Hvor er jeg et dårligt menneske

Sandratoft skriver:

Selvfølgelig kan manlægge en dæmper på sig selv den ene aften, men hvad så hvis (som i min familie) at vi ofte mødes alle samlet, så er det jo pludselig hver gang, man skal lægge en dæmper på sig selv. 

Og jeg siger ikke det her som om at jeg bare synes de barnløse skal tilpasse sig, men som at det heller ikke altid er de gravide der skal tilpasse sig. 

Tror også at dem der har kæmpet i lang tid, har lyst til at skrige det ud til hele verdenen, når det endelig lykkedes. Og så kan de måske sætte sig ind i, hvor træls det kan være at skulle lægge en dæmper på sin ernorme glæde. 

Der er jeg nok bare et menneske der mener det er dem med de stærkeste skuldre det bærer.

Jeg kan huske, jeg havde mange tanker om jeg netop selv ødelagde den dårlige stemning da jeg sad der og lignede døden fra Lubeck. Jeg fortalte igen og igen folk de ikke skulle forandre sig netop fordi de ikke skulle tilpasse sig mig bare fordi jeg var den svageste. 

Men de overlevede det jo nok, ja de så mig døden fra lubeck, ja det gjorde nok ondt på dem. Men når vi skiltes så var de lykkelige, deres liv handlede om hvirvidt de skulle have frikadeller til aftensmad, mit liv handlede stadig om jeg havde mistet min datter.

Ja man skal glædes over man er gravid, men det gør man jo også 24 timer i døgnet, og man bliver hverken mindre glad eller mindre gravid ved at tage hensyn - for det gør pisse ondt enten at kæmpe for en graviditet eller miste - en smerte jeg tror er utrolig svær at forstå, jeg forstod den i hvert fald ikke selv før jeg stod solidt plantet i det.

Tak for alle jeres svar og forståelse.. Undskyld mit sene svar men der har været så mange ting.. Det skal lige siges at jeg ikke har snakket med hende siden.. Hun er muggen over at vi ikke glæder os på hendes vegne

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar og forståelse.. Undskyld mit sene svar men der har været så mange ting.. Det skal lige siges at jeg ikke har snakket med hende siden.. Hun er muggen over at vi ikke glæder os på hendes vegne

Så ville jeg tage en snak med hende, og fortælle at I selvfølgelig glæder jer på deres vegne men at det er en stor sorg for jer, at miraklet lader vente på sig, så derfor skulle I lige have det vendt rigtigt inde i hovedet. Ingen grund til at blive uvenner over sådan noget..

Anonym skriver:

Hej

Min mand og jeg har forsøgt at få et barn i lang tid.. Har mistet 3 gange.. Alle 3 gange for nylig.. Vi er så kede af at det ikke vil lykkes os og det gør så ondt indeni.. I går sendte min mands søster en snapchat til mig med en positiv test (hun ved hvad vi har været igennem da både min mand og jeg er tæt knyttet til hende) og hun har kun været sammen med sin kæreste i et par måneder.. Jeg valgte bare at sende en sort snapchat hvor der kun stod tillykke og intet andet.. Efter det tudede jeg næsten uafbrudt til jeg faldt i søvn i går aftes.. Jeg synes at det er unfair at nogen har så nemt ved det og at vi bare ikke kan.. Jeg tænker at Gud straffer os.. Jeg tog mig selv i at tænke "jeg håber hun taber det" for jeg ville ikke kunne holde ud at se hende med mave og efterfølgende en baby..

Hvor er jeg et forfærdeligt menneske.. Hvorfor kan jeg ikke glæde mig på hendes vegne? Jeg føler en knude indeni mig og at mit hjerte er flået itu

skulle bare lige ha luft for følelserne

Det er helt naturlig at føle sådan - ingen tvivl om det! Du skal ikle dunke dig selv i hovedet med skyldfølelse.

Jeg har selv mistet én gang og kan godt huske sorgen. Jeg læste om en som havde mistet et utal af gange, men hun havde fundet sin vej igennem sorgen ved at sige til sig selv, at de børn hun skulle have, nok skulle komme til hende. Forstået på den måde, at når det endelig lykkedes hende at få et barn, så var det det samme barn hun havde mistet tidligere, som bare ikke var klar dengang. Det var en sød tanke

du skriver, at du føler at Gud straffer jer. En gang var der én der fortalte mig, at Gud ikke giver dig flere byrder, end du kan bære det hjælper mig at tænke på!

Anonym skriver:

Hej

Min mand og jeg har forsøgt at få et barn i lang tid.. Har mistet 3 gange.. Alle 3 gange for nylig.. Vi er så kede af at det ikke vil lykkes os og det gør så ondt indeni.. I går sendte min mands søster en snapchat til mig med en positiv test (hun ved hvad vi har været igennem da både min mand og jeg er tæt knyttet til hende) og hun har kun været sammen med sin kæreste i et par måneder.. Jeg valgte bare at sende en sort snapchat hvor der kun stod tillykke og intet andet.. Efter det tudede jeg næsten uafbrudt til jeg faldt i søvn i går aftes.. Jeg synes at det er unfair at nogen har så nemt ved det og at vi bare ikke kan.. Jeg tænker at Gud straffer os.. Jeg tog mig selv i at tænke "jeg håber hun taber det" for jeg ville ikke kunne holde ud at se hende med mave og efterfølgende en baby..

Hvor er jeg et forfærdeligt menneske.. Hvorfor kan jeg ikke glæde mig på hendes vegne? Jeg føler en knude indeni mig og at mit hjerte er flået itu

skulle bare lige ha luft for følelserne

nu er jeg af den mening at det at fortælle sådanne nyheder (ligesom at slå op med folk) gør man ansigt til ansigt hvis det kan lade sig gøre...

men jeg synes ikke det er forfærdeligt af dig at tænke sådan, for det har jo gjort rigtig ondt på dig og du mente det jo garanteret ikke...