ErDetSnartNU skriver:
Medmindre der er vold (psykisk såvel som fysisk) i forholdet, så synes jeg, at man skylder sine børn at kæmpe med næb og kløer for at få forholdet til at fungere. I mit tilfælde ville jeg aldrig (!) kunne se mig selv og mine fremtidige børn i øjnene, hvis jeg ikke kunne forsikre dem for, at jeg havde gjort alt hvad jeg kunne, incl parterapi, for at undgå at rive deres familie fra hinanden. Og som barn ville jeg have meget svært ved at tilgive min mor for at gå fra min far og rive vores "mor, far og 2 børn"-familie i stykker, bare fordi hun ville have endnu et barn. Jeg ville føle, at hun prioriterede det fremtidlige barns lykke højere end min og min brors, siden hun var villig til at splitte vores familie for at få det.
Græsset er grønnest der, hvor man vander det. Har du prøvet at arrangere dates osv med din mand, lavet nærhedsøvelser med ham, har I været i parterapi og generelt udtømt alle muligheder for at finde samhørigheden med ham igen?
Jeg er i øvrigt dybt uenig med dem, der skriver, at man skal gå fra hinanden så hvis man har haft tanken om at gøre det. No wonder, at der er så mange skilsmisser og splittede børnefamilier! Hvad hvis det bare er en dårlig periode? Hvad hvis far eller mor er ramlet ind i stress eller måske en mild depression uden at have opdaget det endnu, men er påvirkede nok af det til at man ikke er en ligeså engageret ægtefælle, som man normalt ville være? Hvad blev der af, at man kæmpede for at få tingene til at fungere, i stedet for at køre egotrippet og skride så snart tingene bliver lidt vanskelige? Dette er skrevet ud fra, at man har børn sammen. Hvis man ikke har børn, kan man (i mine øjne) gøre som man vil, men så snart at det ikke længere blot er ens egen tryghed, lykke og base det handler om, så synes jeg at man har et ansvar, som rækker langt udover "hvad har jeg lyst til lige nu".
Jeg bliver egentlig også overrasket over hvor let man kan tage på et brud når der er børn involveret. Hvad to voksne mennesker uden børn gør rager man en høstblomst.
Men har man valgt at få børn sammen, så har man også valgt at give det en skalle og ikke tage halen mellem benene over det mindste.
Jeg har da tænkt på at forlade min mand, jeg har da flirtet med tanken om hvor skønt det ville være at være bare mig, jeg har kigget på det økonomiske, jeg har drømt om igen at skulle opleve den helt nye forelskelse, jeg har overvejet om det er tryghed eller kærlighed - men så også tænkt hvad er kærlighed, er det ikke på en eller anden måde ikke også netop den tryghed, trygheden ved et menneske der kender ens mørke og lyse sider og alligevel rummer en?
Til trods for jeg har tænkt de tanker og ikke bare en gang, så er vi igang med det 24. År som kærester. Og kærligheden er der stadig, ikke som den der hver dag slår benene væk under mig, men som den der: hold fast hvor er vi gode sammen (når vi ikke lige skændes).
Jeg har da også perioder hvor jeg tænker: alle andre har det bedre end os. Men tænk om jeg kastede det hele over styr for T finde ud af det havde de ikke. Tænk om jeg hev ungerne gennem skærsilden for at finde ud af jeg faktisk stod med det bedste?
Jeg ville faktisk sige præcis det modsatte, er du i tvivl om der stadig er noget - så er det stadig muligt der er og så er det bare om at tage arbejdshandskerne på og puste til de små gløder. Først når du er helt sikker på der ikke er en eneste glød tilbage, kan du tillade dig at smide håndklædet i ringen - altså i de forhold med børn
