Hvordan går man fra barnets far?

Anonym skriver:

Hej alle. Jeg skriver anonymt da der kan være nogle der kender mig. 

Mit problem er at jeg efter jeg har født har ændret mig rigtig meget. Mine følelser, mine tanker, mine holdninger og ja bare mit liv generelt. 

Kan mærke at mine følelser for min kæreste er markant ændret. Har ikke lyst til at være tæt på ham, ikke lyst til at kysse ham eller andet. Vi har ikke haft sex siden jeg var omkring uge 30 og ærligt så savner jeg det heller ikke. 

Jeg glæder mig mere til han tager afsted om morgenen end til han kommer hjem om aftenen. 

Føler jeg lever på en løgn. Og ved det må slutte. Men ved ikk hvordan. Vores barn er ikk mere end knap 10 uger og fuld ammes. Så føler måske også at jeg tager hans barn fra ham hvis jeg går for så kan han ikk se ham når han vil. 

Hvad gør jeg? 

Det du gør, er at du venter. Med ansvaret som forælder følger også ansvaret for at blive sammen indtil der absolut ikke er nogen anden udvej. Og der er I bestemt ikke endnu.

Der er en grund til at man siger at nybagte forældre ikke skal gå fra hinanden de første to år. Alt ændrer sig, overskuddet forsvinder, sex bliver en by i Rusland og de søvnløse nætter kan få begge parter til at gøre og sige ting de ellers aldrig ville have gjort og sagt. Og så videre.

Min mand og jeg havde ikke sex i fire måneder efter fødslen (og måske 3 gange i alt i graviditeten). Og der gik to år før vores sexliv kom rigtigt op at køre igen. Var det nederen? Absolut. Føltes det som en krise? Bestemt. Men det faldt mig ikke ind at gå fra ham. Ikke før vores barn var gammelt nok til at jeg med garanti kunne sige at det her drejede sig om issues mellem min mand og jeg - og ikke det faktum at vi var blevet forældre.

Hvis jeg var dig, ville jeg finde nogen at snakke med. Det er vigtigt at sætte ord på sine følelser så man ikke føler sig helt alene i verden. Din SP er et godt sted at starte - hun har mødt mange kvinder med dine følelser. Og hvis du føler det er nødvendigt, måske en psykolog eller parterapeut?

stort kram og ønsker om at du og din kæreste finder ind til hinanden igen. Måske ikke nu, men i hvert fald på sigt.

Moar2011 skriver:

Jeg vil virkelig lige slå kold vand i blodet, for det er KUN 10uger siden i blev forældre. 

hvordan var tanken inden du fødte, havde du os lyst til at forlade ham der?

synes du skal snakke med ham, det ikke fair han ikke ved din tanker og følelser omkring jeres forhold.

evt du fik snakket med nogen, for det kan os være at det er nogen andre ting der går dig på, men det bare er nemmest at lade det gå udover kæresten/manden.

Ja. Inden jeg fødte var der også perioder hvor jeg ville afbryde forholdet. 

Kan ikk se det relevante i at vi kun har været forældre i 10 uger. 

Pointen er at jeg ikke er lykkelig når vi er sammen. 

Det er nemlig ikke fair. Og derfor spørger jeg til råds om hvordan pokker man fortæller sådan noget. Han vil jo blive knust

Jeg gik fra min datters far da hun var 10 måneder. Jeg havde virkelig trukket den længe! 
Jeg elskede ham stadig på bunden, men vi sås meget sjældent og han ville helst undgå at have et ansvar overfor vores datter. 

Vi boede ikke samme, og de første 7 måneder kunne der gå op til 4 uger mellem at vi sås. Jeg havde flere gange sagt at hvis det skulle fungere så skulle vi mindst! ses hver 2. weekend. Dette kunne han ikke overholde, og det, samt andre ting, gjorde at jeg fik nok. 

Hvis jeg var dig ville jeg give det tid. Jeg siger ikke at du ikke skal gå fra ham, men sæt dig sammen med ham og snak om det som 2 voksne mennesker. Det kan godt være at han bliver ked af det og begynder at græde. Det kan også være at du begynder at græde. (Min datters far og jeg sad og tudede i hinandens arme da jeg slog op med ham) Men det er en vigtig samtale at tage SELVOM det ikke er sjovt, og man bliver ked af det. 

Og ja det er altså kun 10 uger siden at I blev forældre. Det er en KÆMPE omvæltning, og man har ikke ret meget kontrol over noget som helst. Derfor kan det også være en måde at tage kontrollen igen ved at sige "JEG vælger at jeg ikke vil være sammen med dig." Men det er en stor beslutning som, i min verden, skal være yderst velovervejet når man står med et lille bitte barn også.

Anonym skriver:

Ja. Inden jeg fødte var der også perioder hvor jeg ville afbryde forholdet. 

Kan ikk se det relevante i at vi kun har været forældre i 10 uger. 

Pointen er at jeg ikke er lykkelig når vi er sammen. 

Det er nemlig ikke fair. Og derfor spørger jeg til råds om hvordan pokker man fortæller sådan noget. Han vil jo blive knust

Det der er relevant med at i kun har været forældre i 10 uger er at man er kommet ind i et helt nyt liv, og der er så mange nye ting i som par skal blive kendt med. 

Jeg havde lignende følelser både i min graviditet og de 3-4 første måneder, men nu 8 måneder efter fødselen har vi det bedre end nogensinde før, så mit råd vil være at du ikke går hen og gør noget så drastisk som at gå fra din mand så tidlig i dit barns liv!  

Anonym skriver:

Ja. Inden jeg fødte var der også perioder hvor jeg ville afbryde forholdet. 

Kan ikk se det relevante i at vi kun har været forældre i 10 uger. 

Pointen er at jeg ikke er lykkelig når vi er sammen. 

Det er nemlig ikke fair. Og derfor spørger jeg til råds om hvordan pokker man fortæller sådan noget. Han vil jo blive knust

selvfølgelig vil han blive knust, det tror jeg vi alle vil blive, men hellere få sandheden afvide, end at du går med det i årevis og først der siger det til ham..

Hvis du virkelig er så fast besluttet på at det er det du vil, og han simpelthen bare ikke gøre dig lykkelige, jamen så sæt jer ned en aften når bette mand er puttet og sige som det er. 

modesty skriver:

Det du gør, er at du venter. Med ansvaret som forælder følger også ansvaret for at blive sammen indtil der absolut ikke er nogen anden udvej. Og der er I bestemt ikke endnu.

Der er en grund til at man siger at nybagte forældre ikke skal gå fra hinanden de første to år. Alt ændrer sig, overskuddet forsvinder, sex bliver en by i Rusland og de søvnløse nætter kan få begge parter til at gøre og sige ting de ellers aldrig ville have gjort og sagt. Og så videre.

Min mand og jeg havde ikke sex i fire måneder efter fødslen (og måske 3 gange i alt i graviditeten). Og der gik to år før vores sexliv kom rigtigt op at køre igen. Var det nederen? Absolut. Føltes det som en krise? Bestemt. Men det faldt mig ikke ind at gå fra ham. Ikke før vores barn var gammelt nok til at jeg med garanti kunne sige at det her drejede sig om issues mellem min mand og jeg - og ikke det faktum at vi var blevet forældre.

Hvis jeg var dig, ville jeg finde nogen at snakke med. Det er vigtigt at sætte ord på sine følelser så man ikke føler sig helt alene i verden. Din SP er et godt sted at starte - hun har mødt mange kvinder med dine følelser. Og hvis du føler det er nødvendigt, måske en psykolog eller parterapeut?

stort kram og ønsker om at du og din kæreste finder ind til hinanden igen. Måske ikke nu, men i hvert fald på sigt.

Helt enig 

jeg er selv lige blevet mor til nr 4 og der sker så meget når man bliver forældre, det er hårdt i starten men det bliver bedre  

ErDetSnartNU skriver:

Jeg kan ikke svare for dig men for mit eget vedkommende ville jeg aldrig gå fra mit barns far mens vores barn var så lille. Vi har en aftale om at vi - uanset hvad - ikke går fra hinanden de første 2 år af barnets liv. Hvis du læser om det så er det helt naturligt at man - grundet hormoner og ændrede livsvilkår - ændrer følelser og prioriteringer når der kommer et barn til verden. Dit overskud lige nu er ikke til at fokusere på parforholdet men derimod at bruge alle dine kræfter på baby og det sætter selvfølgeligt sine spor på forholdet. 

Hvis jeg var dig ville jeg holde fast i tanken om at du for under 1 år siden elskede din kæreste (mand?) nok til at du ville stifte familie med ham. Forudsat at det var en gennemtænkt beslutning så må han jo være en mand som du drømte (drømmer?) om familie og fremtid med - synes du ikke selv at det er fuldstændigt urimeligt overfor både dig og ham (og ikke mindst jeres barn!) at ødelægge de drømme og den fremtid når du/I kun er 10 uger inde i jeres nye liv? I er jo stadig ved at falde til i jeres nye rammer og du skal virkelig ikke underkende betydningen af de hormoner og de psykiske (såvel som fysiske) udfordringer der er ved at have en nyfødt. 

Såfremt at det er en "god mand" du har fundet dig (dvs intet vold/druk/stoffer/osv) så ville jeg bide tænderne sammen og acceptere at I lige nu er et team fremfor kærester. Alternativt ville jeg gå i parterapi eller lignende for at være sikker på at jeg havde udtømt alle muligheder inden jeg smadrede min familie inden den overhovedet havde haft mulighed for at forme sig. Husk på at hemmeligheden bag et langt forhold/ægteskab ikke blot er at finde en som du elsker - men at finde en som du kan forelske dig i igen og igen men mellemrum  

1. Jeg er  på sin vis meget enig med dig. Men undre mig over at du skriver at uanset hvad blir i sammen de første to år? Dvs du vil hellere være ulykkelig i et forhold som også på længere sigt gør noget dårligt for dine børn end at komme videre ?  Man kan aldrig styre sine følser. Men jeg er helt enig i at man bør kæmpe for at få det til at fungere - og virkelig give alt hvad man kan. Det er bare ikke altid nok. 

Anonym skriver:

Ja. Inden jeg fødte var der også perioder hvor jeg ville afbryde forholdet. 

Kan ikk se det relevante i at vi kun har været forældre i 10 uger. 

Pointen er at jeg ikke er lykkelig når vi er sammen. 

Det er nemlig ikke fair. Og derfor spørger jeg til råds om hvordan pokker man fortæller sådan noget. Han vil jo blive knust

Det er da SUPER relevant at I kun har været forældre i 10 uger!! Det er nærmest altafgørende vil jeg sige  Havde du ikke lige været igennem en graviditet ville jeg undre mig over mine følelser, hvis jeg havde det som dig, men IKKE når jeg netop lige har født.... Din krop har været igennem den største omvæltning den nogensinde kommer ud for og det tager altså tid! Det eneste tidspunkt i ens liv, hvor man kommer ud for noget, der tilnærmelsesvis kan sammenlignes, må være mens man er i puberteten og tænk lige på, hvor forskruet man var dengang  altså rent følelsesmæssigt. Jeg kunne den ene dag være stormende forelsket i Kasper, så meget at jeg troede jeg skulle dø, men mærkeligt nok to dage efter var de følelser pludselig væk og så hed han Henrik i stedet for!  

Så min pointe er - slå lige iskoldt vand i blodet! Det er meget meget normalt at have det sådan, som du har det. Og det er også normalt at tankerne kommer mens man er gravid. Jeg er på barn nummer to nu og jeg har det til tider også sådan, at jeg glæder mig til min mand smutter på arbejde, så jeg kan få lidt fred og ro med min lille baby og det er altså HELT OK at have de følelser.

Du spørger hvad du skal gøre? Du skal acceptere, at du har det som du har det lige nu og indvie din kæreste i dine tanker, så han kan hjælpe dig, fx ved at give dig lidt plads ind imellem. Alt er i perioder, når man har små børn, så sig til dig selv "det er bare en periode". Dit lille barn fortjener, at du giver forholdet til dets far en chance 

VH. Paddehatten

Anonym skriver:

Ja. Inden jeg fødte var der også perioder hvor jeg ville afbryde forholdet. 

Kan ikk se det relevante i at vi kun har været forældre i 10 uger. 

Pointen er at jeg ikke er lykkelig når vi er sammen. 

Det er nemlig ikke fair. Og derfor spørger jeg til råds om hvordan pokker man fortæller sådan noget. Han vil jo blive knust

Ikke for at være hård, men hvis du ikke kan se det relevante i at I kun har været forældre i 10 uger, så er der altså et eller andet grundlæggende galt med din måde at tackle den her situation på. 

Tak for alle jeres svar. Jeg tager intet af det i siger som kritik eller negativt. Jeg er glad for i siger jeres ærlige meninger for det har jeg brug for. 

Jeg havde ikke talt med nogen. Men min sp har lige været her hvor jeg skulle udfylde er skema som viste at jeg har en begyndende fødselsdepression. Hun fortalte mig at det var ok at tænke og føle som jeg gjorde mht mi kæreste. Og jeg får nu noget psykolog hjælp og hun kommer igen i næste uge og snakker mere med mig