Jeg kan snart ikke mere..

Jeg kan snart ikke mere.. 

Jeg syntes mit forhold til børnenes far går af h. til lige nu. 

Jeg er hjemmegående, og ledig lige nu. Børnene på 2år, er hjemme ved mig, da vi måtte skære dagplejepladser fra (grundet økonomien). Og det at være total fuldtidsmor, med hvad det indebærer: madlavning - bleer - tålmodighed, ved to stædig hoveder, der sover dårligt til middag, - lidt mere madlavning - snot - rengøring - opvask - tøjvask - you name it, er ved at få mig til at eksplodere 

Midt på dagen, kunne jeg sætte mig til at tude. Det er skide hårdt! Ungerne er også i en pisse træls periode, hvor de skal terrorisere hele hjemmet, OG hinanden! 

Jeg var ved lægen for et par dage siden, og hun sagde at jeg havde en 'mild' depression. 

Jeg sover dårligt om natten, og er ofte vågen i flere timer. Jeg kan bare ikke finde ro i mit hoved til at falde i søvn igen..

Derudover, arbejder børnenes far en time væk fra hjemmet, og er således ikke hjemme fra 4-18.30. Det er laaaange dage 

Når han så er hjemme på hans fridage/weekenden, går han rigtig meget på i ting som han gerne vil. Og han vil gerne udfører dem, selvom at vi ikke kan være med. (Det betyder endnu en fuldtidsdag for mig). 

I weekenden, prikker hans venner meget til ham, om ikke han skal med i byen. Det er efterhånden (i det her år) blevet til hver -3 weekend. Han dur slet ikke til noget dagen efter - så jeg føler altid at weekenden er spildt, og vi så er nået til hverdagen igen.. 

Han tager også afsted på byturer, selvom jeg ikke er okay med det. Jeg vil SÅ gerne aflastes lidt, og føle at vi er to om at være forældre, de dage det er muligt. Jeg siger ikke at han aldrig må tage afsted. Det må han gerne - men bare ikke så tit som han mener at han skal. Jeg føler at han bare tager det som en selvfølge, at jeg sidder her hjemme alene og passer børn 

Når han så er afsted - har jeg det godt med at vi aftaler et tidspunkt, som han gerne skulle være hjemme ved. F-eks. kl. 3.00. Ikke en eneste gang, har han været hjemme kl. 3! Det er altid kl. 4.00 - 5.00 - nogengange 6!  Og jeg HADER det. Han sover jo også dagen væk, og gider ikke en dyt. Han opfører sig ærligtalt som en forvokset teenager.

Han er generelt doven. Ligger i sengen til 9-10 stykker, hvor vi står op kl. 7 måske. Eller ligger på sofane hele dagen. 

As we speak - sidder han til en fest vi ikke skulle til. Vi var til motorfestival sammen (børnefri for engangs skyld) fra kl. 9.30 - 16. (Der aftaler jeg at vi henter børnene igen, så vi kunne spise sammen hjemme). Han vælger så, at han hellere vil spise med vennerne hjemme ved X, og at de 'fester' videre der. Jeg ender med at hente børnene selv, og spise alene  sammen med dem her til aften. 

Jeg har flere gange overvejet at flytte for mig selv, men stadig være kærester. Han er jo ikke hjemme alligevel, og så er jeg fri for at se, at han bare sidder i sofaen en hel dag og jeg bare skælder ud. 
Andre som har det på samme måde? Hvad ville i gøre?
Tillykke - hvis du nåede hertil  Måtte simpelthen lufte tankerne.. 

Anonym skriver:

Jeg kan snart ikke mere.. 

Jeg syntes mit forhold til børnenes far går af h. til lige nu. 

Jeg er hjemmegående, og ledig lige nu. Børnene på 2år, er hjemme ved mig, da vi måtte skære dagplejepladser fra (grundet økonomien). Og det at være total fuldtidsmor, med hvad det indebærer: madlavning - bleer - tålmodighed, ved to stædig hoveder, der sover dårligt til middag, - lidt mere madlavning - snot - rengøring - opvask - tøjvask - you name it, er ved at få mig til at eksplodere 

Midt på dagen, kunne jeg sætte mig til at tude. Det er skide hårdt! Ungerne er også i en pisse træls periode, hvor de skal terrorisere hele hjemmet, OG hinanden! 

Jeg var ved lægen for et par dage siden, og hun sagde at jeg havde en 'mild' depression. 

Jeg sover dårligt om natten, og er ofte vågen i flere timer. Jeg kan bare ikke finde ro i mit hoved til at falde i søvn igen..

Derudover, arbejder børnenes far en time væk fra hjemmet, og er således ikke hjemme fra 4-18.30. Det er laaaange dage 

Når han så er hjemme på hans fridage/weekenden, går han rigtig meget på i ting som han gerne vil. Og han vil gerne udfører dem, selvom at vi ikke kan være med. (Det betyder endnu en fuldtidsdag for mig). 

I weekenden, prikker hans venner meget til ham, om ikke han skal med i byen. Det er efterhånden (i det her år) blevet til hver -3 weekend. Han dur slet ikke til noget dagen efter - så jeg føler altid at weekenden er spildt, og vi så er nået til hverdagen igen.. 

Han tager også afsted på byturer, selvom jeg ikke er okay med det. Jeg vil SÅ gerne aflastes lidt, og føle at vi er to om at være forældre, de dage det er muligt. Jeg siger ikke at han aldrig må tage afsted. Det må han gerne - men bare ikke så tit som han mener at han skal. Jeg føler at han bare tager det som en selvfølge, at jeg sidder her hjemme alene og passer børn 

Når han så er afsted - har jeg det godt med at vi aftaler et tidspunkt, som han gerne skulle være hjemme ved. F-eks. kl. 3.00. Ikke en eneste gang, har han været hjemme kl. 3! Det er altid kl. 4.00 - 5.00 - nogengange 6!  Og jeg HADER det. Han sover jo også dagen væk, og gider ikke en dyt. Han opfører sig ærligtalt som en forvokset teenager.

Han er generelt doven. Ligger i sengen til 9-10 stykker, hvor vi står op kl. 7 måske. Eller ligger på sofane hele dagen. 

As we speak - sidder han til en fest vi ikke skulle til. Vi var til motorfestival sammen (børnefri for engangs skyld) fra kl. 9.30 - 16. (Der aftaler jeg at vi henter børnene igen, så vi kunne spise sammen hjemme). Han vælger så, at han hellere vil spise med vennerne hjemme ved X, og at de 'fester' videre der. Jeg ender med at hente børnene selv, og spise alene  sammen med dem her til aften. 

Jeg har flere gange overvejet at flytte for mig selv, men stadig være kærester. Han er jo ikke hjemme alligevel, og så er jeg fri for at se, at han bare sidder i sofaen en hel dag og jeg bare skælder ud. 
Andre som har det på samme måde? Hvad ville i gøre?
Tillykke - hvis du nåede hertil  Måtte simpelthen lufte tankerne.. 

Jeg ville spørge ham om han er intresseret i at være en familie, fordi jeg føler mig som enlig mor.. Og sådan skal det ikke være når man er en familie. For ellers skal vi ikke være en familie(måske ik lige i hvert fald)

Og så at du har brug for at han hjælper, fordi du har det dårligt og det kan ende med at gå ud over børnene, og det skal det ik. Du har brug for hjælp, for ellers kan du ende med at gå ned og så vil han stå med børnene og en syg kone.

Han er nød til at forstå at han har en familie, et ansvar og han er nød til at tage det ansvar, for ellers vil han miste det hele.
Han må tage sig af sine børn, og give dig noget fred.

bytur?? hvordan kan det overhovedet være ok. han er far til to og har en kæreste. hva laver man dog på en bytur til kl 6. lyder helt sindsygt i mine øre og ville jeg aldrig acceptere. hvis han ikke kan være en far så ville jeg ik bo med ham. så ku jeg lige så godt bo alene med børnene og ik sku forvente noget. 

synes du skal gøre det meget klart for ham hvordan tingene skal være og give ham et alternativ, han er tydeligt nok ikke moden nok til at have en familie. men det kan du måske gøre noget ved. en ting er sikkert, det er at der skal gøre noget ved de byture , det slet ikke ok

Anonym skriver:

Jeg kan snart ikke mere.. 

Jeg syntes mit forhold til børnenes far går af h. til lige nu. 

Jeg er hjemmegående, og ledig lige nu. Børnene på 2år, er hjemme ved mig, da vi måtte skære dagplejepladser fra (grundet økonomien). Og det at være total fuldtidsmor, med hvad det indebærer: madlavning - bleer - tålmodighed, ved to stædig hoveder, der sover dårligt til middag, - lidt mere madlavning - snot - rengøring - opvask - tøjvask - you name it, er ved at få mig til at eksplodere 

Midt på dagen, kunne jeg sætte mig til at tude. Det er skide hårdt! Ungerne er også i en pisse træls periode, hvor de skal terrorisere hele hjemmet, OG hinanden! 

Jeg var ved lægen for et par dage siden, og hun sagde at jeg havde en 'mild' depression. 

Jeg sover dårligt om natten, og er ofte vågen i flere timer. Jeg kan bare ikke finde ro i mit hoved til at falde i søvn igen..

Derudover, arbejder børnenes far en time væk fra hjemmet, og er således ikke hjemme fra 4-18.30. Det er laaaange dage 

Når han så er hjemme på hans fridage/weekenden, går han rigtig meget på i ting som han gerne vil. Og han vil gerne udfører dem, selvom at vi ikke kan være med. (Det betyder endnu en fuldtidsdag for mig). 

I weekenden, prikker hans venner meget til ham, om ikke han skal med i byen. Det er efterhånden (i det her år) blevet til hver -3 weekend. Han dur slet ikke til noget dagen efter - så jeg føler altid at weekenden er spildt, og vi så er nået til hverdagen igen.. 

Han tager også afsted på byturer, selvom jeg ikke er okay med det. Jeg vil SÅ gerne aflastes lidt, og føle at vi er to om at være forældre, de dage det er muligt. Jeg siger ikke at han aldrig må tage afsted. Det må han gerne - men bare ikke så tit som han mener at han skal. Jeg føler at han bare tager det som en selvfølge, at jeg sidder her hjemme alene og passer børn 

Når han så er afsted - har jeg det godt med at vi aftaler et tidspunkt, som han gerne skulle være hjemme ved. F-eks. kl. 3.00. Ikke en eneste gang, har han været hjemme kl. 3! Det er altid kl. 4.00 - 5.00 - nogengange 6!  Og jeg HADER det. Han sover jo også dagen væk, og gider ikke en dyt. Han opfører sig ærligtalt som en forvokset teenager.

Han er generelt doven. Ligger i sengen til 9-10 stykker, hvor vi står op kl. 7 måske. Eller ligger på sofane hele dagen. 

As we speak - sidder han til en fest vi ikke skulle til. Vi var til motorfestival sammen (børnefri for engangs skyld) fra kl. 9.30 - 16. (Der aftaler jeg at vi henter børnene igen, så vi kunne spise sammen hjemme). Han vælger så, at han hellere vil spise med vennerne hjemme ved X, og at de 'fester' videre der. Jeg ender med at hente børnene selv, og spise alene  sammen med dem her til aften. 

Jeg har flere gange overvejet at flytte for mig selv, men stadig være kærester. Han er jo ikke hjemme alligevel, og så er jeg fri for at se, at han bare sidder i sofaen en hel dag og jeg bare skælder ud. 
Andre som har det på samme måde? Hvad ville i gøre?
Tillykke - hvis du nåede hertil  Måtte simpelthen lufte tankerne.. 

Du skal simpelthen gøre det klart for ham hurtigst muligt at du ikke længere kan leve sådan, som i gør lige nu. Sig at du har brug for aflastning, og at du mangler ham som en større del af familien. Samtidig ville jeg være helt åben omkring dine tanker om at forlade ham og være alenemor (hvilket det lader til at du nærmest er i forevejen). Har du andre der kan aflaste dig i form af forældre, søskende eller veninder? Så du måske bare kan gå en tur alene, læse en bog, sove til middag eller lign. Det lyder som om at du har brug for alene tid, og det har stort set alle mennesker. Særligt når man har en depression har man brug for hvile og ro til at komme igennem, og over på den anden side. Det må din mand kunne forstå og respektere. Kan han ikke det, så er han ikke en særlig forstående mand, og det skal du naturligvis ikke acceptere. 

Vil så sige at jeg ikke kan følge det der med at skulle give sin mand/kone et tidspunkt på hvornår man senest må være i byen til. Er man i byen så ved man aldrig hvor hyggeligt det bliver og det er da træls hvis man har en fed bytur at så skal man gå præcis kl. 03.00, fordi ellers bliver kæresten sur. Som et voksent menneske skal man altså ikke have hjemmetider, mener jeg. Vil dig også sige at hver 3. Weekend er for meget når du ikke er på toppen og at han i øvrigt ikke hjælper til med ungerne på nogen måde. Du skal jo også have tid til at komme ud hvis du har behov for det. 

Du skal have sagt fra og ikke acceptere at agere husholderske og babysitter 24/7 uden hans hjælp! Hvis du ikke trives i det. 

Håber du finder en løsning, og at du får det bedre

.  

Først synes jeg I skal revurdere budgettet, for som hjemmegående uden indkomst (går jeg ud fra da du ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet), der tænker jeg det kan betale sig at betale dagpleje plads og så kunne få KH eller dagpenge, plus du så også får hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet. Det er ikke sagt fordi jeg synes alle skal være på arbejdsmarkedet, men lyder bare ikke til du nyder rollen som hjemmegående, plus med mild depression har du brug for egen tid.

Der skal findes en plads til dig. Når der er plads til dig og du har lidt overskud er det også lettere at der er plads til egen tid for din mand.

Først synes jeg I skal revurdere budgettet, for som hjemmegående uden indkomst (går jeg ud fra da du ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet), der tænker jeg det kan betale sig at betale dagpleje plads og så kunne få KH eller dagpenge, plus du så også får hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet. Det er ikke sagt fordi jeg synes alle skal være på arbejdsmarkedet, men lyder bare ikke til du nyder rollen som hjemmegående, plus med mild depression har du brug for egen tid.

Der skal findes en plads til dig. Når der er plads til dig og du har lidt overskud er det også lettere at der er plads til egen tid for din mand.

Jeg har ikke nok timer i min fagforening til at jeg kunne få dagpenge. Så vi lever pt på min kærestes indkomst. Har sat div lån ned også. Kommunen kunne heller ikke give noget, fordi min kæreste har en god løn. Så der er virkelig ikke råd til det lige nu. Jeg har søgt efter job i snart 1år - uden held! Så ja, jeg vil rigtig gerne ud! Er ved at blive skør af det liv her.. 

Anonym skriver:

Jeg har ikke nok timer i min fagforening til at jeg kunne få dagpenge. Så vi lever pt på min kærestes indkomst. Har sat div lån ned også. Kommunen kunne heller ikke give noget, fordi min kæreste har en god løn. Så der er virkelig ikke råd til det lige nu. Jeg har søgt efter job i snart 1år - uden held! Så ja, jeg vil rigtig gerne ud! Er ved at blive skør af det liv her.. 

Med én indkomst, kan I så ikke søge noget friplads til børnene? 

Tjae, du er jo nærmest allerede enlig... Men som reelt enlig ville du få friplads og kunne få tid til at tage hånd om dig selv, for en depression forsvinder ikke af sig selv... 

Når det er sagt, så ville jeg ringe til kommunen og snakke om socialpædagogisk friplads til børnene... 

Puha, det lyder hårdt! 

Jeg synes først og fremmest, at du skal tale med din kæreste. Sådan rigtigt. Når ungerne er puttet og I ikke bliver forstyrret (så vidt muligt). Fortæl det, som du også skrier her. At du er ved at gå fra forstanden, at du ikke er dig selv, at hver dag er en kamp. Fortæl ham også at du ønsker at det skal være dig og ham med jeres to børn, men der bliver nødt til at ske noget, for du kan ikke fortsætte som det er nu.

Tænker han måske har det lidt på samme måde - men at det bare kommer til udtryk i byture og anden flugt fra den hårde hverdag.

Jeg har én gang prøvet at være arbejdsløs og det var noget af det hårdeste, jeg har prøvet i mit liv. At du så oveni skal passe jeres børn, din mand arbejder meget og økonomien er stram - det er jo en kæmpe udfordring både personligt og for forholdet.

Jeg håber I kan få talt ud om det og måske få lidt hjælp fra nogle venner eller familie. Som en anden skriver, så du også kan få lidt alenetid. 

Alt det bedste herfra.

Hvordan kan han finde på at bruge penge på druk når i skal holde barnet hjemme grundet dårlig økonomi...?

Her står alt i huset og fritid stille når den lille har perioder som er ekstrem krævende og så hjælper far til og aflaster... Det kræver jeg og det ønsker han selv... Vi er jo en familie

Ej men hvor jeg føler med dig, jeg forstår virkelig godt at du har det som du har....  Du har jo aldrig ro, mulighed for at lade op eller mulighed for aflastning.... Puha... Jeg håber virkelig der sker en ændring for du må være på vej direkte i afgrunden hvis det forsætter....

Kram herfra