Anonym skriver:
Tak. Skal ha taget blodprøve kl 10 og har svaret om jeg så er gravid eller ej på mandag. Og har sagt i tlf til lægen at jeg skal ha en abort
Har ikke tænkt mig at kommentere på hvad du skal eller ej, synes du har fået mange svar, en del jeg er enig i.
I forhold til dine graviditetstest - Da jeg blev gravid med min søns far, testede jeg en del gange negativt. Da jeg var gået en uge over tid testede jeg igen, den var negativ og af en eller anden grund valgte jeg 10 min. efter at kigge på testen og den lignede dine teste fuldstændig, måske var min nr. 2 streg mere utydelig, men jeg var gravid. Jeg var ved læge dagen efter for at få dem til at kigge på det, og de konkluderede også at jeg var gravid, trods den meget utydelige streg.
Derudover var min kæreste også en rigtig idiot inden jeg fik min søn med ham. Ikke helt lige så grov og så alligevel værre på nogle punkter. Da vi fandt ud af jeg var gravid ændrede han sig markant de første to mdr. Derefter begyndte han på hans byture og andre ting igen. Det var ufatteligt hårdt at leve med en som misbrugte min tillid på det groveste, udnyttede mig, behandlede mig som l*** (mildt sagt) og ja, han var bare en kæmpe idiot og jeg ville ønske jeg aldrig nogensinde havde fundet mig i det. Jeg elskede ham højt, han var så fantastisk når han havde en god dag, uge eller måned, men i graviditeten og da jeg havde født blev vores forhold bare værre og værre. Jeg ved ikke hvad der skete, men en dag ændrede han sig, jeg kan ikke huske hvorfor eller hvordan, men et eller andet skete der. Hans byture stoppede (han har taget nogle enkle byture det seneste år), han blev pludselig fornuftig på mange punkter og blev en skøn familie-far. I dag er jeg lykkelig for at jeg valgte troen på, at han godt kunne ændre sig, men jeg er også rigtig ked af at jeg har skulle kæmpe en kamp med ham som har kostet mig venskaber, tillid og ikke mindst en masse tårer, frygt og bekymringer for om han pludselig begynder at gå ad de gamle veje igen.
Jeg ved og jeg har altid vidst at han godt kunne, jeg har aldrig været i tvivl, men jeg har været ved at kaste håndklædet i ringen flere gange. Den eneste grund til vi er sammen den dag i dag, er fordi jeg havde troen på ham. Hvis ikke troen var der og han ikke havde vist hans potentiale, så var jeg ikke blevet hos ham. I dag er jeg lykkelig for at han ligger her ved min side og går på arbejde hver dag, tager sig af vores drenge, hjælper til i hjemmet og gør sit aller bedste for at vi kan fungere som en familie. Han betyder enormt meget for mig og jeg elsker ham højere end jeg troede var muligt.
Det her er en lykkelig "afslutning", men jeg ved, at det langt fra er alle der er så heldige. Vores forhold før, ville have fået samme kommentarere som du har fået her i dit indlæg, så mit bedste råd til dig er, mærk dig selv godt og grundigt efter, har du troen på ham? Med det mener jeg ikke håbet, men troen. Læg mærke til ham, hvordan er han overfor jeres dreng? Både når det går godt og skidt. Jeg har en søn fra tidligere forhold, min kæreste har altid været der for ham og gjort alt med ham. Han tog del i ham fra start. Bleer, give mad, aflevere og hente i institution, passe ham, lege med ham, aktivere ham på mange måder osv. hvilket er noget af det der gjorde at troen på ham var der.
Det er måske lidt rodet skrevet, men jeg vil ikke skrive for meget her offentligt, så det er svært at få det hele formuleret ordentligt uden at skrive for meget. Det hjælper bestemt heller ikke at klokken er så mange, men jeg håber det giver mening og du er mere end velkommen til at sende en pb til mig.
For at gøre det klart: Jeg råder dig ikke til at at flytte sammen med ham, jeg råder dig ej heller til at lade være. Jeg råder dig til at mærke dig selv og tænke på jeres barn. Jeg lever med stor skyldfølelse for min søn og prøver i dag at kompensere for min manglende tilstedeværelse der ikke var tilstrækkelig dengang. Der var så meget andet der fyldte i mit hovede at alt energien var opbrugt.
