pasning af den bette i flere dage

Og til jer, der mener at børn er forskellige og forsvarer weekenden væk med 'glade forældre' osv, må jeg bare gøre opmærksom på, at NEJ, trods forskelligt temperament og håndtering af indtryk, så går alle babyer gennem de samme faser for tilknytning og tryghed og 4 måneder gammel er det bare alt for tidligt at efterlade sit barn så længe, som det her er tale om. Hvem skal så vægte, om og hvis det er parforholdets sidste chance, at være så lang tid væk fra baby og om det er vigtigere end babys ve og vel nu og her? Det er Mys mor afgørelse, men hun eller andre her skal bare ikke bildes ind, at hyggeweekend for mor og far er uden omkostninger for så lille en baby.

Jeg er meget enig, men er blevet nysgerrig på, hvornår du, Logy/Louise, så mener, man kan tage afsted fra sit barn i en weekend uden at forvolde skade? Efter 8 måneder? 2 år? 4 år? Ud fra et fagligt og moderligt synspunkt? (Det er ren interesse, ingen kritik. Synes bare, det er spændende at hørede mange forskellige holdninger ;) )

En meget klog kvinde, der har arbejdet med børn & forældre i mange år, lærte mig i sin tid den tommelfingerregel, som også als refererer til: 1 år - 1 dag / 2 år - 2 dage osv. Og den tommelfingerregel har vi holdt os til her. Selvom jeg i en periode med to småbørn i huset var ved at eksplodere af længsel efter at komme væk med kæresten og bare være kærester i hel en weekend: Det kunne vi ikke fire år i træk, fordi der først var én lille og så en anden lille, inden den store var stor nok til at være væk fra os. Men det går over... Selvfølgelig kan man ikke nødvendigvis måle 'skader', når man gør ting ved børn, som fx at efterlade dem os deres søde bedsteforældre i flere dage. Men det er ikke det samme, som at det ikke præger dem. Og der tænker jeg, at man må være sit ansvar bevidst og ikke præge sin baby negativt - medmindre det er helt uundgåeligt.

Logy skrev:

Kære Mys mor, Du beder om erfaringer med at få passet en lille baby. Dem håber jeg ikke, du får mange af! Grunden fremgår senere. Dit spørgsmål her gav mig knugende ondt i maven og fik mig så meget op på mærkerne, at jeg blev nødt til at oprette en profil for at give min mening til kende. Jeg fik ondt i maven over, at du overhovedet overvejer at forlade dit barn så længe. Jeg har en datter på 4,5 måned og er læge. Ikke, at det sidste kvalificerer mig stort mere end det første  til at svare, men begge dele byder mig at reagere. Du har et spædbarn, i en alder, hvor hun så småt er ved at finde ud af, at hun er sig selv og ikke en forlængelse af mor eller far, men at du eller far samtidig ALTID er hos hende for kærlighed, tryghed og nærhed og opfyldelse af de basale behov. Hun er flaskebarn, men knytter sig til primæ madgiver som bør være mor og far og ikke alle mulige andre.  Ved 4 måneder vil hun måske så småt begynde at reagere over for personer, hun ikke ser meget jævnligt eller også kommer det snart og det varer ikke længe, før selv det at blive holdt af mennesker, hun kender, kan få hende til pludselig at græde ulykkeligt, selvom du står lige ved siden af. Hun kan endnu ikke udskyde sine behov og vente, så hvis hun græder, trøster du med det samme, for du ved, at det gør din baby til et trygt barn. Hun er i en ekstremt følsom periode omkring 4 måneders alderen i forhold til sin opfattelse af verden og hvordan alting hænger sammen. Det barn ønsker du at efterlade hos for hende helt perifere omsorgspersoner i flere dage. Det er efter min bedste overbevisning helt uansvarligt! Jeres barn har bundet sig til jer, I er hendes elskede forældre og faste klippe i tilværelsen. Hun stoler nu trygt på, at I vil være der, når hun har brug for det. Det risikerer du nu at ødelægge. Du sætter dit og evt din kærestes behov over barnets og hun har en alder, hvor du ikke kan forklare hende, hvorfor du/I er væk.  Et spædbarn har ALDRIG behov for at blive passet af andre end sine primære omsorgspersoner: MOR OG/ELLER FAR. Det er de voksne, der skaber behov for at få børnene passet ikke omvendt! Hvis flere dage fra baby på dette tidspunkt skal til for at redde jeres forhold og det er derfor, I må prioritere som I gør, så har I virkelig problemer og så er det måske snarere professionel hjælp, I har brug for. Weekenden væk fra jer er ihvertfald ikke i babys interesse.   Har du prøvet, at din baby pludselig bliver forskrækket eller ked af det helt uden grund eller vågner helt utrøstelig og først falder til ro, når du vugger hende i dine arme, taler beroligende til hende og holder hende tæt?  Der kan bedsteforældre altså ikke være med! Ja, hun skal da nok holde op med at græde og skrige - når hun bliver udmattet, men spørg dig selv, om det er rimeligt? Skal din baby risikere at opleve det svigt, mens du sidder langt væk på kæresteweekend? Din datter vil måske miste sin ellers urokkelige tro på, at verden er et trygt sted og at MOR og/eller FAR ALTID ER DER TIL AT PASSE PÅ HENDE. Den tanke må da gøre ondt langt ind i sjælen på dig, det gør den på mig. Jeg tror ikke, du vil finde en eneste fagperson med speciale i børn, der vil bakke dig op i, at det er en god ide at være væk fra hende så længe. Du har et ansvar nu som MOR og der må dit barn gå forud for dine egne behov.  Det ansvar kan skræmme selv den bedste forælder fra vid og sans indimellem. Dit  liv er ændret for altid med den lilles ankomst, sådan er det bare. Istedet, nyd det som familie og tag hende med på weekend, når og hvis I trænger til et sceneskift. Du kan møde debattører her, som åbenlyst vedkender sig, at det kunne de også finde på og 'deres barn har ikke taget skade', men helt ærligt, det er blot en retfærdiggørelse af noget, der ikke varetager barnets tarv.  Skriver du her for at få aflad fra det fåtal, som uden hensyn til babys behov kunne finde på det samme? Og til jer, der mener at børn er forskellige og forsvarer weekenden væk med 'glade forældre' osv, må jeg bare gøre opmærksom på, at NEJ, trods forskelligt temperament og håndtering af indtryk, så går alle babyer gennem de samme faser for tilknytning og tryghed og 4 måneder gammel er det bare alt for tidligt at efterlade sit barn så længe, som det her er tale om.  Hvem skal så vægte, om og hvis det er parforholdets sidste chance, at være så lang tid væk fra baby og om det er vigtigere end babys ve og vel nu og her? Det er Mys mor afgørelse, men hun eller andre her skal bare ikke bildes ind, at hyggeweekend for mor og far er uden omkostninger for så lille en baby.   Mys mor, dit spørgsmål gjorde mig vred, forarget, rystet og ked af det. Jeg har prøvet at svare sobert og sagligt, men under alle omstændigheder, så ønsker jeg din baby og dig og babys far alt det bedste. Mvh Louise

Jeg er dybt uenig. Børn er ikke så sarte når de ved at mor og far ellers er der. De tager ikke skade og mister ikke troen på at mor og far passer på dem. Jeg har selv tre glade og velfungerende børn der absolut ikke har taget skade af at blive passet. Til gengæld har jeg tre børn der synes det er dejligt og spændende at komme ud og opleve verden og også gerne gør det med andre end mor og far. Det er dybt overanalyseret og normalt fungerende børn kan sagtens rumme det. Bedsteforældre kan godt trøste barnet hvis det er ked af det.

Hold da op hvor er vores børn skrøbelige... Er vores genpulje virkelig blevet kompromitteret så meget, at vi kun kan avle psykisk følsomme og ustabile børn? Nej, det mener jeg ikke!! Jeg er her på linie med signe1704. Vores børn er altså mere hårdføre end som så. Dem der er sarte er nok mere forældrene. Vi bærer vores børn på hænder og fødder, pakker dem ind i vat og alt det andet beskyttende vi kan finde på. For vores lille pus, skal ikke gå i stykker. Og skal ikke udsættes for nogen grimme oplevelser. Jeg forstår godt at man gerne vil beskytte sine børn. Nogen gange er det bare vigtigt at overveje, hvem man egentlig beskytter. Er det barnet, eller er det mor, så hun ikke skal blive ked af at se sit barn (måske) blive ked af det. Børn slår sig og får blå mærker, sådan skal det være. Det vigtige er at vi giver dem kys, kram, trøstende ord, støtte og vejledning. Og det mener jeg ikke nødvendigvis kun er mor og far der kan. Vi er blevet så isoleret i vores små familier, at de eneste mennesker i vores børns liv, er deres forældre. Men måske kunne det være at vi nogen gange skulle sprede os lidt mere, og udsætte vores børn for verden. Ikke fordi jeg som sådan, skal sammenligne vores børn med dyr; Jeg tænker bare på hvad man gør når man får en hundehvalp? Man træner den, kysser, krammer, vejleder og SOCIALISERER dem. Nogen gange glemmer vi vist at socialisere vores børn... Personligt ville jeg nok ikke tage afsted en hel weekend uden mit spædbarn. En enkelt overnatning, hvis det skulle være. Men måske du kunne overveje, som en tidligere nævnte, at tage bette-fisen med, og så ellers nyde at der ikke skal laves mad, ryddes op, vaskes tøj og alt det andet vi finder på at lave derhjemme... :) Lyt til mavefornemmelsen. Den siger som regel meget mere end alle de råd vi andre kommer med.

Interessant debat ;) Personligt ville jeg ikke tøve med at aflevere en 4 mdr. baby til en mormor - hvis hun er frisk på det, og hvis jeg selv kunne undvære barnet :) Da min yngste var omkring otte måneder ville svigermor gerne passe, men det fik hun ikke lov til... det skyldtes dog amning, men jeg tror bestemt ikke, at min datter ville have taget skade af det. Trådstarter her snakker jo ikke om at forlade sit barn i ugevis... Vi har desværre ikke selv haft mulighed for særlig megen pasning, da svigermor bor i USA, og det betyder faktisk at vores børn nu er svære at aflevere til overnatning. :huh: Selv overnattede jeg hos min mormor fra jeg var helt lille, og vi havde et fantastisk forhold - uden at jeg var i tvivl om, hvem der var min mor ;) Der er forskel på børn og voksne, men uoprettelig skade efter to dages pasning af familiemedlem har jeg dog aldrig hørt om...

Jeg synes, det er to vidt forskellige ting, der bliver diskuteret i denne tråd, og måske er det bedre at skille dem ad... Personligt mener jeg, at der er stor forskel på at få passet et 4 måneder gammelt spædbarn en hel weekend og at få passet en 1-årig. Det er uden tvivl sundt for børnene at komme ud, og jeg tror klart, de har godt af at sove andre steder engang imellem - bare ikke, når de kun er få måneder gamle. Vores børn har altid været glade for at overnatte hos deres bedsteforældre, og der har aldrig været problemer af nogen art. De er dog ikke begyndt på det før, de var ca. 8 måneder gamle og ikke længere havde behov for amning/flaske i aften- og nattetimerne. Jeg synes, det er voldsomt, hvis man beskyldes for at være en overbeskyttende og pylret mor, fordi man synes, helt små spædbørn har bedst af at være sammen med sine forældre.

Jeg tror en del børn før i tiden er blevet passet ude og af andre end mor uden der er sket ubodelig skade. Ja, et 4 mdr barn skal beskyttes og have kærlighed, men det behøver ikke nødvendigvis være fra mor eller far. Selv startede jeg i vuggestue da jeg var 6 uger, hvilket betød 8 timer af gangen væk fra mor. Jeg tror ikke det har gjort nogen skade, selvom en kærlig mormor nok havde været at foretrække. Dér hvor jeg kan se en fare er når man trænger desperat til en weekend alene efter bare 4 mdr. Så bliver forældrelivet altså hårdt, for der er mange ting man må sige nej til og mange af egne behov man må skyde i baggrunden. Ikke ment som at man aldrig skal prioritere sig selv og personligt ville jeg da også vente til ungen var større med at tage afsted. Så jo, det er nok bedst for barnet at forældrene ikke tager for lang tid væk, men man skal altså også passe på ikke at gøre det værre end det er.

maj84 skrev:

Jeg synes, det er voldsomt, hvis man beskyldes for at være en overbeskyttende og pylret mor, fordi man synes, helt små spædbørn har bedst af at være sammen med sine forældre.

Det vil jeg give dig fuldstændigt ret i. Ligesom at jeg synes det er voldsom, at man bliver beskyldt for at være uegnet som mor, fordi man stiller et (synes jeg) meget relevant spørgsmål på et debatforum. Der er for mig stor forskel på, om man synes at spædbørn har bedst af at være sammen med sine forældre - eller om man synes spædbørn lider uoprettelig skade ved at være en dag eller to hos en anden...

.... der er ikke tale om at jeg desperat trænger... der er tale om en fødselsdagsgave fra min kæreste... men bestemt en meget interessant debat jeg har fået skabt... og jeg får til dels til det jeg har spurgt efter selvom der er mange mødre derude som jeg ikke deler synspunkt med. Jeg synes det er et vigtigt emne, fordi vi netop har så mange forskellige erfaringer.. dvs. der er ikke så mange erfaringer at hente fordi vi er mange der har glemt hvordan vores egne forældre agerede dengang hvor de ikke kunne gå på barsel i et år eller var hjemmegående...

meng skrev:

Hold da op hvor er vores børn skrøbelige... Er vores genpulje virkelig blevet kompromitteret så meget, at vi kun kan avle psykisk følsomme og ustabile børn? Nej, det mener jeg ikke!! Jeg er her på linie med signe1704. Vores børn er altså mere hårdføre end som så. Dem der er sarte er nok mere forældrene. Vi bærer vores børn på hænder og fødder, pakker dem ind i vat og alt det andet beskyttende vi kan finde på. For vores lille pus, skal ikke gå i stykker. Og skal ikke udsættes for nogen grimme oplevelser. Jeg forstår godt at man gerne vil beskytte sine børn. Nogen gange er det bare vigtigt at overveje, hvem man egentlig beskytter. Er det barnet, eller er det mor, så hun ikke skal blive ked af at se sit barn (måske) blive ked af det. Børn slår sig og får blå mærker, sådan skal det være. Det vigtige er at vi giver dem kys, kram, trøstende ord, støtte og vejledning. Og det mener jeg ikke nødvendigvis kun er mor og far der kan. Vi er blevet så isoleret i vores små familier, at de eneste mennesker i vores børns liv, er deres forældre. Men måske kunne det være at vi nogen gange skulle sprede os lidt mere, og udsætte vores børn for verden. Ikke fordi jeg som sådan, skal sammenligne vores børn med dyr; Jeg tænker bare på hvad man gør når man får en hundehvalp? Man træner den, kysser, krammer, vejleder og SOCIALISERER dem. Nogen gange glemmer vi vist at socialisere vores børn... Personligt ville jeg nok ikke tage afsted en hel weekend uden mit spædbarn. En enkelt overnatning, hvis det skulle være. Men måske du kunne overveje, som en tidligere nævnte, at tage bette-fisen med, og så ellers nyde at der ikke skal laves mad, ryddes op, vaskes tøj og alt det andet vi finder på at lave derhjemme... :) Lyt til mavefornemmelsen. Den siger som regel meget mere end alle de råd vi andre kommer med.

Jeg er meget enig her. Min pige er 100% flaskebarn, og det kan også være 'praktisk', hvis man må sige det sådan. Ammerne synes, det er praktisk at der altid er mad lige ved hånden - flaskemødrene synes, det er praktisk, at baby ikke er et påhæng, der MÅ med overalt. Det var en sidekommentar. Der er en stigende tendens til at baby nærmest skal være spændt fast på sin mor i døgndrift. Det mener jeg er overdrevet. Med et så lille barn, ville jeg ikke tage væk mere end en enkelt nat. Barnet har jo brug for sine forældre; det anderkender jeg - men så er det altså heller ikke værre. Et lille barn skal have dækket sine basale behov, og det mener jeg godt, en god bedsteforældre kan finde ud af. Især hvis bedsteforælderen kende barnet godt i forvejen. Jeg har selv en pige på nu 8 år, der altid har kunnet passes af hvem som helst og aldrig har haft problemer med gæstedagplejer osv. Vi plejer at sige: Bare der er mad og underholdning (og trøst). Hun går gerne hen til andre børn og voksne, og gemmer sig ikke og står ikke bag vores ben og klynker, når der kommer gæster. Det er sku' dejligt. Men som sagt, jeg ville altså heller ikke tage afsted mere end en enkelt nat, når barnet ikke er ældre. Om nogle måneder er barnet meget mere bevidst, og så tror jeg ikke, man skal øge antal overnatninger, de første par år, med mindre barnet kender 'passeren' meget godt.