Min datter vil være en dreng..

vores datter er snart 4 år. Alene af dén grund ved jeg godt man ikke på nogen måder behøver tænke nærmere over tingene, men jeg synes alligevel det er så massivt og fylder så meget, at jeg føler jeg har brug for nogle råd, erfaringer, eller blot at sige det højt... 

Vores datter har altid været en vovehals. En pige med D. Som pædagogerne i børnehaven siger "i behøver ikke være kede af at i kun har piger, for i har Isabella" (ikke ag vi er kede af vi ikke har nogen drenge) .. Og bare dén sætning beskriver vores datter 100% ... Hun er så som så mange andre omkring hendes alder , blevet opmærksom og undersøgende og spørgende omkring de 2 køn, og kan for tiden godt lide og beige ordet "tissemand" rigtig meget, både i dril osv. Ikke noget "bekymrende" dér, det er blot for og give et billede af "hende" pt.. 

Ovre i børnehaven leger hun med drengene, gerne de store drenge og gerne dem som, ligesom hende selv, er nogen rigtig ballademagere. Det har egentlig altid været meget fedt, hvis man kan sige det sådan, synes det er fedt med en pige med krudt bagi, som ikke "bare" leger med dukker og ser frost (ikke at der er noget galt i dét, vi har som sagt en anden datter som er som de fleste piger er)  

Der begynder så at komme små ting i hverdagen .. Fx plager hun hendes gode ven fra bh, om at bytte trøjer, for hun vil gerne have hans trøje på. Hun har så gjort det samme med sin fætter som har ca samme alder, hun ville have hans tøj på for hun vil være en dreng . Hun vil have "biler" sandaler og spiderman kasket. Det får hun selvfølgelig .. I min verden gør det intet, det er det samme som at ønske sig prinsesser eller smølfer eller lign. 

Der er så en dreng i hendes børnehave som i vinters havde nogen spiderman sutsko. Hun stjal dem hele tiden, hvilket resulterede i at vi og børnehaven lavede en aftale med drengen og hende, at når han sagde ja, måtte hun låne dem, men sagde han nej så måtte hun selvfølgelig ikke. Det var MEGET slemt i flere måneder! Men spiderman sutsko kan man altså kun få fat i når de kommer i butikkerne /nettet i august, når de er udsolgt, så det bare ærgerligt ... Når.. 

Så er der strømperne. Hvis hun har pigefarvede strømper på eller strømper med pigeprint på, så vil hun have sine bukser ud over, og kan blive rigtig ked hvis bukserne ryger op, sådan at man ikke kan se det er pigestrømper, for hun er en dreng! 

Den sidste tid er hun begyndt på at insistere på hun har en tissemand, men det ved hun jo godt hun ikke har, hvilket vi så snakker lidt om hvor jeg spørg "hvem er det nu der har en tissemand, far osv osv, og hvem er det der har tissekone osv" fx. så bliver det så til at hun ønsker sig en tissemand.

jeg tænker ligesom at vi HAR været "opdagelses" tiden igennem, hvor hun fandt ud af der var noget der hed forskellige køn osv, og derfor undrer det mig det er vendt tilbage så voldsomt og så på den måde det er... Hun er egentlig ikke meget insisterende, men lyder nærmere som en der virkelig ønsker sig dette helt inde i hjertet. 

Pt vil hun gerne kaldes "stor dreng" hvis hun bliver rost ligesom man siger "du er en stor pige, et eller anden" .. 

Og ellers leger hun at hun er "faren" som hun siger, og vi andre er piger. 

Der er mange flere eksempler, men det ville blive meget længere end det er blevet i forvejen  

jeg synes på en måde det er svært og tackle, for hvor går "grænsen" med at lege dreng, så insisterende ... Eller skal vi bare lege med, eller acceptere men forklare at hun altså er en pige, eller?? Jeg ved det ikke... Og håber der måske er nogen der kunne hjælpe lidt  

de nævnte eksempler, er daglige eksempler og de fleste er ting der sker/bliver sagt flere gange dagligt.. Det fylder RIGTIG meget i hendes verden . 

Anonym skriver:

vores datter er snart 4 år. Alene af dén grund ved jeg godt man ikke på nogen måder behøver tænke nærmere over tingene, men jeg synes alligevel det er så massivt og fylder så meget, at jeg føler jeg har brug for nogle råd, erfaringer, eller blot at sige det højt... 

Vores datter har altid været en vovehals. En pige med D. Som pædagogerne i børnehaven siger "i behøver ikke være kede af at i kun har piger, for i har Isabella" (ikke ag vi er kede af vi ikke har nogen drenge) .. Og bare dén sætning beskriver vores datter 100% ... Hun er så som så mange andre omkring hendes alder , blevet opmærksom og undersøgende og spørgende omkring de 2 køn, og kan for tiden godt lide og beige ordet "tissemand" rigtig meget, både i dril osv. Ikke noget "bekymrende" dér, det er blot for og give et billede af "hende" pt.. 

Ovre i børnehaven leger hun med drengene, gerne de store drenge og gerne dem som, ligesom hende selv, er nogen rigtig ballademagere. Det har egentlig altid været meget fedt, hvis man kan sige det sådan, synes det er fedt med en pige med krudt bagi, som ikke "bare" leger med dukker og ser frost (ikke at der er noget galt i dét, vi har som sagt en anden datter som er som de fleste piger er)  

Der begynder så at komme små ting i hverdagen .. Fx plager hun hendes gode ven fra bh, om at bytte trøjer, for hun vil gerne have hans trøje på. Hun har så gjort det samme med sin fætter som har ca samme alder, hun ville have hans tøj på for hun vil være en dreng . Hun vil have "biler" sandaler og spiderman kasket. Det får hun selvfølgelig .. I min verden gør det intet, det er det samme som at ønske sig prinsesser eller smølfer eller lign. 

Der er så en dreng i hendes børnehave som i vinters havde nogen spiderman sutsko. Hun stjal dem hele tiden, hvilket resulterede i at vi og børnehaven lavede en aftale med drengen og hende, at når han sagde ja, måtte hun låne dem, men sagde han nej så måtte hun selvfølgelig ikke. Det var MEGET slemt i flere måneder! Men spiderman sutsko kan man altså kun få fat i når de kommer i butikkerne /nettet i august, når de er udsolgt, så det bare ærgerligt ... Når.. 

Så er der strømperne. Hvis hun har pigefarvede strømper på eller strømper med pigeprint på, så vil hun have sine bukser ud over, og kan blive rigtig ked hvis bukserne ryger op, sådan at man ikke kan se det er pigestrømper, for hun er en dreng! 

Den sidste tid er hun begyndt på at insistere på hun har en tissemand, men det ved hun jo godt hun ikke har, hvilket vi så snakker lidt om hvor jeg spørg "hvem er det nu der har en tissemand, far osv osv, og hvem er det der har tissekone osv" fx. så bliver det så til at hun ønsker sig en tissemand.

jeg tænker ligesom at vi HAR været "opdagelses" tiden igennem, hvor hun fandt ud af der var noget der hed forskellige køn osv, og derfor undrer det mig det er vendt tilbage så voldsomt og så på den måde det er... Hun er egentlig ikke meget insisterende, men lyder nærmere som en der virkelig ønsker sig dette helt inde i hjertet. 

Pt vil hun gerne kaldes "stor dreng" hvis hun bliver rost ligesom man siger "du er en stor pige, et eller anden" .. 

Og ellers leger hun at hun er "faren" som hun siger, og vi andre er piger. 

Der er mange flere eksempler, men det ville blive meget længere end det er blevet i forvejen  

 

jeg synes på en måde det er svært og tackle, for hvor går "grænsen" med at lege dreng, så insisterende ... Eller skal vi bare lege med, eller acceptere men forklare at hun altså er en pige, eller?? Jeg ved det ikke... Og håber der måske er nogen der kunne hjælpe lidt  

 

de nævnte eksempler, er daglige eksempler og de fleste er ting der sker/bliver sagt flere gange dagligt.. Det fylder RIGTIG meget i hendes verden . 

Det er svært at vide om der ligger noget dybere i det, når hun ikke er ældre. Men jeg kan fortælle dig at jeg ønskede at være en dreng der hed Christian indtil jeg kom i puberteten. Derefter blev jeg glad for at være en pige. 

Mon ikke i bare skal lade være med at gøre noget ud af det? Og så se hvor det bærer hen. 

Jeg ville kontakte sundhedsplejersken og snakke om det..

Hvis ikke han/hun ved noget så ved h*n hvem der skal snakkes med :)

vores sundhedsplejersker er rigtig gode til at vejlede med hvordan og hvor meget man skal/kan snakke om sådanne ting :)

Min datter går i klasse med en pige som er en dreng eller ja ønsker at være en dreng.

Hun har drengetøj ,drenge skoletaske -Leger aldrig med pigerne men kun drengene.

Hun hedder et alm pigenavn men bliver efter eget ønske kaldt Benne.

Hun er 100% acepteret af skolen,lærerne,børnene og ikke mindst hendes forældre.

Der er flere eksempler på hendes splittelse. F.eks så skulle de sætte deres navne ind i enten en drenge figur eller en pigefigur ( de går i o kl og det har var i billedkunst) 

Benne siger så -Jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal putte mig selv hen . Jeg er en pige men jeg føler mig som en dreng? Hun endte med at sætte sig selv i pigefiguren men det var et meget godt eksempel på hvad hun går og tumler med.

Og lige før sommerferien da havde de lejr i klassen. Jeg henter mid datter og opdager Benne og Oscar der gemmer sig under et bord-Siger så se Liva der sidder 2 aber og gemmer sig ( Sagt med et smil) og Oscar siger neeej der sidder bare 2 drenge og gemmer sig :)

Og det viser så at klassekammeraterne har accepteret Bennes valg af liv hvis man kan sige det sådan og jeg blev bare så glad indei at vide at de dejlige unger er så rummelige og det beviser bare at jo mere rummelige og forstående vi voksne er jo bedre lærer vores børn at være det. 

Min pointe er at du skal give din datter rum og styrke til at takle det hun går igennem .Måske er det bare en fase Måske er det som Benne den vej hun går igennem livet .Det vigtigste er at hun lærer at lgiegyldigt hvad så elsker du hende og hun skal altid elske sig selv 

Carina:-) skriver:

Min datter går i klasse med en pige som er en dreng eller ja ønsker at være en dreng.

Hun har drengetøj ,drenge skoletaske -Leger aldrig med pigerne men kun drengene.

Hun hedder et alm pigenavn men bliver efter eget ønske kaldt Benne.

Hun er 100% acepteret af skolen,lærerne,børnene og ikke mindst hendes forældre.

Der er flere eksempler på hendes splittelse. F.eks så skulle de sætte deres navne ind i enten en drenge figur eller en pigefigur ( de går i o kl og det har var i billedkunst) 

Benne siger så -Jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal putte mig selv hen . Jeg er en pige men jeg føler mig som en dreng? Hun endte med at sætte sig selv i pigefiguren men det var et meget godt eksempel på hvad hun går og tumler med.

Og lige før sommerferien da havde de lejr i klassen. Jeg henter mid datter og opdager Benne og Oscar der gemmer sig under et bord-Siger så se Liva der sidder 2 aber og gemmer sig ( Sagt med et smil) og Oscar siger neeej der sidder bare 2 drenge og gemmer sig :)

Og det viser så at klassekammeraterne har accepteret Bennes valg af liv hvis man kan sige det sådan og jeg blev bare så glad indei at vide at de dejlige unger er så rummelige og det beviser bare at jo mere rummelige og forstående vi voksne er jo bedre lærer vores børn at være det. 

Min pointe er at du skal give din datter rum og styrke til at takle det hun går igennem .Måske er det bare en fase Måske er det som Benne den vej hun går igennem livet .Det vigtigste er at hun lærer at lgiegyldigt hvad så elsker du hende og hun skal altid elske sig selv 

Tusind tak for dit gode og brugbare svar! Hvor er det fantastisk med Benne og omgangskredsen.. Det er jo vel egentlig det jeg frygter allermest nu jeg står midt i det, om det er en fase eller noget dybere. For vi alle ved jo hvor , ja, grusom mennesker kan være overfor hinanden... Og man ønsker aldrig ens børn skal være offer for bla. Mobning, men med noget der er så ... Tydeligt og måske for nogen " provokerende" ( af mangel på andre ord ) så er det jo kun noget man kan bekymre sig om! Kender faktisk selv en pige som altid har været en drenge pige. Hun er på min alder og har dog ikke skiftet navn, men hun går klædt som en dreng, opfører sig som en dreng, og ja, ligner en dreng. Jeg ved at hun også er 100% accepteret i sin omgangskreds . Havde jeg kendt hende lidt bedre havde jeg måske kontaktet hende, men "tør" ikke rigtig når vores bekendtskab ligger så mange år tilbage .. (Til vi var børn) .. 

Vi vil støtte hende uanset hvad, til hver en tid, men synes bare det er svært når man netop ikke ved om der er en fase eller hvad det er, og i det hele taget hvordan tackler man det som forældre ? Både til daglig men også overfor nye mennesker hvis det skulle komme derud .. Pt er det kun herhjemme og så de nærmeste som oplever det, og så børnehaven . Men tror ikke børnehaven ligger noget i det da de bare ser hende som en drenge pige og sådan er hun bare .. 

Anonym skriver:

Tusind tak for dit gode og brugbare svar! Hvor er det fantastisk med Benne og omgangskredsen.. Det er jo vel egentlig det jeg frygter allermest nu jeg står midt i det, om det er en fase eller noget dybere. For vi alle ved jo hvor , ja, grusom mennesker kan være overfor hinanden... Og man ønsker aldrig ens børn skal være offer for bla. Mobning, men med noget der er så ... Tydeligt og måske for nogen " provokerende" ( af mangel på andre ord ) så er det jo kun noget man kan bekymre sig om! Kender faktisk selv en pige som altid har været en drenge pige. Hun er på min alder og har dog ikke skiftet navn, men hun går klædt som en dreng, opfører sig som en dreng, og ja, ligner en dreng. Jeg ved at hun også er 100% accepteret i sin omgangskreds . Havde jeg kendt hende lidt bedre havde jeg måske kontaktet hende, men "tør" ikke rigtig når vores bekendtskab ligger så mange år tilbage .. (Til vi var børn) .. 

 

Vi vil støtte hende uanset hvad, til hver en tid, men synes bare det er svært når man netop ikke ved om der er en fase eller hvad det er, og i det hele taget hvordan tackler man det som forældre ? Både til daglig men også overfor nye mennesker hvis det skulle komme derud .. Pt er det kun herhjemme og så de nærmeste som oplever det, og så børnehaven . Men tror ikke børnehaven ligger noget i det da de bare ser hende som en drenge pige og sådan er hun bare .. 

Hvis jeg var dig, så ville jeg vælge at gå 100% med på jeres datters præmisser (hvilket det også lyder til at du gør - super fint).

Jeg kan sagtens forstå dine bekymringer om hvordan omverden vil håndtere det når hun bliver ældre - vil hun blive mobbet, ikke få venner o.s.v., o.s.v. Men faktum er at du ikke kan ændre på hendes adfærd og drifter. Det bedste du kan gøre er at lytte og støtte. 

Under alle omstændigheder er der mange år til at det (eventuelt, potentielt) bliver et problem. Så lad være med at tage sorgerne på forskud. Hun kan nå at vokse fra det - og hvis hun ikke gør, så må I tage den derfra.

modesty skriver:

Hvis jeg var dig, så ville jeg vælge at gå 100% med på jeres datters præmisser (hvilket det også lyder til at du gør - super fint).

Jeg kan sagtens forstå dine bekymringer om hvordan omverden vil håndtere det når hun bliver ældre - vil hun blive mobbet, ikke få venner o.s.v., o.s.v. Men faktum er at du ikke kan ændre på hendes adfærd og drifter. Det bedste du kan gøre er at lytte og støtte. 

Under alle omstændigheder er der mange år til at det (eventuelt, potentielt) bliver et problem. Så lad være med at tage sorgerne på forskud. Hun kan nå at vokse fra det - og hvis hun ikke gør, så må I tage den derfra.

Jamen det er netop egentlig også bare det vi gør pt, jeg går måske lidt mere op i og forklare hende det med køn når det bliver voldsomt med hende, hvor min mand han bare tager det cool og kalder hende for fars dreng når hun giver udtryk for at det er dét hun har behov for.... For det er sq lidt svært, det må jeg indrømme! Det strider jo på en eller anden måde, "imod" det biologiske og "rigtige", og så kan man sidde og være så rummelig og åben når man snakker om transkønnnede, og homoseksuelle osv, og jeg ER også rummelig, det kommer bare på en eller anden måde lidt tæt på, og det skal lige ind og finde sin plads et sted.... Og ja, hun er 4, så selvfølgelig er det sandsynligt det blot er en fase, men Intet andet end tiden må vise hvor det bære hen... Og det er okay , det er bare noget andet man pludselig skal håndtere , end "normalen"... 

Anonym skriver:

Jamen det er netop egentlig også bare det vi gør pt, jeg går måske lidt mere op i og forklare hende det med køn når det bliver voldsomt med hende, hvor min mand han bare tager det cool og kalder hende for fars dreng når hun giver udtryk for at det er dét hun har behov for.... For det er sq lidt svært, det må jeg indrømme! Det strider jo på en eller anden måde, "imod" det biologiske og "rigtige", og så kan man sidde og være så rummelig og åben når man snakker om transkønnnede, og homoseksuelle osv, og jeg ER også rummelig, det kommer bare på en eller anden måde lidt tæt på, og det skal lige ind og finde sin plads et sted.... Og ja, hun er 4, så selvfølgelig er det sandsynligt det blot er en fase, men Intet andet end tiden må vise hvor det bære hen... Og det er okay , det er bare noget andet man pludselig skal håndtere , end "normalen"... 

Jeg synes at du skal tage en slapper med at forklare hende det med køn. Hun ved det jo godt, og oplever forskelle på drenge og piger hver eneste dag i børnehaven.

Jeg forstår godt dine tanker, men jeg ville prøve at tage den med ro udadtil - måske det så også bliver nemmere at tage den med ro indadtil. 

Jeg synes at du skal tage en slapper med at forklare hende det med køn. Hun ved det jo godt, og oplever forskelle på drenge og piger hver eneste dag i børnehaven.

Jeg forstår godt dine tanker, men jeg ville prøve at tage den med ro udadtil - måske det så også bliver nemmere at tage den med ro indadtil. 

Ja du har nok ret, ved det godt  og ja selvfølgelig er hun fuldstændig bevidst om det.. Har lige været inde og give lidt vand til natten, og der sagde hun " mor jeg er fars dreng" så siger jeg "er du ikke også mors?" Hende " nej jeg er fars, og jeg har en tissemand" mig " har du ikke en tissekone?" Hende " men kan vi ikke bare sige jeg har en tissemand" mig " jo det kan vi godt sige skat" .. 

Anonym skriver:

Tusind tak for dit gode og brugbare svar! Hvor er det fantastisk med Benne og omgangskredsen.. Det er jo vel egentlig det jeg frygter allermest nu jeg står midt i det, om det er en fase eller noget dybere. For vi alle ved jo hvor , ja, grusom mennesker kan være overfor hinanden... Og man ønsker aldrig ens børn skal være offer for bla. Mobning, men med noget der er så ... Tydeligt og måske for nogen " provokerende" ( af mangel på andre ord ) så er det jo kun noget man kan bekymre sig om! Kender faktisk selv en pige som altid har været en drenge pige. Hun er på min alder og har dog ikke skiftet navn, men hun går klædt som en dreng, opfører sig som en dreng, og ja, ligner en dreng. Jeg ved at hun også er 100% accepteret i sin omgangskreds . Havde jeg kendt hende lidt bedre havde jeg måske kontaktet hende, men "tør" ikke rigtig når vores bekendtskab ligger så mange år tilbage .. (Til vi var børn) .. 

 

Vi vil støtte hende uanset hvad, til hver en tid, men synes bare det er svært når man netop ikke ved om der er en fase eller hvad det er, og i det hele taget hvordan tackler man det som forældre ? Både til daglig men også overfor nye mennesker hvis det skulle komme derud .. Pt er det kun herhjemme og så de nærmeste som oplever det, og så børnehaven . Men tror ikke børnehaven ligger noget i det da de bare ser hende som en drenge pige og sådan er hun bare .. 

Jeg kan sagtens forsåt dine tanker

Men jeg tror at hvis man lærer sine børn at udvise styrke og sikkerhed i deres adfærd så vil det "afskrække" en del af de usympatiske typer man som "anderledes" kan møde på sin vej.

Jeg har ikke kendt Benne i børnehaven ,lærte hende først at kende i førskolegruppen så ved ikke rigtigt hvor gammel hun var da det startede. Men de første par uger inden jeg lærte børnene at kende der troede jeg hun var en dreng.

Hun var så gennemført i sin stil hvis man kan sige det sådan..? Men først og fremmest så var hun sikker på sig selv. Og det tror jeg langt hen af vejen skyldtes hendes forældres indstilling. De viste hende at hun  ikke er forkert ,at hun er ok som hun er og at de elsker hende for den hun er og ikke hvordan andre måske synes hun er . Og den sikkerhed og dete at h un kan hvile i sig selv tror jeg hjælper til at undgå mobning og udelukkelse.