Sorg

Bshizzle skriver:

Jeg kondolere...  Det er aldrig nemt at komme over en sorg! 

Jeg tror ikke du er kommet over din sorg... Og det er jo heller ikke mange mdr siden det er sket for jeres familie. 

Jeg ville anbefale dig at snakke med din egen familie og støtte dig op af dem. 

Men samtidigt med snakke med den familie du er i huset for.

De kan måske hjælpe dig med at snakke om det og fortælle dig at det er OK at være ked af det og bruge f.eks dem til at støtte dig op af. 

Derefter vil jeg anbefale en god psykolog.. 

Det er SÅ rart at snakke med en person som ved hvordan du skal håndtere din sorg og komme videre i livet. 

Op med humøret... .. Det er sundt at komme ud med ens tanker. 

Tak..

Jeg har valgt at sige stop(Skal bare lige snakke med min arbejdsgiver, om hvordan det bliver), og så tage hjem i nogle måneder, få ro og være sammen med familien. Jeg har snakket med en veninde, og hun mener at det er det bedste(hun kender mig), og så må vi se hvad der sker derfra.
For som du siger, jeg tror heller ikke at jeg kommet over den, og til det har jeg bare brug for at have min familie i nærheden.

Yurie skriver:

Jeg har en masser tanker der løber igennem mit hoved, om jeg stadigvæk sidde i sorgen og om det er derfor at jeg føler som jeg gør, og egentlig bare vil hjem.. Selvom at jeg er et smukt sted og laver noget jeg elsker.

For tre måneder og 1dag siden blev min bror dræbt, i en trafikulykke. Jeg var i udlandet og kom hjem ca.11dage senere til begravelsen, jeg boede hos min far i 2måneder, ind til den 31.august, hvor jeg rejste til Frankrig, altså for 14dage siden. Jeg er som Au pair og jeg havde glædet mig SÅ meget til at komme her til, opleve noget nyt, havde så mange planer for hvad jeg skulle hernede, hvad jeg skulle se og altså noget.
Det var en hård start, med meget gråd(ikke fra mig, men den dreng jeg passer), det tog hårdt på mig, men jeg kæmpede for jeg ville virkelig det her.. Og han varmede op og gråden forsvandt, han og hans bror er søde dreng, vi kan ikke rigtig snakke sammen, men vi klare det, han er 2, så vi snakker kun få ord sammen.

Men så her i torsdag eller fredag, begyndte jeg at få de her tanker, jeg var ikke glad, jeg havde ikke lyst til at lave noget, lige så snart jeg fik chancen, gik jeg op på værelset og sad på computeren, snakkede med familie og venner fra Danmark.

En nævnte, at jeg måske ikke er kommet igennem sorgen, så jeg tænker at jeg måske ikke var klar til at rejse. At jeg havde brug for mere tid i Danmark, men familien.

Jeg ved ikke, jeg er forvirret.

 

Jeg ved ikke hvad jeg ville med det her, måske bare ud med det. Jeg sidder virkelig og tænker på hvad jeg skal gøre. Skal jeg blive og kæmpe, eller skal jeg tage hjem og venter nogle flere måneder, og tage af sted?

Jeg har nu snakket med min arbejdsgiver, og jeg stopper den 15.oktober.