Anonym skriver:
Jeg venter mit 3. barn med mand nummer tre. Kort fortalt har jeg to lange forliste forhold bag mig. Jeg er nu sammen med MANDEN! Den følelse jeg har i det her forhold har jeg aldrig haft tidligere, og jeg er så sikker som man kan være på, at det er os to for evigt. Han har ikke selv børn, men har taget mine børn til sig som sine egne, og han ønskede sig brændende sit eget barn, og derfor gik jeg med til at vi fik et fælles barn.
Min forældre gik desværre begge to bort for henholdvis 2 og 1,5 år siden. Det skete meget pludseligt, og alt for tidligt! Min fars familie er meget fasttømret, og der er mange rigtig gode traditioner, hvor vi ses til alverdens komsammener. Det er en stor familie, og man har selvfølgelig ikke lige så meget at gøre med dem alle. Efter mine forældre døde, virker det som som de har trukket sig lidt væk fra mig. Nogle af dem jeg har talt mest med, sige at de synes det er svært at være sammen med mig, da jeg minder dem for meget om mine forældre.
Jeg har en faster, som nok er hende jeg har haft mindst med at gøre. Jeg udveksler almindelig høflighed med hende, men jeg har ikke de store og dybe samtaler med hende.
I går var vi til familiefest. Hun kommer hen til mig og siger, at hun godt nok synes det er pinligt at jeg venter barn nummer 3 med mand nummer 3. Jeg var målløs. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Aldrig tidligere har folk kommenteret det, og jeg blev virkelig ked af det. Hendes egene søn har siddet i fængsel op til flere gange, og jeg havde virkelig lyst til sige til hende, at jeg synes det var pinligt at jeg har en fætter der har siddet i fængsel!
Jeg synes det i forvejen er en svær tid uden mine forældre, og jeg forstår ikke hvordan hun kan få sig til at såre mig på denne måde.
Hvad siger i, var hun i sin gode ret til denne udtalelse?
Folk har deres holdninger og kan desværre være dårlig til at holde dem for sig selv. Min mor har tre døtre med tre mænd. Jeg er den midterste. Dengang var det meget atypisk, især ude på landet hvor jeg voksede op. Jeg var den eneste i klassen hvor forældrene var skilt. Og hold da op jeg skulle stå model til meget slader på skolen og rundt i byen. Ikkr af mine klassekammerater eller veninder men deres forældre! Dybt dybt kritisabel opførelse. Her som voksen snakkede jeg med et par barndomsveninder som spurgte hvorfor min mor egentlig havde haft så mange mænd (der var flere forskellige samboende kærester efter hun havde fået børn). De havde aldrig turde spørge mig da vi var børn, da deres forældre havde sagt at de ikke måtte. Jeg blev sku lidt ked af, at dem som var mine nærmeste veninder ikke havde sagt noget dengang. Og det har aldrig været en hemmelighed at min mor desværre har været ekstremt uheldig med sine parforhold pga utroskab og dårlig match generelt. Nu har hun dog endelig formået at finde en stille og rolig mand. De har været sammen i 4 år og boet sammen i 3. Det er dejligt at kunne se hende glad, og hun er også flyttet til en anden by, hvilket har givet mere luft.
Min bedstefar har aldrig sagt noget grimt omkring sin datters livsførelse. Men han har haft kammerater der har kigget skævt til det. Hans bedste kammerat gennem 50 år stoppede pludselig med at besøge ham sidste år. Derfor tog min bedstefar over for at høre hvad der var los. Kammeraten fortalte så at hans egen datter skulle skilles. Og han var simpelthen så flov og havde ikke turde nævne det for min bedstefar, da han jo altid har kigget lidt skævt til min mors skilsmisser.
Kan godt forstå at du blev ked af det. Men sådan ligger landet desværre for os som lever på en anden måde eller i et andet familiemønster end normen. Jeg holdet havet højt for der er virkelig ikke noget at skamme sig over. Og der er flere og flere der får børn med forskellige partnere.
