Hvordan går man fra barnets far?

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar. Jeg tager intet af det i siger som kritik eller negativt. Jeg er glad for i siger jeres ærlige meninger for det har jeg brug for. 

Jeg havde ikke talt med nogen. Men min sp har lige været her hvor jeg skulle udfylde er skema som viste at jeg har en begyndende fødselsdepression. Hun fortalte mig at det var ok at tænke og føle som jeg gjorde mht mi kæreste. Og jeg får nu noget psykolog hjælp og hun kommer igen i næste uge og snakker mere med mig

Godt du har snakket med så og får hjælp. 

Kæmpe kram!

Nielsen-mortilfire skriver:

1. Jeg er  på sin vis meget enig med dig. Men undre mig over at du skriver at uanset hvad blir i sammen de første to år? Dvs du vil hellere være ulykkelig i et forhold som også på længere sigt gør noget dårligt for dine børn end at komme videre ?  Man kan aldrig styre sine følser. Men jeg er helt enig i at man bør kæmpe for at få det til at fungere - og virkelig give alt hvad man kan. Det er bare ikke altid nok. 

Jeg skriver det med de 2 år fordi det er det jeg har læst og hørt om fra mange eksperter: at barnets faser og ens egne hormonelle reaktioner osv er mest udfordrende i de år og jeg (vi) vil - som Modesty siger - være helt sikre på at vi ikke afbryder et i bund og grund godt forhold pga babyskabte problemer/besværligheder i de første år. Desuden er jeg sikker på at jeg ikke vil blive ulykkelig i mit/vores forhold. Jeg kan måske komme til at kede mig eller synes det er træls men ulykkelig? Det tror jeg ikke. Det jeg kunne se ske (hvis jeg bruger fantasien godt ) er at vores kæreste-kærlighed bliver til venne-kærlighed og at gnisten mellem os slukkes - i allerværste tilfælde ville det blive 2 år med "teamarbejde" i stedet for 2 år som kærester. Ingen af os er typen der skændes eller skaber drama så det vores barn ville se ville være samarbejde men ikke kys og kram forældrene imellem - det har jeg svært ved at se er skadeligt for et barn Faktisk mener jeg at det er en sundere løsning end at man laver en "nu gider jeg ikke mere" og skrider fra kæresten. Barnet har i mine øjne rigtig godt af at se/lære at man ikke altid tager den nemmeste løsning men derimod arbejder sig igennem eventuelle problemer og taler sammen om tingene. 
Du synes måske at det lyder naivt og tænker at "man ved aldrig hvad der kan ske" og det er jeg på sin vis enig med dig i - vi har dog efterhånden været sammen så længe og været igennem flere hårde perioder hvor jeg har haft stress (= ikke været specielt sjov at komme sammen med) eller vi har haft renoveringsprojekter på huset som har været så omfattende og tidskrævende at ingen af os har haft ret meget overskud til at pleje forholdet og udfra hvordan vi har håndteret de perioder ved jeg hvordan vi hver især fungerer under pres - og selvom det ikke altid har været skideskægt har vi aldrig været i tvivl om at kærligheden ligger dyb og intakt under overfladen. 

Tit når jeg læser herinde og på min-mave bliver jeg chokeret og trist over hvor mange der - i mine øjne - giver op for let. Når man vælger at stifte familie vælger man i min optik også at det ikke længere er ens egne følelser og ønsker der kommer i første række - også selvom det betyder at man skal gøre en indsats og evt gå i parterapi eller andet for at få forholdet til at køre. Tit og ofte når jeg læser om folk som vil få fra deres kæreste mens de er gravide fordi han er misbruger/ikke en god far for sine andre børn/er voldelig/doven/indsæt-selv-andre-uflatterende-kvaliteter tænker jeg at det barn ikke har gavn af at blive sat i verden. Det kan godt være at det er moderens store ønske at få det barn - men er det virkelig barnets største ønske at blive sat i verden med så rodede familieforhold hvor man allerede på forhånd ved at faderen ikke er en god forældre? Hvis man virkelig ønsker sig et barn så meget så tænker jeg at det mere er i barnets interesse at det er et resultat af en kvindes besøg i en sædbank.

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar. Jeg tager intet af det i siger som kritik eller negativt. Jeg er glad for i siger jeres ærlige meninger for det har jeg brug for. 

Jeg havde ikke talt med nogen. Men min sp har lige været her hvor jeg skulle udfylde er skema som viste at jeg har en begyndende fødselsdepression. Hun fortalte mig at det var ok at tænke og føle som jeg gjorde mht mi kæreste. Og jeg får nu noget psykolog hjælp og hun kommer igen i næste uge og snakker mere med mig

Jeg er glad for at du har fået snakket med nogen, og at du får noget hjælp. Det betyder ikke nødvendigvis at du i sidste ende bliver i forholdet, men at det i det mindste er DIG der træffer beslutningen og ikke dine hormoner eller en evt. efterfødselsreaktion.

ErDetSnartNU skriver:

Jeg skriver det med de 2 år fordi det er det jeg har læst og hørt om fra mange eksperter: at barnets faser og ens egne hormonelle reaktioner osv er mest udfordrende i de år og jeg (vi) vil - som Modesty siger - være helt sikre på at vi ikke afbryder et i bund og grund godt forhold pga babyskabte problemer/besværligheder i de første år. Desuden er jeg sikker på at jeg ikke vil blive ulykkelig i mit/vores forhold. Jeg kan måske komme til at kede mig eller synes det er træls men ulykkelig? Det tror jeg ikke. Det jeg kunne se ske (hvis jeg bruger fantasien godt ) er at vores kæreste-kærlighed bliver til venne-kærlighed og at gnisten mellem os slukkes - i allerværste tilfælde ville det blive 2 år med "teamarbejde" i stedet for 2 år som kærester. Ingen af os er typen der skændes eller skaber drama så det vores barn ville se ville være samarbejde men ikke kys og kram forældrene imellem - det har jeg svært ved at se er skadeligt for et barn Faktisk mener jeg at det er en sundere løsning end at man laver en "nu gider jeg ikke mere" og skrider fra kæresten. Barnet har i mine øjne rigtig godt af at se/lære at man ikke altid tager den nemmeste løsning men derimod arbejder sig igennem eventuelle problemer og taler sammen om tingene. 
Du synes måske at det lyder naivt og tænker at "man ved aldrig hvad der kan ske" og det er jeg på sin vis enig med dig i - vi har dog efterhånden været sammen så længe og været igennem flere hårde perioder hvor jeg har haft stress (= ikke været specielt sjov at komme sammen med) eller vi har haft renoveringsprojekter på huset som har været så omfattende og tidskrævende at ingen af os har haft ret meget overskud til at pleje forholdet og udfra hvordan vi har håndteret de perioder ved jeg hvordan vi hver især fungerer under pres - og selvom det ikke altid har været skideskægt har vi aldrig været i tvivl om at kærligheden ligger dyb og intakt under overfladen. 

Tit når jeg læser herinde og på min-mave bliver jeg chokeret og trist over hvor mange der - i mine øjne - giver op for let. Når man vælger at stifte familie vælger man i min optik også at det ikke længere er ens egne følelser og ønsker der kommer i første række - også selvom det betyder at man skal gøre en indsats og evt gå i parterapi eller andet for at få forholdet til at køre. Tit og ofte når jeg læser om folk som vil få fra deres kæreste mens de er gravide fordi han er misbruger/ikke en god far for sine andre børn/er voldelig/doven/indsæt-selv-andre-uflatterende-kvaliteter tænker jeg at det barn ikke har gavn af at blive sat i verden. Det kan godt være at det er moderens store ønske at få det barn - men er det virkelig barnets største ønske at blive sat i verden med så rodede familieforhold hvor man allerede på forhånd ved at faderen ikke er en god forældre? Hvis man virkelig ønsker sig et barn så meget så tænker jeg at det mere er i barnets interesse at det er et resultat af en kvindes besøg i en sædbank.

 

Igen er jeg enig med dig, men mener stadig at man ikke skal blive sammen for en hver pris. Vis  man eks er i et forhold der blir dårligt, utroskab eller lignende eller at man simpelthen bare mister følserne, tror jeg at det er de færreste der bliver sammen.. Når mor og far ikke er glade er barnet heller ikke i længden . De kan godt mærke at noget er galt.  Var det jeg mente ☺☺