Hvad kan få DIG, til at blive organdoner?

Spunk skrev:

Ja, jeg er organdonor. Jeg har altid ment at hvis man gerne selv vil have, så må man også give. Men jeg har i mange år smølet med at få lavet en tilmelding. Det der gav mig det endelige skub var min graviditet. For hvis alle gik og smølede som jeg selv, så ville der ikke være mulighed for at min lille pige kunne få et organ hvis hun engang får brug for det. Har også været bloddonor i mange år, men det er ikke blevet til så mange tapninger da der jo er mange ting der gør at man skal i karantæne i 1 år - f.eks. vaccinationer, graviditet og forskellige former for medicin. Har sådan set også tænkt mig at melde mig som knoglemarvsdonor næste gang jeg kommer derop. Hvis jeg kan tåle at få en epiduralblokade, så kan jeg nok også tåle en rygmarvstapning :laugh: . Under alle omstændigerheder er der jo nok ikke så stor risiko for at der bliver brug for mig. Helene: Må man være så nysgerrig at spørge hvorfor du ikke vil modtage et organ?

Uha, svært spørgsmål. Tror genetlig 'bare' det hænger sammen med, at jeg ikke har lyst til at gå alt det igennem som ventende patiener gør - jeg har set rigtig meget af det på godt og ondt, og så tror jeg lidt på (uden dog at være religiøs) at min tid kommer når den kommer, uden at jeg egentlig vil forsøge at bremse det. Jeg er så også den eneste i familien, der har det sådan. Mine børn vil gerne have og give organer, og de små som endnu ikke er HELT selvbestemmende på området, bestemmer jeg naturligvis også skulle modtage organer. Så det er bare sådan en holdning jeg har, at komme afsted herfra naturligt, når enten mine organer ikke virker længere, eller de sætter ud efter en ulykke... :) Min kæreste vil hverken give eller modtage, men det handler vist mest om religion og manglende oplysning :laugh:

er det ikke to sider af samme sag - religion og manglende oplysning? ;-)(IKKE ET OPLÆG TIL DEBAT...I HVERTFALD IKKE I DENNE TRÅD) Jeg har været organdonor siden jeg fyldte 18 og har været bloddonor i flere år indtil en blodprop satte stop for det- men står stadig som knoglemarvsdonor - netop ud fra princippet 'hvis man vil nyde, må man også (være villig til at) yde' Min mands hjerne blev send til obduktion på Rigshospitalet lige efter sin død trods hans forældre og søsters ønske, frdi HAN havde ønsket at donere og JEG var nærmeste pårørende og det var noget vi havde snakket igennem og var 100 % enige om...og den kom, mig bekendt, retur inden bisættelsen som sagtens kunne nås inden for de foreskrevne 8 dage...at det så tog længere tid med selve kremeringen pga strejke på krematoriet er jo en helt anden sag ;-) Min holdning er også at afdødes ønske, hvis vedkommende har taget stilling, bør have forrang for efterlevendes ønsker

LYP skrev:

er det ikke to sider af samme sag - religion og manglende oplysning? ;-)(IKKE ET OPLÆG TIL DEBAT...I HVERTFALD IKKE I DENNE TRÅD)

Jamen jeg er HELT enig! To sider af samme sag! Så ikke et ord herfra :laugh:

Jeg er organ donor. Ikke med min mands gode vilje, så derfor jeg for nylig har tilmeldt mig donorregistret. Jeg synes det er forfærdeligt, at nogle skal gå og lide og mangle organer, hvor der samtidig erså mange der bare går til spilde. Man kan jo få reservedele til alt, så hvorfor ikke også til menneskets krop. Jeg ville også gerne være bloddonor, men kan ikke lige få taget mig sammen. Jeg har en halvsjælden blodtype, så jeg burde jo. Min ene datter har samme blodtype som både min mor og jeg har.

så kan du måske blive udrykningsdonor - så kommer de og henter dig hvis de skal bruge akut...altså med de foreskrevne mellemrum som maks

Jeg er også tilmeldt og kan ikke se, hvorfor man ikke skulle være det. Har det lidt sådan, at jeg jo så er død, så må de tage hvad de vil, jeg skal jo ikke bruge det igen...

Jeg er ikke organdonor (jeg har taget stilling og har sagt nej). En beslutning jeg tog, da jeg var 18 - og siden har mange ting ændret sig, så jeg tror nok jeg har ombestemt mig. Har bare ikke lige fået gjort noget ved det endnu :P Jeg vil dog stadig ikke modtage organer.

Jeg er også organdonor og bloddonor. Har den mest almindelige blodtype, men det er jo så også den de skal bruge mest af, så jeg bliver tappet 3-4 gange om året. Dog synes jeg at det er en meget personlig sag. Jeg mener egentlig ikke at man behøver forsvare hvorfor man ikke er donor (den ene eller anden slags). Hvis man ikke har det godt med at dele ud af sit blod og organer, så er det ens ret at lade være. Jeg synes man har en moralsk forpligtigelse til at hjælpe hvor man kan - også økonomisk - men lige med ens kød og blod mener jeg ikke man har moralsk pligt til det eller behøver begrunde hvorfor man ikke vil.

Jeg har været tilmeldt i 12 år nu. De kan tage alt hvad de kan bruge. Tænk hvis man kunne redde et liv eller to når man alligevel ikke skal bruge det mere. Jeg er ikke helt sikker på at jeg kunne give lov hvis det var et af mine børn, men jeg håber jeg kunne se ud over mine egne følelser og måske forhindre at et andet forældrepar skulle igennem samme smerte. Har hørt at man andre steder - mener det var Norge - som udgangspunkt er tilmeldt og så selv skal framelde sig. Det synes jeg er et rigtig godt signal at sende - det normale er at være donor.

Der er mange i min omgangskreds som ikke kan lide tanken, og det respekterer jeg 110%, for det ér jo en privatsag og tanken kan for rigtig mange mennesker være overvældene og fyldt med både overtro, angst og væmmelse. Som min bedste veninde siger ,, Jamen jeg TØR sgu ikke'' og det griner vi altid meget af, men sådan er hun! Hun kan heller ikke tage stilling til om hun skal begraves eller kremeres, for hun TØR IKKE noget af det :laugh: *Det med overtroen kender jeg flere der har. De tror hvis de får lavet et donorkort, så vil de dø i en ulykke, og er bange for at være registreret. Så der er mange forskellige følelser omkring det, og jeg synes personligt ikke, der er noget rigtigt eller forkert. Fint at være donor. Men også fint ikke at ville være det. Det eneste jeg ville ønske udfra et fagligt perspektiv er, at flere ville skrive om de vil eller ikke vil. Netop for at skåne de efterladte for et ubehageligt valg i en meget ubehagelig situation.