Hvornår er aldersforskellen for stor?

Jeg er 21 og min kæreste er 35 og her er det intet problem, fordi vi aldrig har gjordt det til et problem og vi laver bare sjov med det her hjemme 

men i forhold til alle de børn må jeg indrømme at jeg også ville blive presset, synes det er mange (vi har kun en pige på 7 måneder).

Anonym skriver:

Jeg skriver fordi jeg er begyndt at se en mand der er en del ældre end mig. Faktisk så meget at han aldersmæssigt er tættere på min mor end på mig...

Jeg er en ung pige på knap 21 år og han er 37 år.
Vi har begge børn (jeg et enkelt på 1 år, og han tre på 9, 7 og 4 år) og vi er begge to bopælsforældre.

Jeg søger lidt råd og friske øjne på det hele da vi nu har mødtes på et par dates, vi klikker rigtig godt og det begynder så småt at blive lidt halv-seriøst.

Alligevel er jeg lidt bange for om aldersforskellen bliver for stor med (næsten) 17 år. Når vi er sammen er vi egentlig meget ligeværdige, men jeg bliver mindet om forskellen hver gang han siger noget som "For 20 år siden oplevede jeg...." Det er sådan lidt jae... Der var jeg nyfødt og du drak bajere...

Og så er der også det med børn. Jeg er på ingen måde med at få og føde mine egne børn. Han siger at han også gerne vil have flere børn og altid har drømt om en kæmpe børneflok. Men bare hvis vi ender med at flytte sammen som det er nu så vil vi hver anden uge (de har 7/7 ordning) have 4 børn. Jeg ved at jeg som absolut minimum vil have 1 barn mere. Så er der 5 børn hver anden uge og (muligvis) 2 blebørn. Det kan godt skræmme mig lidt. Tanken om allerede nu at skulle være mor/bonusmor for så mange (og store) børn...

Vi har ikke mødt hinandens børn endnu, men hvis det bliver ved sådan her så er det et nærliggende næste skridt...

Undskyld hvis det blev lidt rodet. Jeg vil meget gerne høre jeres tanker?

Jeg kan godt følge de argumenter som er kommet, men for mig personligt er det bare alt for meget. Min grænse går ved 10år og selv det synes jeg, er rigtig meget.

Jeg synes, at det er fint, at du tænker lidt frem, for ville da være rigtig ærgeligt, at blive sådan rigtig seriøst forelsket og så måtte stoppe, fordi du ikke kan magte/har overskud til at der er så mange børn hver 14. dag.

Jeg skriver lige som anonym da jeg frygter et shit storm. Men seriøst jeg synes det er for klamt, han kunne være din far. Hvad skal du med sådan en når du kan få en ser er jævnaldrende? Der kommer et tidspunkt hvor du mærker aldersforskellen og tænker at i er forskellige steder i livet. Jeg vil hellere have en der er ligeså gammel som mig selv så vi kan vokse op  sammen istedet. 

Anonym skriver:

Jeg skriver fordi jeg er begyndt at se en mand der er en del ældre end mig. Faktisk så meget at han aldersmæssigt er tættere på min mor end på mig...

Jeg er en ung pige på knap 21 år og han er 37 år.
Vi har begge børn (jeg et enkelt på 1 år, og han tre på 9, 7 og 4 år) og vi er begge to bopælsforældre.

Jeg søger lidt råd og friske øjne på det hele da vi nu har mødtes på et par dates, vi klikker rigtig godt og det begynder så småt at blive lidt halv-seriøst.

Alligevel er jeg lidt bange for om aldersforskellen bliver for stor med (næsten) 17 år. Når vi er sammen er vi egentlig meget ligeværdige, men jeg bliver mindet om forskellen hver gang han siger noget som "For 20 år siden oplevede jeg...." Det er sådan lidt jae... Der var jeg nyfødt og du drak bajere...

Og så er der også det med børn. Jeg er på ingen måde med at få og føde mine egne børn. Han siger at han også gerne vil have flere børn og altid har drømt om en kæmpe børneflok. Men bare hvis vi ender med at flytte sammen som det er nu så vil vi hver anden uge (de har 7/7 ordning) have 4 børn. Jeg ved at jeg som absolut minimum vil have 1 barn mere. Så er der 5 børn hver anden uge og (muligvis) 2 blebørn. Det kan godt skræmme mig lidt. Tanken om allerede nu at skulle være mor/bonusmor for så mange (og store) børn...

Vi har ikke mødt hinandens børn endnu, men hvis det bliver ved sådan her så er det et nærliggende næste skridt...

Undskyld hvis det blev lidt rodet. Jeg vil meget gerne høre jeres tanker?

Da jeg var 20 havde jeg en kæreste på 40. Vi var sammen i 2 år og det var ikke et problem. Min nuværende mand er 19 år ældre end mig og det er stadig ikke et problem (jeg er 35, han er 54, vi har en søn på snart 4).

Det med den sammenbragte familie kan jeg ikke hjælpe dig med, da vi kun har fællesbarn (og min mand har en voksen papdatter på 22). Det kommer vel blandt andet an på børnenes alder hvor hårdt det rent praktisk bliver. Og børnenes personligheder hvor hårdt det følelsesmæssigt bliver. Under alle omstændigheder vil du jo altid i et eller andet omfang blive en sammenbragt familie i og med at du bringer en datter med til bordet.

Jeg tænker i hvert fald at du er alt, alt for hurtigt ude med stopskiltet. Lær manden at kende. Hvis I bliver forelskede, så bliv kærester, mød hinandens børn og venner. Se om det funker. Hvis ikke, så har I i hvert fald givet det en chance.

Jeg er 32 og min mand 53 og jeg er mere lykkelig end nogensinde <3

Det der er vigtigt for mig i et parforhold er at man er lige og at den ældste ikke begynder at "opdrage". Det var et af de store problemer i mit tidligere forhold hvor der var 13 år imellem os og han havde i stor udstrækning en attitude af bedrevidenhed. Det er respektløst!

Jeg mødte min mand for tre år siden, er nu gift og har barn nr to på vej (vi mistede desværre det første sent i graviditeten). Efter jeg selv havde sovet på det med aldersforskellen et par dage så kunne jeg bare mærke han var den rette og har ikke tvivlet siden. Men der er selvfølgelig nogle ting man skal have snakket om. Bla børn, vi vil gerne have en lille håndfuld, men for at de skal have en god lang opvækst med en super frisk og rørig far skal vi ikke være alt for mange år om at få dem. Vi skal overveje hvordan vi sætter os økonomisk, da han går på pension noget før mig. Osv.

Det tidspunkt jeg mærker det mest, er når vi er sammen med hver vores vennekreds. Der er der også en stor aldersforskel. Men jeg har ikke oplevet at nogen har dømt os på den baggrund og jeg er blevet taget godt imod hele vejen rundt. Og så når vi snakker musik og film osv. Men det tænker jeg ikke er mere forskelligt end hvis man møder en med væsentlig anderledes smag end ens egen. Og det giver interessante debatter og inputs

Hvad min mor synes om at have en svigersøn der er tæt på jævnaldrende skal jeg ikke sige, men hun har taget det meget pænt. Der har det vist ikke været alderen der har givet hende de største spekulationer. Men der er så også 10år mellem min far og mor

Anonym skriver:

Jeg skriver lige som anonym da jeg frygter et shit storm. Men seriøst jeg synes det er for klamt, han kunne være din far. Hvad skal du med sådan en når du kan få en ser er jævnaldrende? Der kommer et tidspunkt hvor du mærker aldersforskellen og tænker at i er forskellige steder i livet. Jeg vil hellere have en der er ligeså gammel som mig selv så vi kan vokse op  sammen istedet. 

Så kunne jeg godt tænke mig et seriøst svar på hvorfor du synes det er klamt?

Hendes far? herregud vi snakker ikke om en 16årig der render rundt med en på 46 .

Der er 16 år imellem dem .og det er de færreste 16 årige der er fædre- Og ja jeg ved hvad jeg snakker om for vi var selv 16 og 17 da vi fik den første og selv den gang ( mimre) var det et særsyn :) 

Så hvorfor synes du 16 års aldersforskel er klamt? Det er jeg oprigtig nysgerrig for at vide.

Og mhs til ligeværdighed så er det vel ikke noget med alder at gøre. Men om at man har de samme interesser ,de samme værdier og er det samme sted i livet . Og det har jo intet med alder at gøre. Jeg kender 30 årige  og 40 årige mænd ( og kvinder ) som er så umodne at de aldrig nogen siden kommer til at forlade teenagerlivet - Og så kender jeg blandt andet en af min datters veninder som er 21 og er det mest modne intelligente og interessante menneske 

Har du heller ikke venner der er ældre eller yngre end dig? 

På lørdag skal jeg giftes med min kæreste, han er 21 år ældre. Selvfølgelig kan man på nogle områder mærke forskellen men altså vi joker bare med det. Jeg har aldrig haft det bedre og han heller ikke. Og til den der kommentar: ad, han kunne være din far. Ja det kunne han, men det er han IKKE! Deri er forskellen. Altså kan der jo ikke være noget klamt i det. 

Men når du tvivler er aldersforskellen for stor. Jeg var også i tvivl men det skyldtes at jeg tænkte Shit hvis han så dør mange år før mig, mens jeg stadig er ung osv. Den tanke ramte mig også her i efteråret da min far døde 60 år gammel. Min mand er lige blevet 50. Men jeg tænkte hellere 10 år med ham end ingen. Han er så fantastisk for mig 

Min eks og jeg var sammen i 3 år, boede sammen i 2 år, han har to børn på 10 og 6 år, og der var 20,5 års forskel på os. Vi elskede hinanden meget højt, men her var det hans manglende lyst til flere børn end dem han har der gjorde det måtte ende... Den dag i dag snakker vi flere gange om ugen og er nære venner  

Man kan ikke fastsætte hvornår aldersforskellen bliver for stor, det er heldigvis kun de involverede i et forhold der kan træffe den beslutning.

det lyder til at du har rigtig mange ting i dit hoved, som har svært ved at finde plads, hvis det var mig der havde de tanker, så tidligt i et forhold, så havde jeg sluttet forholdet, men det er mig.  Men hvis du føler at der er en chance for at denne mand kunne være the one, så ville jeg pakke de bekymringer væk og nyde det nu I har, før alt det andet overskyggede det I ville kunne få.

Anonym skriver:

Jeg skriver lige som anonym da jeg frygter et shit storm. Men seriøst jeg synes det er for klamt, han kunne være din far. Hvad skal du med sådan en når du kan få en ser er jævnaldrende? Der kommer et tidspunkt hvor du mærker aldersforskellen og tænker at i er forskellige steder i livet. Jeg vil hellere have en der er ligeså gammel som mig selv så vi kan vokse op  sammen istedet. 

Hvorfor er det klamt? At han kan være hendes far, ændrer ikke på det faktum, at det IKKE er hendes far hun dater. Hvis hun hellere vil have en mand, end en forvokset teenager, så er det da det hun skal, uanset om hun kan være sammen med en jævnaldrende, det er hendes valg, det kan vi ikke gøre os til dommer over for- og slet ikke med en kommentar at det er klamt.