At få et par forhold op at køre igen

Min kæreste og jeg har en datter på 10 måneder. I hele graviditeten havde vi sex max 5 gange, da jeg fik det underligt i min krop og ikke havde lyst. Efter graviditeten har vi kun haft sex 1 gang. Vi har begge to taget rigtig meget på, jeg synes stadig han er flot, så det er ikke det, jeg skal bare arbejde med mig selv. Jeg er igang med at tabe mig, men jeg har stadig ikke lyst til sex. Så de sidste år har vi været sammen max 2 gange. Min kæreste har sagt at han acceptere det, men jeg kan godt mærke på vores forhold at det begynder at gå ned af. Jeg er heller ikke den store fan af at kysse osv, da jeg har haft nogle oplevelse, som desværre har sat sig i mig - dette har jeg dog aldrig været, så det kan ikke komme bag på ham. 

Han er dog begyndt at brokke sig rigtig meget over nærheden, og jeg forstår ham egentlig godt? Vi er begyndt at diskutere HELE tiden, om alle de MINDSTE ting, og der går ikke en dag hvor vi ikke er uvenner. Dog ønsker ingen af os at gå fra hinanden, for vi elsker hinanden rigtig højt, jeg synes bare ikke vores datter er fortjent med forældre der konstant skændtes. Jeg har været til psykologer og snakke med dem, og alle kom frem til at det ikke er psykisk, jeg har det helt fint, så jeg ved ikke hvorfor jeg har det sådan med nærhed? Er der nogle der har nogle forslag hvodan jeg måske får brudt denne her parade jeg selv har oppe? Jeg ønsker jo at give min kæreste de ting han vil have, men noget i min krop siger bare nej. Jeg har egentlig altid haft det sådan, men igen, aner ikke hvorfor. Så søger egentlig nogle råd der måske kunne vække det seksuelle i mig, der bare er helt dødt og især kørt ud af skænderier 24/7?

Altså, det er jo noget psykisk siden du lukker af overfor nærheden. Måske en dateaften? Få jeres datter passet og simpelthen have en rigtig hygge kæreste aften?

Sprit25 skriver:

Altså, det er jo noget psykisk siden du lukker af overfor nærheden. Måske en dateaften? Få jeres datter passet og simpelthen have en rigtig hygge kæreste aften?

Jeg har bare rigtig svært ved at få hende passet. Sidst prøvede jeg 1 time, men tog hjem til hende med det samme  kan virkelig ikke lide det.

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg har en datter på 10 måneder. I hele graviditeten havde vi sex max 5 gange, da jeg fik det underligt i min krop og ikke havde lyst. Efter graviditeten har vi kun haft sex 1 gang. Vi har begge to taget rigtig meget på, jeg synes stadig han er flot, så det er ikke det, jeg skal bare arbejde med mig selv. Jeg er igang med at tabe mig, men jeg har stadig ikke lyst til sex. Så de sidste år har vi været sammen max 2 gange. Min kæreste har sagt at han acceptere det, men jeg kan godt mærke på vores forhold at det begynder at gå ned af. Jeg er heller ikke den store fan af at kysse osv, da jeg har haft nogle oplevelse, som desværre har sat sig i mig - dette har jeg dog aldrig været, så det kan ikke komme bag på ham. 

Han er dog begyndt at brokke sig rigtig meget over nærheden, og jeg forstår ham egentlig godt? Vi er begyndt at diskutere HELE tiden, om alle de MINDSTE ting, og der går ikke en dag hvor vi ikke er uvenner. Dog ønsker ingen af os at gå fra hinanden, for vi elsker hinanden rigtig højt, jeg synes bare ikke vores datter er fortjent med forældre der konstant skændtes. Jeg har været til psykologer og snakke med dem, og alle kom frem til at det ikke er psykisk, jeg har det helt fint, så jeg ved ikke hvorfor jeg har det sådan med nærhed? Er der nogle der har nogle forslag hvodan jeg måske får brudt denne her parade jeg selv har oppe? Jeg ønsker jo at give min kæreste de ting han vil have, men noget i min krop siger bare nej. Jeg har egentlig altid haft det sådan, men igen, aner ikke hvorfor. Så søger egentlig nogle råd der måske kunne vække det seksuelle i mig, der bare er helt dødt og især kørt ud af skænderier 24/7?

Tænker også at det jo må være noget psykisk i og med du lukker af for nærhed. Jeg vil også forslå at få jeres datter passet og så gå på en romantisk date hvor i kan være jer to alene og få hygget og talt sammen. Nærhed er så vigtigt i et forhold, så i må arbejde målrettet på at du kan få løsnet op og give dig hen. Håber det bedste for jer. 

Anonym skriver:

Jeg har bare rigtig svært ved at få hende passet. Sidst prøvede jeg 1 time, men tog hjem til hende med det samme  kan virkelig ikke lide det.

Ved godt, det er virkelig svært men du er også nød til at passe din kæreste ellers ender det galt. Den første gang er mega svær men det bliver nemmere. Min datter er nok blevet passet forholdsvis meget vil nogen mene, men hun har så godt et forhold til mine forældre grundet det at hun kan kende deres stemme, deres bil osv. Det er dejligt at se

Anonym skriver:

Jeg har bare rigtig svært ved at få hende passet. Sidst prøvede jeg 1 time, men tog hjem til hende med det samme  kan virkelig ikke lide det.

Det er en megadårlig undskyldning "jeg kan virkelig ikke lide det" (at være væk fra dit barn) når det handler om at redde dit forhold. Du skal alligevel lære at være væk fra dit barn, når det starter i vs/dp og du på arbejde. 

Så kom nu ind i kampen! Find ud af om du virkelig vil dette forhold og gør noget ved det i stedet for at komme med undskyldninger. Så enkelt er det.

Held og lykke 

Jeg vil sige det samme som de andre.. Få jeres datter passet og plej forholdet! 

Det er også vigtigt! Det kan være svært at få barnet passet, men tænker det er noget man lige skal ud over....

mht. Nærhed så må det jo være noget psykisk? Hvad skulle det ellers være? Ikke sagt at du fejler noget, men der må være noget i dig, som gør Du ikke er vild med det..

jeg håber, I finder ud af det!

Vivienne skriver:

Det er en megadårlig undskyldning "jeg kan virkelig ikke lide det" (at være væk fra dit barn) når det handler om at redde dit forhold. Du skal alligevel lære at være væk fra dit barn, når det starter i vs/dp og du på arbejde. 

Så kom nu ind i kampen! Find ud af om du virkelig vil dette forhold og gør noget ved det i stedet for at komme med undskyldninger. Så enkelt er det.

Held og lykke 

Hold da op... Undskyldninger? Tror ikke du kan sætte dig ind i hvordan jeg har det hvis du tror det er undskyldninger. Jeg vil gøre hvad jeg overhovedet kan for at redde parforholdet, da jeg elsker ham ualmindeligt højt, men det er sku ikke nogle undskyldninger.... Når det er noget jeg virkelig ønsker at komme igang med, hvorfor skulle jeg så finde på undskyldninger for det?

Saphiira skriver:

Jeg vil sige det samme som de andre.. Få jeres datter passet og plej forholdet! 

Det er også vigtigt! Det kan være svært at få barnet passet, men tænker det er noget man lige skal ud over....

mht. Nærhed så må det jo være noget psykisk? Hvad skulle det ellers være? Ikke sagt at du fejler noget, men der må være noget i dig, som gør Du ikke er vild med det..

jeg håber, I finder ud af det!

Muligvis. Jeg må prøve at se hvad jeg kan finde på. Jeg bliver bare helt stram i betrækket når hun er passet ude, så har svært ved at få mig til at slappe af, på trods af det er sammen med min kæreste. Men det kan være det hjælper. Jeg må se om jeg kan finde en pasningsmulighed (hun har ingen bedsteforældre der kan passe, eller andet familie overhovedet). Men ja, må se om jeg kan finde en barnepige der ved hvad hun laver, så kan jeg måske slappe lidt mere af. 

Anonym skriver:

Hold da op... Undskyldninger? Tror ikke du kan sætte dig ind i hvordan jeg har det hvis du tror det er undskyldninger. Jeg vil gøre hvad jeg overhovedet kan for at redde parforholdet, da jeg elsker ham ualmindeligt højt, men det er sku ikke nogle undskyldninger.... Når det er noget jeg virkelig ønsker at komme igang med, hvorfor skulle jeg så finde på undskyldninger for det?

Jeg tror det hun mener er; at du siger du gerne vil arbejde, men du helst ikke vil få din datter passet og det kan tolkes som en dårlig undskyldning. Ingen siger det skal være med overnatning første gang men hvertfald lang tid nok til I lige kan være sammen. Og det behøver ikke være voldsomt, jeg har fundet ud af de små dates er bedre end de store og vilde