Unge mødre

Blev mor i en alder af bare 19 år, ja det er tidligt men aldrig i mit liv har jeg vokset så meget med en opgave, som det at være mor! Jeg er i fuld gang med uddannelse og det er takket være min søn at jeg knokler og bliver til noget ud over hvad jeg ellers havde forventet, fordi jeg gerne vil give ham alt hvad jeg kan og vise ham at uddannelse er vejen frem! 

Man kan ikke generaliserer unge mødre, der er stor forskel på folk og nogle unge mødre skulle aldrig have haft barn, mens andre klarer det skide hamrende flot! Jeg synes ikke det er alderen man skal kigge på, men derimod modenhed og ansvarlighed.. Synes selv jeg klarer rollen som mor pisse godt og jeg er stolt af at være mor! 

Jeg var 21 med den første og har aldrig tænkt "ung mor" om mig selv min søn var planlagt og det hele værd! 

Men jeg vil aldrig råde nogen under 20 til at få børn, det har intet med den persons evner at gøre, det er rent og skær omverdenen jeg tænker. 

Selvlm jeg aldrig så mig selv som ung mor skulle omverdenen dælme nok sørge for jeg havde stemplet. 

Anonym skriver:

Hej dejlige piger. 

Jeg har længe gået og tænkt over det her med unge mødre. Jeg er selv en af de "uansvarlige" der gerne vil have børn enten før eller lige efter jeg er blevet 20.

Men hvad synes I herinde om unge mødre? Jeg ved at der er flere unge mødre herinde, men hånden på hjertet, hvad er jeres helt ærlige mening omkring dem der helt selv vælger, at blive unge mødre, og især dem der er under 20, så?

Knus og på forhånd tak for de ærlige svar. 

Hvis du forsørger dig selv og dit kommende barn har jeg ingen problemer med/fordomme om unge mødre. 

Jeg mener at man skal være selvforsørgende når man vælger at få børn. Hvad der sker sidenhen er vi jo ikke herre over,  men som udgangspunkt bør man selv kunne tage sig af sin familie økonomisk. Børn kan ikke leve af kærlighed og kildevand 

-men det gælder nu alle aldre synes jeg, og ikke kun de unge.  

Hej. 

Jeg synes det kommer meget an på hvordan man er som person, hvilken opvækst man har haft og hvor man er i sit liv. 

Jeg var 19, da min mand og jeg planlagde vores første barn. Ja, mange ville rynke på næsen og synes det var frygtelig tidligt - og når jeg tænker tilbage og ser andre på den alder, kan jeg også tænke at det er tidligt. Men når det så er sagt, så var vi - og især jeg bare så klar til at blive forældre. 

Noget af det bunder måske i at jeg er adoptivbarn. Har aldrig haft nogen at sammenligne mig med, spejle mig i eller identificere mig med. Derfor kunne jeg mærke at det virkelig havde stor betydning for mig at få noget der var en del af mig, få noget, hvor jeg kunne se at det virkelig tilhørte mig og havde noget biologisk med sig. 

Jeg har haft det som blommen i et æg, jeg har virkelig haft en god adoptivfamilie. De har altid været og er stadig en stor del af mit liv og de har selvfølgelig også gjort mig til den jeg er, men det ændrede bare ikke på følelsen af, at jeg intet biologisk havde til nogen. 

Jeg var 20, da jeg fødte vores søn og jeg har aldrig fortrudt, eller ønsket at jeg havde ventet. Ingen har manglet noget og jeg synes selv at jeg havde overskud og rummelighed nok til at kunne klare et lille barn. Nr. 2 fik jeg da jeg var 22. 

Jeg er i dag 27 år og vi planlægger at skulle have "hold 2" inden for de nærmeste par år. Men jeg kan mærke på mig selv og den måde jeg er på, at jeg faktisk ikke tror at jeg kommer til at gøre noget anderledes end, da jeg var 20. 

Min pointe er at det er en så indiviuel sag, at ingen kan fortælle hvad der er rigtigt eller forkert. Det er kun en selv der kan og skal gennemtænke det at skulle blive forældre. - om man er klar. 

Jeg har ikke rigtig en holdning til det, jeg tænker at hvis man planlægger børn i en ung alder, har man vel også tænkt på de ting og det ansvar det indebærer

Jeg var 20 da jeg blev gravid med min første, og var lige fyldt 21 da jeg fødte. Jeg har aldrig fortrudt det (det var dog ikke planlagt) som 22 årig fødte jeg vores nummer 2, og er nu 23 og venter vores nummer 3 

synes vi har klaret os godt, trods vores unge alder (min kæreste 24), vi har købt hus og er begge færdiguddannet 

Jeg synes det er rigtig dejligt at kunne være ung med mine børn. 

Mit ærlige svar: jeg tænker ikke at unge under 20 bør få børn. 

Jeg er godt klar over at der findes mange fantastiske unge mødre derude

Til gengæld synes jeg også at man hører om rigtig mange enlige unge mødre og jeg har en fordom om at det til dels skyldes umodenhed og manglende evne til at behovsudsætte/manglende impulsstyring samt en tendens til at man går fra sin kæreste for et godt ord i stedet for at prøve på at få det til at fungere på moden og velovervejet vis. Og det er jo helt naturligt eftersom frontallappen først er udviklet engang begyndelsen af 20'erne.

Jeg tror også at rigtig mange unge mødre har urealistiske forventninger til de mænd/drenge de vælger at få børn med - det kan man jo bare se herinde hvor der jævnligt er tråde hvor de unge mødre ikke kan forstå hvorfor deres 20-årige kæreste sidder og spiller playstation eller går i byen hele tiden. 

Alt i alt mener jeg at man - afhængigt af ens modenhed og livserfaring - er bedst rustet til at blive mor når man er et stykke inde i 20'erne. Jeg siger ikke at jeg og mine veninder er repræsentative for alle kvinder i Danmark men jeg kan da tydeligt mærke på mig og min vennekreds at vi er blevet betragteligt mere modne/reflekterende/rummelige og bedre til at behovsudsætte nu hvor vi er tættere på de 30 end på de 20.

Hej dejlige piger. 

Jeg har længe gået og tænkt over det her med unge mødre. Jeg er selv en af de "uansvarlige" der gerne vil have børn enten før eller lige efter jeg er blevet 20.

Men hvad synes I herinde om unge mødre? Jeg ved at der er flere unge mødre herinde, men hånden på hjertet, hvad er jeres helt ærlige mening omkring dem der helt selv vælger, at blive unge mødre, og især dem der er under 20, så?

Knus og på forhånd tak for de ærlige svar. 

Det er et svært spørgsmål at svare på, for folk er forskellige.

Jeg tror at man kan fortryde at få børn i en ung alder af mange årsager. Jeg har f.eks en veninde som først nu, i en alder af 35, har fået den uddannelse hun gerne ville have, og skal til at starte på en frisk m.h.t. at finde arbejde. Det kostede to sygemeldinger med stress inden. Og årsagen til det hele er at hun grundet børn i en ung alder blev nødt til at tage en uddannelse så de kunne forsørges, selvom hun ikke vidste hvad hun ville og endte med at tage en helt forkert uddannelse. Og hendes mand gjorde det samme (begge deres børn var planlagte).

Men det er jo bare et eksempel.

Umiddelbart tænker jeg at den største fare ved at blive ung mor, er at man ender med en skilsmissefamilie. 

Det er de færreste på 20 år som reelt set ved hvad de ønsker ud af livet - på alle fronter. På mange punkter, som f.eks uddannelse o.s.v., kommer det ikke til at have konkret, målbar effekt på barnets liv om moren ikke aner hvad hun skal eller vil (selvom det kan komme til at have en gevaldig effekt på morens liv). Men når det kommer til kærligheden, seksualiteten, følelseslivet, kan det være afgørende for barnet. For det er barnets kerne, moren og faren, der er på spil.

Mange kommer med argumentet at de i en ung alder har oplevet en masse ting og fået en masse erfaring. Men hvad man kun ved når man er ældre, er at det ikke er nok. Det er ikke et stort nok grundlag for modenhed at have oplevet meget på kort tid. Nogle ting - en viden om hvem man er, hvad man vil, hvad man kan kræve og hvor ens grænser går, kan kun komme med alderen. 

Jeg mener sagtens at man kan være en fantastisk kompetent mor i en ung alder. Men sandsynligheden for at man kommer til at være det uden barnets far i sin hverdag er altså relativt større end hvis man venter lidt med at få børn. Så man skal vide at det er en risiko man udsætter sine børn før.

Nå ja, og ovenstående eksempel, min veninde, endte så også med at gå fra sin mand fordi hun efter en årrække fandt ud af at drømmen om kernefamilien med ham var baseret på noget andet end reel, dybtfølt, holdbar kærlighed.

Hold da op, tak for en masse velformulerede, gode svar. Jeg forstår måske lidt bedre nu, at I ikke som sådan var noget imod unge mødre - men det at man som ung kan ende med et skilsmissebarn. Hvilket jo er en reel frygt, og jeg har da også selv tænkt på det. Jeg tænker dog også, at jeg er bange for mange tid, og at man ikke skal lade livet gå i stå af den grund. Jeg har også set mange herinde som stadig har været sammen efter 10 år, og som er ligeså lykkelige. Det er jo det vi alle drømmer om, og hvis man er skruk, sådan virkelig skruk, så tvivler jeg på at man ville tænke: "Hov pis, vi må nok hellere vente 2-4 år og så se om vi stadig er sammen, ellers går der ikke." Det må jo også være opslidende på forholdet. 

Jeg mener at man skal kunne forsøge sig selv. Jeg mener ikke at man skal have det fede job og arbejde 45 timer om ugen. Jeg er af den overbevisning at man er selvforsørgende hvis man studerer, og kæmper sig frem i verden for at få en uddannelse. Ved ikke om jeg er den eneste?

Jeg mener godt man kan være en god mor selvom man er ung men menet det er gavnligt at vente et par år og får erfaring samt uddannelse i bagagen inden.