Kroniske smerter

Tænkte om der er andre bruger herinde som lever et liv med kroniske smerter i hverdagen som har lyst til at dele lidt om hvordan hverdagen hænger sammen??

hvordan du håndtere at have et socialt liv?

tanker omkring at have begrænsninger i hverdagen ?

forståelse fra omgivelserne ( familie )??

lige kort, skal ud af døren

 hvordan du håndtere at have et socialt liv?

Jeg har få gode venner, som jeg ikke ser særligt tit, men har også travlt med uddannelse. Det er svært at være social og jeg bliver hurtigt træt og husker ikke alt hvad de har fortalt. Men jeg gør mit bedste

tanker omkring at have begrænsninger i hverdagen ?

Det giver store udfordringer, specielt når man skal søge job. Til jobsamtaler skal vi altid op ad trapper synes jeg, og det kan jeg ikke. Men jeg humper med og håber på at de ikke ser det

forståelse fra omgivelserne ( familie )??

Hvilken forståelse`? Det er faktisk kun folk der ikke kender mig, der giver forståelse. De andre har ingen.

Anonym skriver:

Tænkte om der er andre bruger herinde som lever et liv med kroniske smerter i hverdagen som har lyst til at dele lidt om hvordan hverdagen hænger sammen??

hvordan du håndtere at have et socialt liv?

tanker omkring at have begrænsninger i hverdagen ?

forståelse fra omgivelserne ( familie )??

Jeg har smerter i nakke, ryg.. Nogle gange knæ og fod.
Og det er hver dag, og det er hårdt at leve med, for det gør jeg bare ikke altid kan gøre de ting jeg vil, at jeg ofte har brug for at bare fred, nu lider jeg også af angst, så det slår ind over, og jeg har det som så ikke svært socialt, kan sagtens være sammen med folk(Der er ikke mange der ved jeg har dem) så hvis jeg får det dårligt, så sætter jeg bare ned, stiller mig op af en væg.. Jeg er bare ikke så god til at opsøge folk, komme af sted, hvis det er alene. (jeg kan ikke tage mig sammen) Jo mine smerter og angst, har helt sikkert gjort noget ved mit social liv, det er ikke så stort mere, håber at det vil ændrer sig snart.

Begrænsniger; Nu arbejder jeg med børn, og jeg må indrømme at det af en eller anden grund, hjælper det(selvfølgelig uden at ødelægge mig selv).

Jeg prøver ikke at lade det begrænse mig for meget.. Jeg ved at hvis jeg gør noget forkert med i nakke, jamen så er jeg bare i smertehelvede, og det vil man jo heller ikke, men jeg vil ikke lade det stoppe mig. Jeg vil leve så normalt som jeg kan.

Som sagt, der er ikke mange der ved det, nogle få venner(tætte), min søster og far, og de forstår det, og ved at det jo ikke er min skyld, og min søster har også selv smerter, så hun ved jo hvordan det er. De ved at der er forhindringer, at jeg skal overvinde nogle ting.. Som min søster sagde; Hvis jeg ikke havde fået den smule hjælp jeg fik, havde jeg ikke været hvor jeg er i dag(Et andet land).

Jeg ved at de her smerterne aldrig vil forsvinde, men jeg kan gøre mit eget for at holde det nede, gør alt for at jeg kan have et liv jeg kan leve med..

Jeg lever med kroniske lændesmerter og hovedpine efter jeg blev kørt ned for snart 8 pr siden. Tilbragte det første halve år med at være bitter, bange for fremtiden, frustreret, vred. Var begrænset i ALT og troede nærmest mit liv var forbi, kunne slet ikke overskue hverken job eller tanken om at få den familie jeg ønskede mig. 

Nu passer jeg en fuldtidsstilling som intensiv sygeplejerske med en paragraf 56 ordning til de umulige dage. Har fået hus og 2 børn. 

Det kræver prioritering og nogle gange fravalg af noget af det sjove for at have energi og overskud til de daglige 'pligter'. Men jeg besluttede mig for dengang at jeg VILLE have et godtliv og have børn og et job. Det kræver en del 'Biden tænder sammen' og masser af smertestillende, men indtil videre går det okay. Alle omkring mig kender problematikken og udviser forståelse i mere eller mindre grad. Den vigtigste støtte er dog min kæreste, han er den der må tage teten når jeg går i brædderne. Og det sker ofte at jeg må trække stikket og lægge mig. Han brokker sig ikke, for jeg holder humøret oppe. Jeg holder mig selv fast i at det ikke nytter noget at være sur og ked af det, for så bliver det uudholdeligt for ham.

Det værste er faktisk de 30 kilo jeg har taget på - gik fra en aktiv livsstil til en krop, der nogle dage knap kan gå kombineret med en ustyrlig trøstespisetrang 

Anonym skriver:

Tænkte om der er andre bruger herinde som lever et liv med kroniske smerter i hverdagen som har lyst til at dele lidt om hvordan hverdagen hænger sammen??

hvordan du håndtere at have et socialt liv?

tanker omkring at have begrænsninger i hverdagen ?

forståelse fra omgivelserne ( familie )??

Jeg har smerter i knæene efter en trafikulykke for 7 år siden. Begge lårbensknogler flækkede på langs. I hverdagen har jeg lært at leve med det, undgår tunge løft sidder ikke med bukkede ben osv. Feks sidder jeg ned og laver madpakker, og når jeg skærer grøntsager osv. Når jeg leger med ungerne er det helt ned på numsen og sidde i stedet for på hug eller skrædderstilling.

Mit sociale liv er der ikk ret mange begrænsninger, vi har dog lige måtte takke nej til cykelferie med noget af familien da jeg på ingen måder kan cykle. Mht sex er der også begrænsninger, kan ikk være ovenpå ret lang tid af gangen da knæene så låser. Har ikk haft et job siden ulykken. Selvfølgelig er det virkelig øv at der skal være begrænsninger i ens hverdag men jeg har lært at leve med det, tænker ikk så meget over det længere, det er bare sådan det er. Har fuld forståelse fra folk der kender mig. De ved jo ligesom hva der skete dengang og mange hjalp mig jo, lå i sengen i 8 mdr. Og jobcenter osv har jo fået på skrift fra sygehuset at jeg er skadet.

aarhusmor skriver:

lige kort, skal ud af døren

 hvordan du håndtere at have et socialt liv?

Jeg har få gode venner, som jeg ikke ser særligt tit, men har også travlt med uddannelse. Det er svært at være social og jeg bliver hurtigt træt og husker ikke alt hvad de har fortalt. Men jeg gør mit bedste

tanker omkring at have begrænsninger i hverdagen ?

Det giver store udfordringer, specielt når man skal søge job. Til jobsamtaler skal vi altid op ad trapper synes jeg, og det kan jeg ikke. Men jeg humper med og håber på at de ikke ser det

forståelse fra omgivelserne ( familie )??

Hvilken forståelse`? Det er faktisk kun folk der ikke kender mig, der giver forståelse. De andre har ingen.

Tak for svar  " dejligt " at høre fra andre , forstå mig ret . Jeg har desværre ikke selv altid det store overskud til sociale aktiviteter, og hvis bliver jeg hurtigt træt pga de konstante smerter. Og som dig glemmer jeg desværre ting . Her er der desværre ikke den store forståelse , og kun fra venner . Familie ser den gamle mig som er langt fra mig. 

Yurie skriver:

Jeg har smerter i nakke, ryg.. Nogle gange knæ og fod.
Og det er hver dag, og det er hårdt at leve med, for det gør jeg bare ikke altid kan gøre de ting jeg vil, at jeg ofte har brug for at bare fred, nu lider jeg også af angst, så det slår ind over, og jeg har det som så ikke svært socialt, kan sagtens være sammen med folk(Der er ikke mange der ved jeg har dem) så hvis jeg får det dårligt, så sætter jeg bare ned, stiller mig op af en væg.. Jeg er bare ikke så god til at opsøge folk, komme af sted, hvis det er alene. (jeg kan ikke tage mig sammen) Jo mine smerter og angst, har helt sikkert gjort noget ved mit social liv, det er ikke så stort mere, håber at det vil ændrer sig snart.

Begrænsniger; Nu arbejder jeg med børn, og jeg må indrømme at det af en eller anden grund, hjælper det(selvfølgelig uden at ødelægge mig selv).

Jeg prøver ikke at lade det begrænse mig for meget.. Jeg ved at hvis jeg gør noget forkert med i nakke, jamen så er jeg bare i smertehelvede, og det vil man jo heller ikke, men jeg vil ikke lade det stoppe mig. Jeg vil leve så normalt som jeg kan.

Som sagt, der er ikke mange der ved det, nogle få venner(tætte), min søster og far, og de forstår det, og ved at det jo ikke er min skyld, og min søster har også selv smerter, så hun ved jo hvordan det er. De ved at der er forhindringer, at jeg skal overvinde nogle ting.. Som min søster sagde; Hvis jeg ikke havde fået den smule hjælp jeg fik, havde jeg ikke været hvor jeg er i dag(Et andet land).

Jeg ved at de her smerterne aldrig vil forsvinde, men jeg kan gøre mit eget for at holde det nede, gør alt for at jeg kan have et liv jeg kan leve med..

 

 

Tak for svar  lyder til du klare dig rimelig godt trods smerter. Og formår at leve dit liv uden en masse begrænsninger . 

lotchen skriver:

Jeg lever med kroniske lændesmerter og hovedpine efter jeg blev kørt ned for snart 8 pr siden. Tilbragte det første halve år med at være bitter, bange for fremtiden, frustreret, vred. Var begrænset i ALT og troede nærmest mit liv var forbi, kunne slet ikke overskue hverken job eller tanken om at få den familie jeg ønskede mig. 

Nu passer jeg en fuldtidsstilling som intensiv sygeplejerske med en paragraf 56 ordning til de umulige dage. Har fået hus og 2 børn. 

Det kræver prioritering og nogle gange fravalg af noget af det sjove for at have energi og overskud til de daglige 'pligter'. Men jeg besluttede mig for dengang at jeg VILLE have et godtliv og have børn og et job. Det kræver en del 'Biden tænder sammen' og masser af smertestillende, men indtil videre går det okay. Alle omkring mig kender problematikken og udviser forståelse i mere eller mindre grad. Den vigtigste støtte er dog min kæreste, han er den der må tage teten når jeg går i brædderne. Og det sker ofte at jeg må trække stikket og lægge mig. Han brokker sig ikke, for jeg holder humøret oppe. Jeg holder mig selv fast i at det ikke nytter noget at være sur og ked af det, for så bliver det uudholdeligt for ham.

Det værste er faktisk de 30 kilo jeg har taget på - gik fra en aktiv livsstil til en krop, der nogle dage knap kan gå kombineret med en ustyrlig trøstespisetrang 

Sejt du har opnået det du ville  og har fået et ok liv med dine smerter . Kender til vrede og frustrationer . Desværre en lille del af mig endnu. Desværre har jeg ikke kunne beholde tilknytning til arbejdsmarked hvilket nok har gjordt mig ret bitter.

Anonym skriver:

Tak for svar  lyder til du klare dig rimelig godt trods smerter. Og formår at leve dit liv uden en masse begrænsninger . 

Ja jeg prøver at de ikke skal ødelægge mig. Mit støreste chok var dog at jeg fik af vide at jeg havde gået rundt med stiv ryg i 8ÅR.!?!? Og hun sagde; hvilken smerte jeg må have haft? Jeg har så fået ordnet den stive ryg, men min ryg er en smule skæv og jeg har to hakker på ribbene. Og at jeg så faldt igen sidste år, gjorde der jo ikke bedre.

Men jeg lever, med mine smerter, allergier, sygdomme og angst. Jeg har hele pakken, men det skal ikke holde mig tilbage for at gøre hvad jeg vil. Jeg er ikke en super stærk person, men jeg kan gøre hvad jeg kan for at leve nogen lunde normalt.

Hertz skriver:

Jeg har smerter i knæene efter en trafikulykke for 7 år siden. Begge lårbensknogler flækkede på langs. I hverdagen har jeg lært at leve med det, undgår tunge løft sidder ikke med bukkede ben osv. Feks sidder jeg ned og laver madpakker, og når jeg skærer grøntsager osv. Når jeg leger med ungerne er det helt ned på numsen og sidde i stedet for på hug eller skrædderstilling.

Mit sociale liv er der ikk ret mange begrænsninger, vi har dog lige måtte takke nej til cykelferie med noget af familien da jeg på ingen måder kan cykle. Mht sex er der også begrænsninger, kan ikk være ovenpå ret lang tid af gangen da knæene så låser. Har ikk haft et job siden ulykken. Selvfølgelig er det virkelig øv at der skal være begrænsninger i ens hverdag men jeg har lært at leve med det, tænker ikk så meget over det længere, det er bare sådan det er. Har fuld forståelse fra folk der kender mig. De ved jo ligesom hva der skete dengang og mange hjalp mig jo, lå i sengen i 8 mdr. Og jobcenter osv har jo fået på skrift fra sygehuset at jeg er skadet.

Ja man lære at leve med det , det er man nød til. Livet skal jo gå videre  mine smerter har desværre har stor betydning for mig som person, kan på ingen måde leve som før men ja man finder andre måder at fungere på. Har lært at leve med mine smerter men syntes alligevel det til tider er ret svært. Møder så heller ingen forståelse fra familie tvertimod