Hvad fanen ville du gøre.

Anonym skriver:

Nemlig det var fordi der blev konkluderet at jeg bare ville have at alle skulle syntes at den anden forældre var dum. 

Ok så og tak

Mom skriver:

Uagtet hvad vi, du eller en lærer måtte syntes, så har den anden forældre truffet en beslutning, og du har intet andet valg end at acceptere det.

Det er rigtigt man må acceptere valget, men derfor kan man godt opfordre til dialog og måske en større dialog hvor alle 3 måske involveres eller hele klassen om noget mere overordnet: hvordan løser vi problemer i den store elevgruppe, hvordan kan vi styrke og arbejde med at man opfører sig acceptabelt? 

Så ja måske er lærerens tanker ligegyldige, men da der sker i skoletiden aå kan dialog skole/SFO/hjem være utroligt givende og måske løse udfordringen.

jeg ville som lærer fx aldrig opfordre til de ikke skulle lege sammen - især fordi det gør noget ved det sociale liv i klassen, hvis man åbenlyst må fravælge et andet barn, og hvad gør man så i skolen, skal man så også gennemføre det, hvad hvis eleven siger: jeg sagde Kurt ikke måtte være til legen, for mor siger jeg ikke må. Eller: må du hellere ikke lege med Kurt? Jeg kunne se mange udfordrende scenarier. Jeg ville derimod opfordre til at lave legeaftaler af kortere varighed hvor en voksen har overskud til at være lidt på, så man viste dem vejen til en god måde at være sammen på. Og så ville jeg lave en indsats i skolen vedr. Frikvarter så de også her fik gode vaner sammen... 

Jeg syntes den er svær.

Personligt ville jeg nok tage en snak med min søn omkring hvordan man opføre sig og at det ikke var en acceptabel opførsel og tanken om at de trængte til en pause fra hinanden ville klart strejfe mig.

Om jeg ville nedlægge et decideret forbud er svært at sige da jeg jo ikke har oplevet at stå i situationen.

På den anden side ville jeg også blive ked hvis min søn blev valgt fra og stod der og var ked og uforstående overfor hvorfor han ikke længere måtte lege med sin ven.

Det bedste ville jo klart være hvis I forældre havde en fælles taktik for at løse problemet.

En ting er sikkert, den opførsel du beskriver ville jeg ikke tolere.

Anonym skriver:

Jeg er mor til en 8 årig dreng som går i 2 klasse, han er desværre meget letpåvirkelig og kan lokkes til mange dumme ting hvis han ser det sjove i dag.

Vi snakker rigtigt meget om de har dumme ting og han kan godt selv se at det er forkert og er ked af det. Men i nuet lader han sig overtale.  

Han fortæller ofte at de er en bestemt pige som finder på nogle mærkelige ting, som hun lokker min søn og en kammerat til sidst fx at tisse i en skraldespand i frikvarterne. 

Det er mange andre og mere alvorlige ting også. 

Men idag vil jeg så lave en legeaftale med kammeratens mor, hvor hun så fortælle at de hjemme har bestemt at de ikke kan lege fordi drengen siger at det er vores søn og pigen som får ham til det.... 

Min søn siger så at det er pigen, og et eller andet sted er det nok en kombi at de begge er letpåvirkelige og  har brugt for voksen styring til at finde de gode lege. 

Men hvor er det synd at de ikke må lege hjemme hvor vi kan hjælpe dem og guide i den rigtige retning. Jeg har så ondt at min søn i rigtigt lang tid har han efterlyst at lege med drengen og nu må han ikke.  Når de har haft legeaftaler er det gået godt uden ulykker.  Han er vores søn bedste ven,  jeg har været nød til at fortælle ham at de ikke kan lege for tiden fordi drengens forældre syntes de laver for mange ulykker. 

Er det rigtigt at forbyde dem lege hjemme, fordi der sker det i skolen?

min søn er dybt ulykkelig fordi de ikke kan lege...  

Jeg synes at du skal tage fat i en lærer og bede om at der bliver lagt en mere overordnet strategi end blot at sige fy hver gang de gør noget forkert. En strategi som indbefatter både skole og hjem.

Jeg synes at du skal bede om et møde med klasselæreren og forældrene til alle tre børn, så I kan finde en fælles løsning. 

Jeg tror at konsekvens kan være en god ting, men ikke når det bunder I at pege fingre og placere (og fralægge) skyld.

Anonym skriver:

Jeg er mor til en 8 årig dreng som går i 2 klasse, han er desværre meget letpåvirkelig og kan lokkes til mange dumme ting hvis han ser det sjove i dag.

Vi snakker rigtigt meget om de har dumme ting og han kan godt selv se at det er forkert og er ked af det. Men i nuet lader han sig overtale.  

Han fortæller ofte at de er en bestemt pige som finder på nogle mærkelige ting, som hun lokker min søn og en kammerat til sidst fx at tisse i en skraldespand i frikvarterne. 

Det er mange andre og mere alvorlige ting også. 

Men idag vil jeg så lave en legeaftale med kammeratens mor, hvor hun så fortælle at de hjemme har bestemt at de ikke kan lege fordi drengen siger at det er vores søn og pigen som får ham til det.... 

Min søn siger så at det er pigen, og et eller andet sted er det nok en kombi at de begge er letpåvirkelige og  har brugt for voksen styring til at finde de gode lege. 

Men hvor er det synd at de ikke må lege hjemme hvor vi kan hjælpe dem og guide i den rigtige retning. Jeg har så ondt at min søn i rigtigt lang tid har han efterlyst at lege med drengen og nu må han ikke.  Når de har haft legeaftaler er det gået godt uden ulykker.  Han er vores søn bedste ven,  jeg har været nød til at fortælle ham at de ikke kan lege for tiden fordi drengens forældre syntes de laver for mange ulykker. 

Er det rigtigt at forbyde dem lege hjemme, fordi der sker det i skolen?

min søn er dybt ulykkelig fordi de ikke kan lege...  

Tror du ikke selv af det er en blanding af flere ting, der har gjort at moren har reageret som hun gør. Nu skriver du selv at der er flere og værre ting de har gjort, alt efter hvad det er , kunne jeg også finde på af sige at - det er måske ikke det bedste af i leger meget sammen lige nu, ikke fordi af det er en bestemt en af dem der har skylden, de kan jo sagtens være lige gode om alle unoderne. 

Det lyder lidt for mig som om, at de skylder skylden på hinanden, sådan lidt på kryds og tværs, og ingen af jer forældre ved egentlig ikke helt hvordan det hænger sammen i virkeligheden.

den der med af du har sagt til din søn af "drengens forældre"har sagt at de ikke må lege sammen , er jeg ikke særlig stor tilhænger af, den havde jeg pakket en på en anden måde.

Men jeg tror af en lille snak jer indvoldvere forældre imellem er vejen frem, så ingen står og føler sig skylds anklaget

lineog4 skriver:

Det er rigtigt man må acceptere valget, men derfor kan man godt opfordre til dialog og måske en større dialog hvor alle 3 måske involveres eller hele klassen om noget mere overordnet: hvordan løser vi problemer i den store elevgruppe, hvordan kan vi styrke og arbejde med at man opfører sig acceptabelt? 

Så ja måske er lærerens tanker ligegyldige, men da der sker i skoletiden aå kan dialog skole/SFO/hjem være utroligt givende og måske løse udfordringen.

jeg ville som lærer fx aldrig opfordre til de ikke skulle lege sammen - især fordi det gør noget ved det sociale liv i klassen, hvis man åbenlyst må fravælge et andet barn, og hvad gør man så i skolen, skal man så også gennemføre det, hvad hvis eleven siger: jeg sagde Kurt ikke måtte være til legen, for mor siger jeg ikke må. Eller: må du hellere ikke lege med Kurt? Jeg kunne se mange udfordrende scenarier. Jeg ville derimod opfordre til at lave legeaftaler af kortere varighed hvor en voksen har overskud til at være lidt på, så man viste dem vejen til en god måde at være sammen på. Og så ville jeg lave en indsats i skolen vedr. Frikvarter så de også her fik gode vaner sammen... 

Jeg kan snildt se hvad du mener, og mener heller ikke at man kan og bør forbyde børn at lege sammen i skoletiden, men jeg som forældre kan suværent bestemme hvem mine børn må lege med udenfor skoletiden, og det mener jeg hånden på hjertet ikke at skolen skal blande sig i.

Jeg er al in for rummelighed, men jeg forbeholder mig ret til at fravælge om ikke så for en periode, venner til mine børn hvis de har en direkte dårlig indflydelse, da jeg mener det er min pligt som forældre at sørge for at mit barn ikke havner i vanskeligheder.