Hvordan fungerer jeres \'skilsmissefamilieliv\'?

Nu er det jo ingen hemmelighed at jeg har et fantasktisk forhold til min datters far selvom vi er skilt, men jeg kender jo en del hvor tingene er knap så gnidningsfrie. Jeg kender børn der ikke har set deres fædre i over ½ år, fordi han ikke har tid :S Kender fædre der ikke kan overskue deres børn mere end 1 overnatning hver 3. week-end. Jeg har veninder hvor det fungerer fuldstændig som her og børnene har 2 forældre i hverdagen selvom de ikke bor samme sted. Men hvordan fungerer det for jer 'fraskilte' og hvad er rigtig vigtigt for jer i den sammenhæng. For mig er det vigtigste nok at far stadig er far, og ikke en deltids-legeonkel. At hun stadig har en hverdag begge steder. Og at hun ikke skifter miljø når hun skifter opholdssted. At hun stadig kan tage del i sit normale sociale liv, og ikke må melde afbud til fodboldkampe og fødselsdage fordi det er 'far-uge'.

Min søn har ikke set ret meget til sin Far, hans Far ville gerne, men min søn gad/gider ikke :( Da han var lille, de der 0-10 år, kom han ude hos hans Far og hans nye kone mere eller mindre fast hver 2-3 weekend, men han ville ikke holde ferier derude osv...højest en weekend! Da han blev de der 10 + gik der længere og længere imellem, hvilket er smadder ærgeligt, for han Far har også fået 3 børn som VIRKELIG elsker, og ser op, til deres storebror. Og nu er der gået 1½ år hvor de SLET ikke har set hinanden fordi min søn stort set altid arbejder ;) - og hans Far arbejder lige så meget!! Men forholdet til hans Far, fra min side, er godt! Dog foretrækker jeg at tale med hans kone, som simpelthen er kanon at tale med, hvor hans Far er mere flyvsk... Vi bor desværre meget langt fra hinanden (ok, så er det heller ikke længere!) København- Frederiksværk :laugh: Men jeg TROR og håber på, at de får mere tid sammen når min søn er blevet voksen og de ligesom har mere at tale med hinanden om. Men det ærger mig faktisk, at det løb sådan lidt ud i sandet hele hans barndom/ungdom.

Hvor er det dejligt at høre at nogen rent faktisk kan få det til at fungere :) Min ældste er fra tidligere forhold Kommunikationen mellem hans far og jeg er ikke eksisterende efterhånden , da jeg har fravalgt det fordi jeg simpelthen ikke gad hans mudderkast og bebrejdelser konstant, der gik ikke en dag hvor han ikke fandt på et eller andet og jeg fandt det ik hensigtsmæssigt da det jo er vores søn det går ud over i sidste ende og det gik ud over vores familie liv herhjemme så nu snakker jeg kun med ham når det er allerhøjest nødvendigt og dvs når der skal meldes sommerferie ud eller kør alt bar som det er stadfæstet i amtet Sørgeligt men sandt

HeleneK Mor til 6 skrev:

Vi bor desværre meget langt fra hinanden (ok, så er det heller ikke længere!) København- Frederiksværk :laugh: quote] Sjovt... Jeg bor i Frederiksværk og arbejder i København, så jeg synes jo ikke det er noget... Iøvrigt synes jeg jeg har set en del eksempler på at børn, når de bliver ældre (voksne) har et større behov for kontakt til deres forældre. Ikke at de nødvendigvis bliver best friends for ever, men at vide hvor de kommer fra, og at forældrene er der.

Min søns Far, havde samme forhold til sin egen Far. Det var først da han blev voksen han tog kontakt til sin Far og holdt kontakten ved lige. Tror min søn har det på samme måde. Jeg tror også der faldt et par 'knaldperler' fra hans Far og hans kone, da min søn var lille og at det var dét der gjorde at min søn ikke ville der hjem. Han kom nemlig engang hjem og fortalte, at konen havde sagt at hun ville stemme på Dansk folkeparti fordi hun var træt af udlændinge. Og det kom nok lidt skævt ind på min søn, som jo har en stedfar der er araber...og to papbrødre der er blandede + han selv er mørk (iøvrigt efter hans Far!). Jeg ved det ikke, men jeg tror de der udtalelser sårede ham lidt. Den gang jeg var gravid med min datter, havde konen også sagt, at så får jeg en søn mere (fordi jeg havde fået to sønner med min nuværende kæreste), og da de så hørte han havde fået en lillesøster, så havde hun sagt at Dina var et 'underligt' navn. Hvilket igen havde såret min søn, som jo var så glad og stolt og faktisk havde været med til at vælge navnet (men det turde han ikke nævne, fordi hun havde sagt sådan). Så der har været de der små knaldperler indimellem, som måske har gjort min søn ked af det. Der var også engang hun havde klippet min søn fuldstændig kronraget med maskinen, og hvor jeg nærmest blev helt hysterisk. Mere fordi de ikke lige havde rådført sig med mig....og fordi min søn faktisk lå og græd om aftenen fordi han synes det var grimt. Men jeg sagde ikke noget og holdt det i mig. Mine unger har nemlig altid langt hår (altså ikke på pige-måden), men som en længere kortklip med lidt nakke osv, som jeg synes er super sødt. Men det synes hun så ikke, og så røg det. :angry: Efter den episode sagde jeg til hans Far, at de IKKE skulle klippe ham mere. Og det gjorde de så heller ikke, men han kom ofte hjem og sagde at Heidi havde sagt hans hår var for langt :dry: Så der HAR også været gnidninger da han var lille, men de har så bare været mere indirekte og har været noget min søn har fortalt mig hen af vejen.

Mit forhold til min datters far er neutralt - når jeg blir alt for venlig, falder han lynhurtigt af på den mht. aftaler, skolepenge, hente/bringe tider osv. Så tonen er helt neutral. Han flyttede da hun var 2 mdr., og i starten havde han kun samvær med hende her et par timer af gangen - der gik flere år, inden han havde hende til overnatning. Da hun blev et par år blev det aftalt i amtet, at jeg skulle have hende juleaften og han nytårsaften. Så blev det til, at han holdt jul sammen med os, men havde hende stadig nytårsaften. Da jeg ventede nr. 2 spurgte han, om jeg kunne have vores datter nytårsaften, fordi han skulle arbejde - selvfølgelig. Jeg sagde, at hvis han fik lidt fritid, kunne han da komme og spise med - det skal jeg da lige love for at han fik tid til :( Han kom allerede halv seks, og blev til kl to om natten :angry: Sidste år ville min datter gerne være her igen nytårsaften - man da han tilbød sit selskab også, sagde jeg godtnok nej tak. Kan kun med ham i mindre portioner... Han er efterhånden ved at være rimelig kedelig at være hos i weekenden - han sidder oppe den halve nat og spiller netpoker, og sover så det halve af dagen (så må min datter underholde sig selv) - det kan jeg mærke, at hun er ved at være træt af. Hvis hun spørger om hun skal over til far i weekenden, og jeg så siger at det først er næste weekend - så siger hun jubii og jubler højlydt.. ...ved ikke hvordan det blir, når hun blir ældre - men ved helt sikkert, at jeg aldrig har talt grimt om ham, mens hun har hørt på.

tja, så er jeg bare glad for at far slet ikke er (uden at det menes så slemt som det lyder;>) - for selv om det giver sine udfordringer - så slipper jeg helt sikkert også for en masse bøvl ;-)

LYP skrev:

tja, så er jeg bare glad for at far slet ikke er (uden at det menes så slemt som det lyder;>) - for selv om det giver sine udfordringer - så slipper jeg helt sikkert også for en masse bøvl ;-)

Slet ikke er??? Er han ukendt eller? Min nr. 2 har ukendt far - og selvom det er hårdt altid at være alene om alting, værdsætter jeg også, at der ikke er noget som helst ballade - dejlige for både mor og barn :cheer:

næhh...han er 'bare' død og hans familie har vi ingen kontakt til - den sluttede ved et tilhold pga deres opførsel over for både mig og min søn. Men var han ikke død, så var vi sandsynligvis endt i en rigtig grim skilsmisse godt hjulpet hans mor og søster

Hvor er det trist, at der er nogle, der bare skal lave rav i dén for enhver pris - uden overhovedet at tænke på barnet... Synes som udgangspunkt, at det bedste er en mor og far - ligegyldigt om det er i samme hus, bare der er 'ro på'. Men nogle gange er det bedste bare, at der kun er én forælder - thats life...