Unge mødre

Anonym skriver:

Hold da op, tak for en masse velformulerede, gode svar. Jeg forstår måske lidt bedre nu, at I ikke som sådan var noget imod unge mødre - men det at man som ung kan ende med et skilsmissebarn. Hvilket jo er en reel frygt, og jeg har da også selv tænkt på det. Jeg tænker dog også, at jeg er bange for mange tid, og at man ikke skal lade livet gå i stå af den grund. Jeg har også set mange herinde som stadig har været sammen efter 10 år, og som er ligeså lykkelige. Det er jo det vi alle drømmer om, og hvis man er skruk, sådan virkelig skruk, så tvivler jeg på at man ville tænke: "Hov pis, vi må nok hellere vente 2-4 år og så se om vi stadig er sammen, ellers går der ikke." Det må jo også være opslidende på forholdet. 

Jeg mener at man skal kunne forsøge sig selv. Jeg mener ikke at man skal have det fede job og arbejde 45 timer om ugen. Jeg er af den overbevisning at man er selvforsørgende hvis man studerer, og kæmper sig frem i verden for at få en uddannelse. Ved ikke om jeg er den eneste?

En lille ekstra ting jeg kom til at tænke på, er jeg efter vi fik børn føler mig mindre omstillingsparat, min mobilitetsgrænse har flyttet sig og jeg river ikke lige teltpælene op. Havde jeg fået børn efter jeg var uddannet havde jeg nemmere kunne søge job i hele landet og for den sags skyld i udlandet og jeg kan da godt nogen gange tænke: øv, tænk om jeg havde.... For mig handlede det så nok mere om jeg burde have færdiggjort min uddannelse lidt hurtigere, da jeg ikke fik børn tidligt.

Men står man med villa, vovse, Volvo og børn er man bare ikke så omstillingsparat som man er med toværelset, ørkenrotte, cykel og ingen børn