7:7 ordning

Anonym skriver:

Umiddelbart giver jeg dig HELT ret.. Jeg synes ogsaa det er forkert.

Meeen, min mand har en ekskone, som han er meget sur paa og som der ikke er nogen god kommunikation med i forhold til deres søn. Og det kan jeg se gaar udover sønnen, han er saa 13, og til at snakke med om tingene, men jeg er saa skide ræd for, at hvis jeg først faar ham i statsforvaltningen pga samvær, saa er der ikke de samarbejdsproblemer vi ikke vil faa. 

Jeg kender ham, og han er saaret og ked af det. Og sføli vil han ikke bevidst lade det gaa ud over vores datter. Men han tror bare han ved bedre nogengange. Saa hvis hun (i hans hoved) vil have bedst af 7:7, saa staar jeg overfor en fremtidig udfordring med samarbejdet, hvis jeg presser en anden ordning igennem. Han er ikke fornuftig paa det punkt.

Det er mega dilemma, og maaske maler jeg fanden paa væggen. For det er enten 7:7 og godt samarbejde med ham, eller en bedre ordning for hende.. Og kompliceret forhold (LÆS: MEGET kompliceret, har jo været vidne til det). 

Saa jeg er enig med dig, men der er et 'men'.

 

Men ville din eks ikke gå med til en 9-4 ordning hvor det var ham der havde jeres barn de 9 dage?

Anonym skriver:

Jeg føler ogsaa jeg tænker paa min datter..

Et videre forløb med hendes far, hvor han ikke er samarbejdsvillig, er i hvertfald heller ikke at foretrække for min datter.. Derfor min rådvildethed.. (hvis der er noget der hedder det).

Jeg vil HENDE det bedste, og er ikke selv i tvivl om hvad det er. Men hvis han ikke er enig, kan jeg jo ikke sætte mig ned og sige 'det skal du være'. Hvis han nu oprigtigt mener noget andet. Jeg kan jo ikke bestemme, hvad han skal mene, synes, eller gøre. Og det er der problemet er. 

Saa hvis jeg kæmper for sagen i statsforvaltningen (og ikke mindst hvis jeg 'vinder'), saa risikerer jeg at vi kan finde ud af at samarbejde fremover.. Og det kan lyde nok saa dumt, og han bare maa tage sig sammen... JAMEN... det kan jeg jo ikke gøre for ham.

Jeg ville personligt tag i statsamtet - jeg syns ikke det er noget dårligt at gøre det. De er der for at vejlede i hvad der er det bedste for barnet og det er ofte godt for forældrene at høre det fra andre end den anden part. 

Jeg synes det er svært at vide hvad der er bedst og ud fra hvilke argumenter. 

Faktum er barnet skal undvære en af sine primære omsorgspersoner i flere dage i træk - det kan være 7:7 hvor det så er 7 dage af gangen barnet mangler den ene eller den anden. Det kan være 9:4 hvor barnet så skal mangle den ene part i hele 9 dage hvilket jo er endnu mere end 9 dage.

Og hvem er der så barnet skal undvære, det er vel ikke givet som selvfølge at barnet skal være flest dage hos mor? 

Jeg tror det ideelle ville være at barnet havde en base, det kendte sted og om det er er hos eller far må man jo så debattere. I den base er meget af samværet dvs. Man kan sagtens hente barnet fra institution, tage hjem og være sammen, spise sammen osv men man flytter ikke ind, man sover der ikke. Endnu mere ideelt hvis mor og far kunne det sammen, så den der har samvær måske ikke skal stå for det praktiske alene. Og så vil man selvsagt også gerne have de lange stræk og jeg vil tro 3 dages tid men ikke længere væk fra den trygge base.

grunden til det er jeg ville være helt oplagt selv hvis jeg skulle have to trygge baser, to steder hvor jeg var helt kendt. Jeg har selv været posedame da jeg boede i Roskilde og min kæreste boede på Amager. Jeg nød at komme ind til ham, men det var aldrig mit hjem, aldrig der hvor jeg virkelig slappede af, for der manglede altid lige den ting som jo lå der hjemme.... 

Ud fra det du beskriver virker I begge til at ville det bedste for jeres datter. Jeg synes du skal tage en stille og rolig snak med far hvor du siger, at formålet er at finde ud af hvordan I gør det her bedst muligt. Sig at statsforvaltningen fraråder 7-7 når hun er så lille, se på om det kunne være en mulighed at I flytter frem og tilbage så hun bliver boende, foreslå at I spiser sammen også når den anden har hende og få understreget, at det er alfa omega for dig at I har et godt samarbejde. Og så lad være med at have en plan for hvordan du synes det skal være, men vær åben for de forslag han kunne have - måske bliver du overrasket. Og går det helt galt må I lade statsforvaltningen råde jer.

jenny4 skriver:

Ud fra det du beskriver virker I begge til at ville det bedste for jeres datter. Jeg synes du skal tage en stille og rolig snak med far hvor du siger, at formålet er at finde ud af hvordan I gør det her bedst muligt. Sig at statsforvaltningen fraråder 7-7 når hun er så lille, se på om det kunne være en mulighed at I flytter frem og tilbage så hun bliver boende, foreslå at I spiser sammen også når den anden har hende og få understreget, at det er alfa omega for dig at I har et godt samarbejde. Og så lad være med at have en plan for hvordan du synes det skal være, men vær åben for de forslag han kunne have - måske bliver du overrasket. Og går det helt galt må I lade statsforvaltningen råde jer.

Jeg er hundrede procent enig. Men tænker man også skal passe på, for argumenterer for 7:7 ikke er godt for barnet, så fx en 10:4 ville være bedre, så kan far jo sige: det synes jeg også og jeg vil rigtig gerne have de 10 dage. 

Hvordan modargumenterer man lige mod det?

lineog4 skriver:

Jeg er hundrede procent enig. Men tænker man også skal passe på, for argumenterer for 7:7 ikke er godt for barnet, så fx en 10:4 ville være bedre, så kan far jo sige: det synes jeg også og jeg vil rigtig gerne have de 10 dage. 

Hvordan modargumenterer man lige mod det?

Medmindre det er et lille ammebarn, så kan det ikke argumenteres imod. Det lyder til at begge forældre er lige primære, så det handler mere om "hvem der giver sig"

Jeg ser intet i vejen for at give 7/7 et Forsøg

 Nogen fungere fint med sådan en ordning Andre gør ikke.

Og som en anden siger, ved 9/4 ordning skal barnet jo så undværer en forældre endnu længere. og hvem siger at det lige SKAL være far der får de 4, det kunne du jo lige så godt. Så sikre det sikkert også det gode samarbejde hvis du giver ham de 9 dage

PernilleogLouis skriver:

Jeg tror på det er vigtigt at man lige husker på at det er barnets behov der er det vigtige. Min dreng er 7.5 år og ja hans far vil gerne ha en 7-7 men det kommer ikke til at ske for det kan min dreng ikke rumme. Det ved far godt så selvom han så gerne vil ha ham mere så må han jo tilsidesætte hans egne behov fremfor hans søns behov. Sådan er det at være forældre

Det kunne jo også være moren der tilsidesatte sine behov.

modesty skriver:

Det kunne jo også være moren der tilsidesatte sine behov.

Har jeg vist heller ik sagt nogen steder det ik kan være???

lineog4 skriver:

Jeg er hundrede procent enig. Men tænker man også skal passe på, for argumenterer for 7:7 ikke er godt for barnet, så fx en 10:4 ville være bedre, så kan far jo sige: det synes jeg også og jeg vil rigtig gerne have de 10 dage. 

Hvordan modargumenterer man lige mod det?

Helt enig. Men når begge forældre er så primære som det lyder til at de er, så tænker jeg at en 10-4 ordning også er en dårlig løsning for barnet. Så hellere at de finder ud af, at barnet selvfølgelig skal høre til et sted, men at det undervejs også ser den anden på en eller anden måde. Det behøver jo ikke være med overnatning. Men det kræver en del af begge forældre..