Bonusbarn og opdragelse!

Jeg har for 2mdr siden fået en kæreste, som har en søn på 3. Jeg Troede i starten jeg bare ville kunne takle det helt fint, han er hos sin far hver anden uge, og jeg er mere eller mindre hele tiden hjemme hos min kæreste. Eftersom jeg kommer til at lære sønnen bedre at kende bliver han mere og mere destruktiv og udfarende og sparker og slår mig, ved jo han gør det for at prøve mine grænser af og for at komme i kontakt. Jeg siger selvfølgelig til ham jeg ik kan lide han slår og sparker men det er ik lige hver gang han stopper. Jeg har snakket med min kæreste om det, da det faktisk gør mig rigtig frustreret og ked af det, Ved godt at drenge i den alder kan være sådan lidt vilde og udfarende, men når man bare får det ene spark efter det andet med fuld overlæg så er det jo ik sjov mere. Jeg sagde til min kæreste at havde det været min søn og havde han sparket ham så var han røget på værelset med raketfart. Min kæreste siger han så bare syntes jeg skal smide ham på værelset næste gang han gøre det, men så er det jeg tænker, skal JEG smide ham på værelset?? Det er vel ikke mig der skal slå i bordet og da slet ikke efter kun 2mdrs forhold. Gad bare godt min kæreste kunne være lidt mere konsekvent til tider, der er mange gange hvor hans søn bare får lov til ting som jeg bare syntes er noget så træls og som gør at jeg da slet ikke har lyst til evt at flytte sammen senere hen, fx får sønnen lov at hoppe inde i dobbeltsengen iført meget beskidte bukser og fingre, og han bliver puttet i dobbeltsengen hver aften og senere løftet ind i sin egen seng, Jeg syntes da det er lidt træls at han bare lader ham lalle rundt som han vil, det er jo mig der skal sove i den seng om aftenen og det har jeg sku da ik lyst til når hans søn har oversavlet den og den mere eller mindre ligner en sandkasse. Hva skal jeg stille op? skal jeg begynde at opdrage på hans søn?? det har jeg jo ikke lyst til, det er ik mig der har født knægten.... Hilsen Louise

Jeg har for 2mdr siden fået en kæreste, som har en søn på 3. Jeg Troede i starten jeg bare ville kunne takle det helt fint, han er hos sin far hver anden uge, og jeg er mere eller mindre hele tiden hjemme hos min kæreste. Eftersom jeg kommer til at lære sønnen bedre at kende bliver han mere og mere destruktiv og udfarende og sparker og slår mig, ved jo han gør det for at prøve mine grænser af og for at komme i kontakt. Jeg siger selvfølgelig til ham jeg ik kan lide han slår og sparker men det er ik lige hver gang han stopper. Jeg har snakket med min kæreste om det, da det faktisk gør mig rigtig frustreret og ked af det, Ved godt at drenge i den alder kan være sådan lidt vilde og udfarende, men når man bare får det ene spark efter det andet med fuld overlæg så er det jo ik sjov mere. Jeg sagde til min kæreste at havde det været min søn og havde han sparket ham så var han røget på værelset med raketfart. Min kæreste siger han så bare syntes jeg skal smide ham på værelset næste gang han gøre det, men så er det jeg tænker, skal JEG smide ham på værelset?? Det er vel ikke mig der skal slå i bordet og da slet ikke efter kun 2mdrs forhold. Gad bare godt min kæreste kunne være lidt mere konsekvent til tider, der er mange gange hvor hans søn bare får lov til ting som jeg bare syntes er noget så træls og som gør at jeg da slet ikke har lyst til evt at flytte sammen senere hen, fx får sønnen lov at hoppe inde i dobbeltsengen iført meget beskidte bukser og fingre, og han bliver puttet i dobbeltsengen hver aften og senere løftet ind i sin egen seng, Jeg syntes da det er lidt træls at han bare lader ham lalle rundt som han vil, det er jo mig der skal sove i den seng om aftenen og det har jeg sku da ik lyst til når hans søn har oversavlet den og den mere eller mindre ligner en sandkasse. Hva skal jeg stille op? skal jeg begynde at opdrage på hans søn?? det har jeg jo ikke lyst til, det er ik mig der har født knægten.... Hilsen den Louise

Først og fremmest skal du i hvert fald sætte dig ind i hvad der sker med sådan et lille menneske når han oplever at der er en ny person hos far,,,,en trussel, en der måske tager far fra ham, hvem ved hvad han føler og tænker.
Børn vil bare gerne elskes og holdes af og være en del af gruppen. Denne lille dreng slår ikke for at genere dig, det er jeg helt overbevist om...han kan bare ikke sætte ord på sine følelser og det er jeres opgave som de voksne at gøre det. Rum alt hvad det lille menneske indeholder...alle følelser er ok og måske man faktisk skal elskes mest når man fortjener det mindst, når man bare er tre år...det tror jeg.
At sende ham på tsynes jeg faktisk ville være et kæmpe svigt af det lille menneske....sæt dig ned, se ham i øjnene, sig at du kan se det er svært og at du godt kan forstå han synes det...rum ham, anerkend ham...og vis I er der for ham, begge to. det her handler ikke om at opdrage, det mener jeg i hvert fald ikke.
Og ja, falder han i søvn i den store seng, så må du leve med savl og sand(som du så fint...hmm...beskriver det) han er et lillebitte menneske, som har brug for hjælp...ikke for straf, som jeg mener det vil være at sende ham væk...hvad vil du lære ham ved at sende ham på værelset, når han gør noget du med voksen øjne synes er uopdragent...?? Han har brug for jeres ord til at sætte på det han føler..alle følelser er ok.
Håber den lille størrelse få den ro og hjælp der skal til, så bare han kan blive en tryg og glad tre årig...
Knus Eva.

Eva skriver:



Først og fremmest skal du i hvert fald sætte dig ind i hvad der sker med sådan et lille menneske når han oplever at der er en ny person hos far,,,,en trussel, en der måske tager far fra ham, hvem ved hvad han føler og tænker.
Børn vil bare gerne elskes og holdes af og være en del af gruppen. Denne lille dreng slår ikke for at genere dig, det er jeg helt overbevist om...han kan bare ikke sætte ord på sine følelser og det er jeres opgave som de voksne at gøre det. Rum alt hvad det lille menneske indeholder...alle følelser er ok og måske man faktisk skal elskes mest når man fortjener det mindst, når man bare er tre år...det tror jeg.
At sende ham på tsynes jeg faktisk ville være et kæmpe svigt af det lille menneske....sæt dig ned, se ham i øjnene, sig at du kan se det er svært og at du godt kan forstå han synes det...rum ham, anerkend ham...og vis I er der for ham, begge to. det her handler ikke om at opdrage, det mener jeg i hvert fald ikke.
Og ja, falder han i søvn i den store seng, så må du leve med savl og sand(som du så fint...hmm...beskriver det) han er et lillebitte menneske, som har brug for hjælp...ikke for straf, som jeg mener det vil være at sende ham væk...hvad vil du lære ham ved at sende ham på værelset, når han gør noget du med voksen øjne synes er uopdragent...?? Han har brug for jeres ord til at sætte på det han føler..alle følelser er ok.
Håber den lille størrelse få den ro og hjælp der skal til, så bare han kan blive en tryg og glad tre årig...
Knus Eva.

Meget velskrevet, Eva og jer er helt igennem enig med dig!!

Og til trådstarter... Jeg kan sagtens forstå din frustration og jeg tror virkelig det er noget der ændrer sig når du begynder, at se noget elskværdigt i denne lille dreng eller selv får børn. Jeg ville nok have det fuldstændig som dig mht beskidt dit og dat i sengen inden jeg fik børn... Og min søn slæber da sand med i sengen engang imellem (ik fedt) meeeen det lærer man sgu, at leve med og jeg tager det ik så højtideligt længere... hehe.
Håber det bedste for jer... Kh M

Hej tak for svaret, vil lige sige at jeg da virkelig prøver at få sat nogen ord på hans følelser og sætter mig ned og ser ham i øjnene når jeg siger jeg bare ik kan lide han slår og sparker mig. Det er heller ik drengen der er problemet det er mere faren der ik gør noget... Jeg vil jo ikke som ny person i hans liv gå ind og bestemme, men der er bare nogen ting jeg ikke kan leve med hvis vi skal flytte sammen engang. Og som skilsmissebarn har jeg selv oplevet at der er en der tager mor eller far "fra" mig. Jeg syntes bare ik det kan være rimeligt at det er mig som er ny  i hans liv, der skal være bussemand over for ham og evt give ham en time out. Og som 3 årig kan man godt blive puttet på eget værelse, jeg siger jo ikke at han ikke godt må komme ind om naten eller om morgenen! men jeg har det bare sådan et soveværelset er de voksnes væresle og ikke en legeplads for børn. Jeg ved ik om det er urimligt? Desuden skal det siges at jeg også hygger mig med knægten, laver pandekager med ham, læser bog og putter på sofaen... så det er jo ik fordi jeg er den onde stedmor...

Jeg kan godt forstå din frustration, i et nyt forhold er det ikke dig, men faderen der skal stå for opdragelsen, det er selfølgelig ikke OK drengen sparker og slår. Så syntes jeg far må sætte sig roligt ned og snakke med ham om det.

Min kæreste har også et barn på samme alder der kommer hver 2 weekend, og i starten af vores forhold var det også ham der stod for opdragelse, man kan selfølgelig godt prøve at hjælpe, men det er ham der skal være den primære.

Efter vi er flyttet sammen er vi mere fælles om det. Men det er stadig ham der er far og mig der står lidt ved siden af

Det er self rigtigt at drengen kan have det svært med far har en ny, og jeg skal ikke kunne sige om de små episoder er pga af det. Eller noget helt andet.

Her hjemme sover pigen altid i sin egen seng og bliver puttet derinde. Det er efter min overbevisning det sundeste for barnet

Held og lykke

qp skriver:



Meget velskrevet, Eva og jer er helt igennem enig med dig!!

Og til trådstarter... Jeg kan sagtens forstå din frustration og jeg tror virkelig det er noget der ændrer sig når du begynder, at se noget elskværdigt i denne lille dreng eller selv får børn. Jeg ville nok have det fuldstændig som dig mht beskidt dit og dat i sengen inden jeg fik børn... Og min søn slæber da sand med i sengen engang imellem (ik fedt) meeeen det lærer man sgu, at leve med og jeg tager det ik så højtideligt længere... hehe.
Håber det bedste for jer... Kh M

Det er helt sikkert det ændre sig når jeg selv bliver mor. Jeg kan meget godt lide børn det er slet ikke det, men jeg vil nok altid være lidt mere sippet med bonusbarnet end med mit eget, det er lidt det samme som at man ikke vil spise af andre børns tallerken men gerne sit eget barns hvis man kan sætte det sådan op. og jeg tror også at når jeg selv får børn vil jeg elske dem mens mit bonusbarn vil jeg holde af! Jeg har ikke tænkt mig at gøre synligt forskle på mit eget og bonusbarn, men den inderlige følelse vil aldrig blive den samme.

Jeg mener faktisk ikke at et barn på den alder og i den situation han og jer står i er nogen grund til time out(som jeg i øvrigt slet ikke bruger eller bryder mig om) Hvad vil du bruge den til...hvis du ved drengen reagerer på hans følelser og på hvad der sker og du prøver at sætte ord på, hvorfor så smide ham væk fra jer....han er tre år, det burde virkelig ikke være nødvendigt...sig til ham næste gang at du kan se at han har brug for et kram
En anden ting er at alt i livet som børnene oplever og i de relationer de indgår, der vil de blive opdraget...nok ikke som du tænker opdragelse, men alt de ser og hører og lærer, er jo opdragelse=lære at indgår i socialesammenhænge...det som vel i høj grad er meningen at lære børnene.
Så nej, glem den timeout og få talt med farmand...det er dig og ham der er problemet, ikke barnet.
En anden ting er at jeg tænker du måske skulle lade være med at være der når barnet er der. Lad ham og farmand få den korte tid de har alene sammen helt alene og vent med at rode et lille barn ind i noget før der er gået længere tid. Så er problemet også løst.
Knus Eva.

Zelania skriver:

Jeg kan godt forstå din frustration, i et nyt forhold er det ikke dig, men faderen der skal stå for opdragelsen, det er selfølgelig ikke OK drengen sparker og slår. Så syntes jeg far må sætte sig roligt ned og snakke med ham om det.

Min kæreste har også et barn på samme alder der kommer hver 2 weekend, og i starten af vores forhold var det også ham der stod for opdragelse, man kan selfølgelig godt prøve at hjælpe, men det er ham der skal være den primære.

Efter vi er flyttet sammen er vi mere fælles om det. Men det er stadig ham der er far og mig der står lidt ved siden af

Det er self rigtigt at drengen kan have det svært med far har en ny, og jeg skal ikke kunne sige om de små episoder er pga af det. Eller noget helt andet.

Her hjemme sover pigen altid i sin egen seng og bliver puttet derinde. Det er efter min overbevisning det sundeste for barnet

Held og lykke

Tak for svaret det er rart at der er en der kan nikke genkendende til det. Han er desværre et meget destruktivt barn og når han begynder på det der med at sparke og slå så kan man ikke rigtig snakke med ham stille og rolig, jeg har prøvet det flere gange. Det frustrere mig bare at min kæreste tager så let på det og ikke opdager hvor ked af det jeg bliver. Vores forhold er meget skrøbeligt her i starten syntes jeg og det er svært at være nyforelsket når man har hans søn en hel uge af gangen, jeg er bange for det får mig drevet helt væk fra min kæreste, fordi jeg simpelthen ikke magter en opgave så stor lige fra starten, men at min kæreste bare tror jeg kan. Jeg har dog snakket med ham om det og han virker sku bare lidt sur når jeg nævner noget om det, men han vil da gerne prøve at træde lidt mere i karakter. Det ville også være nemmere hvis han kun havde sin søn hver anden weekend, selvom det syntes jeg nu ikke han skal, det er nok meget findt med hver anden uge, ellers kommer han også til at savne ham så meget. Og ja jeg syntes da heller ikke det ville være unormalt at han blev puttet i egen seng hver aften...

mullesmith2 skriver:



Tak for svaret det er rart at der er en der kan nikke genkendende til det. Han er desværre et meget destruktivt barn og når han begynder på det der med at sparke og slå så kan man ikke rigtig snakke med ham stille og rolig, jeg har prøvet det flere gange. Det frustrere mig bare at min kæreste tager så let på det og ikke opdager hvor ked af det jeg bliver. Vores forhold er meget skrøbeligt her i starten syntes jeg og det er svært at være nyforelsket når man har hans søn en hel uge af gangen, jeg er bange for det får mig drevet helt væk fra min kæreste, fordi jeg simpelthen ikke magter en opgave så stor lige fra starten, men at min kæreste bare tror jeg kan. Jeg har dog snakket med ham om det og han virker sku bare lidt sur når jeg nævner noget om det, men han vil da gerne prøve at træde lidt mere i karakter. Det ville også være nemmere hvis han kun havde sin søn hver anden weekend, selvom det syntes jeg nu ikke han skal, det er nok meget findt med hver anden uge, ellers kommer han også til at savne ham så meget. Og ja jeg syntes da heller ikke det ville være unormalt at han blev puttet i egen seng hver aften...

Nu forstår jeg slet ikke den der med at dele børn lige over...som en ting, det virker så forkert og især for små børn. Kunen det tænkes det her bar bare har brug for ro på og en eneste fast base og ikke andet
Jeg ville aldrig nogensinde byde min tre årige at skulle smides fra det ene sted til det andet på dne måde...jeg er sikker på han ville lide under det og sikkert reagerer som det barn din kæreste har.
Måske det faktisk ville være en ide at tale om at barnet ikke  var en uge hvert sted...åhh...det lille menneske...synes godt nok skilsmissebørn skal stå model til meget, og mere edn mange voksne ville kunne magte. Skulle jeg bo med en taske mellem to hjem, så tror jeg det at sparke og råbe og skrige ville være en meget blid reaktion...jeg ville blive virkelig frustreret.
Men måske du bare skal være der uden barnet er der..
Knus Eva...

mullesmith2 skriver:



Tak for svaret det er rart at der er en der kan nikke genkendende til det. Han er desværre et meget destruktivt barn og når han begynder på det der med at sparke og slå så kan man ikke rigtig snakke med ham stille og rolig, jeg har prøvet det flere gange. Det frustrere mig bare at min kæreste tager så let på det og ikke opdager hvor ked af det jeg bliver. Vores forhold er meget skrøbeligt her i starten syntes jeg og det er svært at være nyforelsket når man har hans søn en hel uge af gangen, jeg er bange for det får mig drevet helt væk fra min kæreste, fordi jeg simpelthen ikke magter en opgave så stor lige fra starten, men at min kæreste bare tror jeg kan. Jeg har dog snakket med ham om det og han virker sku bare lidt sur når jeg nævner noget om det, men han vil da gerne prøve at træde lidt mere i karakter. Det ville også være nemmere hvis han kun havde sin søn hver anden weekend, selvom det syntes jeg nu ikke han skal, det er nok meget findt med hver anden uge, ellers kommer han også til at savne ham så meget. Og ja jeg syntes da heller ikke det ville være unormalt at han blev puttet i egen seng hver aften...

Det er ikke altid det nemmeste med et bonus barn, men man må bare prøve at få det bedste ud af det selvom det kan være rigtig svært nogle gange.

Det er noget som man lige skal lære syntes jeg.

Vi havde også nogle problemer i starten af samme kategori. Mest af alt fordi min kæreste også kunne finde på at blive sur når jeg "blandede" mig i hans opdragelse. Tror nemt de kan tage det som en kritik. Plus han selfølgelig gerne ville forkæle hende nu hvor hun kun kom hver 2 weekend. Det kunne f.eks være hun ikke ville spise aftensmad,og så bare fik en mælkesnitte i stedet. Det var jeg meget uenig i da jeg syntes det er vigitgt børn lærer at de skal spise ordenlig mad, så kan hun altid få en bagefter. Hun brugte det en del, så hun slap for kartofler (de kan altså være temmelig udspekulerede )

Men nu går det meget bedre og hun spiser sin mad! Woohoo

Personligt er jeg ikke så vild med den der en uge her og der, men det er da fint hvis man kan få det til at fungere. Det er dog lidt umuligt i vores tilfælde.

Nej tror ikke alle kan elske de som sit eget barn. Men man lærer at holde af dem og acceptere dem med tiden.

Barnet valgte jo heller ikke mig, den tog mig lidt tid at forstå. Men med lidt sved på panden og arbejde kan man godt få det til at fungere. Selvom det kan være noget så frustrende.

Det er da fint han vil arbejde med det, det er jo også hans søn.

Knus herfra