Bonusbarn og opdragelse!

Eva skriver:

Jeg mener faktisk ikke at et barn på den alder og i den situation han og jer står i er nogen grund til time out(som jeg i øvrigt slet ikke bruger eller bryder mig om) Hvad vil du bruge den til...hvis du ved drengen reagerer på hans følelser og på hvad der sker og du prøver at sætte ord på, hvorfor så smide ham væk fra jer....han er tre år, det burde virkelig ikke være nødvendigt...sig til ham næste gang at du kan se at han har brug for et kram
En anden ting er at alt i livet som børnene oplever og i de relationer de indgår, der vil de blive opdraget...nok ikke som du tænker opdragelse, men alt de ser og hører og lærer, er jo opdragelse=lære at indgår i socialesammenhænge...det som vel i høj grad er meningen at lære børnene.
Så nej, glem den timeout og få talt med farmand...det er dig og ham der er problemet, ikke barnet.
En anden ting er at jeg tænker du måske skulle lade være med at være der når barnet er der. Lad ham og farmand få den korte tid de har alene sammen helt alene og vent med at rode et lille barn ind i noget før der er gået længere tid. Så er problemet også løst.
Knus Eva.

Altså for det første er en time out en udemærket ting, hvis et nej ikke kan forstået og man ikke vil have en krammer eller snakke, men bare slår og sparker, det lyder til du kun har nemme børn! Og nu skriver jeg jo også at det ikke er barnet der er et problem men faderen der simpelthen ikke opdager hvor ked af det jeg bliver når der ikke er nogen konsekvens når hans søn slår og sparker og ikke kan forstå et nej og jeg ikke kan komme i kontakt med drengen og få ham snakket ned. Og så har han også hans søn hver anden uge så det er ikke fordi de har meget kort tid sammen, og min kæreste ønsker jo også at jeg skal være med i det hele hvislket jeg bestemt også gerne vil, det eneste jeg ikker er klar til er at begynde at opdrage/skælde ud eller noget, for det mener jeg ik er mit job efter kun 2mdr.

Altså for det første er en time out en udemærket ting, hvis et nej ikke kan forstået og man ikke vil have en krammer eller snakke, men bare slår og sparker, det lyder til du kun har nemme børn! Og nu skriver jeg jo også at det ikke er barnet der er et problem men faderen der simpelthen ikke opdager hvor ked af det jeg bliver når der ikke er nogen konsekvens når hans søn slår og sparker og ikke kan forstå et nej og jeg ikke kan komme i kontakt med drengen og få ham snakket ned. Og så har han også hans søn hver anden uge så det er ikke fordi de har meget kort tid sammen, og min kæreste ønsker jo også at jeg skal være med i det hele hvislket jeg bestemt også gerne vil, det eneste jeg ikker er klar til er at begynde at opdrage/skælde ud eller noget, for det mener jeg ik er mit job efter kun 2mdr.

Jeg må indrømme jeg finder det meget svært at du bare skal stå neutral når du er der altid og som en fast bestandel, men det kan så undrer mig hvordan man som far lader et menneske flytte ind og være en del af ens barns liv efter sølle to mdr. Det finder jeg faktisk ret skræmmende og meget langt fra min verden.
Nej, jeg har bestemt ikke nemme børn, men jeg tror bare ikke på at du lærer børn at blive inkluderet ved at ekskludere det og da slet ikke så lille et barn. Barnet reagerer på noget og du kan da godt smide det væk og sige du ikke vil have den måde, men du behandler jo kun symptomet, ikke problemet.
Jeg får virkelig ondt af det barn....rigtig meget...du er voksen og kan smutte igen når du vil, men det lille barn har intet valg.
Find alt det positive frem og ros og reager på alt det gode det barn har.
Jeg tror på at man vha kærlighed, rummelighed og opmærksomhed skaber nogle harmoniske børn i balance med sig selv...du kan tæve, skræmme og true mennesker til alt, men dermed ikke sagt du løser noget som helst problem.
Jeg er alene med tre drenge og det er hårdt arbejde,...men for mig og min x handler det om ungerne og kun dem..så må elskere og tilfældige mænd og kvinder vente og være der når man ikke har børn...og for mit vedkommende er det 3 dage på 14 dage, men det er vilkårene når man har børn.
Knus Eva.

Eva skriver:



Nu forstår jeg slet ikke den der med at dele børn lige over...som en ting, det virker så forkert og især for små børn. Kunen det tænkes det her bar bare har brug for ro på og en eneste fast base og ikke andet
Jeg ville aldrig nogensinde byde min tre årige at skulle smides fra det ene sted til det andet på dne måde...jeg er sikker på han ville lide under det og sikkert reagerer som det barn din kæreste har.
Måske det faktisk ville være en ide at tale om at barnet ikke  var en uge hvert sted...åhh...det lille menneske...synes godt nok skilsmissebørn skal stå model til meget, og mere edn mange voksne ville kunne magte. Skulle jeg bo med en taske mellem to hjem, så tror jeg det at sparke og råbe og skrige ville være en meget blid reaktion...jeg ville blive virkelig frustreret.
Men måske du bare skal være der uden barnet er der..
Knus Eva...

Altså forstår ikke hvad du mener, at det er mig der er problemet?? jeg er selv skilsmissebarn så jeg ved da godt hvordan det er. Jeg syntes da ik jeg skal holde mig væk, hvorfor?? Jeg er ikke blevet skilt fra nogen. Du ser det jo ik fra min side så lad være med at skrive flere indlæg det kan jeg jo ik bruge til noget. Og om barnet skal være 1 uge hvert sted det står jeg jo ikke for, jeg er bare frustreret over at han har den opførsel og ville gerne prøve at gøre noget ved det, jeg ville ikka have afvide at jeg skal holde mig væk....

mullesmith2 skriver:



Altså forstår ikke hvad du mener, at det er mig der er problemet?? jeg er selv skilsmissebarn så jeg ved da godt hvordan det er. Jeg syntes da ik jeg skal holde mig væk, hvorfor?? Jeg er ikke blevet skilt fra nogen. Du ser det jo ik fra min side så lad være med at skrive flere indlæg det kan jeg jo ik bruge til noget. Og om barnet skal være 1 uge hvert sted det står jeg jo ikke for, jeg er bare frustreret over at han har den opførsel og ville gerne prøve at gøre noget ved det, jeg ville ikka have afvide at jeg skal holde mig væk....

Ja, jeg mener faktisk du og din kæreste er problemet....og jeg synes du lyder som om du står og kæmper mod hans barn...et lille bitte menneske på 3 år, som ikke kan forstå eller forholde sig tild et der sker.
Hvad har barnet ellers oplevet...og ja, jeg mener faktisk at det ville være mest hensigtsmæssigt at du ikke var der når barnet var der, før der er gået længere tid...for alles skyld, men da mest for barnets.
Jeg synes det er trist du ikke ønsker at se sagen fra andre sider end din, at du mener det er synd for dig og du er offer...for det er du ikke...du er voksen og har vilje og muligheder for at vælge fra og til..
Men jeg kan også mærke at du ikke vil prøve at se sagen fra barnets side og derfor vil jeg ikke bruge mere energi her...men hvor har jeg ondt af det lille barn og jeg kan godt forstå hvis han regagerer som han gør,.

mullesmith2 skriver:

 . Og som 3 årig kan man godt blive puttet på eget værelse, jeg siger jo ikke at han ikke godt må komme ind om naten eller om morgenen! men jeg har det bare sådan et soveværelset er de voksnes væresle og ikke en legeplads for børn.

Plejer han at blive puttet i fars seng? For hvis det er sådan de altid har gjort, så synes jeg du bliver nødt til at acceptere at sådan er det. Ihvertfald for nu.
Når så der er gået noget tid og han har haft tid til at vænne sig til at dele sin far med dig, så kan du begynde at indføre ændringer. Men da ikke nu.

Det er rigtig rigtig svært at være bonusmor. Og især når faderen har barnet så meget. Jeg synes du skylder dig selv og barnet at du tænker dig rigtig godt om. Du vil aldrig blive nr. 1! Der er altid et barn som er vigtigere. Dine behov kommer ikke til at stå før barnets - og du skal ikke have et ønske om at han vælger dig frem for sin søn. Jeg synes faktisk at det lyder lidt som om du allerede nu er lidt irriteret over at du ikke kan få det som du vil ha det - og hvis det er tilfældet, så synes jeg at du skal overvejet meget nøje om du ikke burde finde en kæreste uden børn istedet.

Rikke - fuldtidsbonusmor til 3.

Zelania skriver:



Det er ikke altid det nemmeste med et bonus barn, men man må bare prøve at få det bedste ud af det selvom det kan være rigtig svært nogle gange.

Det er noget som man lige skal lære syntes jeg.

Vi havde også nogle problemer i starten af samme kategori. Mest af alt fordi min kæreste også kunne finde på at blive sur når jeg "blandede" mig i hans opdragelse. Tror nemt de kan tage det som en kritik. Plus han selfølgelig gerne ville forkæle hende nu hvor hun kun kom hver 2 weekend. Det kunne f.eks være hun ikke ville spise aftensmad,og så bare fik en mælkesnitte i stedet. Det var jeg meget uenig i da jeg syntes det er vigitgt børn lærer at de skal spise ordenlig mad, så kan hun altid få en bagefter. Hun brugte det en del, så hun slap for kartofler (de kan altså være temmelig udspekulerede )

Men nu går det meget bedre og hun spiser sin mad! Woohoo

Personligt er jeg ikke så vild med den der en uge her og der, men det er da fint hvis man kan få det til at fungere. Det er dog lidt umuligt i vores tilfælde.

Nej tror ikke alle kan elske de som sit eget barn. Men man lærer at holde af dem og acceptere dem med tiden.

Barnet valgte jo heller ikke mig, den tog mig lidt tid at forstå. Men med lidt sved på panden og arbejde kan man godt få det til at fungere. Selvom det kan være noget så frustrende.

Det er da fint han vil arbejde med det, det er jo også hans søn.

Knus herfra

Kender den alt for godt den der med mælkesnitten hehe, Det er jo ikke godt at blive revet ud af de faste rammer og blive forkælet bare fordi mor eller far syntes de måske også har lidt dårlig samvittighed over de ik kan være en normal famile. Jeg har faktisk lånt og læst 2 bøger på biblioteket omkring det at blive bonusmor osv. og der står bare ting så godt beskrevet som man lige nøjagtig har det når man går ind i et forhold med barn/børn. Jeg skal nok lære det med tiden, spørgsmålet er om min kæreste lære at jeg ikke er mor og at det aldrig vil blive præcis som da han var sammen med knægtens mor. Han har selv sagt han bare ønsker vi skal være sammen som en familie, men det er lidt store krav at stille lige fra starten, han forstår virkelig hvor svært jeg syntes det er...

Jeg kan både forstå dig og drengen. Det er rigtig svært at råde i sådan et tilfælde.

Umiddelbart syntes jeg ikke det der uge her og der en en god løsning for et barn, jeg syntes børn skal have faste rammer, men det er jo ikke din skyld.

Altså det er skide svært at gå ind og give barnet kærlighed fra starten. Det virkede også akavet for mig, men lige fra starten har jeg prøvet at give pigen omsorg og kærlighed så godt jeg kunne formå, lige så meget som hun selv ville have. og efter det er det blevet meget bedre.

Stadigvæk vil jeg påpege at selvom det er svært for drengen syntes jeg ikke det er i orden at slå, men igen er det far der skulle sætte sig ned og prøve at snakke med drengen. Men det kan selfølgelig også være svært at sitte sig ned og snakke med seriøst med en 3 årig.

Jeg kan selfølgelig også godt følge meget af det de andre siger. Men jeg syntes nu ikke dit indlæg kom som en kritik af drengen, men et lille råb om hjælp til hvordan man tackler det hele,. For det er sgu svært.

Aaah men glem det hele, det eneste jeg ville have ud af det var om ikke der var nogen der kunne se det fra mit synspunkt for en gangsskyld. jeg ser det fra drengens synspunkt hele tiden. Jeg ville jo bare gerne diskutere spørgsmålet om ikke at det er faderens pligt at tage sig af sin søn på den ene og anden måde når vi ik har kendt hinanden længere tid!
Jeg kan da bare gå væk fra det hele og blive væk når drengen er der, men hva problemer løser nu det?? What ever jeg er åbenbart total forkert på den med at syntes det er svært at man f.eks aldrig er nummer et som der blev skrevet, eller at man har fundet drømmefyren og så også skal lære at forholde sig til et barn. Den her snak blev ikke oprettet for at se det fra barnets synspunkt, men fra mit.

mullesmith2 skriver:

Aaah men glem det hele, det eneste jeg ville have ud af det var om ikke der var nogen der kunne se det fra mit synspunkt for en gangsskyld. jeg ser det fra drengens synspunkt hele tiden. Jeg ville jo bare gerne diskutere spørgsmålet om ikke at det er faderens pligt at tage sig af sin søn på den ene og anden måde når vi ik har kendt hinanden længere tid!
Jeg kan da bare gå væk fra det hele og blive væk når drengen er der, men hva problemer løser nu det?? What ever jeg er åbenbart total forkert på den med at syntes det er svært at man f.eks aldrig er nummer et som der blev skrevet, eller at man har fundet drømmefyren og så også skal lære at forholde sig til et barn. Den her snak blev ikke oprettet for at se det fra barnets synspunkt, men fra mit.

Men du kan da ikke skille de 2 ting ad! Når man skal se tingene fra dit synspunkt, så er drengens ve og vel da meget relevant.

Jeg er fuldstændig enig med dig i at det bestemt ikke er din opgave at give din bonussøn time out eller at sende ham på værelset. Uanset om man tror på den slags - så er det ikke din opgave - ikke endnu, ihvertfald. Når i er et mere etableret par og du har haft en chance for at lære ham at kende og han er blevet tryg ved dig, så kan din rolle ændre sig - men nu skal du da bare være den søde hyggelige dame som han kan lege med. Så må far tage alt det sure. Det ændrer sig selvfølgelig med tiden.

Og jeg kan sagtens følge dine frustrationer - det er bare overhovedet ikke nemt at være bonusmor! Det kan føles så uendelig utaknemmeligt, men man skal bare stadig holde fokus på at børnene skal have det godt, og at det er det vigtigste!

Håber det gav bare nogen mening - klokken er mange og jeg burde sove....zzzzz

Znuzke skriver:



Men du kan da ikke skille de 2 ting ad! Når man skal se tingene fra dit synspunkt, så er drengens ve og vel da meget relevant.

Jeg er fuldstændig enig med dig i at det bestemt ikke er din opgave at give din bonussøn time out eller at sende ham på værelset. Uanset om man tror på den slags - så er det ikke din opgave - ikke endnu, ihvertfald. Når i er et mere etableret par og du har haft en chance for at lære ham at kende og han er blevet tryg ved dig, så kan din rolle ændre sig - men nu skal du da bare være den søde hyggelige dame som han kan lege med. Så må far tage alt det sure. Det ændrer sig selvfølgelig med tiden.

Og jeg kan sagtens følge dine frustrationer - det er bare overhovedet ikke nemt at være bonusmor! Det kan føles så uendelig utaknemmeligt, men man skal bare stadig holde fokus på at børnene skal have det godt, og at det er det vigtigste!

Håber det gav bare nogen mening - klokken er mange og jeg burde sove....zzzzz

Det giver mening. takker for svaret... jeg føler mig også som et stort pattebarn når jeg føler mig utilfreds med hvordan min kæreste takler hans søn. Men prøver på at bevare fatningen...