Da vores datter skulle begynde i børnahave gjorde vi meget ud af at hun havde set stedet før mv.
Men det var en hård kamp.... først fik vi tildelt en børnehave som ikke lå nær os, og dermed var der ingen i børnehaven hun kendte i forvejen, men vi besøgte den en 4-5 gange inden start og de søde pædagoger på stuen sendte brev med deres billeder og skrev at de glædede sig til at vi kom.
Dagen derpå var spændingen stor - med ny kjole og ny indkøbt børnehave taske drog vi afsted, hoppede og glade. Hun fik sin plads - kom til rette og gik i gang med at lege - så er vi jo nået til det store øjeblik hvor mor her skulle at at gå - alene da jeg begyndte at gå hen mod hende kom gråden op i min datter - og hun græd -og græd - det bedste var at jeg gik - og det gjorde jeg, selv om mit hjerte blødte med hende. Og efter 25 min ringede de fra børnehaven, at nu var det tid til at komme og hente hende, hun græd stadig og ville intet. Og en stor tak for den ærlighed jeg modtog - hun var helt hysterisk og kunne stort set ikke trække vejret af gråd - puha det var hårdt.
Men man skal jo i børnehave, så de næste 2 dage blev jeg der hele tiden....... og det gik ok -
Men jeg jo arbejde, så hun skulle igen prøve at være der alene, og gråden kom og jeg fik sagt farvel, men jeg hørte hende skrige hele vejen ud.... og efter en time hentede jeg hende igen, og hun var holdt op - og min lykke var stor - der var håb for enden af tunnelen...
Vi brugte ialt over 14 dage på indkøringen og til sidst kunne hun være der en helt dag - men jeg ringede derover hver morgen og tjekkede at hun ikke græd - ellers kunne jeg slet ikke arbejde.
Den dag i dag er det 1 år siden vi begyndte i børnehaven, og hun glæder sig at komme derover og løber ud og vinker farvel - det er så dejligt. Og selvom vi havde gjort alt på forhånd angående forberedelse, så var det en hård indkøring, men det lykkes og det har givet og rigtig godt forhold til pædagogerne, da vi kom meget tæt på hinanden i den tid.
Anmeld