Hvis jeg var dig.. Hjælp mig lidt

Jeg ved ikke hvordan jeg skal skrive dette indlæg. Har skrevet om vores forhold før.
Sagen kort:
Jeg er 24 år. Har en kæreste 26 år. Vi har været sammen i 4 år. Vi har en søn på 3 år.

Han har altid været dårlig at tale med. Vil ikke tale om problemerne. Vil gerne hakke med og fortælle mig hvad jeg gør galt og gerne og altid på en hård øv måde. Sådan så jeg faktisk bliver ked af det enden uden på eller inden i. Når jeg siger min mening (kan være omkring alt, virkelig alt) fejer han den 95% af tiden af med "Mm - ja - jaja - nej - okay - Ehmm"
Det er frusterende for mig, men igen kommer han med disse svar hvis jeg uddyber mig eller vil tale.
JEG synes, at han drikker for mange "fyraftensøl" med vennerne, enden der hvor han hjælper med arbejde efter job, eller sådan. Han siger han vil prøve at lade hver men at det jo er hans "liv" og "at jeg ikke skal bestemme om han skal drikke en øl med nogen".
Hvis han bliver sur kalder han mig grimme ting såsom: luder - so - kælling - sure kælling mest det nogle gange andet. Jeg var utro for 9 mdr siden, forelskede mig i ham der stod med armenske åbne, jeg var ulykkelig hjemme, følte mig inden utroskabet ensom, følte mig overset og "forladt", fik ingen opmærksomhed, ikke en gang en "har du haft en god dag". Nej utro skab er ikke ok.
Han valgte at blive, og 9 mdr er gået, han er ikke blevet bedre. Når han er sur nævner han utroskabet.
Han tager coke nogle gange, men siger han ikke gør mere, men tror ikke på ham. Kender ham og kan jo se på ham hvis han er påvirket af andet end øl.

For 3 mdr siden flyttede jeg fordi jeg fik nok. Men nu har vi haft nogle gode uger og vi har talt om at flytte sammen igen i det hus vi lejede (som han stadig bor i).

Han siger han vil arbejde med "sine fejl" lige som jeg vil arbejde på mine fejl. Jeg kan erkende mine fejl og arbejde på det. Men det er som om det bare går ind af det ene øre og ud af det andet hos ham. Han virker ligeglad men siger ham vil mig og det her forhold/familie liv.

Han har aldrig i vores søns 3 år, taget ham på mere end en hånd kan tælle. Altid mig der tager mig af vores søn og sådan har det altid været. 95% af tiden tager jeg vores søn. Han vil hellere ligge på sofaen efter job og have alt serveret på et sølv fad.
Selvfølgelig har han også sine gode sider når ham virkelig vil!..

Han "opdrager" (hvis man kan sige det) ved fx. at sige "nej nu må vi ikke kæmpe mere det siger mor. Kan du hente dine dukker og så må vi kun sidde ned" (jeg synes nogle gange han gear vores søn for meget op og især inden putte tid. Det ender altid med min søn græder af frustration, irritation, surhed) og det synes jeg er forkert og synd for vores søn.

Han spørger aldrig til hvordan min dag har været.

En episode fra iaften idag:
Han skal arbejde sent. Han skriver "jeg er der kl.19". Kl 19:15 skriver han "jeg er der om 30 minutter" og først 20:15 kommer han. Jeg siger jeg synes at han skal tænkte over det med at sige en tid og så ikke dukke op, han siger at han lige skulle blive færdig , jeg svare at det er helt okay men så burde han da skrive det, jeg er ikke sur men fortæller ham bare min mening . Hans tlf er gået i stykker og så bliver han sur og gal på mig og siger jeg bare ska gøre hva der bliver sagt, jeg siger at så må han da tale ordenligt, han siger lige meget hvordan jeg taler skal du bare gøre det.
Jeg bliver ked af det og han vil ik lutte til mig og jeg går ud med hunden. Jeg kommer ind igen og han lader som ingen ting og fejer mig væk når jeg siger noget om det.

Han kan somme tider være dominerende, kontrolerende, ubehagelig, truende, kan blive vange for ham.
Jeg må ikke hav Facebook mener han. Det er kun for at score mener han.

Han er ikke den store kramme-kysse-holde i hånd fyr.

Hele hans være måde, øl, stoffer, øgenavne, holdninger, kontrolerende alt sammen osv var også sådan inden jeg var utro, nu er det bare som om at "han har en undskyldning for at være som han er".

Jeg er i et dilemma. Han er jo sød og rar når han ER sød. Men når hm bliver sur og sådan som fortalt kan jeg ik holde ham ud. Vil virkelig gerne have et barn til og siger han at han også vil. og er i tvivl om jeg skal flytte tilbage til huset eller gøre det helt forbi.
Droppede mine p piller for 3-4 uger siden da jeg blev super dårlig af dem, har siden ikke været på noget og venter på mens og skal til lægen imorgen og tjekke om jeg er gravid. Jeg har villr have mig et barn til siden jeg ka huske. Græder af tanken om hvad jeg skal gøre ����

Der er jo også de gode ting , men fokusere kun på de dårlige fordi det påvirker meget synes jeg.

Hvis jeg var dig. Hvad ville du gøre? Vil du prøve at hjælpe mig ����
Håber ik det blev for rodet ��

Uanset om du ønsker at fortsætte forholdet eller ej, så er det en virkelig dårlig beslutning at få et barn mere. Det kommer ikke til at gøre det nemmere hverken at arbejde på forholdet eller at gå fra hinanden. Det kan godt være man gerne vil have et barn mere, men man bliver også lige nødt til at tage en dyb indånding og se hvilke konsekvenser det har for alle de involverede parter. Jeres liv lyder kaotisk og et barn vil bare gøre det mere kaotisk.

Om i skal prøve at flytte sammen igen, kan jeg ikke rigtig svare på. Ud fra hvad du skriver, så nej, men du skriver heller ikke om du elsker ham og om du ønsker at give det et forsøg mere. 

Jeg ved helt ærligt ikke hvad du vil have svar på.... men hvis jeg var dig, så ville jeg løbe over stok og sten, og aldrig se mig tilbage. Han lyder ikke til at være god for hverken dig eller din søn. 

Astoria skriver:

Uanset om du ønsker at fortsætte forholdet eller ej, så er det en virkelig dårlig beslutning at få et barn mere. Det kommer ikke til at gøre det nemmere hverken at arbejde på forholdet eller at gå fra hinanden. Det kan godt være man gerne vil have et barn mere, men man bliver også lige nødt til at tage en dyb indånding og se hvilke konsekvenser det har for alle de involverede parter. Jeres liv lyder kaotisk og et barn vil bare gøre det mere kaotisk.

Om i skal prøve at flytte sammen igen, kan jeg ikke rigtig svare på. Ud fra hvad du skriver, så nej, men du skriver heller ikke om du elsker ham og om du ønsker at give det et forsøg mere. 

 

Jeg græder så meget ved den tanke.. Hvorfor kan han ikke gøre noget for at ville det her, eller vise ham vil det han siger han selvfølgelig virkelig vil tage sig mere af andet barn hvis vi skulle få et til. Men kan jeg stole på det? Alle de dårlige ting tager mig til halsen når han er sådan. Men han er jo skøn og ja jeg elsker ham når han er sød og kærlig men hvorfor ændre han sig sådan på et "split" sekund  

jeg håber inderligt ikke jeg er gravid for græder ved tanken om at skulle tage livet af det igen, hvis det var, da jeg jo Allerhelst vil kramme og kysse det, hvis det giver mening.  

men kan lægen imorgen være 100% sikker når jeg laver den tisse prøve? Skal aflevere tisse prøve nemlig? Hvis du ved det

Hvid jeg stod i din situation ville jeg ikke få et barn mere med denne mand. Jeg kan ikke se noget positivt og kan slet ikke se hvorfor man ville ønske sig denne mand som far, som forbillede til sine børn.

Når han ER sød så ER han sød skriver du - men det gælder vel alle. Jeg var i et voldeligt forhold og når han var sød så var han da meget sød. Men det opvejer bare ikke alle de negative ting, hvilket jeg heller ikke synes det lyder til i jeres forhold. 

Jeg ville gøre det forbi og fokusere på at få et så godt samarbejde som muligt så jeres barn ikke lider alt for meget last.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal skrive dette indlæg. Har skrevet om vores forhold før.
Sagen kort:
Jeg er 24 år. Har en kæreste 26 år. Vi har været sammen i 4 år. Vi har en søn på 3 år.

Han har altid været dårlig at tale med. Vil ikke tale om problemerne. Vil gerne hakke med og fortælle mig hvad jeg gør galt og gerne og altid på en hård øv måde. Sådan så jeg faktisk bliver ked af det enden uden på eller inden i. Når jeg siger min mening (kan være omkring alt, virkelig alt) fejer han den 95% af tiden af med "Mm - ja - jaja - nej - okay - Ehmm"
Det er frusterende for mig, men igen kommer han med disse svar hvis jeg uddyber mig eller vil tale.
JEG synes, at han drikker for mange "fyraftensøl" med vennerne, enden der hvor han hjælper med arbejde efter job, eller sådan. Han siger han vil prøve at lade hver men at det jo er hans "liv" og "at jeg ikke skal bestemme om han skal drikke en øl med nogen".
Hvis han bliver sur kalder han mig grimme ting såsom: luder - so - kælling - sure kælling mest det nogle gange andet. Jeg var utro for 9 mdr siden, forelskede mig i ham der stod med armenske åbne, jeg var ulykkelig hjemme, følte mig inden utroskabet ensom, følte mig overset og "forladt", fik ingen opmærksomhed, ikke en gang en "har du haft en god dag". Nej utro skab er ikke ok.
Han valgte at blive, og 9 mdr er gået, han er ikke blevet bedre. Når han er sur nævner han utroskabet.
Han tager coke nogle gange, men siger han ikke gør mere, men tror ikke på ham. Kender ham og kan jo se på ham hvis han er påvirket af andet end øl.

For 3 mdr siden flyttede jeg fordi jeg fik nok. Men nu har vi haft nogle gode uger og vi har talt om at flytte sammen igen i det hus vi lejede (som han stadig bor i).

Han siger han vil arbejde med "sine fejl" lige som jeg vil arbejde på mine fejl. Jeg kan erkende mine fejl og arbejde på det. Men det er som om det bare går ind af det ene øre og ud af det andet hos ham. Han virker ligeglad men siger ham vil mig og det her forhold/familie liv.

Han har aldrig i vores søns 3 år, taget ham på mere end en hånd kan tælle. Altid mig der tager mig af vores søn og sådan har det altid været. 95% af tiden tager jeg vores søn. Han vil hellere ligge på sofaen efter job og have alt serveret på et sølv fad.
Selvfølgelig har han også sine gode sider når ham virkelig vil!..

Han "opdrager" (hvis man kan sige det) ved fx. at sige "nej nu må vi ikke kæmpe mere det siger mor. Kan du hente dine dukker og så må vi kun sidde ned" (jeg synes nogle gange han gear vores søn for meget op og især inden putte tid. Det ender altid med min søn græder af frustration, irritation, surhed) og det synes jeg er forkert og synd for vores søn.

Han spørger aldrig til hvordan min dag har været.

En episode fra iaften idag:
Han skal arbejde sent. Han skriver "jeg er der kl.19". Kl 19:15 skriver han "jeg er der om 30 minutter" og først 20:15 kommer han. Jeg siger jeg synes at han skal tænkte over det med at sige en tid og så ikke dukke op, han siger at han lige skulle blive færdig , jeg svare at det er helt okay men så burde han da skrive det, jeg er ikke sur men fortæller ham bare min mening . Hans tlf er gået i stykker og så bliver han sur og gal på mig og siger jeg bare ska gøre hva der bliver sagt, jeg siger at så må han da tale ordenligt, han siger lige meget hvordan jeg taler skal du bare gøre det.
Jeg bliver ked af det og han vil ik lutte til mig og jeg går ud med hunden. Jeg kommer ind igen og han lader som ingen ting og fejer mig væk når jeg siger noget om det.

Han kan somme tider være dominerende, kontrolerende, ubehagelig, truende, kan blive vange for ham.
Jeg må ikke hav Facebook mener han. Det er kun for at score mener han.

Han er ikke den store kramme-kysse-holde i hånd fyr.

Hele hans være måde, øl, stoffer, øgenavne, holdninger, kontrolerende alt sammen osv var også sådan inden jeg var utro, nu er det bare som om at "han har en undskyldning for at være som han er".

Jeg er i et dilemma. Han er jo sød og rar når han ER sød. Men når hm bliver sur og sådan som fortalt kan jeg ik holde ham ud. Vil virkelig gerne have et barn til og siger han at han også vil. og er i tvivl om jeg skal flytte tilbage til huset eller gøre det helt forbi.
Droppede mine p piller for 3-4 uger siden da jeg blev super dårlig af dem, har siden ikke været på noget og venter på mens og skal til lægen imorgen og tjekke om jeg er gravid. Jeg har villr have mig et barn til siden jeg ka huske. Græder af tanken om hvad jeg skal gøre ����

Der er jo også de gode ting , men fokusere kun på de dårlige fordi det påvirker meget synes jeg.

Hvis jeg var dig. Hvad ville du gøre? Vil du prøve at hjælpe mig ����
Håber ik det blev for rodet ��

hvis jeg var dig ville jeg ende det helt, så det eneste der var mellem jer var når det handlede om jeres barn...

jeg har selv stået i samme situation; min søns far og jeg var sammen i 5½ år... vi havde også mange problemer og prøvede at starte forfra, men det holdt kun en måneds tid før det gik galt igen og så endte vi det helt... Jeg var ked af det og gik i lang tid og talte for og imod at forsøge en gang mere, men da jeg først accepterede at det var slut, så gik der faktisk ikke længe før jeg fandt sammen med min datters far... og nu er min eks lykkelig sammen med sin nye dame - og vores samarbejde er faktisk bedre end før...

Hvad gælder aborten; jeg ser på de to aborter jeg har fået (en SA og en KA) at det var fordi barnet hhv. var for syg til at leve og at det ville få den kærlighed det fortjener når det kommer igen.

Kære du.

hvor lyder det til at du er blevet fanget i en dårlig spiral.

kærlighed gør blind og det tror jeg spiller rigtig meget ind her. For det liv du beskriver lyder på ingen måde sundt, hverken for jeres barn, dig eller din kæreste. 

Du kan ikke redde din kæreste ej heller tvinge ham til at ændre sig, men du har et ansvar overfor jeres søn overfor dig selv. Var jeg dig tror og håber jeg at jeg ville være stærk nok til at gå min vej. Kærlighed er ikke altid nok og kan ikke altid opveje for de negative ting. Og at leve i et forhold hvor øl, stoffer og nedsættende tale forgår er ikke et sted for et barn. Selvfølgelig er det heller ikke et sted for dig, men havde du været alene havde jeg sagt dit liv dit valg,en din søn kan ikkelækkert til eller fra det kan kun du.

masser af knus og råstyrke i din tetning.

' 

2721 skriver:

Kære du.

hvor lyder det til at du er blevet fanget i en dårlig spiral.

kærlighed gør blind og det tror jeg spiller rigtig meget ind her. For det liv du beskriver lyder på ingen måde sundt, hverken for jeres barn, dig eller din kæreste. 

Du kan ikke redde din kæreste ej heller tvinge ham til at ændre sig, men du har et ansvar overfor jeres søn overfor dig selv. Var jeg dig tror og håber jeg at jeg ville være stærk nok til at gå min vej. Kærlighed er ikke altid nok og kan ikke altid opveje for de negative ting. Og at leve i et forhold hvor øl, stoffer og nedsættende tale forgår er ikke et sted for et barn. Selvfølgelig er det heller ikke et sted for dig, men havde du været alene havde jeg sagt dit liv dit valg,en din søn kan ikkelækkert til eller fra det kan kun du.

masser af knus og råstyrke i din tetning.

 

 

' 

Ikke vælge til eller fra- skulle der stå

Jeg ved ikke hvordan jeg skal skrive dette indlæg. Har skrevet om vores forhold før.
Sagen kort:
Jeg er 24 år. Har en kæreste 26 år. Vi har været sammen i 4 år. Vi har en søn på 3 år.

Han har altid været dårlig at tale med. Vil ikke tale om problemerne. Vil gerne hakke med og fortælle mig hvad jeg gør galt og gerne og altid på en hård øv måde. Sådan så jeg faktisk bliver ked af det enden uden på eller inden i. Når jeg siger min mening (kan være omkring alt, virkelig alt) fejer han den 95% af tiden af med "Mm - ja - jaja - nej - okay - Ehmm"
Det er frusterende for mig, men igen kommer han med disse svar hvis jeg uddyber mig eller vil tale.
JEG synes, at han drikker for mange "fyraftensøl" med vennerne, enden der hvor han hjælper med arbejde efter job, eller sådan. Han siger han vil prøve at lade hver men at det jo er hans "liv" og "at jeg ikke skal bestemme om han skal drikke en øl med nogen".
Hvis han bliver sur kalder han mig grimme ting såsom: luder - so - kælling - sure kælling mest det nogle gange andet. Jeg var utro for 9 mdr siden, forelskede mig i ham der stod med armenske åbne, jeg var ulykkelig hjemme, følte mig inden utroskabet ensom, følte mig overset og "forladt", fik ingen opmærksomhed, ikke en gang en "har du haft en god dag". Nej utro skab er ikke ok.
Han valgte at blive, og 9 mdr er gået, han er ikke blevet bedre. Når han er sur nævner han utroskabet.
Han tager coke nogle gange, men siger han ikke gør mere, men tror ikke på ham. Kender ham og kan jo se på ham hvis han er påvirket af andet end øl.

For 3 mdr siden flyttede jeg fordi jeg fik nok. Men nu har vi haft nogle gode uger og vi har talt om at flytte sammen igen i det hus vi lejede (som han stadig bor i).

Han siger han vil arbejde med "sine fejl" lige som jeg vil arbejde på mine fejl. Jeg kan erkende mine fejl og arbejde på det. Men det er som om det bare går ind af det ene øre og ud af det andet hos ham. Han virker ligeglad men siger ham vil mig og det her forhold/familie liv.

Han har aldrig i vores søns 3 år, taget ham på mere end en hånd kan tælle. Altid mig der tager mig af vores søn og sådan har det altid været. 95% af tiden tager jeg vores søn. Han vil hellere ligge på sofaen efter job og have alt serveret på et sølv fad.
Selvfølgelig har han også sine gode sider når ham virkelig vil!..

Han "opdrager" (hvis man kan sige det) ved fx. at sige "nej nu må vi ikke kæmpe mere det siger mor. Kan du hente dine dukker og så må vi kun sidde ned" (jeg synes nogle gange han gear vores søn for meget op og især inden putte tid. Det ender altid med min søn græder af frustration, irritation, surhed) og det synes jeg er forkert og synd for vores søn.

Han spørger aldrig til hvordan min dag har været.

En episode fra iaften idag:
Han skal arbejde sent. Han skriver "jeg er der kl.19". Kl 19:15 skriver han "jeg er der om 30 minutter" og først 20:15 kommer han. Jeg siger jeg synes at han skal tænkte over det med at sige en tid og så ikke dukke op, han siger at han lige skulle blive færdig , jeg svare at det er helt okay men så burde han da skrive det, jeg er ikke sur men fortæller ham bare min mening . Hans tlf er gået i stykker og så bliver han sur og gal på mig og siger jeg bare ska gøre hva der bliver sagt, jeg siger at så må han da tale ordenligt, han siger lige meget hvordan jeg taler skal du bare gøre det.
Jeg bliver ked af det og han vil ik lutte til mig og jeg går ud med hunden. Jeg kommer ind igen og han lader som ingen ting og fejer mig væk når jeg siger noget om det.

Han kan somme tider være dominerende, kontrolerende, ubehagelig, truende, kan blive vange for ham.
Jeg må ikke hav Facebook mener han. Det er kun for at score mener han.

Han er ikke den store kramme-kysse-holde i hånd fyr.

Hele hans være måde, øl, stoffer, øgenavne, holdninger, kontrolerende alt sammen osv var også sådan inden jeg var utro, nu er det bare som om at "han har en undskyldning for at være som han er".

Jeg er i et dilemma. Han er jo sød og rar når han ER sød. Men når hm bliver sur og sådan som fortalt kan jeg ik holde ham ud. Vil virkelig gerne have et barn til og siger han at han også vil. og er i tvivl om jeg skal flytte tilbage til huset eller gøre det helt forbi.
Droppede mine p piller for 3-4 uger siden da jeg blev super dårlig af dem, har siden ikke været på noget og venter på mens og skal til lægen imorgen og tjekke om jeg er gravid. Jeg har villr have mig et barn til siden jeg ka huske. Græder af tanken om hvad jeg skal gøre ����

Der er jo også de gode ting , men fokusere kun på de dårlige fordi det påvirker meget synes jeg.

Hvis jeg var dig. Hvad ville du gøre? Vil du prøve at hjælpe mig ����
Håber ik det blev for rodet ��

Undskyld, men hvad f*nden tænker du på at smide p-pillerne og have ubeskyttet sex med ham når jeres relation er som den er? Jeg ved godt at det ikke er det du har brug for at høre lige nu (eller måske er det), men det er simpelthen så komplet umodent og uansvarligt. Du burde ikke have fået et barn med sådan en mand i første omgang, og nu hvor du ved hvordan han er, så placerer du dig selv i risikozonen igen, helt bevidst? Hvorfor??

Det var et meget ukonstruktivt indlæg, men jeg måtte simpelthen ud med det. 

modesty skriver:

Undskyld, men hvad f*nden tænker du på at smide p-pillerne og have ubeskyttet sex med ham når jeres relation er som den er? Jeg ved godt at det ikke er det du har brug for at høre lige nu (eller måske er det), men det er simpelthen så komplet umodent og uansvarligt. Du burde ikke have fået et barn med sådan en mand i første omgang, og nu hvor du ved hvordan han er, så placerer du dig selv i risikozonen igen, helt bevidst? Hvorfor??

Det var et meget ukonstruktivt indlæg, men jeg måtte simpelthen ud med det. 

Jeg kunne ikke være mere enig! Det lyder som om at du er i et meget usundt forhold og jeg kan slet ikke forstå hvorfor du vil udsætte dig selv + din søn + ENDNU et barn for den behandling. 

Hvorfor skal du til lægen for at tjekkes for graviditet? Har du ikke/kan du ikke tage en test selv?