Hvorfor er det så tabubelagt, at mangle venner og veninder?

Jeg har altid haft mange drenge venner det som jeg idag kalder gå i byen venner ha ha men den gang var det jo mine rigtige venner. Nu synes jeg det svære det skal passe ind i min familie og kunne med min mand os. Jeg har en masse bekende venner på sjælland men jeg ser dem meget sjælden når jeg på sjælland da jeg vælger familien de få dage vi er der dog har jeg et par stykke jeg ville ønske jeg boet tættere på for de bare SKØNNE men de jo os hvor jer er i dag altså med familie. Jeg jo flyttet til jylland og ingen af os har familie her ovre og der synes jeg det er vigtigt med venner så man har nogen at hygge sig med hjælpe hinanden osv og jeg/vi har da mødt et par stykker men som mange andre siger der skal være kemi osv og de hænger altså ikke på træerne.

For mig er det ikke vigtig om man har mange venner eller stor familie for mig er det vigtig at man har nogen man holder af og er der for hinanden og virkelig kan stole på om det så er venner eller familie. Jeg synes bestemt ikke det er et tabu for mange vælger selv ikke at have mange men at have få rigtig gode.

Kram Diana

Tina2 skriver:



Langt de fleste af mine bedste veninder er også "nye" veninder- altså nogle jeg har fået indenfor de sidste 10 år.....

Den veninde jeg havde haft næstlængst og tilbragte utrolig meget tid med da vi var yngre stoppede jeg med at ses med for 3½ år siden.....
Vi var vist vokset fra hinanden og hun havde på det tidspunkt ingen børn og kunne ikke respektere at jeg havde et.
Så når vi sku ses lå det ligesom i luften at min mor lige kunne passe min datter imens. Havde jeg hende med lavede min gl. veninde ikke andet end at sidde og hysse af hende- altså for at hun sku være stille!!!!!

Tilmed fik jeg en møgsviner i tlf'en og det var sgu bare dråben......

Min bedste veninde gik en klasse under mig i folkeskolen. Dengang sås vi en del men blev aldrig sådan bedste veninder.
Så flyttede hun til Aalborg og vi sås ikke i nogle år- forholdet gled ligesom bare ud.....

Mødte hende så igen da jeg flyttede til Aalborg i 2000 og hun har været en fantastisk tæt og god veninde lige siden :-) The best

Langt de fleste af de andre jeg har, har jeg mødt efter jeg flyttede til Aalborg. Og må virkelig sige at de er bedre end dem jeg havde da jeg var yngre, selvom jeg havde kendt dem siden jeg var lille.....

Så selvom man starter forfra på et tidspunkt i livet, så kan man bestemt godt få RIGTIG gode og nære veninder, det er bare med at være åben og imødekommende og så kan man jo se henad vejen om dem man møder er noget...... Rigtig mange er ikke, men der er nogle imellem:-)

Jeg var meget åben for nye venskaber da jeg flyttede fra min hjemby og kom til Aalborg.... Fik mange veninder gennem arbejde fx og så har jeg så også mødt en del efter jeg har fået børn, som jeg/vi svinger utrolig godt med:-)

Så godt du har gå-på-modet, det er vigtigt at ha:-) Du skal nok møde en masse nye mennesker:-)

Nemlig tak

Senia skriver:




 Præcis - føler lidt hende her var mit sidste forsøg. Har altid været meget social, og savner det, men opgiver lidt.

Min kæreste har ikke venner, han har let ved det, men vælger dem fra fordi han har oplevet en "ven" stjal hans computer, og han kom til at afbetale på den i 3 år til Leasy Efter det har han ikke haft venner og det passer ham fint.

Men samtidig vil vi gerne have et vennepar vi kan se i ny og næ til en hyggelig middag eller lign.
Nu er vi netop gået i gang med at prøve at blive gravide og når den lille kommer vil kravene være højere.

Min mand har det også fint med ingen venner, han er glad bare han har os og sin com. men hans grunde er også store og kan så udemærket forstå ham...

Jeg har også haft svært ved ingen venner at ha haft da jeg også selv er meget social og elsker at snakke hygge mm. men kan oogså godt mærke at jeg selv er begyndt at sige at det gider jeg ikke engang at prøve og det er ikke min tid værd...

Men som du selv skriver kunne vi også godt tænke os et venne par og gerne et med børn eller på vej til det da det ligesom giver en anden form for forståelse (men det er self. ikke det vigtigste) nogen man kunne ses med og tag ud at spise med eller mødes en aften i haven og grille eller hvad der nu ellers er, det kunne være super rart...

For mig er det ikke et tabu ingen venner at have, for det er jo ikke fordi der er noget galt med mig men nok fordi jeg har opgivet at finde nogen ordenlige venner (dem syntes jeg nemlig der er mangel på) og da jeg sidder med en mand der har det på det samme måde har vi fået en dejlig og helt perfekt hverdag til at gå på den måde, og vi er hinandens bedste venner, og kommer da stadig ud mm.
Venner er ikke livs nødvendigt kun et bonus...

Men vil føle mig mere ensom med nogen dårlige venner end med slet igen for den dag idag uden venner føler jeg mig meget rig med kun min vidunderlige mand, helt igennem perfekte datter og fam.

Min kæreste spurgte mig på et tidspunkt, om jeg egentlig var ked af at jeg ikke havde så mange venner/veninder. Jeg blev vildt flov, for jeg troede ikke det var noget han havde lagt mærke til. Jeg har da veninder, både helt tilbage fra folkeskolen, gymnasiet og også mit nuværende studie. Det jeg savner er en jeg virkelig er tæt med, hvor man bare kan komme forbi uden at skulle aftale at mødes på café eller lign. Især savne jeg en, der også gerne vil have børn nogenlunde samme tid som mig.
Jeg synes bare det er pinligt at sige til andre, for så er jeg bange for de tænker, at der er noget i vejen med mig fordi jeg ikke har så mange tætte veninder

Tak for jeres besvarelser og åbenhed om dette emne...
Personligt tror jeg det er sværere, at finde tætte venner og venninder jo ældre man bliver. Man formoder ofte, at "andre har hvad de skal bruge" og har nok derfor ofte en tendens til, at være lidt afholdende.
Jeg selv har haft mange tætte veninder - som så igennem årene ikke har vist sig, at være de veninder jeg troede de var, dermed har jeg oplevet en del skuffelser.
Tilbage har jeg 6 rigtig gode veninder som dog bor i forskellige dele af danmark, så dem ser jeg desværre ikke så ofte men vi taler da i telefon et pr gange om ugen.
Selv om de er der mærker jeg da i min hverdag, at jeg savner nogen tættere på mig som også har børn i mit barns alder... De to der bor tættest på er begge singler, uden børn og render i byen konstant (hvilket jeg nok også ville gøre hvis jeg var single og uden børn ) men når man selv har børn vægter man jo tingene anderledes og har dermed behov for andre ting fra veninderne. Det er sgu ikke atid jeg gider, at tage ud til en veninde med min søn for, at lægge øre til weekendens udskejlelser, så vil jeg hellere være herhjemme og lave noget sammen med min søn så han får noget ud af det nu når han ellers er så mange timer væk fra mig i hverdagen da han går i vuggestue og jeg selv læser.
Jeg har ofte tænkt over om jeg prioriterer forkert - om jeg burde bruge mere tid sammen med  mine veninder der bor tæt på? Jeg ved det ikke - jeg gør som regel hvad der føles rigtig for mig og der kommer min søns behov som nr 1.

Og mht emnets overskrift så må jeg ærligt erkende, at jeg synes det er beklageligt at folk føler sig "underlegne" fordi de ingen venner har - for tænk hvor mange fantastiske venskaber der kunne blive opbygget af netop alle de mennesker der mangler hinanden? 

Kh qp