Anonym skriver:
I sidste uge kom en af min datters pædagoger og sagde at hun går og er lidt ked af det. Hun har haft en rigtig god legekammerat lige fra vuggestuen men denne her legekammerat har fundet en dreng at lege rigtig godt med. Når de 2 leger sammen vil min datter gerne lege sammen med dem men de 2 er rigtig stride over for hende og siger at hun ikke må lege med. Så bliver min datter ked af det og har ikke rigtig nogen at lege med. Dog er der 2 store piger der er gode til at tage hende ind i deres leg.
Hende pædagogen jeg snakkede med sagde at de havde lagt mærke til det i en uge og at de syntes det er rigtig synd for hende at hun sådan bliver afvist af de 2 andre børn. Det er også nogle vilde lege og når så min datter endelig må lege med så vil hun alligevel ikke DS det er for vildt. Hun er mere til de stille og rolige lege. De vil så forsøge at sætte min datter sammen med en anden rolig pige og en dag da de andre børn var ude og lege holdt de min datter og hende den anden pige inde for at de kunne lege sammen og det gik så fint. De legede og snakkede så fint sammen.
Jeg blev selvfølgelig chokeret og ked af det da jeg slet ikke havde regnet med at det står sådan til med min datter i børnehaven. Men når de kommer og siger det sådan til mig så vil jeg da mene at de er obs på min datter og ikke er ligeglade.
Min datter har så sagt at den dreng som leger godt med min datters gode legekammerat har slået hende i hovedet med en bil. Jeg kom så og sagde det til en af pædagogerne og det vidste hun ikke noget om. Hun sagde så til min datter at hun skal huske at sige det til de voksne hvis hun bliver slået og hun nikkede.
Min datter har så herhjemme sagt igen at en anden dreng slår hende i maven.
Jeg har så fortalt det hele til min kæreste.
Idag skal han hente hende og han skrev til mig at nu er han træt af det pis og vil tage en snak med dem deroppe. Så spørger jeg om hvad han vil sige. Om det er fordi hun kommer og siger at hun bliver slået af de store drenge. Så skrev han at bla. og om de overhovedet gør noget. Og at han nok skal få sat en stopper for det. Så skrev jeg at de er opmærksomme på om hun leger med andre børn og at jeg havde sagt til en af pædagogerne at den ene dreng havde slået hende i hovedet med en bil men at hvis der ikke havde været en pædagog til stede da det skete og at vores datter ikke siger noget til pædagogerne så kan de heller ikke vide det. Men at selvfølgelig skal vi løbende snakke med dem og høre hvordan det går hende.
Så skrev han at han er ligeglad og at han vil snakke med dem. Han gider ikke pakke det hele ind eller tøve. Nok er nok.
Så skrev jeg at han jo ikke kan forvente at det hele sker med det samme. At de er obs på det og at hvad han vil have de skal gøre.
Så skrev han at jeg skulle lade være med at holde hånden over dem. At jeg skulle blande mig udenom.
så skrev jeg at det gør jeg heller ikke men at jeg kender det godt fra mit arbejde selv også selvom jeg arbejder med ældre mennesker. Det er ikke det samme men der er ligheder. Og at det ikke betyder at jeg er ligeglad med vores datter men at jeg syntes det er godt de er obs på hende og at de selv kom og sagde det til mig. Det viser at de ikke er ligeglade. Jeg skrev også at jeg ikke kan se hvad de gør forkert da de selv kom og sagde det til mig. At jeg ikke kan forstå hvorfor han har set sig så surt på dem.
Han har så ikke svaret efterfølgende. Men hvad mener I? Er jeg forkert på den?
Hej.
Jeg synes faktisk at det lyder som om det er gode, omsorgsfulde og kompetente pædagoger der er i din datters børnehave.
Mænd er meget ofte løsnings orienteret når det kommer til problemer og vil gerne finde løsninger og gerne hurtigst muligt på både praktiske såvel som følelsesmæssige problemer. Det er ikke altid den bedste måde at gøre tingene på.
Min datter siger tit at børn slår hende i børnehaven. Nogengange er det også bare for at få opmærksomhed. Hun fandt jo hurtigt ud af at mor og far giver ekstra omsorg når hun siger, at hun er blevet slået. En dag spurgte jeg hende så, om hun nogengange godt kunne finde på bare at sige nogen havde slået hende for at få mors eller fars opmærksomhed og det indrømmede hun jo så. Jeg siger ikke at det er den samme situation med din datter. Men måske kunne der også være lidt af det i denne situation.
Jeg tænker du skal lade din mand brøle.. du skal lade ham beskytte sin familie.
Vi kvinder er så om os idag, fordi vi ofte er bedre til at udtrykke vores følelser verbalt, at vi glemmer at manden også bliver ked af det når han høre at hans barn er ked af det/bliver slået.
Han må vel lige så meget udtrykke sin frustration på hans egen måde - som du må, også selv om i ikke er enige i måden, så er i jo altså enige om målet.
Bare lidt tanker fra mig.
