Hvornår er aldersforskellen for stor?

Jeg skriver fordi jeg er begyndt at se en mand der er en del ældre end mig. Faktisk så meget at han aldersmæssigt er tættere på min mor end på mig...

Jeg er en ung pige på knap 21 år og han er 37 år.
Vi har begge børn (jeg et enkelt på 1 år, og han tre på 9, 7 og 4 år) og vi er begge to bopælsforældre.

Jeg søger lidt råd og friske øjne på det hele da vi nu har mødtes på et par dates, vi klikker rigtig godt og det begynder så småt at blive lidt halv-seriøst.

Alligevel er jeg lidt bange for om aldersforskellen bliver for stor med (næsten) 17 år. Når vi er sammen er vi egentlig meget ligeværdige, men jeg bliver mindet om forskellen hver gang han siger noget som "For 20 år siden oplevede jeg...." Det er sådan lidt jae... Der var jeg nyfødt og du drak bajere...

Og så er der også det med børn. Jeg er på ingen måde med at få og føde mine egne børn. Han siger at han også gerne vil have flere børn og altid har drømt om en kæmpe børneflok. Men bare hvis vi ender med at flytte sammen som det er nu så vil vi hver anden uge (de har 7/7 ordning) have 4 børn. Jeg ved at jeg som absolut minimum vil have 1 barn mere. Så er der 5 børn hver anden uge og (muligvis) 2 blebørn. Det kan godt skræmme mig lidt. Tanken om allerede nu at skulle være mor/bonusmor for så mange (og store) børn...

Vi har ikke mødt hinandens børn endnu, men hvis det bliver ved sådan her så er det et nærliggende næste skridt...

Undskyld hvis det blev lidt rodet. Jeg vil meget gerne høre jeres tanker?

Alder er bare et tal. Hvis I klikker jamen nyd ham. 

Men NYD ham. I mit univers tænker du allerede alt alt alt for langt frem. Giv det lidt tid og lidt romantik også se hvad der sker 

Anonym skriver:

Jeg skriver fordi jeg er begyndt at se en mand der er en del ældre end mig. Faktisk så meget at han aldersmæssigt er tættere på min mor end på mig...

Jeg er en ung pige på knap 21 år og han er 37 år.
Vi har begge børn (jeg et enkelt på 1 år, og han tre på 9, 7 og 4 år) og vi er begge to bopælsforældre.

Jeg søger lidt råd og friske øjne på det hele da vi nu har mødtes på et par dates, vi klikker rigtig godt og det begynder så småt at blive lidt halv-seriøst.

Alligevel er jeg lidt bange for om aldersforskellen bliver for stor med (næsten) 17 år. Når vi er sammen er vi egentlig meget ligeværdige, men jeg bliver mindet om forskellen hver gang han siger noget som "For 20 år siden oplevede jeg...." Det er sådan lidt jae... Der var jeg nyfødt og du drak bajere...

Og så er der også det med børn. Jeg er på ingen måde med at få og føde mine egne børn. Han siger at han også gerne vil have flere børn og altid har drømt om en kæmpe børneflok. Men bare hvis vi ender med at flytte sammen som det er nu så vil vi hver anden uge (de har 7/7 ordning) have 4 børn. Jeg ved at jeg som absolut minimum vil have 1 barn mere. Så er der 5 børn hver anden uge og (muligvis) 2 blebørn. Det kan godt skræmme mig lidt. Tanken om allerede nu at skulle være mor/bonusmor for så mange (og store) børn...

Vi har ikke mødt hinandens børn endnu, men hvis det bliver ved sådan her så er det et nærliggende næste skridt...

Undskyld hvis det blev lidt rodet. Jeg vil meget gerne høre jeres tanker?

Kort svar : hvornår er aldersforskellen for stor? Svar: når du sætter spørgsmålstegn ved den. 

Når to menneske holder af hinanden er alderen ligegyldig for nogen og betyder meget for andre. Men det er kun en selv man kan lytte til.

Hvis I klikker sammen og du føler at han potientielt kan gøre dig lykkelig så ville jeg skrotte mine bekymringer om alderen. Hvad er værst - at komme sammen med en som du passer perfekt sammen med men som i følge samfundets normer er "for gammel" til dig - eller at komme sammen med en som du aldersmæssige "passer til" men som du ikke klikker med på samme måde?

Så længe ens valg ikke går ud over nogen så er jeg kraftig fortaler for at man skal handle ud fra hvad der gør en lykkelig.

(mit komma virker ikke - håber det er forståeligt alligevel )

Mine børns far var 30 og jeg lige knap 18 da vi fandt sammen. vi var sammen i 9 år og fik 2 børn.

Som andre skriver, så er det nok noget, du selv må mærke efter.

i vores vennegruppe plejer vi at have en tommelfingerregel der hedder max 15 år - for så er det der, han kan begynde at være din far. Hvis han har børn, plejer vi at sige, at man skal være tættere på mandens end børnenes alder. 

men det er jo alt sammen bare tal - gør det, der gør dig glad.

Alder er bare et tal.

Min søster dater en mand på 27 lige nu hun bliver selv 40 lige om lidt og han er 2 år ældre end mit ældstee barn.

Det er jo revende ligegyldigt så længe de er lykkelige og det er de :)

Lad være med at spekulere i det og ta tingene som de kommer .:)

Er enig i hvad andre skriver - vil dog bare lige give et indblik i mit kærlighedsliv. 

Jeg er selv 26, min mand er 38. Jeg tænker sjældent over aldersforskellen, og mærker den kun når andre bemærker den. 

Da jeg var 24 år, havde jeg en sommerflirt på 47! Det var anderledes  og der tænkte jeg en del over hans alder - især fordi han havde en datter på 21 år (mødte aldrig hans børn, men tanken var der stadig) Men vi var nu heller ikke kærester, havde bare en hed sommer sammen :-P 

Der var 20 år mellem min mormor og morfar skulle jeg mene, jeg ved bare at nogen i min familie har der været så stor forskel på, så for mig er det bare et tal

dog er der 1,5 år mellem mig og min kæreste, så ja xD

Anonym skriver:

Jeg skriver fordi jeg er begyndt at se en mand der er en del ældre end mig. Faktisk så meget at han aldersmæssigt er tættere på min mor end på mig...

Jeg er en ung pige på knap 21 år og han er 37 år.
Vi har begge børn (jeg et enkelt på 1 år, og han tre på 9, 7 og 4 år) og vi er begge to bopælsforældre.

Jeg søger lidt råd og friske øjne på det hele da vi nu har mødtes på et par dates, vi klikker rigtig godt og det begynder så småt at blive lidt halv-seriøst.

Alligevel er jeg lidt bange for om aldersforskellen bliver for stor med (næsten) 17 år. Når vi er sammen er vi egentlig meget ligeværdige, men jeg bliver mindet om forskellen hver gang han siger noget som "For 20 år siden oplevede jeg...." Det er sådan lidt jae... Der var jeg nyfødt og du drak bajere...

Og så er der også det med børn. Jeg er på ingen måde med at få og føde mine egne børn. Han siger at han også gerne vil have flere børn og altid har drømt om en kæmpe børneflok. Men bare hvis vi ender med at flytte sammen som det er nu så vil vi hver anden uge (de har 7/7 ordning) have 4 børn. Jeg ved at jeg som absolut minimum vil have 1 barn mere. Så er der 5 børn hver anden uge og (muligvis) 2 blebørn. Det kan godt skræmme mig lidt. Tanken om allerede nu at skulle være mor/bonusmor for så mange (og store) børn...

Vi har ikke mødt hinandens børn endnu, men hvis det bliver ved sådan her så er det et nærliggende næste skridt...

Undskyld hvis det blev lidt rodet. Jeg vil meget gerne høre jeres tanker?

Jeg er 25, min mand bliver 44 - vi har 18,5 år mellem os 

vi har været sammen i 5 år, gift 1 år og har lige fået lille Noah på snart 5 uger. 

Han har i forvejen 2 børn - Nicki på 22 og Phillip på 19. 

Alder har ingen betydning hvis man elsker hinanden