Præventionen svigtede - gravid med nr. 4 !

Lotus86 skriver:

Man fortryder aldrig de børn man får, kun dem man ikke får. 

I lyder ret velfungerende og fornuftige, og ingen af jer virker til at have særlig meget lyst til at skulle afkald på det lille liv der spirer i dig, så jeg synes bestemt i skal beholde. Der er sikkert en grund til, at det lige præcis skete for jer

Jeg synes det er et tosset ordsprog, det med at fortryde dem man ikke får. Jeg har fået to aborter, hvilket var nogle meget ubehagelige oplevelser, men jeg havde aldrig været i stand til at tage mig af de to børn, hverken økonomisk, psykisk eller på nogen anden vis. Jeg har aldrig fortrudt.

Hvis I gerne vil have en mere vil jeg sige få den . For bare om 2 år ( ja allerede nu ) er chancen for en graviditet jo ret lille .

Anonym skriver:

Jeg synes det er et tosset ordsprog, det med at fortryde dem man ikke får. Jeg har fået to aborter, hvilket var nogle meget ubehagelige oplevelser, men jeg havde aldrig været i stand til at tage mig af de to børn, hverken økonomisk, psykisk eller på nogen anden vis. Jeg har aldrig fortrudt.

Jeg kan godt forstå halvdelen af ordsproget, for nej tror de færreste nogensinde vil fortryde de børn man har fået. Man kan måske fortryde det det gjorde ved livet, fortryde man satte er barn i verden man ikke havde overskud til, men man fortryder ikke selve barnets individet, personen.

Men er så uenig i det sidste, for nej man fortryder ikke partout dem man ikke fik. Jeg har fået abort, og jeg fortryder ikke et et sekund. Det var er velovervejet valg som jeg ikke har fortrudt ene eneste gang.... 

Men som dig bliver jeg også lidt, arghh hvorfor nu den kliché som absolut ikke rummer et svar.

Jeg tænker at du skal spørge dig selv, hvor vigtig din karriere er for dig. 
Det lyder til, at dine tvivl meget går på job og travlhed. Det er jo ting man kan lave om på - også når du beskriver, at jeres økonomi er god. Det kunne jo være en løsning at gå ned i tid for en periode, få rengøringshjælp eller noget andet som kunne tage presset af hverdagen.
Hvis du når frem til, at din karriere er rigtig vigtig, og du ikke vil gå på kompromis, er det måske ikke det rigtige valg at få nr. 4. 
Hvis jeg skulle vælge for dig, ville jeg klart sige, at du skulle få barnet, og indrette resten efter det.
Du blev glad da du tog testen, og du tænker på navne. Jeg tror, du gerne vil have barnet :-)
Mine egne forældre fik min lillesøster som ups'er. Hun var også nr. 4 og de var egentlig færdige med at få børn. Min mor var 39, og min far var ikke glad i starten (jeg var ret gammel da hun blev født).
I dag kan vi slet ikke forestille os, hvis hun ikke var der!

Jeg synes at inden du giver slip på karriere og tid med børnene, så skal du kigge på hvad I ellers kan få hjælp til. Du siger, at I har god økonomi. Hvad med vaskehjælp? Indkøb via nettet? Au pair? Har I familie der er parat til at hjælpe? Hvor gamle er de ældste børn? Kan de hjælpe?

Det lyder ikke som om det er en abort du egentlig ønsker. Hvis karrieren kører godt -- kan din mand ta største del af barslen? Det behøver jo ikke være dig der går hjemme?

Anonym skriver:

Jeg synes det er et tosset ordsprog, det med at fortryde dem man ikke får. Jeg har fået to aborter, hvilket var nogle meget ubehagelige oplevelser, men jeg havde aldrig været i stand til at tage mig af de to børn, hverken økonomisk, psykisk eller på nogen anden vis. Jeg har aldrig fortrudt.

Det var slet ikke sådan det skulle forstås, kan godt se når jeg læser det nu, at det lyder helt forkert.

Jeg har selv lige fået en provokeret abort, så det er bestemt ikke fordi jeg er imod det.

Jeg skrev det ud fra det du selv skriver, du virker på ingen måde til at være særlig vild med tanken om en abort, du skrev at du blev glad da du testede positiv, og jeg tror ikke at 'almindelige' mennesker kan fortryde et barn de har fået, heller ikke selvom det måske passer skidt ind, men jeg tror på, at i en situation som jeres, hvor hjertet snakker for, så kan man nemt fortryde hvis man vælger en abort. 

Og må så hellere lige få sagt, at jeg bestemt ikke ville tænke noget skidt om dig hvis det er det valg i ender med, bestemt ikke, har som sagt lige selv stået der, så jeg kan 100% sætte mig ind i det.

ErDetSnartNU skriver:

Mener du helt ærligt at den med "Man fortryder aldrig de børn man får, kun dem man ikke får" altid gælder? Hvad hvis man allerede har 3 små børn og en så presset hverdag at tingene kun lige akkurat hænger sammen og man ender med at forsømme sine 3 børn sit ægteskab og sit arbejde i en sådan en grad at ens liv før barn nr 4 ikke fungerer? Er barn nr 4 virkelig trivslen for resten af familien (og en selv hvis man mangler overskud) værd? Jeg vil til enhver tid mene at hensynet til den eksisterende familie kommer før hensynet til et netop undfanget barn. 

Nej, det mener jeg ikke, kan godt se når jeg læser det bagefter, hvordan det lyder. 

Jeg er på ingen måde imod abort, og synes bestemt ikke man skal få børn for en hver pris, men lige i dette tilfælde lyder hun bestemt ikke til at være særlig begejstret for tanken om abort, og hun skriver hun blev glad da testen viste positiv, og de virker til at være en meget stabil og velfungerende familie, så i dette tilfælde tror jeg nemt en abort vil kunne ende med at gøre rigtig ondt, og desuden tror jeg ikke på at nogle 'almindelige' mennesker, nogensinde vil kunne fortryde de børn de har fået, lige meget hvor skidt timingen så end måtte være

Jeg synes det er et tosset ordsprog, det med at fortryde dem man ikke får. Jeg har fået to aborter, hvilket var nogle meget ubehagelige oplevelser, men jeg havde aldrig været i stand til at tage mig af de to børn, hverken økonomisk, psykisk eller på nogen anden vis. Jeg har aldrig fortrudt.

Så enig. Åndssvagt ordsprog. Man kan godt fortryde de børn man får, det er bare så tabuiseret at  ingen kunne finde på at indrømme det. Jeg kender flere der skulle have valgt en abort.

Desuden er det slet ikke det det handler om. Det handler om hvad konsekvenserne er ved at få barnet. Hvis det f.eks er en skilsmisse med en ødelagt familie og delebørn til følge, så ved jeg da godt hvad jeg ville vælge.

Anonym skriver:

Jeg er i chok, selvom jeg egt. har vidst det hele ugen. Jeg er ca. 3+5 og har fået en positiv test allerede - faktisk allerede for to dage siden. Jeg har haft en intuitiv fornemmelse, selvom det ikke kan passe. Tror stadig ikke at det kan passe. Vi har beskyttet os, så fatter det ikke. Det er aldrig sket for mig før. Håber stadig, at det ikke passer - håber min mens kommer søndag!

Jeg har tre MEGET planlagte (små) børn. Jeg er 41 og skulle ikke have flere. Dog har vi ikke taget skridt til sterilisation, fordi vi måske skulle have en sidste om et par år, HVIS vi kom på den anden side af det kaos, som det er, når man har tre små børn og jobs osv. Og så alligevel har jeg været i tvivl.

Vi ligger altså vandret hver dag i det liv, vi har nu og derfor er tidspunktet ikke velvalgt. Jeg ved bare, at jeg ikke kan lave en abort og så planlægge barn senere. Samtidig ved jeg, at jeg næsten ikke kan overskue at skulle være gravid (allerede) igen, igen fortælle mit arbejde at jeg er gravid og magter næsten ikke at give afkald på min nyvundne frihed med mit job(med god karriere), frihed og overskud til de andre børn.

Men i går da testen blev positiv, blev jeg glad - hvorfor det? Jeg forstår det ikke - jeg er ikke skruk. Jeg har ikke ønsket/planlagt dette. Det ene øjeblik tænker jeg abort - det næste tænker jeg på navne. Jeg er generelt imod abort og tanken om i hvert fald en kirurgisk abort i sidste øjeblik er mig inderligt imod. Hvis jeg skal afslutte dette liv, skal det derfor være snarest og med piller. Men hvad hvis det ikke virker? Og vil det gøre mig ulykkelig?

Min mand siger, at han ikke er glad for tidspunktet, men er ligesom mig enig i, at det er nu eller aldrig. At han vil være lykkelig for en til, hvis jeg vælger det. Vi har en god økonomi, måske skal vi købe ny bil og måske også bygge lidt om med tiden. Men hvad med de andre børn og vores forhold og vores liv, kan det fungere? Vil de lide under endnu en graviditet - dele opmærksomheden med en til? Vi er toppressede - er vi nødt til at ændre det hele? Opgive karrieren? Hvad skal man gøre for, at det hele ikke ramler?

Er der mon nogen derude, der kan give mig et godt input, måske stille mig de rigtige spørgsmål til at løse vores dilemma, som vi jo har travlt med at få en afklaring på.

Måske usmageligt med en afstemning på dette, men jeg vil gerne vide, hvordan stemningen også er hos alle dem, der ikke svarer på mit indlæg.

 

Jeg tror at det er ekstremt vigtigt at du og din mand kigger hinanden i øjnene og helt ærligt svarer på spørgsmålet: Kan jeres forhold klare et barn til? Eller vil et 4. barn ende med en skilsmisse?

Hvis I er 100% sikre på at forholdet kan klare det, så synes jeg at I skal beholde barnet. Hvis I ikke er sikre - så ville jeg i hvert fald have fået en abort hvis det var mig.

modesty skriver:

Så enig. Åndssvagt ordsprog. Man kan godt fortryde de børn man får, det er bare så tabuiseret at  ingen kunne finde på at indrømme det. Jeg kender flere der skulle have valgt en abort.

Desuden er det slet ikke det det handler om. Det handler om hvad konsekvenserne er ved at få barnet. Hvis det f.eks er en skilsmisse med en ødelagt familie og delebørn til følge, så ved jeg da godt hvad jeg ville vælge.

Altså når du nu skriver, at du kemder flere der burde have fået en abort. Er det så DIG der mener det, fordi du ikke synes de er gode forældre, eller er det vitterligt dem der ønskede deres børn var blevet en abort?