tabt jeres barn

Hej.
Er der nogen af jer der nogen sinde har tabt jeres barn?
Den anden dag faldt min datter på 2 ½ måned ud af liften, følte mig som den værste mor i hele verden. Hun fik et lille blå mærke i panden, men da hun var kommet sig over forskrækkelsen, smilte og pludrede hun igen som hun plejer.

Ja det har jeg også prøvet, det er den værste oplevelse en mor kan have, men tro mig din datter elsker dig alligevel...

Min svigermor har tabt min kæreste da han var spæd. en gang ned i et badekar, som heldigvis var fyldt med blepakker så han landede blødt og en gang ud af sengen så han flækkede sit øre og blødte. Så du er ikke den eneste

Ja, da guldklumpen var ca 3.5 mdr og rullede ned fra sengen.  han overlevede dog fint uden men, og mor blev SAA ked af det

tror nu det er en meget alm. haendelse for mange modre. bare pas bedre paa naeste gang ..de kan mere end man umiddelbart tror

Jeg har ikke prøvet at tabe mit barn....

Men en gang da jeg var på vej ned ad trappen med mit spædbarn i armene, søvndrukken, klokken bøvs om morgenen, var je lige ved at falde på trappen, og det eneste jeg kunne gøre var at fange gelænderet.... Desværre var det sådan at je ikke kunne bruge min hånd til det, da jeg jo havde baby i den arm, og jeg måtte læne mig op ad gelænderet (ret hurtigt selvfølgelig), og desværre var bastians hovede altså længere ude end min arm, og det var ham der tog fra, og ikke min arm....

Der skete heldgivs ingenting, men jeg var da ked af det, på trods af at barnet dårligt ænsede det selv....

Du er en god nok mor alligevel, og imorgen kan baby ikke huske det er sket, så der bliver nok ingen traumer der.... Et blåt mærke er intet i forhold til hvad hun selv vil pådrage sig af skader, når hun engang lærer at stå på sine to små ben...

Man bliver bare så forskrækket, og det er jo helt naturligt, andet ville da være forkert.

Begge mine børn har i øvrigt desværre prøvet at falde ned ad vores seng.... det  er også noget der skærer i mors hjerte, skulle jeg hilse og sige....

Ja, i fredags! Min søn var ude at lege i baggården og det var ved at blive sent og jeg ville går hjem og varme maden. Og så kunne jeg mærke, at han fyldte bleen så passede meget godt, at vi skulle hjem. Men han syntes noget helt andet... Så har jeg taget ham oppe i mine arme. Han er 19 måneder og jeg er 32 uger gravid. Han var noget utilfreds og jeg har prøvet at sige til ham på en rollig måde, at nu skulle vi hjem og han ville have lov til at have et styk brød mens vi skifte bleen osv osv. Jeg kikkede på ham hele tiden og jeg har glemt, at der var en trin. Og så pludseligt husker jeg, at jeg var ude at flyve, at jeg ikke ville falde på ham eller at han skulle slå hovedet alt for hårdt. I luften prøvede jeg at holde ham oppe men det lykkedes ikke. Jeg tabte ham, men det var ikke så voldsomt, heldigvis, jeg landede på min knæen og hånden og noget på maven! Vi var begge to sååå chokeret. Han skreg og skreg den stakkels. Og så tog jeg ham oppe igen og vi gik stille og rollig hjem. Vi sad på sofaen og han har holdt fast på mig hele tiden. Da han blev rolligere begyndte jeg at græde! Puha! så kunne jeg se, at jeg fik sår på knæen og mine bukser gik i stykker. Jeg er alene hjemme i denne periode og derfor sad vi begge to alene på sofaen. Man føler sig så dårligt, når man gør noget mod sit barn, selv om det ikke var med vilje. Tænk at der er nogle som bruger vold mod små børn, jeg kan slet ikke forstå at der er nogle der kan!

Pyha... jeg må nok hellere også få min historie ud selv om jeg mest har lyst til, at glemme den!!
Efter jeg havde født min søn rejste jeg hjem til mine forældre i ca 2 mdr dvs. han har været 3 mdr da det skete.

Det var en meget stormfuld sen eftermiddag, jeg havde været ude med barnevognen og var nu på vej hjem til mine forældre igen. Det blæste heeelt vildt, regnslaget fløj næsten af og jeg måtte ligesom holde på det imens jeg gik med barnevognen.
Da jeg kom op til mine forældres hus,  parkerede jeg barnevognen for liiige, at gå ind og bede min far om hjælp til,at løfte vognen op af trappen.
Jeg står og holder i døren da jeg vender mig om og ser barnevognen er væltet således, at styret står ned i vejen og hjulene op fra.... 
Jeg når ikke, at sige ret meget men løber derud og får hevet liften op i barnevognen som ligger halvvejs inde i barnevognen og halvvejs udenfor. Det er mørkt og jeg kan ikke se ret meget!
Han ligger ikke i liften????????????? Jeg kigger på vejen og der ligger han, jeg tager ham op og kan ikke høre noget pga stormen - det der bekymrer mig mest er, at han ikke græder. Min far kommer løbende og spørger ind til hvad der sker - jeg græder bare højlydt og løber ind i deres hus så jeg kan se mit barn. Da jeg kommer ind i gangen - jamen så ligger han bare der i mine arme og sover, der er intet at se på ham!! Jeg tudede heeelt vildt... min far vidste slet ikke hvor han skulle gøre af sig selv idet han aldrig har set mig sådan før. Da jeg "blev mig selv igen" kunne jeg pludselig ikke se noget ud af mit højre øje - det der var sket er, at mit hår er kommet i vejen da jeg løb ud til min søn og så har jeg bare fejet det væk med min hånd og fået min negl ind i øjet!! Såååeh jeg ud på skadestuen osv osv... kunne ingenting se og det gjorde såååh ondt. Det resulterede i, at min mor måtte sove hos lillemanden den nat og jeg på sofaen....
Nå men tilbage til mit barn... det underlige i dette er, at min mor 2 dage forinden købte en ret dyr flyverdragt til min søn - jeg selv mente det var rablende vanvittigt da han jo var så lille. Den dag havde han langærmet body på, en heldragt i velour, en striktrøje udover og til sidst denne kæmpe flyverdragt og hue... Måske det var den der reddede ham??
Han lå jo på vejen og det er ligesom sådan en villavej hvor der kører biler når folk skal hjem og væk fra hjemmet... gud altså - det kunne være gået heeelt galt !!
Det er godt nok en dag jeg altid vil blive rigtig ked af, at tænke tilbage på.
Ahhh det lille liv - som jeg bare elsker over ALT i verden og ALDRIG kunne være foruden!

Hejsa,

Først vil jeg sige, at jeg tror der er rigtig mange der har prøvet det. Vi er kun mennesker, der kan komme til sådanne ting. Vi gør det jo under ingen omstændigheder med vilje.

Jeg har ikke selv tabt Asta, men næsten.

Da hun var spæd og lå i lift boede jeg i en lejlighed med en trappenedgang udenfor der var for høj til jeg selv kunne få barnevognenen ned. Så min far lavede en lille rampe, så jeg kunne køre ned. En dag rulle barnevognen ved siden af, og ud røg lift og landende faktisk på hovedet. Men heldigvis havde var der "hætte" på liften, overtræk og dyne, så hun led ingen skade, men jeg skreg og tudede. Blev så forskrækket og følte mig som den værste mor i verdenen.

Kærligst fra Christina som kan forstå at du er meget ked:0)

Nej  - jeg har aldrig tabt nogle af mine børn, men for den da jeg har knaldet deres hoved ind i dørkarmen mange gange..... 

Puha da nana var ca 2mdr, trillede hun ned fra sofaen.
Jeg havde lige tænkt hun kan da sagtens ligge den vej, men ak nej lille pigen var blevet så lang at hun fik skubbet sig ud over kanten, hun faldt lige ned på hovdet, FUCK hvor føler man sig bare som en dårlig mor.
Fatter slet ikke hvad jeg havde tænkt på!!!

Men så har jeg ihvertfald lært det på den hårde måde, heldigvis var vores gamle sofa meget lav, så der var ikke så langt ned...

De fleste har prøvet noget ligende, min søster blev tabt af min onkel ned i en radiator, hun fik et kæmpe blå øje og en tur på sygehuset til tjek, men der skete ikke noget...

Hilsen cecilie og 3 skønne unger