Mit kriterie for, hvornår et barn kan være alene hjemme må være, at barnet kan klare sig selv, også i en (mindre) nødsituation. Så længe barnet har brug for trøst, når det falder og slår sig, er det ikke ok at efterlade det alene hjemme. Og så længe barnet ikke kan tage ansvar for andre børn, er det heller ikke ok at lade børn være alene hjemme sammen.
Til en børnefødselsdag for et par uger siden oplevede jeg flg.: Fødselsdagsbarnet (på 10) gik sammen med fem andre unger (de tre yngste var 6, 6 og 4) ud for at lufte hunden. De kom tilbage igen fordi den ene 6-årige var blevet våd i en 'vandpyt' - hun skiftede tøj og de gik afsted igen for at lege, nu uden hund. Lidt senere ringede fødselsdagsbarnet på mobiltelefonen, fordi den 6-årige igen var blevet gennemblødt, og de fik at vide, at de skulle komme hjem. De kom ikke, men han ringede igen - og denne gang gik et par forældre ud for at finde ungerne. Pigen stod nu ved en lille dam ca. 300 m væk uden sko og strømper (de var jo våde) på en sten - hun kunne ikke gå nogen steder, fordi det gjorde ondt i de iskolde fødder at gå på den iskolde jord.
De unger var tydeligvis ikke (helt) store nok til at passe på sig selv og hinanden, selvom de faktisk hver for sig er ret fornuftige...
Jeg har engang hørt en tommelfingerregel om, at to unger, der skal være alene sammen, skal være 16 år tilsammen. Altså: det kræver en 16-årig at passe et spædbarn og en 12-årig at passe en 4-årig. Tommelfingerreglen siger ikke noget om, hvor længe de to kan være alene sammen, og med hjælp rundt om hjørnet eller hvis det kun varer kort tid, er det sikkert noget helt andet. Men jeg tror, det er meget godt at have i baghovedet...
Anmeld