Jeg kan snart ikke mere..

Jeg går ud fra at du allerede har delt dine tanker med din kæreste?? Hvad siger han til det? Hvor gamle er i? (Jeg spørger fordi han lyder ekstremt umoden). Hvordan var jeres forhold inden I fik børn og inden du blev hjemmegående?

Din læge har sagt du har en mild depression. Hvad har I aftalt ift behandling? Og har du inddraget din kæreste i hvad det vil sige at have en mild depression? Jeg synes du skal tage ham med til enten læge eller psykolog (hvis du er startet på det) så de kan hjælpe til at give ham et billede af hvilke konsekvenser en sådan diagnose har, samt hvad er konsekvenserne hvis du ikke får rette behandling, støtte og omsorg.

Anonym skriver:

Jeg har ikke nok timer i min fagforening til at jeg kunne få dagpenge. Så vi lever pt på min kærestes indkomst. Har sat div lån ned også. Kommunen kunne heller ikke give noget, fordi min kæreste har en god løn. Så der er virkelig ikke råd til det lige nu. Jeg har søgt efter job i snart 1år - uden held! Så ja, jeg vil rigtig gerne ud! Er ved at blive skør af det liv her.. 

Er I gift? For ellers er der ikke længere gensidig forsørgerpligt og du vil kunne få KH. Det burde kunne dække dagplejepladsen og måske så heller ikke mere, tilgengæld vil du så blive tilknyttet et center som hjælper dig med at søge job osv. Jeg siger ikke det er en dans på roser, eller det er nemt. Men jeg siger det lyder til du har brug for luft.

Anonym skriver:

Jeg har ikke nok timer i min fagforening til at jeg kunne få dagpenge. Så vi lever pt på min kærestes indkomst. Har sat div lån ned også. Kommunen kunne heller ikke give noget, fordi min kæreste har en god løn. Så der er virkelig ikke råd til det lige nu. Jeg har søgt efter job i snart 1år - uden held! Så ja, jeg vil rigtig gerne ud! Er ved at blive skør af det liv her.. 

Tjener han for meget til at i kan få tilskud til vuggestue/dagpleje?

Jeg kjender ikke lige hvor meget man må tjene for ikke at få noget i tilskud.

MEN selvom i evt ikke kan få økonomisk friplads, er der noget der hedder social friplads. Det kan bla gives hvis den forældre der er hjemme med børnene ikke magter det. -Og det gør du jo ikke, sådan som du beskriver det. Og jeg forstår det godt. Du bliver jo mere og mere fastlåst, mens din mand bliver mere og mere fri.

Du kan kontakte kommunen for social friplads.

Og så må du have børnene passet nogle timer, så du og manden kan få en alvorlig samtale om fremtiden. Han skal ikke hjælpe dig med børn og husholdning. I skal DELTAGE på lige fod med hinanden og samarbejde om det, hvem der gør hvad og hvornå/hvor ofte.

Og så skal du selvfølgelig fortsætte med at søge job. Nu er det snart sommerferie, så der burde du kunne finde noget vikarjob og hvem ved om du så af den vej, får en fod indenfor døren på fast arbejde.

Kære alle kvinder, der læser dette her. Gør nu OPRØR mod de slatne drengerøve, der gerne vil kaldes mænd. De er ikke kvinder værdige. De skal altså gøres til en uddød race, og det bliver de ikke, så længe der er kvinder, der finder sig i den behandling.

Anonym skriver:

Jeg kan snart ikke mere.. 

Jeg syntes mit forhold til børnenes far går af h. til lige nu. 

Jeg er hjemmegående, og ledig lige nu. Børnene på 2år, er hjemme ved mig, da vi måtte skære dagplejepladser fra (grundet økonomien). Og det at være total fuldtidsmor, med hvad det indebærer: madlavning - bleer - tålmodighed, ved to stædig hoveder, der sover dårligt til middag, - lidt mere madlavning - snot - rengøring - opvask - tøjvask - you name it, er ved at få mig til at eksplodere 

Midt på dagen, kunne jeg sætte mig til at tude. Det er skide hårdt! Ungerne er også i en pisse træls periode, hvor de skal terrorisere hele hjemmet, OG hinanden! 

Jeg var ved lægen for et par dage siden, og hun sagde at jeg havde en 'mild' depression. 

Jeg sover dårligt om natten, og er ofte vågen i flere timer. Jeg kan bare ikke finde ro i mit hoved til at falde i søvn igen..

Derudover, arbejder børnenes far en time væk fra hjemmet, og er således ikke hjemme fra 4-18.30. Det er laaaange dage 

Når han så er hjemme på hans fridage/weekenden, går han rigtig meget på i ting som han gerne vil. Og han vil gerne udfører dem, selvom at vi ikke kan være med. (Det betyder endnu en fuldtidsdag for mig). 

I weekenden, prikker hans venner meget til ham, om ikke han skal med i byen. Det er efterhånden (i det her år) blevet til hver -3 weekend. Han dur slet ikke til noget dagen efter - så jeg føler altid at weekenden er spildt, og vi så er nået til hverdagen igen.. 

Han tager også afsted på byturer, selvom jeg ikke er okay med det. Jeg vil SÅ gerne aflastes lidt, og føle at vi er to om at være forældre, de dage det er muligt. Jeg siger ikke at han aldrig må tage afsted. Det må han gerne - men bare ikke så tit som han mener at han skal. Jeg føler at han bare tager det som en selvfølge, at jeg sidder her hjemme alene og passer børn 

Når han så er afsted - har jeg det godt med at vi aftaler et tidspunkt, som han gerne skulle være hjemme ved. F-eks. kl. 3.00. Ikke en eneste gang, har han været hjemme kl. 3! Det er altid kl. 4.00 - 5.00 - nogengange 6!  Og jeg HADER det. Han sover jo også dagen væk, og gider ikke en dyt. Han opfører sig ærligtalt som en forvokset teenager.

Han er generelt doven. Ligger i sengen til 9-10 stykker, hvor vi står op kl. 7 måske. Eller ligger på sofane hele dagen. 

As we speak - sidder han til en fest vi ikke skulle til. Vi var til motorfestival sammen (børnefri for engangs skyld) fra kl. 9.30 - 16. (Der aftaler jeg at vi henter børnene igen, så vi kunne spise sammen hjemme). Han vælger så, at han hellere vil spise med vennerne hjemme ved X, og at de 'fester' videre der. Jeg ender med at hente børnene selv, og spise alene  sammen med dem her til aften. 

Jeg har flere gange overvejet at flytte for mig selv, men stadig være kærester. Han er jo ikke hjemme alligevel, og så er jeg fri for at se, at han bare sidder i sofaen en hel dag og jeg bare skælder ud. 
Andre som har det på samme måde? Hvad ville i gøre?
Tillykke - hvis du nåede hertil  Måtte simpelthen lufte tankerne.. 

Altså du er nødt til at snakke med ham om hvorfor han ikke føler sig som en del af familien. Hvis han siger at det gør han, så fortæl ham at så skal han også opføre sig som sådan. Det er alt, alt for lidt han prioriterer jer som familie efter min mening.

Og det ER hårdt at være hjemme hele dagen med børn, det kender jeg rigtigt godt og det er klart du drukner lidt i det, for hvor er DU i alt det her? Selvfølgelig skal du være mor, men det ser ud som om du slet ikke har nogen hjælp eller aflastning og det er også synd for børnene for på et tidspunkt vil de også mærke det.

Har selv prøvet at tænke at det må være rart at være på arbejde, når man kører sur i at være hjemme dag ud og dag ind.

Hvis din mand ikke ændrer sig drastisk så ville jeg ikke kunne holde ud at være i din situation. Kan kun tale for mig selv, men jeg ville både flytte og afslutte forholdet til ham, for så er han da en vatdiller af en familiefar. Men det kan jo være det er nok øjenåbner at snakke med ham 

Wauw, hvorfor er I stadig sammen? Det var min tanke, da jeg havde læst færdig ��

loop skriver:

Tjener han for meget til at i kan få tilskud til vuggestue/dagpleje?

Jeg kjender ikke lige hvor meget man må tjene for ikke at få noget i tilskud.

MEN selvom i evt ikke kan få økonomisk friplads, er der noget der hedder social friplads. Det kan bla gives hvis den forældre der er hjemme med børnene ikke magter det. -Og det gør du jo ikke, sådan som du beskriver det. Og jeg forstår det godt. Du bliver jo mere og mere fastlåst, mens din mand bliver mere og mere fri.

Du kan kontakte kommunen for social friplads.

Og så må du have børnene passet nogle timer, så du og manden kan få en alvorlig samtale om fremtiden. Han skal ikke hjælpe dig med børn og husholdning. I skal DELTAGE på lige fod med hinanden og samarbejde om det, hvem der gør hvad og hvornå/hvor ofte.

Og så skal du selvfølgelig fortsætte med at søge job. Nu er det snart sommerferie, så der burde du kunne finde noget vikarjob og hvem ved om du så af den vej, får en fod indenfor døren på fast arbejde.

Kære alle kvinder, der læser dette her. Gør nu OPRØR mod de slatne drengerøve, der gerne vil kaldes mænd. De er ikke kvinder værdige. De skal altså gøres til en uddød race, og det bliver de ikke, så længe der er kvinder, der finder sig i den behandling.

Jeg siger ikke, at det er en fair opførsel den mand har. Men samtidig får jeg agu også lidt ondt af de mænd derude. Ja det er pissehårdt at gå hjemme med børn, ja man har brug for en pause, ja man skal have fri og det skal manden sørge for. Men den kære mand har jo sådan set også været på arbejde (ingen har spurgt hvad han lavede, men han kunne jo fx være pædagog i en vuggestue med en times transport tid hver vej og være godt og grundigt træt af små børn og ikke mindst træt i hovedet af støjen i institutionen), han har også brug for mig tid. Nej manden skal ikke have alt mig tiden, men har vel også krav på noget.

vi kvinder er ikke ofre som render med hovedet under armene og lader os styre af mændene. I denne familie har de truffet et fælles valg om at spare dagplejepladsen, ts er ikke med en pistol for panden blevet sat hjem til kødgryderne. 

Jeg ville ikke træffe det valg fx. Jeg egner mig ikke til at være hjemmegående husmor i særlig lang tid. Jeg ville have krævet at vi fandt pengene til institution og tjener man så meget så der intet tilskud er så er der jo penge på kontoen - heller bo mindre, have mindre materialistisk end at gå ned.

og igen det er ikke fordi jeg billiger opførslen, men blot at verden er altså ikke sort/hvid. Og man kan som kvinde/menneske også selv træffe valg, fx at søge KH og have til dagplejepladsen.

lineog4 skriver:

Jeg siger ikke, at det er en fair opførsel den mand har. Men samtidig får jeg agu også lidt ondt af de mænd derude. Ja det er pissehårdt at gå hjemme med børn, ja man har brug for en pause, ja man skal have fri og det skal manden sørge for. Men den kære mand har jo sådan set også været på arbejde (ingen har spurgt hvad han lavede, men han kunne jo fx være pædagog i en vuggestue med en times transport tid hver vej og være godt og grundigt træt af små børn og ikke mindst træt i hovedet af støjen i institutionen), han har også brug for mig tid. Nej manden skal ikke have alt mig tiden, men har vel også krav på noget.

vi kvinder er ikke ofre som render med hovedet under armene og lader os styre af mændene. I denne familie har de truffet et fælles valg om at spare dagplejepladsen, ts er ikke med en pistol for panden blevet sat hjem til kødgryderne. 

Jeg ville ikke træffe det valg fx. Jeg egner mig ikke til at være hjemmegående husmor i særlig lang tid. Jeg ville have krævet at vi fandt pengene til institution og tjener man så meget så der intet tilskud er så er der jo penge på kontoen - heller bo mindre, have mindre materialistisk end at gå ned.

og igen det er ikke fordi jeg billiger opførslen, men blot at verden er altså ikke sort/hvid. Og man kan som kvinde/menneske også selv træffe valg, fx at søge KH og have til dagplejepladsen.

Det er da ligemeget hvem af dem der har haft det hårdest i løbet af dagen - essensen som jeg læser det er, at manden ikke er en aktiv del af familien. Og ikke virker til at ønske det, hvilket på ingen måde er fair overfor TS. Slet ikke når hun er ramt af mild depression, samtidig med at hun sørger for alt som ikke har med hans job at gøre... 

Til TS vil jeg sige det samme som de fleste andre: stil ham et ultimatum om, at være en aktiv far og kæreste. Ellers er det lettere alene, hvor ungerne kan komme i institution og du kan få ro til at arbejde med sig selv

Linkaa skriver:

Det er da ligemeget hvem af dem der har haft det hårdest i løbet af dagen - essensen som jeg læser det er, at manden ikke er en aktiv del af familien. Og ikke virker til at ønske det, hvilket på ingen måde er fair overfor TS. Slet ikke når hun er ramt af mild depression, samtidig med at hun sørger for alt som ikke har med hans job at gøre... 

Til TS vil jeg sige det samme som de fleste andre: stil ham et ultimatum om, at være en aktiv far og kæreste. Ellers er det lettere alene, hvor ungerne kan komme i institution og du kan få ro til at arbejde med sig selv

Så læser jeg det anderledes. Jeg læser om en mand der er væk hjemme fra mandag til fredag 4-18. En mor der er ved at køre ned pga presset ved at være hjemmegående og en mand der også kræver mig tid plus hun har en mild depression. 

Ja det lyder til manden ikke er den der tager flest opvaske, men der står intet om han ikke er familiefar de timer han er hjemme hver dag. Det er også en mand der går i byen hver 3. Weekend, måske nok en ri enlig dårlig prioritering også økonomisk hvis ikke der er råd til dagplejepladser. 

Men jeg læser også en familie der har truffet er valg sammen blandt andet om at spare institution. Det valg kan ændres og for mig lyder det som det er vejen frem frem for at skyde skarpt efter manden hele tiden. Jeg husker også de hårde perioder i barslen, hvor jeg dårligt kunne hænge sammen og mine krav til min husbond måske var urimelige fordi jeg havde så meget brug for mig tid.

de fleste svar her handler om: kræv af din mand, han skal også.... Men jeg læser indlægget med andre briller og ser en familie der skulle omprioritere og lade mor få mig tid og finde rum til aig selv aom voksen kvinde og ikke som kor, da hun åbenlyst ikke trives i den rolle.

lineog4 skriver:

Jeg siger ikke, at det er en fair opførsel den mand har. Men samtidig får jeg agu også lidt ondt af de mænd derude. Ja det er pissehårdt at gå hjemme med børn, ja man har brug for en pause, ja man skal have fri og det skal manden sørge for. Men den kære mand har jo sådan set også været på arbejde (ingen har spurgt hvad han lavede, men han kunne jo fx være pædagog i en vuggestue med en times transport tid hver vej og være godt og grundigt træt af små børn og ikke mindst træt i hovedet af støjen i institutionen), han har også brug for mig tid. Nej manden skal ikke have alt mig tiden, men har vel også krav på noget.

vi kvinder er ikke ofre som render med hovedet under armene og lader os styre af mændene. I denne familie har de truffet et fælles valg om at spare dagplejepladsen, ts er ikke med en pistol for panden blevet sat hjem til kødgryderne. 

Jeg ville ikke træffe det valg fx. Jeg egner mig ikke til at være hjemmegående husmor i særlig lang tid. Jeg ville have krævet at vi fandt pengene til institution og tjener man så meget så der intet tilskud er så er der jo penge på kontoen - heller bo mindre, have mindre materialistisk end at gå ned.

og igen det er ikke fordi jeg billiger opførslen, men blot at verden er altså ikke sort/hvid. Og man kan som kvinde/menneske også selv træffe valg, fx at søge KH og have til dagplejepladsen.

Du har vist misforstået mig.

Man skal netop gøre oprør for ikke at ende bitter tilbage i en offerrolle. Og så synes jeg der er så mange tråde herinde netop om det samme emne. At manden er "fri" og kvinden "bundet". Men det mønster sker vel ikke fra den ene dag til den anden. Og for at mønsteret kan bestå, skal det vel accepteres af begge parter. Altså hvis hvis den ene gør oprør, kan mønstret ikke bestå og så må man sammen finde et nyt mønster og i sidste ende, hvis man ikke kan finde en fælles linie, må man jo gå hver til sit. Jeg synes bare livet er for meget værd til at acceptere at leve under sådanne forhold. Men det er en selv, der sætter en selv fri. Jeg er alene, og har forsøgt "datingmarkedet". Jeg er endnu ikke stødt på en god mand, som jeg passer sammen med, men har mødt flere der gerne vil have en ny mor , og der er jeg så bare ikke den rette. Ikke om jeg vil leve mit liv sammen med et voksent menneske, og jeg så skal sætte ham igang som et barn. Eller han skal have lov til at gå i byen, som en af mine teenagedrenge, og komme hjem på et bestemt tidspunkt (og de kan også blive forsinkede, hvis de lige gik og hyggesnakkede med nogen på vej hjem), jeg sidder ikke vågen og venter på de kommer, jeg er kun vågen, hvis det er aftalt at jeg henter dem i bil. Jeg stoler på dem, ligesom de kan stole på mig. og hvis man i et forhold ikke kan stole på hinanden, så er der ikke et forhold i mine øjne. Og jeg ville da heller ikke acceptere det omvendte, at en mand skulle sætte begrænsninger for mig. Det skal være ligeværdigt, og man skal sætte sig selv og hinanden fri.

Hvis alt skal aftales ned i så små ting, som eks hvornår man skal komme hjem efter bytur, så begrænser man hinanden. Det er da dejligt for en selv at vide at partneren har en hyggelig aften. Og så er det for mig også en selvfølge, at hvis jeg vælger at være til fest til klokken seks, ja så er man stadig med i familien dagen efter, medmindre man har sørget for pasning. Man skal vel bare, noget så simpelt som, og dog alligevel så svært, have en fælles forståelse for tingene.

Så nej tingene er ikke sort hvid. Og ofte er der også en dybereliggende grund, hvis man accepterer at lade sig træde på. For der er mænd derude, der gerne vil træde på kvinder hvis de får lov, ligesom der også er kvinder der vil. Men jeg er kvinde og slår et slag for kvinders rettigheder, så må mændene kæmpe deres egen sag, hvis de mener der er en sag, der er værd at kæmpe. I øvrigt er det nu mere dyrs rettigheder jeg kæmper for, men det er så en helt anden sag. 

Anonym skriver:

Jeg kan snart ikke mere.. 

Jeg syntes mit forhold til børnenes far går af h. til lige nu. 

Jeg er hjemmegående, og ledig lige nu. Børnene på 2år, er hjemme ved mig, da vi måtte skære dagplejepladser fra (grundet økonomien). Og det at være total fuldtidsmor, med hvad det indebærer: madlavning - bleer - tålmodighed, ved to stædig hoveder, der sover dårligt til middag, - lidt mere madlavning - snot - rengøring - opvask - tøjvask - you name it, er ved at få mig til at eksplodere 

Midt på dagen, kunne jeg sætte mig til at tude. Det er skide hårdt! Ungerne er også i en pisse træls periode, hvor de skal terrorisere hele hjemmet, OG hinanden! 

Jeg var ved lægen for et par dage siden, og hun sagde at jeg havde en 'mild' depression. 

Jeg sover dårligt om natten, og er ofte vågen i flere timer. Jeg kan bare ikke finde ro i mit hoved til at falde i søvn igen..

Derudover, arbejder børnenes far en time væk fra hjemmet, og er således ikke hjemme fra 4-18.30. Det er laaaange dage 

Når han så er hjemme på hans fridage/weekenden, går han rigtig meget på i ting som han gerne vil. Og han vil gerne udfører dem, selvom at vi ikke kan være med. (Det betyder endnu en fuldtidsdag for mig). 

I weekenden, prikker hans venner meget til ham, om ikke han skal med i byen. Det er efterhånden (i det her år) blevet til hver -3 weekend. Han dur slet ikke til noget dagen efter - så jeg føler altid at weekenden er spildt, og vi så er nået til hverdagen igen.. 

Han tager også afsted på byturer, selvom jeg ikke er okay med det. Jeg vil SÅ gerne aflastes lidt, og føle at vi er to om at være forældre, de dage det er muligt. Jeg siger ikke at han aldrig må tage afsted. Det må han gerne - men bare ikke så tit som han mener at han skal. Jeg føler at han bare tager det som en selvfølge, at jeg sidder her hjemme alene og passer børn 

Når han så er afsted - har jeg det godt med at vi aftaler et tidspunkt, som han gerne skulle være hjemme ved. F-eks. kl. 3.00. Ikke en eneste gang, har han været hjemme kl. 3! Det er altid kl. 4.00 - 5.00 - nogengange 6!  Og jeg HADER det. Han sover jo også dagen væk, og gider ikke en dyt. Han opfører sig ærligtalt som en forvokset teenager.

Han er generelt doven. Ligger i sengen til 9-10 stykker, hvor vi står op kl. 7 måske. Eller ligger på sofane hele dagen. 

As we speak - sidder han til en fest vi ikke skulle til. Vi var til motorfestival sammen (børnefri for engangs skyld) fra kl. 9.30 - 16. (Der aftaler jeg at vi henter børnene igen, så vi kunne spise sammen hjemme). Han vælger så, at han hellere vil spise med vennerne hjemme ved X, og at de 'fester' videre der. Jeg ender med at hente børnene selv, og spise alene  sammen med dem her til aften. 

Jeg har flere gange overvejet at flytte for mig selv, men stadig være kærester. Han er jo ikke hjemme alligevel, og så er jeg fri for at se, at han bare sidder i sofaen en hel dag og jeg bare skælder ud. 
Andre som har det på samme måde? Hvad ville i gøre?
Tillykke - hvis du nåede hertil  Måtte simpelthen lufte tankerne.. 

Synes godt nok heller ikke at han lyder som en der er specielt interesseret i sin familie  

Kunne du komme ud og arbejde/læse, så der er penge til institution og du kunne få et break?