Jeg synes altid man hører historierne hvor det er gået så nemt og efter kun et nat eller to med skrål, så er sutten glemt. Er der nogen der vil dele når det ikke er gået så let?
vi har en dreng på knap 3,5 der er idag har været til tandlæge og fået at vide at nu skal det til at være... Vi har talt med ham om det mange gange, og han vil gerne ind til det går op for ham at han ikke kan få den når han skal sove... Så trækker han i land, og det har vi ladet ham gøre, fordi vi egentlig helst vil have det kom fra ham selv.
Han har en lillebror på halvandet, ørebarn, der tit må have sutten for at komme igennem ulvetimen og generel træthed/utilpashed. Her er han meget jaloux og kan godt finde på at stjæle sutten.
Vi vil selvfølgelig tale meget om det inden vi tager den, og vi vil samtidig minimere lillebrors forbrug... Men jeg frygter helt sikkert at vi ikke undgår at han tager lillebrors eller bliver svær at putte og ved med at vågne om natten, hvor han stadig bruger den. Så jer hvor det ikke er gået så let, hvad skal vi forvente og nogen gode råd?
KH Iben
Jeg har ikke læst svarene, så beklager hvis jeg gentager noget.
Men jeg tror det er lidt et sidespor at få ham med på det - for selvfølgelig vil han ikke af med den. Det kan være nemt nok for et barn i den alder at sige nej tak til sutten i dagstimerne, fordi barnet jo typisk er optaget af så meget andet. Men når aftenen kommer, jamen så kommer behovet for sutten, for så er der pludselig ikke alle de afledninger.
I hverkan kan eller skal involvere jeres barn i beslutningen. Det er en beslutning, i som forældre skal tage, og når i har taget den, så skal i ikke slingre i valsen. I skal vise og signalere overfor jeres barn, at i er 100% sikre i jeres beslutning, at det er det rette at gøre, og at der ikke er noget at diskutere. I skal selvfølgelig rumme følelserne af sorg, vrede og frustration, der kan komme fra barnet, men hvis barnet mærker, at i er usikre i jeres valg, så vil han dels tolke det som en eventuel mulighed for at få sutten alligevel (og så bliver der ballade 
) eller selv føle sig usikker i situationen, fordi han påvirkes af jeres egen reaktion.
Så selvfølgelig er det en god ting at forberede ham. Men dels ikke for længe i forvejen - små børn har ikke den tidsforståelse - og derudover forbered ham, men gør det klart, at der er ingen vej tilbage. Fx "I weekenden skal du af med sutten, blablabla".
Fokusér på det positive. Med vores datter havde vi fokus på, at hun jo var en stor pige, snart 4 år. Hun har også en lillebror, der bruger sut. Men vi fokuserede på, at han er jo en baby, og ej hvor er det egentlig fjollet hun stadig brugte sut (ikke på en nedladende måde!! Men gjorde det til noget skægt, og fik hende til at grine med os over det). Snakkede om, at nu gik hun jo på tur i børnehaven, hun var rykket en gruppe op i forhold til alder, og så skulle sutten altså væk, for det er da kun de små børn i vuggestuen, der bruger sut. Vi prøvede at styrke hendes følelse af, at det er suuuper sejt at være blevet større, og styrke hendes egen tro på, at det da egentlig er lidt fjollet med den sut.
Og så beløn ham. Man kan jo gøre det på mange måder. Vi tog hende i BR, hun måtte helt selv vælge en ting, og så betalte hun oppe i kassen med sutterne (og jeg kørte kortet igennem efter, når hun ikke så det ). Gør ham stolt over, det der sker.
Og når så reaktionen kommer - for det gør den nok, så hold fast. Ros! Anerkend at det er svært, men ros samtidig for, at det er super sejt, at han klarer det så flot, tal om hans gave, hvis han får sådan en. Tal om det med hvor super fedt det er, at han slet ikke behøver bruge sut mere! Vær sikker og rolig i jeres beslutning, så bliver han det også.
Det lyder så nemt, det ved jeg. Selvfølgelig er der undtagelser. Men for de flestes vedkommende er det sådan, at selv de værste vaner, de tager ikke ret lang tid at knække.
Vores datter stoppede for nylig, og TRO mig! Hun var dybt afhængig af sutten, troede aldrig det skulle lykkes! Lørdag formiddag kørte vi i BR, hun fik sin gave og afleverede sutten. Over middag blev hun HELT hysterisk/ude af den, og den fik hele armen. "Du er DUM mor!" "GÅ DIN VEJ!" "Jeg stopper ikke med at græde før jeg får min sut" "Giv mig lillebrors sut!" osv., og hun skreg seriøst nonstop i 45 minutter 
Ikke sjovt. Men vi holdt fast. Anerkendte hendes følelser, og da så hun var klar, kom hun og krammede og blev trøstet. Jeg tror, at hun skulle lige prøve med alle midler at se, om hun kunne få den, før hun kunne acceptere, at det var slut.
Siden har hun kun spurgt et par gange, og der har vi grinet det af. "Ej skat hvor fjollet, du bruger da ikke sut!" - Igen, ikke sagt på en nedladende måde, men hvor vi har gjort noget sjovt ud af situationen for det ikke skulle blive trist for hende, og så har hun grint med.
Nu spørger hun ikke mere, og er ligeglad med, at lillebror bruger sut.
Det blev langt - håber, at du kan bruge det til noget 
