Bonusbarn og opdragelse!

mullesmith2 skriver:



Tak for svaret det er rart at der er en der kan nikke genkendende til det. Han er desværre et meget destruktivt barn og når han begynder på det der med at sparke og slå så kan man ikke rigtig snakke med ham stille og rolig, jeg har prøvet det flere gange. Det frustrere mig bare at min kæreste tager så let på det og ikke opdager hvor ked af det jeg bliver. Vores forhold er meget skrøbeligt her i starten syntes jeg og det er svært at være nyforelsket når man har hans søn en hel uge af gangen, jeg er bange for det får mig drevet helt væk fra min kæreste, fordi jeg simpelthen ikke magter en opgave så stor lige fra starten, men at min kæreste bare tror jeg kan. Jeg har dog snakket med ham om det og han virker sku bare lidt sur når jeg nævner noget om det, men han vil da gerne prøve at træde lidt mere i karakter. Det ville også være nemmere hvis han kun havde sin søn hver anden weekend, selvom det syntes jeg nu ikke han skal, det er nok meget findt med hver anden uge, ellers kommer han også til at savne ham så meget. Og ja jeg syntes da heller ikke det ville være unormalt at han blev puttet i egen seng hver aften...

Som jeg forstår på dig, har du kendt din kæreste i 2 mdr?
I en anden tråd (undskyld jeg blander de 2 sammen) skriver du, at du måske er gravid... Det undrer mig lidt, at du vil sætte et barn i verden når du samtidig giver udtryk for, at problemet med din kærestes barn giver dig tvivl om forholdet? - Måske jeg har opfattet det forkert, I don't know - syntes lige jeg ville spørge dig ind til dette....

 Nu har jeg ikke lige læst de andre svar, så hvis nogen har skrevet det samme, beklager jeg gentagelsen......

Håber ikke du vil misforstå mig? Det skrevne ord, kan ofte lyde hårdere end det sagte, så forestil dig jeg sidder med et lille glimt i det ene øje, mens du læser....

Han er 3 år gammel. Han har ikke selv valgt at komme i en situation hvor "hende der har født ham" ikke er tilstede for at opdrage ham...... Han er i dit hjem (og sin fars) men idet det er dig der oplever situationer hvor han har brug for en voksen til at vejlede ham om "sådan gør man ikke", syns jeg helt sikkert osse du er nødt til at træde i karakter som opdrager.

Det er dig der er den voksen, og den 3-årige der er barnet, som har brug for en voksen. Og idet du har valgt at leve sammen med hans far, må du også tage konsekvensen af det, og deltage i opdragelsen. At farmand så har valgt at melde sig ud, er noget dig og ham må tage sammen, det har drengen igen ikke noget med drengen at gøre, han er jo bare en dreng, fanget imellem de voksnes verdener.

Personligt ser jeg det som en helt naturlig ting, at sætte grænser i mit eget hjem. Det betyder osse, at når jeg har gæster med børn, og deres forældre ikke lige er i nærheden (Eller ikke selv kan......)I til at fortælle dem, at sofaen altså ikke er en trampolin, eller vores hund ikke er en bamse der skal kastes med, SIGER JEG FRA. Hva de må hjemme, er deres sag, men i mit hjem, er der visse regler..... Ikke mange, men de er der!

Knus Jo

qp skriver:



Som jeg forstår på dig, har du kendt din kæreste i 2 mdr?
I en anden tråd (undskyld jeg blander de 2 sammen) skriver du, at du måske er gravid... Det undrer mig lidt, at du vil sætte et barn i verden når du samtidig giver udtryk for, at problemet med din kærestes barn giver dig tvivl om forholdet? - Måske jeg har opfattet det forkert, I don't know - syntes lige jeg ville spørge dig ind til dette....

Det er rigtigt nok, det skal lige siges at vi ikke havde planlagt at blive gravide jeg tog også p piller, men nu er der gået snart 5 uger siden jeg skulle have haft mens, men jeg tester stadig negativ og har været ved lægen hun sagde vi lige skulle se tiden an, så det er jo ik sikkert der er noget, Men hvis der er så vil jeg ikke have en abort. Men hvis det er tilfældet at jeg er gravid så skal vi flytte sammen og det er også derfor mine tanker går på om det kan gå men 3 årig søn og hvordan vi skal klare det. Jeg har ikke skrevet det her indlæg for at blive rakket ned på fordi jeg måske er gravid med min kæreste jeg har haft i 2mdr. Jeg bekymre mig jo over om det hele skal gå når nu han har en søn og jeg har svært ved at takle hans søn i nogen tilfælde, og det dilemma skal jeg jo forholde mig til eftersom han muligvis skal til at være storebror nu og vi for alvor skal være sammen hele tiden. Jeg bor jo ik med min kæreste nu vil jeg lige sige, men jeg er meget hos ham fordi vi begge gerne vil være sammen. Lidt blandet alt det jeg fik skrevet her.... knus louise