Byen og kæresten

female skriver:

Jeg føler mig ikke som en dørmåtte, selv om vi er kommet til erkendelsen af, at vi ikke skal aftale et fast hjemmetidspunkt.

 

På et tidspunkt spurgte jeg mig selv om, hvorfor det var vigtigt for mig at vide om klokken ville blive 23, et eller tre om natten. I den forbindelse fandt jeg, at et hjemmetidspunkt nok ville passe bedre til en teenagesøn end til min mand. 

Derfor ser jeg egentlig det manglende fastsatte tidspunkt som et resultat af et ligeværdigt forhold.

Men det er da ikke det du skriver tidligere? Du skriver at I ikke laver aftaler fordi så kan han ikke bryde dem? Så for mig, er det da en klar falliterklæring. 

Jeg synes netop at det tegn på et ligeværdigt forhold, hvis man laver aftaler og så overholder dem..

lineog4 skriver:

Netop fordi jeg forventer af fx min mand at de aftaler vi laver dem holder vi begge kunne jeg aldrig finde på at afkræve en aftale om hvornår han var hjemme fra fx en julefrokost.

De aftaler der er vigtige laver vi og overholder vi, men hånden på hjertet er det vigtigt at vide om manden rammer sengen kl 1,3 eller 5 så længe man ved han er voksen nok til at vide, hvad morgendagen byder på. 

 

Jamen så er vi faktisk enige. 

Jeg er ikke uenige i eller tænker ondt om nogen der ikke behøver aftaler. Men det jeg opponerer imod, at man ikke for guds skyld MÅ lave aftaler fordi så hæmmer man hinanden eller at man siger, nå jeg vil egentlig gerne have aftaler men eftersom han ikke overholder dem alligevel så må jeg bare ændre min egen mening om dette. Og så "bryder han jo intet". 

Yurie skriver:

Så du kan ikke stole på en mand, der siger at han kommer hjem kl.3, men så kom måske en halv time senere? Hvorfor skal der være et præcis tidspunkt man skal være hjemme, hvis man ikke skal noget dagen efter? Det lyder lidt som en teenager der skal være hjemme på et bestemt tidspunkt(Bare min mening)

Hvorfor er det som at blive behandlet som en dørmåtte?

Jeg kan forstå hvis I havde en aftale og han så blev væk, men det er en tur ned til en ven, en bytur, en middag eller noget.

Men det er da rart at dig og din mand har den regel.

Jeg synes man skal stole på sin partner nok til at han selv kan finde ud af hvornår han kommer hjem, men lige sige til hvis han f.eks sover ude, så man ikke bliver bange når man vågner og han ikke er der. Og så længe det ikke går ud over nogle andre aftaler.

 

Fordi jeg netop ser det som et ligeværdigt forhold.

Hvis du havde en veninde og I havde aftalt kl 3 og hun så kom, en time senere. Ville du så heller ikke blive sur, fordi du havde forventet noget andet?

Jeg siger, at uanset hvad, HVIS man laver en aftale og man bliver forhindret, så bør man sige det. Ikke bare ignorere det.

fo82 skriver:

Jeg skal lige være helt sikker på at jeg forstår dig rigtigt: altså hvis man ikke lige kan give klar melding og tage klokken med sig når man skal ud, så behandler man partneren som en dørmåtte?

 

herhjemme er der ikke klokke med hvis vi skal ud alene med vennerne (det sker nu heller ikke så tit) men f.eks til julefokost så er aftalen at han ringer når han vil hjem. Og tja for mit vedkommende handler det om hvilken landsdel det bliver afholdt om jeg kører selv, overnatter eller bliver hentet...

jeg er nok i den grøft at jeg mener at det er besidderisk og kontrollerende at stikke et klokkeslæt eller forvente et sådant når partneren skal ud med vennerne, der er ho mere i verden end dig og mig og vi to.

Nej så misforstår du helt klart mig.

Jeg mener IKKE at man skal lave aftaler for enhver pris. Det er op til de enkelte parter. Hvordan min mand og jeg gør er da op til os og omvendt. 

Jeg mener helt bestemt, at HVIS man laver en aftale. Hvilket i females tilfælde var det der blev gjort, så ville jeg blive ufattelig rasende hvis min mand konsekvent bare ignorerede dem. 

I hendes tilfælde så mener hun også, at nu laver de ingen aftaler "han siger ikke noget, hun spørger ikke og så bliver der ingen aftaler brudt" 

MysteriousAngel skriver:

Fordi jeg netop ser det som et ligeværdigt forhold.

Hvis du havde en veninde og I havde aftalt kl 3 og hun så kom, en time senere. Ville du så heller ikke blive sur, fordi du havde forventet noget andet?

Jeg siger, at uanset hvad, HVIS man laver en aftale og man bliver forhindret, så bør man sige det. Ikke bare ignorere det.

Det er noget andet, hvis du har en aftale med en veninde, er det fordi i skal noget, jeg regner ikke med at i skal nogrt midt o  natten, så er det vel ligemeget om han kommer kl1 eller kl5.

Det gjorde ts ' kæreste jo også.

Der er forskel på dagaftaler og aftaler hvor man bare skal hjem og sover.

Yurie skriver:

Det er noget andet, hvis du har en aftale med en veninde, er det fordi i skal noget, jeg regner ikke med at i skal nogrt midt o  natten, så er det vel ligemeget om han kommer kl1 eller kl5.

Det gjorde ts ' kæreste jo også.

Der er forskel på dagaftaler og aftaler hvor man bare skal hjem og sover.

 

Nej det synes jeg ikke. 

MysteriousAngel skriver:

Men det er da ikke det du skriver tidligere? Du skriver at I ikke laver aftaler fordi så kan han ikke bryde dem? Så for mig, er det da en klar falliterklæring. 

Jeg synes netop at det tegn på et ligeværdigt forhold, hvis man laver aftaler og så overholder dem..

Jeg kan ikke se, at mine to indlæg strider mod hinanden. Som jeg skriver i det første indlæg overholdt min mand ikke de aftalte tidspunkter, og som jeg skrev i næste kom vi derfor til erkendelsen af, at vi ikke skal sådanne på forhånd aftalte tidspunkter.

Mit ønske om på forhånd aftalte hjemmetidspunkter var ikke rationel, for reelt gjorde det jo ingen forskel, om han var hjemme kl to, tre eller et helt tredje tidspunkt Tværtimod er det svært at sige, hvad tid festligheder dør ud i et selskab.

Med udstukne hjemmetider kan forholdet hurtigt få karakter af et mor/barn forhold fremfor et samlivsforhold, hvor manden selv er i stand til at disponere over sin tid. Mange af vi kvinder brokker os netop over, at "vi føler os som mor i forholdet", men ofte har vi selv været med til at putte manden ned i den kategori.

MysteriousAngel skriver:

Nej det synes jeg ikke. 

Fair nok, og din mand kan leve med det, så I har det godt.
Men jeg ville ikke kunne leve i et forhold hvor min mand giver mig et bestemt tidspunkt jeg skal være hjemme, for han er ikke min far, men min mand. Og jeg er voksen, så jeg kan godt træffe mine egne beslutninger og vide hvad der er klogt.

Men sådan er vi jo forskellige og det skal der også være plads til.

Yurie skriver:

Fair nok, og din mand kan leve med det, så I har det godt.
Men jeg ville ikke kunne leve i et forhold hvor min mand giver mig et bestemt tidspunkt jeg skal være hjemme, for han er ikke min far, men min mand. Og jeg er voksen, så jeg kan godt træffe mine egne beslutninger og vide hvad der er klogt.

Men sådan er vi jo forskellige og det skal der også være plads til.

Jeg synes nu stadig at jeg er voksen på trods af at vi aftaler et tidspunkt. Desuden siger jeg jo også at et tidspunkt ikke er så fastlagt at det ikke kan laves om. Så skal man bare fortælle det. Igen en pointe som mange åbenbart er uenige i.