Jeg er så knust ;(

hej med jer derude

ja jeg er så knust. Og af og til tænker jeg tilbage på det og græder. Jeg giftet mig med min mand for få år tilbage. Idag er jeg lykkelig med barn, mand og hus. 

Men kan ikk lad være med at tænke på og græde over at DET VAR MIN SVIGERINDES FORÆLDRE OG SØSKENDE DER VAR MED TIL MIT BRYLLUP I STEDET FOR MIN EGEN FAMILLE  

en af de største dage i mit liv var min famillie ikk en gang i nærheden af mig men tværdigmod nogle helt fremmede mennesker det gør så ondt at tænke på. 

Jeg ved ikk hvad jeg ville med den her tråd. Måske bare høre at man ikk er ene. Eller hvad andre vil føle hvis det var dem. Eller om jeg overreagere. 

Anonym skriver:

hej med jer derude

ja jeg er så knust. Og af og til tænker jeg tilbage på det og græder. Jeg giftet mig med min mand for få år tilbage. Idag er jeg lykkelig med barn, mand og hus. 

Men kan ikk lad være med at tænke på og græde over at DET VAR MIN SVIGERINDES FORÆLDRE OG SØSKENDE DER VAR MED TIL MIT BRYLLUP I STEDET FOR MIN EGEN FAMILLE  

en af de største dage i mit liv var min famillie ikk en gang i nærheden af mig men tværdigmod nogle helt fremmede mennesker det gør så ondt at tænke på. 

Jeg ved ikk hvad jeg ville med den her tråd. Måske bare høre at man ikk er ene. Eller hvad andre vil føle hvis det var dem. Eller om jeg overreagere. 

Hvorfor var din egen familie ikke med?

Jeg ville sku også være ked af der, hvis min egen familie ikke havde været med til mit bryllup, når min mands havde..

Yurie skriver:

Hvorfor var din egen familie ikke med?

Jeg ville sku også være ked af der, hvis min egen familie ikke havde været med til mit bryllup, når min mands havde..

Min famillie og jeg forhold var slut en del år før vi bliv gift. 

Ja jeg er meget ked af at min mands famillie var der men ikk min egen famillie. 

( skal lige siges jeg holder meget af mine svigerforældre og vi er meget tætte.) 

men det der piner mig og knuser mig fuldstændig er at min mand har en bror som er meget ældre end ham og broren har en kon. Så er det vel man kalder min svigerinde ikk? 

Når men det der knuser mig er at min Mands storebrors kone som er min svigerinde DET VAR HENDES FORÆLDRE OG SØSKENDE DER KOM TIL VORES BRYLLUP og det er det der knuser mig at det er fremmede der er der til en af mine største dag i mit liv end min egen famillie

Anonym skriver:

Min famillie og jeg forhold var slut en del år før vi bliv gift. 

Ja jeg er meget ked af at min mands famillie var der men ikk min egen famillie. 

( skal lige siges jeg holder meget af mine svigerforældre og vi er meget tætte.) 

men det der piner mig og knuser mig fuldstændig er at min mand har en bror som er meget ældre end ham og broren har en kon. Så er det vel man kalder min svigerinde ikk? 

Når men det der knuser mig er at min Mands storebrors kone som er min svigerinde DET VAR HENDES FORÆLDRE OG SØSKENDE DER KOM TIL VORES BRYLLUP og det er det der knuser mig at det er fremmede der er der til en af mine største dag i mit liv end min egen famillie

Må jeg spørge hvorfor din svigerindes familie kom?

Pikku Myy skriver:

Må jeg spørge hvorfor din svigerindes familie kom?

Vi inviteret dem. Og vi inviteret dem kun fordi vi ikk var ret mange

jeg følte det helt for start at det knuste mig og følte at det var helt forkert at invitere dem. Men det gjort vi bare og vi sku ikk side i et kæmpe lokale med kun få mennesker og ikk nok med det gjort vi jo meget ud af det. Men jeg overhørt min indre stemme og følser

Vi inviteret dem. Og vi inviteret dem kun fordi vi ikk var ret mange

jeg følte det helt for start at det knuste mig og følte at det var helt forkert at invitere dem. Men det gjort vi bare og vi sku ikk side i et kæmpe lokale med kun få mennesker og ikk nok med det gjort vi jo meget ud af det. Men jeg overhørt min indre stemme og følser

Hvor er det trist at du blev nødt til at invitere "fremmede" til dit bryllup for at opnå det du forventede en bryllupsdag skulle være. Måske havde den bedste løsning været bare at holde det mindre, men det er jo for sent nu. Jeg kan godt forstå du sidder med en rigtig trist følelse når du tænker på den dag. Bryllupsdage er vigtige for mange folk. Måske skal du tage en beslutning om at lige den dag ikke skal styre dit liv. Den blev ikke det symbol du (og mange andre) håbede på. Hvad med at skabe en ny dag, som er jeres? Lad være med at tænke stort og pompøst, men istedet intimt og hyggeligt. Inviter dem der betyder noget for jer nu, og fejr at jeres kærlighed stadig holder. Jeg er sikker på at de mennesker I omgiver jer med vil forstå hvorfor det er vigtigt for jer at få et nyt forsøg til at skabe gode minder.

Jeg kan ikke lige huske; ser du din familie i dag?

Pikku Myy skriver:

Hvor er det trist at du blev nødt til at invitere "fremmede" til dit bryllup for at opnå det du forventede en bryllupsdag skulle være. Måske havde den bedste løsning været bare at holde det mindre, men det er jo for sent nu. Jeg kan godt forstå du sidder med en rigtig trist følelse når du tænker på den dag. Bryllupsdage er vigtige for mange folk. Måske skal du tage en beslutning om at lige den dag ikke skal styre dit liv. Den blev ikke det symbol du (og mange andre) håbede på. Hvad med at skabe en ny dag, som er jeres? Lad være med at tænke stort og pompøst, men istedet intimt og hyggeligt. Inviter dem der betyder noget for jer nu, og fejr at jeres kærlighed stadig holder. Jeg er sikker på at de mennesker I omgiver jer med vil forstå hvorfor det er vigtigt for jer at få et nyt forsøg til at skabe gode minder.

Jeg kan ikke lige huske; ser du din familie i dag?

Ja åbenbart var sådan min skæbne skulle være 

nogle gange kan jeg godt tænke og græde når jeg tænker hvor heldig min mand er/ og andre. Med familien omkrend sig og deler deres glæde og støttene. At opleve og føle hvad det vil sige at have sin familie når man begyndte sit liv med at gifte sig med den man elsker og fået barn hvor man ønsker ens famillie er der til at dele glæden med og støtter en

og det kan jeg godt blive ked af at se at min mands famillie er en del af os og vores lille barns liv men ikk min Famillie. At blive selv mor gør at man selv vil ha sin mor ved sin side mere end nogensinde. Det har genert gjort mig ondt at slutte det helt mellem os den gang men det godt nok kommet tilbage den følse når jeg prøvet at ungår den i så mange år men nu er den der tit og den er kommet med fuld kræft siden min bryllup. 

Og nej desværre ikk alt mellem os er slut og det har været i 5 år mindst

Anonym skriver:

Ja åbenbart var sådan min skæbne skulle være 

nogle gange kan jeg godt tænke og græde når jeg tænker hvor heldig min mand er/ og andre. Med familien omkrend sig og deler deres glæde og støttene. At opleve og føle hvad det vil sige at have sin familie når man begyndte sit liv med at gifte sig med den man elsker og fået barn hvor man ønsker ens famillie er der til at dele glæden med og støtter en

og det kan jeg godt blive ked af at se at min mands famillie er en del af os og vores lille barns liv men ikk min Famillie. At blive selv mor gør at man selv vil ha sin mor ved sin side mere end nogensinde. Det har genert gjort mig ondt at slutte det helt mellem os den gang men det godt nok kommet tilbage den følse når jeg prøvet at ungår den i så mange år men nu er den der tit og den er kommet med fuld kræft siden min bryllup. 

Og nej desværre ikk alt mellem os er slut og det har været i 5 år mindst

Du virker til at fokusere for meget på det du ikke har. Specielt hvis du bliver ked af at du har en dejlig svigerfamilie. Det er da noget du skal glæde dig over. Tænk at de har inviteret dig ind så du igen har en familie. Det er da noget at glædes over. Er din svigermor måske en kvinde der kan overskue at støtte dig i moderrollen?

Ikke dermed sagt at du ikke må være ked af ikke at have støtten fra din anden familie. Specielt nu hvor du virkelig mærker savnet. Har du overvejet at snakke med en professionel?

Helt ærligt, så virker du som om du er alt for fanget i dine følelser. Du reagerer slet ikke på mit forslag om en ny fejring ... Du skal tage din skæbne i nakken og gøre en indsats for at få dit liv som du gerne vil have det. Med de kort du nu en gang har fået ...

Pikku Myy skriver:

Du virker til at fokusere for meget på det du ikke har. Specielt hvis du bliver ked af at du har en dejlig svigerfamilie. Det er da noget du skal glæde dig over. Tænk at de har inviteret dig ind så du igen har en familie. Det er da noget at glædes over. Er din svigermor måske en kvinde der kan overskue at støtte dig i moderrollen?

Ikke dermed sagt at du ikke må være ked af ikke at have støtten fra din anden familie. Specielt nu hvor du virkelig mærker savnet. Har du overvejet at snakke med en professionel?

Helt ærligt, så virker du som om du er alt for fanget i dine følelser. Du reagerer slet ikke på mit forslag om en ny fejring ... Du skal tage din skæbne i nakken og gøre en indsats for at få dit liv som du gerne vil have det. Med de kort du nu en gang har fået ...

Undskyld jeg troede at jeg fik svaret på dit forslag. Vi har også tænkt på en dag hvor vi fejer med de nærmeste om at vores kærlighed stadig består. Men ikk ligenu. 

Og misforstår mig nu ikk jeg skammer mig også over at jeg af og til bliver ked af og mærker savn. 

Men vil understrege at der ingen der ligeså heldig at have så fantastiske svigerforældre som jeg har og holder mega meget af dem og for mig er de min nye famillie. 

Men jeg bliver bare ked af at fremmede var til mit bryllupp (altså ment min svigerindes famillie) men  ikk min egen famillie 

og kan godt mærke det nogle gange når jeg kan se min svigerinde/ andre kvinder der har sin mor ved sin side at jeg bliver ked af det og mærker savn

Du skriver at du er lykkelig med din mand og din familie, at du sætter pris på din svigerfamilie og det liv du har, men alligevel hænger du dig i en detalje omkring jeres bryllup, hvor I inviterede nogle gæster som måske ikke skulle have været med (og de kom endda og fejrede jer selvom de måske havde samme følelse af ikke helt at høre til). Ens bryllupsdag handler om at fejre kærligheden og ikke om hvem der er med, hvilke gaver man får osv. 

issuet som jeg hører det er bruddet med din familie. Det skal du have bearbejdet bedre og helst sammen med en dygtig psykolog. Nu kan jeg ikke læse ud fra dine indlæg om det var dit valg eller din families, men under alle omstændigheder så er det sådan det er, og det er du nødt til at finde en måde at leve med. Din familie fortjener ikke de tårer og tanker som du bruger på dem - til gengæld fortjener din mand og børn at du er tilstede i nuet og sætter pris på det du har. Hvis du hænger I fortiden for længe risikerer du at gå glip af alle de gode minder som skal erstatte de dårlige.