Tvangs bortadoptering

NikiFin skrev:

. Som resultat har de taget en god beslutning for dem selves men dårlig for barnet selv. Og sådan nogle ting kan jeg ikke lide. Forældrene skal lære at tage ansvar for sine handlinger og hvis de har lavet et barn skal de lære at klare det som forældre med eller uden hjælp fra kommunen. Med de plejefamilier her i Danmark har de lavet det alt for nemt for forældre som har fået et barn uden at tænke hvordan de skal passe det. Men problemet er at på den måde ødelægges barnets liv.

Jeg tror ikke, at mange forældre synes, det er nemt eller godt ikke at kunne tage sig af børnene selv - og at have dem hos sig. Jeg tror, det skærer i hjertet på de fleste at måtte indse, at de ikke kan tage vare på deres barn/børn, og at opleve, at barnet knytter sig til andre voksne og har deres liv hos dem. Der er mennesker, som opfører sig uansvarligt, ukærligt og indimellem forfærdeligt over for deres børn - men jeg tror oprigtigt på, at de fleste gør det så godt, de nu kan. Forsømte og omsorgssvigtede børn kan blive morgendagens omsorgssvigtende forældre - vi har ikke alle fået lige gode kort på hånden, og jeg tror fx ikke, man med fuldt overlæg vælger at blive alkoholiker eller narkoman og ødelægge sine børns tilværelse.

NikiFin skrev:

Ja, nu forstår jeg hvad I snakker om :lol: Jeg tænkte ikke på forskellen mellem plejefamilie og adoptivforældre. Jeg snakkede om plejefamilie. Jeg indrømmer jeg ikke ved noget om de sager. Jeg har kun hørt fra andre folk og det de sagte var at plejefamilien får 20 eller 30 000 om måneden og de gør det for pengenes skyld.

Jamen 20-30000 er da ikke mange penge, når man tænker på, at det for det første er før skat, det er til at forsørge familien for, netop fordi den ene eller begge parter i plejefamilien skal være hjemme det første ½-1 år. For mig personligt ville det betyde en væsentlig nedgang i lønindkomst, samtidig med at der ville være flere udgifter. Så nej, man bliver ikke rig af at have plejebørn. Man bliver tilgengæld erfaringer rigere!

Ja, den smilede jeg også lidt af, altså den med de 20.000 kr, det er jo næsten hvad jeg tjener om ugen når jeg arbejder :laugh: Men jeg gad nu godt have plejebørn, jeg ville så bare ikke kunne leve af det...og så er det jo lidt svært :)

NikiFin skrev:

selv. ;) Med de plejefamilier her i Danmark har de lavet det alt for nemt for forældre som har fået et barn uden at tænke hvordan de skal passe det. Men problemet er at på den måde ødelægges barnets liv.

Ja, det var lidt tilfældigt, hvad jeg valgte at quote fra NikiFin, for jeg er i DEN grad provokeret af indlæggene fra denne side!! Nå, men til det aktuelle kan jeg svare, at 'folk NOK ikke liiiiige planlægger at få børn med dén tanke i baghovedet, at: 'vi kan jo altid få barnet i pleje'. Folk får børn som følge af sex; og så er der 'nogen', som ikke lige tænker i langtids-perspektiver!!! Vi har fænomenet inde på nærmeste hold, i og med at vores datter er rigtig MEGET gode venner med en dreng, som (tillige med sin lillebror) er plejebarn pga misbrugsforældre. Sådanne børn vil være et produkt af ethvert samfund, som ikke praktiserer tvangs-sterilisation!! Plejeforældrene gør en KÆMPE indsats, og plejebørnenes tarv tæller i DEN grad lige så højt som familiens biologiske børns tarv!!! Der er i hvert fald ingen børns liv, der her bliver 'ødelagt'; tværtimod!! Denne familie har præsteret at give børnene et godt liv trods de dårlige odds, de var født med; og vi siger gang på gang til os selv og hinanden: hvor er det godt, at dén familie er til!! De scorer på ingen måde kassen på at have børnene, men investerer deres tid og penge på, hvad der giver børnene -egne som plejebørn- livsglæde!! Desuden lever de med at skulle bearbejde plejebørnenes psykiske følger af deres ophav; samt at de også skal deale med de biologioske forældres ret til samvær/svigt i forbindelse med aftalt samvær; og dét er altså ikke barnemad!! De kan også have en masse idéer om, hvad der er bedst for børnene, da de jo kender dem bedst; men alle beslutninger, f.eks. om skolevalg og sådanne ting, skal jo gå gennem kommunen. Så handlemulighederne i forhold til plejebørnenes trivsel, er begrænsede. Endnu en belastning for plejefamilien er, at de jo rent faktisk risikerer, at disse børn, som de har haft helt fra de var små, og taget til sig som deres egne, bliver omplaceret på et tidspunkt.........uh-ha...jeg kan næsten tude ved tanken :( Nå; lang smøre!!! Min pointe er: INGEN skal fa´me komme her og skære alle plejefamilier over én kam, og kalde dem pengegriske og følelsesforladte uden at få med mig at bestille!!! HATTEN AF FOR DE DANSKE PLEJEFAMILIER, SOM GIVER UDSATTE BØRN MULIGHEDEN FOR -TRODS ALT- AT FÅ ET TÅLELIGT LIV!!!!

Charlotte d. 17. skrev:

Puha, det er meget svært at give et entydigt svar på, om det er godt eller skidt. Der er da absolut tilfælde, hvor det vil være til barnets bedste at kappe forbindelsen til bio-forældrene endegyldigt, så barnet og plejefamilien ikke skal gå i uvished omkring fremtiden. Omvendt, så KAN selv den mest omsorgssvigtende og ressourcesvage mor ændre sin livsførelse markant, og i sådanne tilfælde kan det være bedst at 'holde bagdøren åben' - børn har nu engang en særlig relation til deres bio-forældre, svigt og fejl og mangler til trods. Jeg er i hvert fald glad for, det ikke er mig, der skal vurdere, hvad der er det bedste for det enkelte barn - det er godt nok et stort og tungt ansvar at stå med.

LIGE PRÆCIS, Charlotte; med hensyn til de plejebørn jeg kender, tænker jeg også, at deres liv ville være nemmere uden kontakt til deres biologiske ophav, fordi de her oplever gentagne svigt, som plejefamilien så må rette op på. Alternativt har plejefamilien så ikke resourcer til at adoptere dem, for disse børn kræver altså bare noget ekstra, pga deres 'bagage' fra deres ophav. Hvis man både skulle betale for at få dem, og efterfølgende have fuldtidsjob for at overleve, ville man ikke have dét overskud der skal til. Så jeg er forarget over dem der forarges over plejeforældre, der ikke vil adoptere deres plejebørn!!!!

Jeg tager hatten af for størstedelen af de danske familieplejere, der gør en kæmpeindsats for børn, der har det svært og som har brug for, at nogen påtager sig ansvaret for dem og de dårlige oplevelser og betingelser, de har med. Med hensyntagen til at nogle bio-forældre med hjælp kan blive til gode forældre og få deres børn hjem igen, vil jeg alligevel mene, at det i flere tilfælde end i dag vil kunne tjene barnet at blive bortadopteret. Jeg tænker, at de svigt mange børn i familiepleje oplever fra deres biologiske ophav, er så store, at det er bedre (for nogen) at undvære. Hvis børnene er voksede op i kærlige adoptivfamilier, kommer der jo så muligvis en tid, hvor der er behov for at opsøge 'rødderne'. På det tidspunkt er 'barnet' så et sted, hvor det er i stand til at træffe egen afgørelse om, om de biologiske forældre er nogen, de er interesserede i at lukke ind i deres liv. Det er bestemt ikke nogen nem debat, og der kan ikke skrives nogen enkel manual eller køreplan. Når jeg tænker tilbage på udsendelserne om 'Jørn', er jeg bare af den overbevisning, at der til tider bliver givet for mange muligheder til forældre og dermed for få chancer for en god opvækst for børnene.

MetteNB skrev:

Jeg tager hatten af for størstedelen af de danske familieplejere, der gør en kæmpeindsats for børn, der har det svært og som har brug for, at nogen påtager sig ansvaret for dem og de dårlige oplevelser og betingelser, de har med. Med hensyntagen til at nogle bio-forældre med hjælp kan blive til gode forældre og få deres børn hjem igen, vil jeg alligevel mene, at det i flere tilfælde end i dag vil kunne tjene barnet at blive bortadopteret. Jeg tænker, at de svigt mange børn i familiepleje oplever fra deres biologiske ophav, er så store, at det er bedre (for nogen) at undvære. Hvis børnene er voksede op i kærlige adoptivfamilier, kommer der jo så muligvis en tid, hvor der er behov for at opsøge 'rødderne'. På det tidspunkt er 'barnet' så et sted, hvor det er i stand til at træffe egen afgørelse om, om de biologiske forældre er nogen, de er interesserede i at lukke ind i deres liv. Det er bestemt ikke nogen nem debat, og der kan ikke skrives nogen enkel manual eller køreplan. Når jeg tænker tilbage på udsendelserne om 'Jørn', er jeg bare af den overbevisning, at der til tider bliver givet for mange muligheder til forældre og dermed for få chancer for en god opvækst for børnene.

Har ikke set 'Jørn'; men det har garanteret været skrap kost :( Ja, det er umuligt at lave en manual for den rette løsning af disse problemstillinger. Hver 'sag' vil være forskellig fra de andre. Samværet med biologiske forældre, er uden tvivl ofte en stor belastning for både barn og plejefamilie. Man skal bare huske på, at en eventuel adoptivfamilie ofte vil få et barn, der i sin tidlige barndom har oplevet svigt og måske traumatiske begivenheder, så det kræver altså et gevaldigt overskud at tage sig af, og guide godt igennem livet, hvis man samtidig skal være familieforsørger og måske selv har biologiske børn ved siden af!! Og selv om man adopterer barnet fra spæd, kan det stadig være født med abstinenser eller for eksempel have medfødt alkoholskade, som måske først rigtig viser sig i skolealderen. Så hvis JEG skulle vælge den bedste hjælp til sådan et barn, var det en kærlig PLEJE-familie, hvor barnet kunne blive gennem hele sin barndom, og så ingen kontakt til de biologiske forældre :dry:

Pikora, jeg forstår godt hvad du snakker om. Jeg er enig med dig at en normale og velment plejefamilie kan give meget til barnet hvis vi taler om den materiale side og om behandling. Det er desuden ikke så svært at passe andres folk barn fordi: 1. Man føler ikke så meget for det 2. Fordi barnet kræver heller ikke så meget fordi det ved at de folk er fremmede. Det er lige som at være i børnehave - søde pædagoger, søde børn men det bedste er hjemme hvor de kan slappe af og lade sig være dem selves og føle deres forældres kærlighed, blive forkælet og... bare at føle sig hjemme. Når man bor hos fremmede folk er man som regel anstrengt. Det betyder ikke at man ikke kan lide dem. Bare man ved at ikke kan regne med dem om det hele, føler sig ikke helt afslappet osv. Tænk selv hvordan du ville føle sig i en lignende situation. Da jeg var teenager løb jeg hjem fra fordi jeg ikke kunne klare min mors behandling. Jeg gik hos hendes søster at bo der fordi jeg godt kunne lide hende og hun var altid sødt ved mig. Det var OK, min tante var sødt som altid. Men jeg kunne føle hele tiden at jeg er belastning for dem. Jeg skulle tage hensyn til det hele og på et tidspunkt blev det alt for trættende. Jeg følte at jeg ikke høre der til og om en uge kom hjem med en stor lettelse selv om stadig bange for min mor. Hvad jeg ville ikke var at løbe væk fra hende men jeg ville hellere at hun begynder at forstå mig bedre og at opføre sig mere som en kærlig mor, at stoppe at bebrejde mig hele tiden om alt muligt. Tja, jeg aldrig fik hende til det og var nødt til at gå fra hende så snart som muligt fordi hun belastede mig for meget med hendes behandling. Men jeg har altid savnet hende som mor og jeg kan ikke forestille mig at have en anden mor lige meget hvor sødt hun er ved mig. Jeg vil altid have smerten inderst inde for min biologiske mor, fordi jeg elsker hende og ved at hun elsker mig bare er alt for dum at indse nogle ting og alt for svag til at forandre dem. Det er ikke godt for et barn at bo her og der selv om barnet viser intet betyder det ikke at det ikke føler meget. Barnet skal tilhøre et sted og vide at dets forældre elsker det og vil give deres liv for det hvis det kommer der til. Jeg har alle mine grunde til at mene og sige alt jeg skriver og hvilke som helst gode forklaringer og overbevisninger om hvad er godt og dårligt kan ikke forandre mine personlige inderlige følelser og behov.

til NikiFin Jeg kan godt høre, at du har haft en dårlig oplevelse i din barndom, og dét vil jeg ikke negligere. Men i forhold til at være barn i danske plejefamilier, så aner du altså ikke, hvad du snakker om!! -Eller du forstår i hvert fald SLET ikke hvad JEG snakker om!! Fordi medierne trækker nogle skrækeksempler frem, kan man ikke tillade sig at generalisere. Jeg snakker om plejefamilier, som giver sig selv helt og fuldt, og kæmper for deres plejebørns psykiske ve og vel; hvilket er en hård kamp på grund af børnenes 'bagage'. Som behandler dem som deres egne, og som græder og bliver fortvivlede, når børnene har det svært. Som børnene kalder 'mor' og 'far', fordi de FØLER de er deres mor og far -ikke af tvang- selv om de godt ved, at de har andre biologiske forældre. Det er fandeme ikke bare nogen pengemaskine!!! Det jeg kunne frygte ved adoption i stedet var, at adoptivforældrene ikke kunne magte opgaven, pykisk og økonomisk, fordi de står alene med de hele!! -Måske ville de endda føle sig 'snydt', fordi de ikke har fået den 'vare' de har betalt for; nemlig det idylliske familieliv med far-mor-og-børn??

ja, ja, jeg forstår Pikora. Der er måske plejefamilier der virkelig gerne vil hjælpe men jeg tror ikke at det er de fleste. Der er ikke mange som kan tjene dobbelt med noget de godt kan lide som vælger at passe andres børn for lidt penge i stedet for. Det kan se noget udefra ud men man kan aldrig være sikker om folks motiverne, lige meget hvad de påstår. Jeg synes at de mange af dem der vælger at passe andres børn er folk som har ikke meget viden om børn og tror at det er bare nogle nemme penge fordi de ikke kan lave noget andet. Hvor mange folk kender du selv som er klar til at opgive deres god arbejde og godt kvalitet liv til passe andres børn? Der er mange måske der lyder som om de ville ofre sig for sådanne børn men ingen vil gøre det praktisk. Man skal være meget speciel til at gøre sådan noget men jeg tror de fleste der gør det er for pengenes skyld. Ikke mange penge men mange for folk der ikke kan tjene dem på en anden måde og som ikke indser hvor seriøst det er de er ved at lave. Jeg synes for mig selv at jeg ville ellers være en meget dygtig plejeforælder men jeg er klar over hvor svært det bliver hvis jeg skal gøre det for den rigtige måde som jeg synes er det bedste og derfor er jeg meget i tvivl at jeg er klar til at ofre mit liv til sådan noget. Måske er jeg for egoistisk men hvis du selv tænker om det om du er klar til at gøre det finder du selv at måske er det for meget at ofre. Og det er sådan for de fleste normalle folk selv om måske ikke alle ville indrømme det. Jeg tror bare ikke at der er så mange normale familier der vil ofre det hele for børnenes skyld. Især forudsat at på et tidspunkt mister de barnet. Man skal enten være alt for uselvisk eller ikke at være klar over hvad forventes af en. Den eneste forståelig grund til at gøre det er for pengenes skyld. Det er klart at ingen ville indrømme det. Men vi er ikke så naive ;)