Ked af gruppe

På mit studie er jeg i en gruppe, som fungerer meget dårligt. Så dårligt, at jeg går rundt og har det rigtig skidt, ikke kan sove, har hjertebanken og ryster. Der er ikke nogen vej uden om gruppen, jeg skal blive i den indtil opgaven er afleveret. Et gruppe samarbejde handler efter min mening om at udnytte hinandens forskellige styrker, give hinanden kritik på en ordentlig måde og dermed løfte hinanden og opgavens faglige indhold op på et højere niveau end hvis man var alene. Men det sker ikke her. Der sker nærmere det modsatte. Jeg er nok lidt outsideren i gruppen, mine indgangsvinkler og arbejdsmetoder er anderledes og det har jeg aldrig oplevet før, at  i gruppearbejde ikke er blevet set som en styrke. Det virker til at den ene i gruppen bliver irriteret og så ændrer han/hun sig fra at være rigtig sød og venlig til at blive stikkende, nedladende og ubehagelig, og det forvirrer mig. Jeg har arpejdet meget i grupper gennem mit liv, og har altid elsket det, jeg er faktisk god til at samarbejde, og har altid endt med gode resultater, haft glade miner i gruppen, støtte og sparring, masser af hyggelige stunder osv. Men nu føler jeg, jeg står i en umulig situation, hvor min faglighed og personlighed bliver betvivlet og kritiseret tungt. Og jeg har en meget meget dårlig fornemmelse med det. Har mareridt om at blive eksluderet fra gruppen og dermed stå til ikke at bestå den eksamen, der ligger rundt om hjørnet. Det præger stemningen i hjemmet, at jeg er så ked af det og utryg. Har nogen prøvet noget lignende? Eller har nogen, idéer til hvad jeg kan gøre for at ændre situationen til det bedre

Anonym skriver:

På mit studie er jeg i en gruppe, som fungerer meget dårligt. Så dårligt, at jeg går rundt og har det rigtig skidt, ikke kan sove, har hjertebanken og ryster. Der er ikke nogen vej uden om gruppen, jeg skal blive i den indtil opgaven er afleveret. Et gruppe samarbejde handler efter min mening om at udnytte hinandens forskellige styrker, give hinanden kritik på en ordentlig måde og dermed løfte hinanden og opgavens faglige indhold op på et højere niveau end hvis man var alene. Men det sker ikke her. Der sker nærmere det modsatte. Jeg er nok lidt outsideren i gruppen, mine indgangsvinkler og arbejdsmetoder er anderledes og det har jeg aldrig oplevet før, at  i gruppearbejde ikke er blevet set som en styrke. Det virker til at den ene i gruppen bliver irriteret og så ændrer han/hun sig fra at være rigtig sød og venlig til at blive stikkende, nedladende og ubehagelig, og det forvirrer mig. Jeg har arpejdet meget i grupper gennem mit liv, og har altid elsket det, jeg er faktisk god til at samarbejde, og har altid endt med gode resultater, haft glade miner i gruppen, støtte og sparring, masser af hyggelige stunder osv. Men nu føler jeg, jeg står i en umulig situation, hvor min faglighed og personlighed bliver betvivlet og kritiseret tungt. Og jeg har en meget meget dårlig fornemmelse med det. Har mareridt om at blive eksluderet fra gruppen og dermed stå til ikke at bestå den eksamen, der ligger rundt om hjørnet. Det præger stemningen i hjemmet, at jeg er så ked af det og utryg. Har nogen prøvet noget lignende? Eller har nogen, idéer til hvad jeg kan gøre for at ændre situationen til det bedre

Du er nok nødt til at åbne munden, når du står i situationen, sætte dig i respekt og forklar på en pæn, myndig måde, at du ikke vil tales til på den måde, og at det handler om gruppearbejde og samarbejde.

Som en skriver.

Du må nød til at åbne munden hvis du ikke lære at gøre det nu hvad så ude i fremtiden når du får et job?

man skal altid lytte på sig selv og hvis man ikke har det godt med det der sker, jamen så skal man altså sige fra.

i må da have en lære du kan gå til hvis du ikke selv mener du kan klare det.

Rockertand skriver:

Du er nok nødt til at åbne munden, når du står i situationen, sætte dig i respekt og forklar på en pæn, myndig måde, at du ikke vil tales til på den måde, og at det handler om gruppearbejde og samarbejde.

Det har du ret i. Det, som gør det svært er, at det er meget inddirekte, så jeg meget nemt kan blive en slags nærtagende hystade og han/hun er ikke typen der ser egne fejl overhovedet. 

Men du har helt ret, jeg ved bare slet ikke hvordan jeg får sagt fra og "krævet" respekt på den bedste måde - dvs. en måde der ikke gør det værre, men derimod løser problemet

Jeg har lige været igennem det samme. Man anså mig som ikke kunne noget, man ignorerede når jeg snakkede om faglige ting. 

Jeg havde det som dig. Jeg havde hjertebanken osv. Selvom jeg prøvede at sætte mig i respekt så var de ligeglade. Især hende den ene har set sur på mig og fik de andre med på den. 

Hvor længe skal I arbejde sammen? Og så vil jeg faktisk hive i underviseren hvis intet hjælper. 

Anonym skriver:

Jeg har lige været igennem det samme. Man anså mig som ikke kunne noget, man ignorerede når jeg snakkede om faglige ting. 

Jeg havde det som dig. Jeg havde hjertebanken osv. Selvom jeg prøvede at sætte mig i respekt så var de ligeglade. Især hende den ene har set sur på mig og fik de andre med på den. 

Hvor længe skal I arbejde sammen? Og så vil jeg faktisk hive i underviseren hvis intet hjælper. 

Det er meget mærkeligt, at opleve sådan noget som voksen. Det grænser til mobning, men på en meget udspekuleret og diffus måde, så det er svært at gennemskue, hvad man skal gøre.

Indtil dec. skal vi arbejde- og til eksamen sammen. Jeg er selvfølgelig meget bekymret for, at det kommer til at påvirke mig i sådan en grad, at jeg ikke kan præstere godt nok til eksamenen. Vi har midtvejsevaluering, men underviserne træder ikke sådan til at hjælper med samarbejdet. Efter eksamen skal jeg akdrig se "den ubehagelige" igen. Men er alligevel bekymret for hvordan det skal gå indtil da

Det er meget mærkeligt, at opleve sådan noget som voksen. Det grænser til mobning, men på en meget udspekuleret og diffus måde, så det er svært at gennemskue, hvad man skal gøre.

Indtil dec. skal vi arbejde- og til eksamen sammen. Jeg er selvfølgelig meget bekymret for, at det kommer til at påvirke mig i sådan en grad, at jeg ikke kan præstere godt nok til eksamenen. Vi har midtvejsevaluering, men underviserne træder ikke sådan til at hjælper med samarbejdet. Efter eksamen skal jeg akdrig se "den ubehagelige" igen. Men er alligevel bekymret for hvordan det skal gå indtil da

Det er meget underligt. Især når man burde være voksne nok til at kunne snakke om tingene.. 

Jeg var selv nødt til Hive i underviseren fordi de havde nogle umulige krav. Udover det var de meget ubehagelige i deres sprog til mig  

det er også længe I skal arbejde sammen, så det er vigtigt at du får gjort noget. Får sagt fra. 

Anonym skriver:

Det er meget underligt. Især når man burde være voksne nok til at kunne snakke om tingene.. 

Jeg var selv nødt til Hive i underviseren fordi de havde nogle umulige krav. Udover det var de meget ubehagelige i deres sprog til mig  

det er også længe I skal arbejde sammen, så det er vigtigt at du får gjort noget. Får sagt fra. 

Hvordan fik du forklaret situationen til din underviser? Og hjalp din underviser dig?

Anonym skriver:

Hvordan fik du forklaret situationen til din underviser? Og hjalp din underviser dig?

Min underviser Gav mig nogle gode råd. Jeg havde også bare behov for at høre om jeg var helt galt på den. de satte Fx  nogle umulige krav som var helt hen i hampen og de troede, jeg bare skulle stå skoleret når de sagde det, men det gjorde jeg ikke, jeg fandt en middelvej.

Vi skulle evaluere på projektet og der sagde jeg det. Den ene blev møg sur og begyndte at kritisere mig. Pludselig var det kun mig som der var noget galt med. 

Min underviser tilbød at være der, når det var. Men jeg ville helst gerne selv være der. 

Min gruppe var ikke særlig effektiv og det kunne tage 4 timer om at komme igang, selvom jeg prøvede hele tiden og spørge om vi ikke skulle igang.

Anonym skriver:

Min underviser Gav mig nogle gode råd. Jeg havde også bare behov for at høre om jeg var helt galt på den. de satte Fx  nogle umulige krav som var helt hen i hampen og de troede, jeg bare skulle stå skoleret når de sagde det, men det gjorde jeg ikke, jeg fandt en middelvej.

Vi skulle evaluere på projektet og der sagde jeg det. Den ene blev møg sur og begyndte at kritisere mig. Pludselig var det kun mig som der var noget galt med. 

Min underviser tilbød at være der, når det var. Men jeg ville helst gerne selv være der. 

Min gruppe var ikke særlig effektiv og det kunne tage 4 timer om at komme igang, selvom jeg prøvede hele tiden og spørge om vi ikke skulle igang.

 

Det er jo netop også det, man bliver i tvivl om man er galt på den, mindre intelligent end de andre, om man slet ikke er til at være i gruppe med osv. Man bliver virkelig usikker, når nogen går efter en, på den måde. 

Arg! Jeg ved, jeg skal have sagt fra, men ved simpelthen ikke hvordan