig langt fra min verden og forståelse  

jeg håber hvad du end har været ude for at det hele er blevet godt igen 

Det blev desværre aldrig ok.... 

Ren tragedie

janne1986 skriver:

Det blev desværre aldrig ok.... 

Ren tragedie

Øv, det er jeg ked af at hører! 

Det tager rigtig meget på drengen, han har ændret adfærd drastisk det sidste halve år, har han også i børnehaven, men de gør heller ingenting selvom de godt kan se det. Vi havde en kamp med dem om at få en helt alm udtalelse om trivsel, som alle forældre har ret til, men de er SÅ bange for at komme i klemme, så min forlovede måtte kontakte de øverste i kommunen for at få dem til at kontakte børnehaven og fortælle at de altså skal give den når der bliver bedt om den 

præcis! Men det kan hun tydeligvis ikke se, jeg ved virkelig ikke havd der foregår i hendes hovede! 

Ja det ville man mene SF kunne se, men kan de åbenbart ikke  Håber virkelig der sker noget godt når de snart skal derind igen, og at efter alt det her med fodgen åbner deres øjne lidt 

 

jeg er faktisk lidt rystet, når en børnehave kan se at et barn ændre sig drastisk, så har de da pligt til at begynde og kigge på HVORFOR?

synes virkelig ikke det lader til, at der er andre der end jer der tænker på den dreng. 

har de ikke fælles forældremyndighed? hvis ja, hvorfor skal faren så kæmpe sån for en udtalelse som ovenikøbet er helt alm at få lov til at få. OH GOD altså. 

Moar2011 skriver:

jeg er faktisk lidt rystet, når en børnehave kan se at et barn ændre sig drastisk, så har de da pligt til at begynde og kigge på HVORFOR?

synes virkelig ikke det lader til, at der er andre der end jer der tænker på den dreng. 

har de ikke fælles forældremyndighed? hvis ja, hvorfor skal faren så kæmpe sån for en udtalelse som ovenikøbet er helt alm at få lov til at få. OH GOD altså. 

Jeg ved virkelig ikke hvorfor det skal være så svært for børnehaven, det virker som om dd bange for at komme i klemme og gøre noget, også når man står og snakker med dem, de virker meget nervøse og bange for at sige noget 

de har lige netop fælles forældremyndighed! Havde jeg været børnehaven havde jeg for længst kaldt begge forældre til samtale, og kunne en fælles samtale ikke fungere måtte man tage enkelt samtaler ..

nå men en Update på snak med min forlovede, vi snakkede i går hvor vi ikke havde børn. 

Hold nu op en svær samtale. Og som gættet så har min forlovede rigtig svært ved at tage "kampen" op i alt det her fordi han er bange for at miste sin søn helt eller miste flere dage, og det kan jeg godt forstå, men som jeg sagde til ham er det virkelig svært for mig bare at stå og se til der ikke bliver gjort noget på den ene eller anden måde for den dreng, men han vidste ikke hvor han skulle starte hvor jeg sagde at han kunne starte med at gå til kommunen(han mener så ikke de kan gøre noget), eller gå til noget gratis advokat rådgivning for at finde ud af hvor meget man kan "presse citronen" før det ender i retten og hvis det ender i retten hvordan hans chancer er.

han kunne også godt mærke min ændrede adfærd overfor drengen, hvor vi os snakkede om at det var absolut ikke min mening og at jeg intet dårligt ville ham, men at det er virkelig svært fordi der altid er et eller andet med den mor og at mit humør bliver virkelig ødelagt på en hel dag bare det at hun sender en SMS og brokker sig  

Men efter meget snak frem og tilbage om alle de her ting, siger min forlovede at han længe har tænkt på muligheden at frasige sig samværet med sin søn, både fordi det er hårdt for os alle, men mest fordi vi tror at det kan give drengen ro på, han bliver ligepludselig foruden en masse konflikter og drama i hans liv som absolut ikke er godt for ham. Og det ville måske være den ting der ville "redde" ham. Fordi det jo netop er alt det her ikke eksisterende samarbejde med moren der påvirker drengen så meget! Men føj den er virkelig svær, fordi det er jo hans søn og mit bonusbarn! 

Jeg gav os min bekymring om at hvis han så vælger at frasige at jeg ville være bange for om det ville ende med at ødelægge vores forhold. Men det mener han ikke, han er sikker på det vil blive ubeskriveligt hårdt for ham og at han har brug for masser af støtte, også fordi hans egen mor nok vil komme til at hade ham(hun opfører sig tit som om hun er moren og har haft rigtig svært ved at give slip efter jeg kom ind i billedet, førhen hentede hun ham i børnehave fordi min forlovede arbejder i butik osv) 

vi har ikke helt fået afsluttet samtalen fordi jeg ved sku ikke helt hvad jeg skal tænke og sige, men jeg ved jo bare at jeg ikke har lyst til at forlade ham 

Anonym skriver:

Jeg ved virkelig ikke hvorfor det skal være så svært for børnehaven, det virker som om dd bange for at komme i klemme og gøre noget, også når man står og snakker med dem, de virker meget nervøse og bange for at sige noget 

de har lige netop fælles forældremyndighed! Havde jeg været børnehaven havde jeg for længst kaldt begge forældre til samtale, og kunne en fælles samtale ikke fungere måtte man tage enkelt samtaler ..

nå men en Update på snak med min forlovede, vi snakkede i går hvor vi ikke havde børn. 

Hold nu op en svær samtale. Og som gættet så har min forlovede rigtig svært ved at tage "kampen" op i alt det her fordi han er bange for at miste sin søn helt eller miste flere dage, og det kan jeg godt forstå, men som jeg sagde til ham er det virkelig svært for mig bare at stå og se til der ikke bliver gjort noget på den ene eller anden måde for den dreng, men han vidste ikke hvor han skulle starte hvor jeg sagde at han kunne starte med at gå til kommunen(han mener så ikke de kan gøre noget), eller gå til noget gratis advokat rådgivning for at finde ud af hvor meget man kan "presse citronen" før det ender i retten og hvis det ender i retten hvordan hans chancer er.

han kunne også godt mærke min ændrede adfærd overfor drengen, hvor vi os snakkede om at det var absolut ikke min mening og at jeg intet dårligt ville ham, men at det er virkelig svært fordi der altid er et eller andet med den mor og at mit humør bliver virkelig ødelagt på en hel dag bare det at hun sender en SMS og brokker sig  

Men efter meget snak frem og tilbage om alle de her ting, siger min forlovede at han længe har tænkt på muligheden at frasige sig samværet med sin søn, både fordi det er hårdt for os alle, men mest fordi vi tror at det kan give drengen ro på, han bliver ligepludselig foruden en masse konflikter og drama i hans liv som absolut ikke er godt for ham. Og det ville måske være den ting der ville "redde" ham. Fordi det jo netop er alt det her ikke eksisterende samarbejde med moren der påvirker drengen så meget! Men føj den er virkelig svær, fordi det er jo hans søn og mit bonusbarn! 

Jeg gav os min bekymring om at hvis han så vælger at frasige at jeg ville være bange for om det ville ende med at ødelægge vores forhold. Men det mener han ikke, han er sikker på det vil blive ubeskriveligt hårdt for ham og at han har brug for masser af støtte, også fordi hans egen mor nok vil komme til at hade ham(hun opfører sig tit som om hun er moren og har haft rigtig svært ved at give slip efter jeg kom ind i billedet, førhen hentede hun ham i børnehave fordi min forlovede arbejder i butik osv) 

vi har ikke helt fået afsluttet samtalen fordi jeg ved sku ikke helt hvad jeg skal tænke og sige, men jeg ved jo bare at jeg ikke har lyst til at forlade ham 

Det lyder som en rigtig svær samtale

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på om din kæreste har tænkt over hvilke følelser hans søn kommer til at sidde tilbage med,  når hans far har valgt ham fra (for det er den følelse han sikkert kommer til at sidde med) 

Hans far er en primær person i hans liv,  og denne person vil nu forsvinde,  fordi han er konfliktsky? 

Han siger først at han er bange for at miste dage med sin søn,  hvis han tager kampen op.  Og så bagefter siger han at han overvejer at opgive samværet? Hvorfor så ikke kæmpe den kamp hans søn så inderligt fortjener,  og se hvor det ender? 

Sandratoft skriver:

Det lyder som en rigtig svær samtale

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på om din kæreste har tænkt over hvilke følelser hans søn kommer til at sidde tilbage med,  når hans far har valgt ham fra (for det er den følelse han sikkert kommer til at sidde med) 

Hans far er en primær person i hans liv,  og denne person vil nu forsvinde,  fordi han er konfliktsky? 

Han siger først at han er bange for at miste dage med sin søn,  hvis han tager kampen op.  Og så bagefter siger han at han overvejer at opgive samværet? Hvorfor så ikke kæmpe den kamp hans søn så inderligt fortjener,  og se hvor det ender? 

Han vil ikke opgive samværet fordi han er konfliktsky, han har nu haft kampen i 3år, han vil opgive det for at hans søn skal være foruden alle de konflikter der går udover ham og ødelægger ham, problemet er at moren involverer drengen i alle konflikter der er og de ødelægger drengen. 

Han er rigtig bange for at miste dage med sin søn, men han er endnu mere bange for at den her konstante kamp skal ødelægge drengen i sidste ende. I mine øjne er det bedre at give slip end at blive ved og så få en dreng der er helt ødelagt. De her tanker er ikke for hans egen skyld men for hans søns. 

Anonym skriver:

Han vil ikke opgive samværet fordi han er konfliktsky, han har nu haft kampen i 3år, han vil opgive det for at hans søn skal være foruden alle de konflikter der går udover ham og ødelægger ham, problemet er at moren involverer drengen i alle konflikter der er og de ødelægger drengen. 

Han er rigtig bange for at miste dage med sin søn, men han er endnu mere bange for at den her konstante kamp skal ødelægge drengen i sidste ende. I mine øjne er det bedre at give slip end at blive ved og så få en dreng der er helt ødelagt. De her tanker er ikke for hans egen skyld men for hans søns. 

Tro mig, det er endnu hårdere for barnet at føle sig svigtet. 

Jeg har selv prøvet det. 

Anonym skriver:

Jeg ved virkelig ikke hvorfor det skal være så svært for børnehaven, det virker som om dd bange for at komme i klemme og gøre noget, også når man står og snakker med dem, de virker meget nervøse og bange for at sige noget 

de har lige netop fælles forældremyndighed! Havde jeg været børnehaven havde jeg for længst kaldt begge forældre til samtale, og kunne en fælles samtale ikke fungere måtte man tage enkelt samtaler ..

nå men en Update på snak med min forlovede, vi snakkede i går hvor vi ikke havde børn. 

Hold nu op en svær samtale. Og som gættet så har min forlovede rigtig svært ved at tage "kampen" op i alt det her fordi han er bange for at miste sin søn helt eller miste flere dage, og det kan jeg godt forstå, men som jeg sagde til ham er det virkelig svært for mig bare at stå og se til der ikke bliver gjort noget på den ene eller anden måde for den dreng, men han vidste ikke hvor han skulle starte hvor jeg sagde at han kunne starte med at gå til kommunen(han mener så ikke de kan gøre noget), eller gå til noget gratis advokat rådgivning for at finde ud af hvor meget man kan "presse citronen" før det ender i retten og hvis det ender i retten hvordan hans chancer er.

han kunne også godt mærke min ændrede adfærd overfor drengen, hvor vi os snakkede om at det var absolut ikke min mening og at jeg intet dårligt ville ham, men at det er virkelig svært fordi der altid er et eller andet med den mor og at mit humør bliver virkelig ødelagt på en hel dag bare det at hun sender en SMS og brokker sig  

Men efter meget snak frem og tilbage om alle de her ting, siger min forlovede at han længe har tænkt på muligheden at frasige sig samværet med sin søn, både fordi det er hårdt for os alle, men mest fordi vi tror at det kan give drengen ro på, han bliver ligepludselig foruden en masse konflikter og drama i hans liv som absolut ikke er godt for ham. Og det ville måske være den ting der ville "redde" ham. Fordi det jo netop er alt det her ikke eksisterende samarbejde med moren der påvirker drengen så meget! Men føj den er virkelig svær, fordi det er jo hans søn og mit bonusbarn! 

Jeg gav os min bekymring om at hvis han så vælger at frasige at jeg ville være bange for om det ville ende med at ødelægge vores forhold. Men det mener han ikke, han er sikker på det vil blive ubeskriveligt hårdt for ham og at han har brug for masser af støtte, også fordi hans egen mor nok vil komme til at hade ham(hun opfører sig tit som om hun er moren og har haft rigtig svært ved at give slip efter jeg kom ind i billedet, førhen hentede hun ham i børnehave fordi min forlovede arbejder i butik osv) 

vi har ikke helt fået afsluttet samtalen fordi jeg ved sku ikke helt hvad jeg skal tænke og sige, men jeg ved jo bare at jeg ikke har lyst til at forlade ham 

Jeg kan godt se at det er rigtig hårdt for jer alle, men at far måske helt vælger at droppe alt samvær med sin søn, pga af konflikter om tøj og sko er da, noget af det meste triste han kan gøre, over for sin søn. Hvad vil den lille purk ikke tænke, når han for af vide at han ikke må komme hos jer mere ?. 

I kan jo prøve først, helt at lade være med at kommentere overfor mor, alt hvad i mener om hans tøj og sko, også se hvad der så sker, måske falder hun til ro så.

Det vil ikke koste jer mange penge af købe noget pænt brugt tøj og sko/ jakke, som han kan bruge når han er hos jer. 

Ja, det er surt at i kan blive nød til det, men det er måske vejen frem.