Hvordan går man fra barnets far?

Hej alle. Jeg skriver anonymt da der kan være nogle der kender mig. 

Mit problem er at jeg efter jeg har født har ændret mig rigtig meget. Mine følelser, mine tanker, mine holdninger og ja bare mit liv generelt. 

Kan mærke at mine følelser for min kæreste er markant ændret. Har ikke lyst til at være tæt på ham, ikke lyst til at kysse ham eller andet. Vi har ikke haft sex siden jeg var omkring uge 30 og ærligt så savner jeg det heller ikke. 

Jeg glæder mig mere til han tager afsted om morgenen end til han kommer hjem om aftenen. 

Føler jeg lever på en løgn. Og ved det må slutte. Men ved ikk hvordan. Vores barn er ikk mere end knap 10 uger og fuld ammes. Så føler måske også at jeg tager hans barn fra ham hvis jeg går for så kan han ikk se ham når han vil. 

Hvad gør jeg? 

Kommer tid, kommer råd. Lige nu fuldammer du=du deler din krop 24/7 klart du ikke savner sex. Jeg orkede hvertfald ikke at dele min krop med nogen. 

Derudover synes jeg du skal snakke med din mand om det. Om din følelser! Og jeres sp. Er sikker på det er helt normalt. Jeg tænker vent med at gå. Det første år er bare så hårdt! 

Sprit25 skriver:

Kommer tid, kommer råd. Lige nu fuldammer du=du deler din krop 24/7 klart du ikke savner sex. Jeg orkede hvertfald ikke at dele min krop med nogen. 

Derudover synes jeg du skal snakke med din mand om det. Om din følelser! Og jeres sp. Er sikker på det er helt normalt. Jeg tænker vent med at gå. Det første år er bare så hårdt! 

Men det at jeg glæder mig til han går og ikk kommer hjem. Det jo heller ikk normalt. Stod det til mig blev han helt væk. 

I aftes begyndte jeg ligefrem og græde fordi jeg ikk har lyst til forholdet. 

Føler mig slet ikk glad når han er hjemme. 

Ved ikk hvordan jeg skal snakke med ham om det. Han vil jo blive knust. 

Jeg kan ikke svare for dig men for mit eget vedkommende ville jeg aldrig gå fra mit barns far mens vores barn var så lille. Vi har en aftale om at vi - uanset hvad - ikke går fra hinanden de første 2 år af barnets liv. Hvis du læser om det så er det helt naturligt at man - grundet hormoner og ændrede livsvilkår - ændrer følelser og prioriteringer når der kommer et barn til verden. Dit overskud lige nu er ikke til at fokusere på parforholdet men derimod at bruge alle dine kræfter på baby og det sætter selvfølgeligt sine spor på forholdet. 

Hvis jeg var dig ville jeg holde fast i tanken om at du for under 1 år siden elskede din kæreste (mand?) nok til at du ville stifte familie med ham. Forudsat at det var en gennemtænkt beslutning så må han jo være en mand som du drømte (drømmer?) om familie og fremtid med - synes du ikke selv at det er fuldstændigt urimeligt overfor både dig og ham (og ikke mindst jeres barn!) at ødelægge de drømme og den fremtid når du/I kun er 10 uger inde i jeres nye liv? I er jo stadig ved at falde til i jeres nye rammer og du skal virkelig ikke underkende betydningen af de hormoner og de psykiske (såvel som fysiske) udfordringer der er ved at have en nyfødt. 

Såfremt at det er en "god mand" du har fundet dig (dvs intet vold/druk/stoffer/osv) så ville jeg bide tænderne sammen og acceptere at I lige nu er et team fremfor kærester. Alternativt ville jeg gå i parterapi eller lignende for at være sikker på at jeg havde udtømt alle muligheder inden jeg smadrede min familie inden den overhovedet havde haft mulighed for at forme sig. Husk på at hemmeligheden bag et langt forhold/ægteskab ikke blot er at finde en som du elsker - men at finde en som du kan forelske dig i igen og igen men mellemrum  

Anonym skriver:

Men det at jeg glæder mig til han går og ikk kommer hjem. Det jo heller ikk normalt. Stod det til mig blev han helt væk. 

I aftes begyndte jeg ligefrem og græde fordi jeg ikk har lyst til forholdet. 

Føler mig slet ikk glad når han er hjemme. 

Ved ikk hvordan jeg skal snakke med ham om det. Han vil jo blive knust. 

Har du snakket med nogen om det? Jeg tænker at der kan være noget efterfødselsreaktion af en slags inde over. Hvordan var jeres forhold inden du blev gravid

ErDetSnartNU skriver:

Har du snakket med nogen om det? Jeg tænker at der kan være noget efterfødselsreaktion af en slags inde over. Hvordan var jeres forhold inden du blev gravid

Nej har ikke snakket med nogen om det. 

Hmm det var turbulent. Har været sammen nogle år hvor der har været stofmisbrug, meget fest liv og utroskab indenover (fra hans side af). Vores barn er ikke planlagt men jeg kunne ikke få mig selv til at få en abort igen (fik en for et par år siden). 

Han er ude af sit misbrug og har ændret sig markant efter jeg blev gravid. 

Men har tit tænkt og specielt her på der seneste. At hvis vi ikk havde barn sammen så var vi heller ikke sammen. Jeg er ikke lykkelig og er bange for det smitter af på min baby. 

Jeg kender hverken dig, din kæreste, hans forhistorie eller jeres forhold, MEN jeg havde altså også mest lyst til at være alene i babyboblen, da mine piger var nyfødte. Og alt var planlagt og über romantisk hos os. 

Vent med store beslutninger!! Og få en god og meget sikker prævention, så I ikke pludselig står med pseudotvillinger. 

Abracadabra skriver:

Jeg kender hverken dig, din kæreste, hans forhistorie eller jeres forhold, MEN jeg havde altså også mest lyst til at være alene i babyboblen, da mine piger var nyfødte. Og alt var planlagt og über romantisk hos os. 

Vent med store beslutninger!! Og få en god og meget sikker prævention, så I ikke pludselig står med pseudotvillinger. 

Kan love dig for det heller ikke sker. Man skal have sex for at gå børn og det har vi intet af. Og skulle det ske en dag. Så det med kondom. 

Jeg vil virkelig lige slå kold vand i blodet, for det er KUN 10uger siden i blev forældre. 

hvordan var tanken inden du fødte, havde du os lyst til at forlade ham der?

synes du skal snakke med ham, det ikke fair han ikke ved din tanker og følelser omkring jeres forhold.

evt du fik snakket med nogen, for det kan os være at det er nogen andre ting der går dig på, men det bare er nemmest at lade det gå udover kæresten/manden.

Anonym skriver:

Hej alle. Jeg skriver anonymt da der kan være nogle der kender mig. 

Mit problem er at jeg efter jeg har født har ændret mig rigtig meget. Mine følelser, mine tanker, mine holdninger og ja bare mit liv generelt. 

Kan mærke at mine følelser for min kæreste er markant ændret. Har ikke lyst til at være tæt på ham, ikke lyst til at kysse ham eller andet. Vi har ikke haft sex siden jeg var omkring uge 30 og ærligt så savner jeg det heller ikke. 

Jeg glæder mig mere til han tager afsted om morgenen end til han kommer hjem om aftenen. 

Føler jeg lever på en løgn. Og ved det må slutte. Men ved ikk hvordan. Vores barn er ikk mere end knap 10 uger og fuld ammes. Så føler måske også at jeg tager hans barn fra ham hvis jeg går for så kan han ikk se ham når han vil. 

Hvad gør jeg? 

Jeg kan godt relatere til dine følelser

Da jeg var gravid, var jeg også sikker på at jeg ville blive alene mor, fordi jeg havde mistet ALLE følelser for min kæreste. Som du skriver, så glædede jeg mig til at han tog afsted og var træt af det når han så kom hjem igen. Men da vores barn blev født, ændrede det sig igen, og nu er alt tilbage til det normale

Jeg tænker, at hvis du var forelsket i ham inden du blev gravid, så er der stor sandsynlighed for at det blot er hormoner der spiller dig et puds (og tro mig, de kan kan lave mere rav i det end man lige går og tror) 

Det kan også være i er vokset fra hinanden, men som en anden skriver, vent med at gå fra ham til jeres barn er lidt ældre, blot for at være sikker. Dit barn fortjener at lære og kende sin far på lige vilkår som sin mor, og det kommer det ikke til hvis i går fra hinanden nu.